The Daily Audio Bible

Kong Joahaz af Juda

³¹ Joahaz var 23 år gammel, da han blev konge i Juda, og han regerede i Jerusalem i tre måneder. Hans mor hed Hamutal og var en datter af Jirmeja fra byen Libna. ³² Han slægtede ikke sin far på, men gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne akkurat som sine forfædre. ³³ Kong Neko af Egypten kastede ham i fængsel i Ribla i Hamats land og forlangte en årlig skat af Juda på 3 tons sølv og 30 kilo guld.^{[a] 34} Derefter indsatte kong Neko en anden af Josias’ sønner, Eljakim, som konge i Jerusalem og ændrede samtidig hans navn til Jojakim. Joahaz tog han med sig til Egypten, og der døde han.

Kong Jojakim af Juda

³⁵ Jojakims opgave var først og fremmest at sørge for at inddrive den skat fra landets indbyggere, som egypterkongen havde forlangt. ³⁶ Jojakim var 25 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 11 år. Hans mor hed Zebida og var en datter af Pedaja fra byen Ruma. ³⁷ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, akkurat som sine forfædre.

24 Mens Jojakim var konge, besatte kong Nebukadnezar af Babylonien Juda, og i tre år var Jojakim tvunget til at betale skat til ham. Derefter gjorde han oprør. ² Da sendte Herren kaldæiske, aramæiske, moabitiske og ammonitiske røverbander ind i landet for at ødelægge det, i overensstemmelse med, hvad han havde sagt gennem sine profeter. ^3-4 Det skete efter Herrens befaling, for han havde besluttet at udslette Juda som følge af Manasses store synder og den massakre, han havde iværksat i Jerusalem. Det ville Herren ikke tilgive.

⁵ Jojakims øvrige liv og virke er beskrevet i Judas kongers krønikebog. ⁶ Da han døde, blev hans søn Jojakin konge i hans sted.

⁷ Egypterkongen og hans hær blev aldrig mere en trussel for Juda, for Babylonien havde overtaget kontrollen over hele det område, som før lå under Egyptens kontrol, lige fra Egyptens Bæk mod syd til Eufratfloden mod nord.^[b]

Kong Jojakin af Juda

⁸ Jojakin var 18 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i tre måneder. Hans mor hed Nehushta og var datter af Elnatan fra Jerusalem. ⁹ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, ganske som sin far, Jojakim.

¹⁰ Kong Nebukadnezars hær kom og belejrede Jerusalem. ¹¹ Den babyloniske konge var personligt til stede under belejringen, ¹² og kong Jojakin overgav sig sammen med alle sine ledende embedsmænd og enkedronningen, hvorefter de blev ført til Babylon som fanger. Det skete i babylonierkongens ottende regeringsår.

¹³ Babylonierne bortførte også alle tempelskattene og værdierne i det kongelige palads, og de fjernede alle de genstande af guld, som kong Salomon efter Herrens anvisning havde ladet lave til templet. ¹⁴ Kong Nebukadnezar tog desuden 10.000 krigsfanger med sig fra Jerusalem, byens ledere, officererne og soldaterne, kunsthåndværkerne og smedene. Kun de fattigste og dårligst stillede lod han blive tilbage i Jerusalem.

¹⁵ Nebukadnezar tog altså kong Jojakin, hans koner, hans embedsmænd, de ledende mænd og enkedronningen med sig til Babylon. ¹⁶ Derudover tog han 7000 soldater og 1000 kunsthåndværkere og smede. ¹⁷ Så udpegede han Jojakins farbror Mattanja til konge i stedet for Jojakin, men han ændrede Mattanjas navn til Zidkija.

Kong Zidkija af Juda

¹⁸ Zidkija var 21 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 11 år. Hans mor hed Hamutal, og var datter af Jirmeja fra byen Libna. ¹⁹ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, ligesom Jojakim havde gjort.

²⁰ Til sidst var Jerusalems og Judas oprør og ugudelighed blevet så voldsom, at Herren var nødt til at straffe dem og sende dem i eksil.

Jerusalems fald. Templets ødelæggelse. Juda i eksil

Det varede ikke længe, før Zidkija gjorde oprør imod den babyloniske konge.

25 Derfor mobiliserede kong Nebukadnezar igen sin hær og drog mod Jerusalem. I kong Zidkijas niende regeringsår, på den tiende dag i den tiende måned, begyndte den babyloniske hær en svær belejring af byen. De byggede angrebsramper op imod bymuren. ² Belejringen varede til Zidkijas 11. regeringsår.

³ På den niende dag i den fjerde måned af det år var alt spiseligt sluppet op og befolkningen totalt udsultet. ⁴ På det tidspunkt brød fjenden hul gennem bymuren. Kongen og hans livgarde flygtede midt om natten gennem en korridor mellem to mure i nærheden af kongens have og ud gennem en port i bymuren, til trods for at byen var omringet af babyloniske tropper. Kongen og hans følge satte kursen mod Jordandalen. ⁵ Den babyloniske hær satte efter kongen og indhentede ham på sletten ved Jeriko. Hans soldater flygtede i alle retninger, ⁶ men han selv blev fanget og ført til den babyloniske konge i byen Ribla, hvor han blev anklaget og dømt. ⁷ Han blev tvunget til at overvære sine sønners henrettelse, hvorefter hans øjne blev stukket ud. Så blev han lagt i lænker og ført til Babylon.

⁸ På den syvende dag i den femte måned i kong Nebukadnezars 19. regeringsår kom Nebuzaradan til Jerusalem fra Babylon. Nebuzaradan var chef for den babyloniske konges livvagt. ⁹ Han nedbrændte Herrens tempel, kongens palads og alle byens mest betydningsfulde bygninger, ¹⁰ hvorefter han beordrede sine tropper til at rive Jerusalems bymur ned. ¹¹ De overlevende af byens indbyggere og de, der allerede havde overgivet sig, blev ført til Babylon i eksil. ¹² Kun de fattigste lod Nebuzaradan blive tilbage, så der var nogen til at dyrke jorden og passe vingårdene.

¹³ Babylonierne slog templets bronzesøjler, bronzehavet og alle rullebordene i stykker og tog alt metallet med sig hjem til Babylon. ¹⁴ De tog alt, hvad der var lavet af bronze: askebakkerne, skovlene, vægesaksene, skålene og de bronzeredskaber, der blev brugt ved ofringerne i templet, ¹⁵ bakkerne til gløder og stænkeskålene. Chefen for livvagten sikrede sig alle guld- og sølvtingene. ¹⁶ Det hele blev vejet, undtagen de to bronzesøjler, bronzehavet og rullebordene, som kong Salomon i sin tid havde ladet fremstille til templet. De var for store til at blive vejet. ¹⁷ Søjlerne var 8,1 m høje med 1,35 m høje søjlehoveder med en dekoration af fletværk og granatæbler i bronze.

¹⁸ Af tempelpersonalet tog Nebuzaradan følgende krigsfanger: Ypperstepræsten Seraja, andenpræsten Zefanja og de tre dørvogtere. ¹⁹ Fra byen tog han den øverstkommanderende officer, en rekrutteringsofficer, fem af kongens tidligere rådgivere og 60 andre betydningsfulde mænd, som var gået under jorden. ²⁰ Han førte disse mænd til den babyloniske konge i Ribla i Hamat-området, ²¹ hvor de alle blev henrettet. Judas folk var nu ført bort fra deres land og måtte leve i eksil.

²² Kong Nebukadnezar udpegede Gedalja, søn af Ahikam, som var søn af Shafan, til guvernør over landet og den rest, som var efterladt der, ²³ og da de undslupne officerer fra Judas hær hørte, at den babyloniske konge havde udnævnt Gedalja til guvernør, opsøgte de ham i Mitzpa. Iblandt dem var Ishmael, søn af Netanja; Johanan, søn af Karea; Seraja, søn af Tanhumet fra Netofa og ma’akatitten Ja’azanja samt deres menige folk. ²⁴ Gedalja forsikrede dem: „I kan roligt overgive jer til babylonierne. Hvis I overgiver jer, får I lov til at blive boende i landet, og I får det godt.” ²⁵ Men Ishmael tilhørte kongeslægten, og allerede samme år i den syvende måned kom han til Mitzpa med ti mand og opsøgte Gedalja. De myrdede både Gedalja, hans judæiske embedsmænd og de babyloniske soldater. ²⁶ Det resulterede i, at de øvrige officerer, soldater og mange andre af Judas rest i panik flygtede til Egypten, for de frygtede gengældelse fra babylonierne.

Jojakin får bedre forhold under sit fangenskab

²⁷ Mange år senere kom der en ny konge på tronen i Babylon, som hed Evil-Merodak. Han besluttede at benåde Jojakin og løslade ham fra fængslet. Det skete den 27. dag i den 12. måned i Jojakins 37. år i fangenskab. ²⁸ Den nye konge behandlede Jojakin venligt, bedre end de andre konger, som også var i fangenskab. ²⁹ Jojakin fik nyt tøj i stedet for fangedragten, og han spiste i kongens palads indtil sin dødsdag. ³⁰ Så længe han levede, gav kongen ham fra dag til dag, hvad han havde brug for.

¹⁷ Senere var jeg tilbage i Jerusalem. En dag, mens jeg bad i templet, var jeg pludselig som i en anden verden, ¹⁸ og i et syn så jeg Herren, som sagde til mig: ‚Skynd dig at forlade Jerusalem, for folk her vil ikke tage imod det, du fortæller om mig.’ ¹⁹ ‚Jamen, Herre,’ svarede jeg, ‚de ved jo alle sammen, at det var mig, som fik arresteret alle dem, der troede på dig, og jeg sørgede for, at de blev pisket i synagogerne. ²⁰ Dengang Stefanus blev dræbt, stod jeg lige ved siden af og godkendte, hvad de gjorde, ja, det var mig, der passede på tøjet for dem, der slog ham ihjel.’ ²¹ Men Herren sagde til mig: ‚Tag af sted! For jeg vil sende dig til de folkeslag, der er langt borte.’ ”

²² Op til det punkt havde folkemængden lyttet opmærksomt til Paulus, men nu begyndte hylekoret igen. „Han skal dø!” råbte de. „Sådan en skal ikke have lov til at leve!” ²³ De skreg og krængede deres kapper af og kastede støv op i luften. ²⁴ Kommandanten gav derfor ordre til, at Paulus skulle føres ind i kasernen, og at han skulle forhøres under piskeslag, for at man kunne finde ud af, hvad han havde gjort, som kunne gøre mængden så rasende. ²⁵ Da de var i færd med at spænde ham fast for at piske ham, vendte han sig til den nærmeste officer og spurgte: „Er det tilladt at piske en romersk statsborger, der ikke engang har været for retten?”

²⁶ Officeren gik til kommandanten og sagde: „Er du klar over, hvad du er ved at gøre? Manden er romersk statsborger!” ²⁷ Kommandanten kom hen til Paulus og spurgte: „Sig mig, er du romersk statsborger?” „Ja, det er jeg,” svarede han. ²⁸ „Det er jeg også,” udbrød kommandanten, „men det har kostet mig en formue at blive det.” „Jeg er født romersk statsborger,” sagde Paulus.

²⁹ Da de soldater, der stod parate til at piske ham, hørte det, trak de sig hurtigt tilbage. Kommandanten blev også bange, da det gik op for ham, at han havde ladet en romersk statsborger lægge i lænker. ³⁰ Men han ville gerne finde ud af, hvad det var, jøderne anklagede Paulus for. Næste dag lod han derfor lænkerne blive taget af Paulus og befalede, at han skulle fremstilles for ypperstepræsterne og Det jødiske Råd. Derpå blev Paulus ført frem for Rådet.

Paulus for Det jødiske Råd

23 Paulus så uforfærdet rådsmedlemmerne i øjnene og sagde: „Ærede medlemmer af det høje råd, jeg har altid levet med en god samvittighed over for Gud.” ² Øjeblikkelig befalede ypperstepræsten Ananias, at de, der stod nærmest, skulle give Paulus et slag på munden. ³ Men Paulus sagde til ham: „Gud vil slå dig, din hykler! Her sidder du og skal dømme mig efter loven, og så giver du stik imod loven ordre til, at de skal slå mig.” ⁴ „Hvad bilder du dig ind?” sagde de omkringstående. „Hvordan tør du håne Guds ypperstepræst?” ⁵ „Jeg kunne ikke se, at han var ypperstepræst,” svarede Paulus. „Der står jo skrevet: ‚Du må ikke tale ondt om dit folks leder.’^[a]”

⁶ Paulus vidste godt, at den ene halvdel af Rådet bestod af saddukæere og den anden halvdel af farisæere. Derfor råbte han nu ud over forsamlingen: „Jeg er farisæer, og jeg er søn af en farisæer. Når jeg stilles for retten i dag, er det, fordi jeg tror på, at det er muligt at genopstå fra de døde.” ⁷ Så snart han havde sagt det, opstod der splid mellem farisæerne og saddukæerne. ⁸ Saddukæerne mener nemlig, at der ikke er nogen opstandelse fra de døde, og at der hverken findes engle eller ånder, men farisæerne tror på det alt sammen. ⁹ Under den højrøstede diskussion sprang nogle af de skriftlærde farisæere op og råbte: „Manden har ikke gjort noget forkert. Måske har en ånd eller en engel talt til ham.” ¹⁰ Det førte til endnu mere spektakel, og da kommandanten blev bange for, at Paulus skulle blive sønderrevet af dem, gav han sine soldater ordre til at gribe ind og bringe Paulus i sikkerhed i kasernen.

Guds udvalgte konge