The Daily Audio Bible

Afgudsdyrkelsen fortsætter i Nordriget, mens Jehus søn er konge

13 I kong Joash af Judas 23. regeringsår blev Joahaz, Jehus søn, konge i Israel. Han herskede i Samaria i 17 år. ² Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han fulgte i Jeroboams spor, kongen der oprindelig havde lokket Israel til afgudsdyrkelse. ³ Derfor lå Herrens vrede over Israels folk, så han tillod kong Hazael af Aram og hans søn, Ben-Hadad, at gå til angreb på dem gang på gang.

⁴ Til sidst var kong Joahaz trængt så meget op i en krog, at han bad Herren om hjælp, og Herren hørte hans bøn. Han kunne jo se, hvor hårdt Arams konge pressede dem. ⁵ Derfor sendte Herren dem en leder, der befriede Israel fra det aramæiske tyranni. Derefter var der fred og tryghed i Israel som før.

⁶ Alligevel fortsatte folket deres afgudsdyrkelse og fulgte således Jeroboams onde eksempel, og de blev ved med at tilbede gudinden Ashera i Samaria. ⁷ På grund af de mange angreb fra Aram var Joahaz’ hær til sidst nede på 50 ryttere, ti stridsvogne og 10.000 fodfolk, for Arams konge havde tilintetgjort resten af hæren og trådt dem ned som støv under sine fødder.

⁸ Resten af Joahaz’ livshistorie og hans bedrifter er beskrevet i Israels kongers krønikebog.

⁹ Joahaz døde og blev begravet i Samaria, hvorefter hans søn Joash blev konge.

Kong Joash af Israel

¹⁰ Joash, søn af Joahaz, blev konge over Israel i kong Joash af Judas 37. regeringsår, og han regerede ud fra Samaria i 16 år. ¹¹ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han fortsatte i Jeroboams spor og opmuntrede folket til at dyrke afguder. ¹² Resten af Joash’ historie og hans bedrifter, blandt andet hans krige mod kong Amatzja af Juda, er beskrevet i Israels kongers krønikebog. ¹³ Joash døde og blev begravet i Samaria sammen med Israels øvrige konger. Efter ham blev hans søn Jeroboam konge over Israel.

Elisas død

¹⁴ Profeten Elisa blev alvorligt syg, og da han lå på sit dødsleje, fik han besøg af kong Joash, som bøjede sig grædende over ham:

„Mester og herre. Du var et bedre værn for Israel end alle dets stridsvogne og ryttere.”

¹⁵ „Skaf mig en flitsbue og nogle pile,” befalede Elisa. Det gjorde kongen så.

¹⁶ Derefter bad Elisa kongen om at spænde buen, mens han lagde sine egne hænder oven på kongens.

¹⁷ „Luk det vindue op, der vender mod øst,” fortsatte Elisa. Det gjorde man så.

„Skyd!” kommanderede Elisa, og kongen sendte pilen ud gennem vinduet i østlig retning.

Da sagde Elisa til kongen: „Det var Herrens pil, som skal bringe sejr over Aram. Ved Afek skal du påføre dem det afgørende nederlag. ¹⁸ Tag nu de andre pile og slå dem ned i gulvet.”

Kongen tog pilene og slog dem ned i gulvet tre gange. ¹⁹ „Det var ærgerligt,” udbrød profeten. „Hvorfor slog du dem ikke mod gulvet fem eller seks gange? Havde du gjort det, kunne du have slået aramæerne definitivt. Men nu vil du kun besejre dem tre gange.”

²⁰ Derefter døde Elisa og blev begravet.

På den tid skete det ikke sjældent om foråret, at moabitiske røverbander strejfede rundt i landet. ²¹ Engang under en fredelig begravelse blev følget overrasket af en sådan røverbande, og i panik smed man liget ned i Elisas grav og flygtede for røverne. Men så snart liget kom i berøring med Elisas knogler, kom den døde til live og sprang op.

Israel vinder delvis sejr over aramæerne, som Elisa forudsagde

²² Kong Hazael af Aram havde tyranniseret Israel under hele kong Joahaz’ regeringsperiode. ²³ Men Herren viste nåde imod Israels folk på grund af den pagt, han havde sluttet med Abraham, Isak og Jakob. Han ville ikke helt udslette dem, og endnu ville han ikke sende dem i landflygtighed.

²⁴ Da kong Hazael af Aram døde, blev hans søn Ben-Hadad konge i hans sted, ²⁵ og tre gange besejrede kong Joash af Israel Ben-Hadad. Det lykkedes ham også at erobre de israelitiske byer tilbage, som Ben-Hadad havde taget fra hans far, kong Joahaz.

Kong Amatzja af Juda

14 Amatzja blev konge over Juda i kong Joash af Israels andet regeringsår. ² Han var 25 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 29 år. Hans mor hed Jehoaddan og var fra Jerusalem. ³ Han fulgte i sin fars spor og gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, dog ikke så helhjertet som sin forfar David. ⁴ Heller ikke han fik udryddet offerstederne rundt omkring i landet, og derfor fortsatte folket med at bringe brændofre der.

⁵ Så snart han havde sikret sig magten, dræbte han de embedsmænd, der havde myrdet hans far. ⁶ Men han skånede deres børn, for Herrens lov siger: „Forældre må ikke straffes for deres børns synder, og børn må ikke straffes for deres forældres synder. Dødsstraf kan kun idømmes den, der selv er ansvarlig for sin forbrydelse.”^{[a] 7} Amatzja nedsablede 10.000 edomitiske soldater i Saltdalen, og han erobrede også byen Sela og kaldte den Jokte’el, hvilket den hedder den dag i dag.

⁸ En dag udstedte han en krigserklæring til kong Joash af Israel, der var søn af Joahaz, som var søn af Jehu. ⁹ Kong Joash sendte følgende besked tilbage:

„Der var engang en tidsel i Libanon, som sagde til det statelige cedertræ: ‚Lad min søn få din datter til ægte!’ Men et vildt dyr kom løbende forbi og trampede tidslen ned. ¹⁰ Du har ganske vist besejret Edom og er vældig stolt over det. Men bliv du hellere hjemme og nyd sejren. Hvorfor udfordre skæbnen og styrte både dig selv og Judas land i ulykke?”

¹¹ Men Amatzja ville ikke høre efter, så kong Joash af Israel mobiliserede sin hær og mødte kong Amatzjas hær ved byen Bet-Shemesh i Juda. ¹² Dér blev judæerne besejret, og soldaterne flygtede hver til sit. ¹³ Amatzja blev taget til fange, hvorefter Israels hær marcherede mod Jerusalem og ødelagde bymuren mellem Efraims port og Hjørneporten, en strækning på 200 meter. ¹⁴ Joash tog det guld og sølv, der var tilbage i templets og paladsets skatkamre. Han tog også en del gidsler, hvorefter han vendte hjem til Samaria.

¹⁵ Resten af Joash’ livshistorie og hans bedrifter samt flere detaljer om kampen mod kong Amatzja af Juda er beskrevet i Israels kongers krønikebog. ¹⁶ Da han døde, blev han begravet i Samaria ved siden af Israels øvrige konger, og hans søn Jeroboam blev konge i hans sted.

¹⁷ Amatzja levede 15 år mere, efter at Joash var død, ¹⁸ og hans livshistorie er beskrevet i Judas kongers krønikebog. ¹⁹ Hans embedsmænd i Jerusalem havde planer om at slå ham ihjel, men det lykkedes ham at flygte til Lakish. De sendte så nogle folk efter ham til Lakish, og han blev dræbt dernede. ²⁰ Hans lig blev bragt hjem til Jerusalem til hest, og han blev begravet sammen med sine forfædre i Davidsbyen. ²¹ Derefter udnævnte Judas befolkning Amatzjas 16-årige søn Uzzija til konge. ²² Det var Uzzija, der erobrede Eilat tilbage og befæstede byen nogen tid efter sin fars død.

Kong Jeroboam II af Israel

²³ I kong Amatzja af Judas 15. regeringsår blev Jeroboam, søn af Joash, konge i Israel. Han regerede i 41 år i Samaria. ²⁴ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. Han handlede fuldstændig som den Jeroboam, der først indførte afgudsdyrkelsen i Nordriget. ²⁵ Han generobrede Israels tabte områder fra Lebo-Hamat i nord til Det Døde Hav i syd, sådan som Herren, Israels Gud, havde forudsagt gennem Amittajs søn, Jonas, profeten fra Gat-Hefer. ²⁶ Herren havde lagt mærke til Israels bitre lidelser, og han så, at ingen kom dem til hjælp i kampen mod deres undertrykkere. ²⁷ Han ønskede ikke, at hele hans folk skulle udslettes, så derfor brugte han kong Jeroboam til at redde landet.

²⁸ Resten af Jeroboams livshistorie, hans bedrifter og krige, og hvordan han igen lagde bystaterne Damaskus og Hamat ind under Israels herredømme, er beskrevet i Israels kongers krønikebog. ²⁹ Da Jeroboam døde, blev han begravet sammen med Israels øvrige konger i Samaria, og hans søn Zekarja blev konge i hans sted.

²³ Dér blev han et godt stykke tid, og da han igen rejste ud, tog han til den frygiske del af provinsen Galatien, hvor han tog rundt og styrkede disciplene i troen.

Apollos

²⁴ På den tid kom en jøde ved navn Apollos fra Alexandria i Egypten til Efesos. Han var en veltalende mand og var godt kendt med Skrifterne. ²⁵ Hjemme i Alexandria havde han lært om Jesus, og nu talte han begejstret om det og underviste korrekt ud fra det, han vidste, selv om den eneste dåb, han havde hørt om, var Johannes’ dåb. ²⁶ Da han frimodigt stod og talte om Jesus i synagogen, inviterede Priskilla og Akvila ham med hjem og gav ham yderligere undervisning. ²⁷ Apollos ville gerne rejse over til Akaja, og menighedens ledelse opmuntrede ham til at gøre det. De skrev til de kristne menigheder dér og bad dem tage godt imod ham. Og da han kom derover, blev han ved Guds nåde til stor hjælp for de troende der. ²⁸ Når der var offentlig debat, tilbageviste han med stor kraft alle de jødiske argumenter, idet han ud fra Skrifterne beviste, at Jesus var den lovede Messias.

En stærk menighed grundlægges i Efesos

19 Mens Apollos opholdt sig i Korinth, rejste Paulus videre fra Galatien gennem det indre højland og kom ned til Efesos. ² Der traf han en flok disciple og spurgte dem: „Fik I Helligånden, dengang I kom til tro?”

„Vi har ikke engang hørt, at der findes en hellig Ånd,” svarede de.

³ „Hvilken dåb blev I da døbt med?” spurgte han.

„Johannes Døbers dåb,” svarede de.

⁴ „Johannes døbte dem, der havde taget afstand fra deres synd, og han sagde til folk, at de skulle tro på én, som kom bagefter ham, det vil sige Jesus.” ⁵ Så snart de hørte det, lod de sig døbe til at tilhøre Herren Jesus. ⁶ Og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterede. ⁷ Der var omkring 12 mænd i alt.

⁸ I de følgende tre måneder kom Paulus til stadighed i synagogen, hvor han frimodigt debatterede med jøderne og talte overbevisende om Guds rige. ⁹ Men nogle af dem nægtede hårdnakket at tage imod budskabet, og de talte offentligt imod dem, som blev kaldt „Vejen”. Så forlod Paulus synagogen og tog gruppen af disciple med sig over i Tyrannos’ forelæsningssal, hvor de holdt daglige samtaler. ¹⁰ Det fortsatte de næste to år, så alle indbyggere i provinsen Asien, både jøder og grækere, fik anledning til at høre Herrens ord.

¹¹ Gud udførte usædvanlige undere gennem Paulus’ tjeneste ¹² med det resultat, at folk kappedes om at få fat i de arbejdsforklæder eller tøjstykker, som Paulus havde brugt. Når tøjstykkerne derefter blev lagt på syge mennesker, blev de syge helbredt, mens andre blev befriet fra onde ånder.

Om at sætte sin lid til Herren