The Daily Audio Bible

Jehus død

^32-33 Mens Jehu var konge, begyndte Herren for alvor at reducere Israels kongerige. Kong Hazael af Aram erobrede store landområder øst for Jordanfloden, inklusive Gilead området og Gads, Rubens og Manasses landområder. Han erobrede faktisk hele området øst for Jordanfloden fra Aroer ved Arnonfloden i syd til Bashan mod nord.

³⁴ Jehus øvrige bedrifter er beskrevet i Israels kongers krønikebog. ³⁵ Da han døde, blev han begravet i Samaria, og hans søn Joahaz blev konge i hans sted. ³⁶ Jehu regerede Israel fra Samaria i 28 år.

Atalja overtager magten i Juda

11 Dengang Atalja, som var mor til kong Ahazja af Juda, hørte, at hendes søn var død, satte hun sig for at udrydde samtlige medlemmer af kongefamilien. ² Men Ahazjas søster, Josheba, fjernede i al hemmelighed Ahazjas yngste søn, Joash, som kun var et spædbarn, fra de øvrige prinser, som skulle dræbes. Josheba gemte både ham og hans amme i et soveværelse. ³ Drengen blev derefter holdt skjult på tempelområdet i de seks år, Atalja regerede i Juda.

Joash udråbes til konge

⁴ I Ataljas syvende regeringsår indkaldte præsten Jojada de ledende officerer fra paladsgarden og den kongelige livvagt til et møde i templet, og efter at de højtideligt havde lovet Jojada fuld troskab, førte han kronprinsen, Joash, frem for dem ⁵ og gav dem følgende instrukser: „Næste sabbat når I møder til tjeneste, skal en tredjedel af jer holde vagt ved det kongelige palads. ⁶ En anden tredjedel skal holde vagt ved Sur-porten, mens den sidste tredjedel skal holde vagt ved livvagtens barak. ⁷ De andre to grupper, som egentlig ikke skulle gøre tjeneste på næste sabbat, skal stille sig op ved indgangen til templet for at beskytte kongen. ⁸ På den dag skal I alle fungere som kongens livvagt og holde jeres våben parate. Dræb enhver, der sætter sig op imod jer. Slip ikke kongen af syne på noget tidspunkt.”

⁹ Officererne fulgte nøje Jojadas instrukser. De kom samtidig med det skiftehold, som normalt skulle begynde tjeneste på sabbatten, og sluttede sig til det skiftehold, der var færdig med tjenesten. ¹⁰ Derpå udrustede Jojada officererne med de spyd og skjolde, som havde tilhørt kong David og blev opbevaret i templets våbenhus. ¹¹ De bevæbnede vagter tog opstilling i en lang række fra forgårdens sydside frem til alteret foran indgangen og videre til nordsiden. På den måde forhindrede de folk i at nærme sig tempelindgangen, hvor kongen ville komme til syne.

¹² Da alt var klar, førte Jojada prinsen ud og satte kongekronen på hans hoved. Han gav ham også en kopi af lovbogen, hvorefter han salvede ham til konge. Folket klappede og råbte: „Længe leve kong Joash.”

Ataljas død

¹³ Da dronning Atalja hørte støjen fra menneskemængden, skyndte hun sig over til templet. ¹⁴ Dér fik hun øje på den nykronede konge, der stod ved søjlen foran tempelindgangen, som det var skik ved en kroningsceremoni. De ledende officerer og en række trompetblæsere stod ved siden af kongen. De blæste i deres trompeter, mens folket jublede.

Atalja rev i vrede og fortvivlelse sit tøj i stykker og skreg: „Det er højforræderi!”

¹⁵ „Før hende uden for templet!” råbte Jojada til officererne for livvagten. „Dræb hende ikke på tempelområdet, men slå enhver ned, der forsøger at komme hende til undsætning.” ¹⁶ Så greb de hende og førte hende ud gennem den port, som hestene bruger til at komme ind på paladsets område. Der slog de hende ihjel.

Jojadas reformer

¹⁷ Jojada fik kongen og hele folket til at indgå en troskabspagt med Herren: Både kongen og folket skulle altid tilhøre Herren og være hans folk. Han sørgede også for, at folket lovede deres konge troskab. ¹⁸ Derefter gik hele forsamlingen i samlet trop til ba’alstemplet og rev det ned. De ødelagde altrene og afgudsbillederne og dræbte ba’alspræsten Mattan foran alteret, og Jojada satte vagter ved Herrens tempel. ^19-20 Dernæst førte han sammen med officererne, livvagten og hele folket den unge konge ud af templet, forbi vagtstuen og ind i paladset, hvor kongen satte sig på tronen.

Alle var glade og lykkelige, og livet i byen gik sin daglige, stille gang efter Ataljas død.

Joash sætter templet i stand

12 ^1-2 Joash blev konge over Judas rige i kong Jehu af Israels syvende regeringsår. Han var syv år gammel på det tidspunkt, og han regerede i Jerusalem i 40 år. Hans mor hed Zibja og var fra Be’ersheba. ³ Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, så længe præsten Jojada levede og kunne rådgive ham. ⁴ Dog udryddede han ikke offerstederne på højene rundt omkring i landet, og derfor fortsatte folket med at brænde ofre der.

^5-6 En dag sagde kong Joash til præsterne: „Tempelbygningen trænger til en gennemgribende restaurering. De penge, som folk bringer til Herrens hus som frivillige gaver eller som indløsning for det førstefødte, der tilhører Herren, skal I derfor bruge til at bekoste istandsættelsen af templet.”

⁷ Men i kong Joash’ 23. regeringsår var præsterne endnu ikke begyndt på arbejdet. ⁸ Derfor kaldte han Jojada og de øvrige præster sammen. „Hvorfor har I ikke sørget for restaureringen af templet?” spurgte han. „Nu er det slut med at bruge midlerne på jer selv og jeres egne formål. Fra nu af skal alle pengene gå til templet.”

⁹ Men præsterne bad om at blive fritaget for ansvaret for restaureringen. Til gengæld gik de med til ikke længere at modtage penge direkte fra folket. ¹⁰ Jojada borede derefter et hul i låget på en stor kiste og placerede kisten til højre for alteret, når man går ind i templet, og de præster, der fungerede som dørvogtere, sørgede for, at alle de guld- og sølvstykker, som folk kom med, blev lagt i denne kiste. ¹¹ Hver gang kisten var fuld, blev pengene lagt i poser og vejet af statssekretæren og ypperstepræsten i fællesskab. ¹² Derefter blev pengene overdraget til arbejdsformændene, som udbetalte løn til træskærerne, bygningshåndværkerne, ¹³ murerne og stenhuggerne. Nogle af pengene blev brugt til materialerne af træ og sten. Samtlige reparationsudgifter blev betalt med disse penge. ^14-15 Men pengene blev ikke brugt til indkøb af sølvbaljer, vægesakse, stænkeskåle, trompeter eller andre guld- og sølvgenstande. ¹⁶ Man krævede ikke af arbejdsformændene, at de fremlagde regnskab for forvaltningen af pengene, for det var helt igennem ærlige mennesker. ¹⁷ Men de penge, som kom ind gennem skyldofre og forsoningsofre, blev ikke lagt i kisten. Dem kunne præsterne bruge til deres egne behov.

Resten af Joash’ tid som konge i Juda

¹⁸ På det tidspunkt gik kong Hazael af Aram til angreb på filisterbyen Gat, og det lykkedes ham at erobre byen, hvorefter han marcherede mod Jerusalem. ¹⁹ Da tog kong Joash alle de hellige tempelredskaber, som var blevet skænket af ham selv og hans forfædre, Joshafat, Joram og Ahazja, dem der før ham havde været konger i Juda, og sendte dem sammen med alt det guld, der fandtes i templets skatkammer og i det kongelige palads, til kong Hazael. Det var nok til, at den aramæiske konge afblæste angrebet på Jerusalem.

²⁰ Resten af Joash’ livshistorie og de bedrifter han udførte, er beskrevet i Judas kongers krønikebog. ²¹ Der blev begået forræderi imod ham, idet nogle af hans egne embedsmænd myrdede ham, engang han opholdt sig i Jerusalems fæstningsbygning, som ligger ved vejen ned til Silla.

Menigheden i Korinth grundlægges

18 Derefter forlod Paulus Athen og rejste videre til Korinth. ^2-3 Dér traf han en jøde, som hed Akvila. Hans kone hed Priskilla. Deres arbejde var at sy telte, ligesom Paulus gjorde, så han fik lov til at bo hos dem og arbejde sammen med dem. Akvila stammede oprindelig fra Pontus, men han og hans kone var netop ankommet fra Italien, for kejser Claudius havde givet ordre til, at alle jøder skulle forvises fra Rom. ⁴ Hver sabbat var Paulus i synagogen, hvor han debatterede med og søgte at overbevise både jøder og grækere. ⁵ Da Silas og Timoteus kom ned til Korinth fra Makedonien, var Paulus helt opslugt af at forkynde Guds ord og søge at overbevise jøderne om, at Jesus virkelig var den ventede Messias. ⁶ Men da jøderne hånende afviste ham, rystede Paulus symbolsk^[a] støvet af sin kappe og sagde: „Det er jeres egen skyld, hvis I går fortabt. Jeg kan ikke tage ansvaret for det. Fra nu af vil jeg forkynde budskabet om Jesus for de andre folkeslag.”

⁷ Han flyttede så sin undervisning fra synagogen over til et hus, som lå lige ved siden af og tilhørte Titius Justus, en græker som var gået over til jødedommen, men nu var kristen. ⁸ Synagogeforstanderen Krispus og hele hans husstand kom også til tro på Herren. Mange af byens indbyggere kom for at lytte til Paulus, og mange kom til tro, hvorefter de blev døbt.^[b]

^9-10 En nat havde Paulus et syn, i hvilket Herren sagde til ham: „Du skal ikke være bange, for jeg vil beskytte dig, så ingen gør dig fortræd. Fortsæt med at tale og giv ikke op, for jeg har et stort folk i denne by.” ¹¹ Så blev Paulus i Korinth i halvandet år og underviste i Guds ord.

¹² Mens Gallio var guvernør i den romerske provins Akaja,^[c] gennemførte jøderne en samlet aktion mod Paulus og fik ham slæbt hen til guvernøren. ¹³ Dér kom de frem med følgende anklage: „Manden her overtaler folk til at dyrke Gud på en måde, som er imod vores lov.” ¹⁴ Men da Paulus skulle til at forsvare sig, vendte Gallio sig til jøderne og sagde: „Hør engang, I jøder, havde der været tale om en grov forbrydelse eller anden lovovertrædelse, så ville jeg godt have hørt på jer. ¹⁵ Men når det drejer sig om ordstrid og magtkampe inden for jeres egen religion, så må I klare det selv. Den slags sager vil jeg ikke dømme i.” ¹⁶ Så jog han dem væk fra domstolen.

¹⁷ Alle^[d] greb nu fat i synagogeforstanderen, Sostenes, og slog løs på ham lige uden for domstolen, men det tog Gallio sig ikke af.

Paulus rejser tilbage til Antiokia via Efesos og Jerusalem

¹⁸ Efter den hændelse blev Paulus endnu en tid i Korinth, før han besluttede at tage tilbage til provinsen Syrien sammen med Priskilla og Akvila. Så tog de afsked med menigheden og kom ned til havnebyen Kenkrea. Her lod Paulus sit hår klippe, da tiden for hans naziræerløfte var udløbet.^{[e] 19} De gik om bord i et fragtskib og ankom til Efesos, hvor Paulus efterlod Akvila og Priskilla. Mens skibet lossede i havnen, havde Paulus tid til at aflægge et besøg i synagogen for at debattere med jøderne der. ²⁰ De bad ham blive nogle dage, men det kunne han ikke. ²¹ Da han tog afsked med dem, sagde han: „Om Gud vil, kommer jeg tilbage til jer.” Derefter sejlede han videre med skibet sydpå langs kysten.

²² Da de ankom til Cæsarea, fortsatte Paulus rejsen til fods mod Jerusalem. Efter at have aflagt et kort besøg i menigheden dér, tog han videre til Antiokia.

Lovprisning af Herrens godhed

145 En lovsang af David.