The Daily Audio Bible

Kvinden fra Shunem vender hjem

8 Elisa havde sagt til den kvinde, hvis dreng han havde opvakt fra de døde: „Flygt sammen med din familie til et andet land, for Herren vil sende en hungersnød i Israel, som vil vare i syv år.”

² Derfor slog kvinden og hendes familie sig ned i filistrenes land i syv år, ³ og da hungersnøden var forbi, vendte hun tilbage til Israel og opsøgte kongen for at få sin jord og sit hus igen. ⁴ Netop som hun kom ind til kongen, var han fordybet i samtale med Gehazi, Elisas tjener. „Fortæl mig nogle historier om Elisas mirakler,” havde kongen sagt til Gehazi. ⁵ Så Gehazi var i færd med at fortælle om dengang, Elisa genopvakte en dreng fra de døde. I samme øjeblik trådte drengens mor ind.

„Jamen, se,” udbrød Gehazi, „det er jo den kvinde vi taler om. Og det er hendes dreng, Elisa opvakte fra de døde.”

⁶ „Er det virkelig sandt, hvad han siger?” spurgte kongen, og det bekræftede hun. Så sendte kongen straks en embedsmand af sted for at sikre sig, at kvinden fik sin ejendom tilbage, og han sørgede tilmed for, at hun fik godtgjort det høstudbytte, der havde været under hendes fravær.

Hazael myrder kong Ben-Hadad af Aram

⁷ Senere rejste Elisa til Damaskus, Arams hovedstad, hvor kong Ben-Hadad lå syg. Kongen fik straks at vide, at den berømte Guds mand var kommet til byen. ⁸ Da sagde kongen til en embedsmand ved navn Hazael: ⁹ „Bring profeten en gave og spørg ham, om der er chancer for, at jeg bliver rask igen.”

Så læssede Hazael 40 kameler med de bedste varer, der kunne opdrives i landet, og overrakte gaven til Elisa med ordene: „Ben-Hadad, Arams konge, forespørger underdanigst om chancerne for at blive rask igen.”

¹⁰ Elisa svarede: „Sig du bare, at han vil komme sig. Men Herren har vist mig, at han vil dø.”

¹¹ Efter disse ord blev Elisa ved med at stirre ud i luften og fik et udtryk af forfærdelse i ansigtet. Så brød han ud i heftig gråd.

¹² „Hvad er der i vejen?” spurgte Hazael.

„Ak,” svarede Elisa, „du er manden, som skal bringe store lidelser over Israels folk. Deres fæstninger vil du nedbrænde, de unge krigere vil du hugge ned med sværdet, spædbørnene vil du knuse mod klippeblokkene, og du vil sprætte maven op på de gravide kvinder.”

¹³ „Hvordan skulle jeg få så stor en magt?” udbrød Hazael. „Jeg er jo bare en almindelig tjener.”

„Herren har vist mig,” svarede Elisa, „at du vil blive konge af Aram.”

¹⁴ Da Hazael kom tilbage, spurgte kongen: „Hvad sagde han?” Hazael svarede: „Han sagde, at du vil komme dig.”

¹⁵ Men næste dag tog Hazael et klæde, dyppede det i vand og lagde det over den syge konges ansigt, så han blev kvalt. Derpå blev Hazael konge.

Kong Joram af Juda

¹⁶ Da Ahabs søn, kong Joram af Israel, havde regeret i fem år, blev Joshafats søn Joram konge i Juda. ¹⁷ Han var 32 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i otte år. ¹⁸ Han fulgte i Israels kongers spor, for han havde giftet sig med en datter af Ahab. Derfor gjorde han, hvad der var ondt i Herrens øjne. ¹⁹ Men for kong Davids skyld ødelagde Herren ikke Juda fuldstændigt. Han havde jo lovet, at Davids slægt aldrig skulle dø ud.

²⁰ Mens Joram regerede, løsrev Edoms folk sig fra Judas overherredømme og udnævnte deres egen konge. ²¹ Kong Joram mønstrede sine stridsvogne for at slå oprøret ned. Han slog lejr ved Zair, men blev omringet af Edoms hær. Han gik til angreb på fjendens hær og deres stridsvogne om natten, men under kampen flygtede hans egne soldater og vendte hjem. ²² Derfor har Edom indtil i dag opretholdt sin uafhængighed, og det samme er tilfældet med Libna.

²³ Resten af kong Jorams historie er beskrevet i Judas kongers krønikebog. ²⁴ Da han døde, blev han begravet i Davidsbyen ligesom sine forfædre.

Kong Ahazja af Juda

²⁵ Ahazja, Jorams søn, blev konge i Juda efter sin far i kong Joram af Israels 12.^[a] regeringsår. ²⁶ Han var 22 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i ét år. Hans mor, Atalja, var kong Omri af Israels barnebarn. ²⁷ Ahazja gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne ligesom kong Ahabs slægt, for hans far var blevet gift ind i den familie.

²⁸ Derfor støttede han Ahabs søn, kong Joram af Israel, og sammen gik de i krig mod kong Hazael af Aram. Aramæerne vandt slaget ved Ramot-Gilead, og Joram blev såret, ²⁹ hvorefter han trak sig tilbage til Jizre’el for at blive rask igen. Ahazja tog derfor til Jizre’el for at se til ham.

Jehu bliver konge over Nordriget

9 I mellemtiden havde Elisa kaldt en af profeteleverne til sig. „Gør dig klar til at tage til Ramot-Gilead,” sagde han, „og tag den her flaske med olivenolie med dig. ² Når du kommer frem, skal du opsøge Jehu, søn af Joshafat og sønnesøn af Nimshi. Tag ham afsides fra de andre ³ og hæld olivenolien over hans hoved. Fortæl ham, at Herren har udvalgt ham til at være konge over Israel—og løb så for livet.”

⁴ Profeteleven gjorde, som Elisa havde sagt. Da han kom til Ramot-Gilead, ⁵ fandt han Jehu siddende uden for huset i selskab med flere andre officerer fra hæren.

„Hr. officer,” sagde han, „jeg har en besked til Dem.”

„Hvem af os?” spurgte Jehu.

„Dem, herre.”

⁶ Så rejste Jehu sig og fulgte ham ind i huset. Den unge mand hældte straks olivenolien over Jehus hoved og sagde: „Herren, Israels Gud, siger: ‚Jeg salver dig hermed til konge over mit folk Israel. ⁷ Du skal udrydde Ahabs slægt og således hævne de mord på profeterne og andre mennesker, som Jezabel har på samvittigheden. ⁸ Hele Ahabs slægt skal du udrydde—hver eneste mandsperson, der er tilbage, uden undtagelse, ⁹ for jeg vil tilintetgøre Ahabs slægt, som jeg tilintetgjorde Jeroboams slægt og Bashas slægt. ¹⁰ Hundene skal æde Jezabels lig i Jizre’el, og ingen skal begrave hende.’ ” Efter at have afleveret sit budskab åbnede profeteleven døren og løb bort.

¹¹ Da Jehu kom tilbage til de andre officerer, spurgte en af dem: „Hvad ville den idiot? Er der noget på færde?”

„Åh, I ved jo hvordan den slags fyre snakker,” svarede Jehu.

¹² „Kom nu,” svarede de. „Hvad sagde han?”

Så fortalte han dem, hvad profeteleven havde sagt, og at han var blevet salvet til konge over Israel. ¹³ Straks smed officererne deres kapper på trappen og stillede Jehu derop, mens de blæste i hornene og råbte: „Længe leve kong Jehu.”

Paulus uddriver en spådomsånd

¹⁶ Da vi en dag var på vej ned til det sted ved floden, hvor de samledes til bøn, mødte vi en slavinde, der havde en spådomsånd i sig. Hendes herrer tjente mange penge på grund af hendes evne til at spå. ¹⁷ Hun fulgte i hælene på os og råbte: „Disse mænd er den højeste Guds tjenere, og de er kommet for at forkynde jer vejen til frelse!” ¹⁸ Det gentog sig i mange dage, og til sidst blev det Paulus for meget. Han vendte sig om og talte direkte til dæmonen i hende: „Jeg befaler dig i Jesu Kristi navn at forsvinde ud af hende!” I samme øjeblik forlod den hende.

¹⁹ Hendes herrer blev vrede over, at de nu havde mistet deres indtægtskilde, så de greb fat i Paulus og Silas og slæbte dem for dommerne på byens torv. ²⁰ „De her mennesker skaber oprør i vores by,” sagde de. ²¹ „De er jøder, og de lærer folk skikke, som vi romere ikke kan godtage og bestemt ikke kan rette os efter.”

En fangevogter og hans husstand bliver frelst

²² Mængden tilsluttede sig anklagen mod Paulus og Silas. Dommerne gav ordre til, at tøjet skulle rives af dem, og at de skulle prygles med knipler. ²³ Efter at de var gennembanket, blev de kastet i fængsel, og fangevogteren fik strenge ordrer til at sørge for, at de ikke undslap. ²⁴ Han tog ingen chancer, men kastede dem i den inderste celle og spændte deres fødder fast i nogle tunge træblokke.

²⁵ Ved midnatstid var Paulus og Silas i færd med at synge lovsange til Gud, mens alle de andre fanger lyttede. ²⁶ Pludselig blev fængslet gennemrystet af et kraftigt jordskælv, så det rystede i sin grundvold. I samme øjeblik sprang fængselsdørene op, og alle lænkerne faldt af fangerne. ²⁷ Fangevogteren vågnede med et sæt, og da han så fængslets døre stå på vid gab, troede han, at fangerne var stukket af, og han greb sit sværd for at begå selvmord.^{[a] 28} Men Paulus råbte til ham: „Stands! Gør ikke dig selv fortræd! Vi er her jo alle sammen!” ²⁹ Rystende af angst råbte fangevogteren: „En fakkel! Kom med en fakkel!” hvorpå han styrtede ind i fængslet og kastede sig ned foran Paulus og Silas. ³⁰ Så førte han dem udenfor og spurgte: „Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” ³¹ „Hvis du tager imod Jesus som din Herre, bliver du frelst,” svarede de. „Det gælder både dig og din husstand.”

³² Så forkyndte Paulus og Silas om Jesus både til ham og til de andre, der hørte til husstanden. ³³ Selv om det var midt om natten, gik fangevogteren i gang med at rense deres sår, og straks efter blev han og hele hans husstand døbt. ³⁴ Da det var sket, tog han Paulus og Silas med ind i sit hus og serverede mad for dem, og alle i huset var jublende glade, fordi de var kommet til tro på Gud.

³⁵ Næste morgen sendte dommerne nogle betjente til fangevogteren med besked om, at han nu kunne løslade de to mænd. ³⁶ Fangevogteren førte dem hen til Paulus i hans celle og sagde: „Dommerne har sendt besked om, at I skal løslades. Derfor er I fri til at rejse videre i fred.” ³⁷ Men Paulus svarede: „Til trods for at vi er romerske statsborgere, er vi offentligt og uden dom blevet gennembanket og kastet i fængsel. Og nu vil man så hemmeligt sende os bort. Nej, lad dommerne selv komme herhen og føre os ud af fængslet.” ³⁸ Betjentene gik tilbage med den besked. Da dommerne hørte, at de var romerske statsborgere, blev de bange. ³⁹ De kom derfor hen til fængslet og gav dem en undskyldning, hvorefter de førte dem ud af fængslet med en opfordring til at forlade byen. ⁴⁰ Men Paulus og Silas gik først tilbage til Lydias hus, hvor de samledes med de troende og opmuntrede dem til at holde fast ved troen. Derpå fortsatte de deres rejse.

Bøn om befrielse

143 En sang af David.