The Daily Audio Bible

Kong Joram af Israel

3 Ahabs søn Joram kom til magten i Israel i kong Joshafat af Judas 18. regeringsår. Han regerede i 12 år med residens i Samaria. ² Joram gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, selv om han handlede bedre end sin far, Ahab, og sin mor, Jezabel. Han nedrev den stenstøtte, som hans far i sin tid havde ladet bygge for Ba’al. ³ Men ellers fortsatte han i samme spor som Jeroboam, der havde lokket Israels folk til synd ved at indføre afgudsdyrkelse.

Elisa forudsiger Israels sejr over Moab

⁴ Moabs konge, Meshek, og hans undersåtter var fåreavlere. De plejede at betale en årlig skat til Israel på 100.000 lam samt uld fra 100.000 væddere. ⁵ Men efter Ahabs død gjorde kongen af Moab oprør mod Israels herredømme og nægtede at betale skat. ⁶ Kong Joram mønstrede straks den israelitiske hær og drog af sted sydpå fra Samaria. ⁷ Samtidig sendte han bud til kong Joshafat af Juda: „Moabs konge har gjort oprør imod mig. Vil du hjælpe mig med at slå oprøret ned?”

„Selvfølgelig,” svarede Joshafat. „Mine folk og mine heste står til din rådighed. ⁸ Fortæl mig, hvilke angrebsplaner du har.”

„Jeg har tænkt mig at angribe sydfra, fra Edoms ørken,” svarede Joram.

⁹ Så sluttede Judas konge sig til ham, og senere kom Edoms konge også med. I syv dage fulgte hærene en omvej gennem ørkenen, men så slap deres vandbeholdning op, og der var ikke en dråbe tilbage, hverken til mændene eller dyrene, de havde med.

¹⁰ „Hvad skal vi nu gøre?” udbrød Israels konge. „Har Herren virkelig ført os herud, for at Moabs hær kan besejre os?”

¹¹ Men Joshafat spurgte: „Er der ikke en af Herrens profeter i nærheden, som kan spørge Herren, hvad vi skal gøre?”

„Jo, der er,” udbrød en af de israelitiske officerer. „Elisa bor her tæt ved. Han var profeten Elias’ højre hånd.”

¹² „Ja, det er en mand, som virkelig taler Herrens ord,” bekræftede Joshafat. Så tog Israels, Judas og Edoms konger hen til Elisa for at spørge ham til råds.

¹³ Da Elisa så kong Joram, sagde han: „Hvad har jeg med dig at gøre? Hvorfor spørger du ikke din mors og fars profeter til råds?”

Men kong Joram svarede: „Fordi det er Herren, som har ført os herud for at blive slagtet af Moabs konge.”

¹⁴ „Jeg sværger ved den levende Gud, som jeg tjener, at jeg ikke ville værdige dig et blik, hvis det ikke var for kong Joshafat af Judas skyld,” svarede Elisa. ¹⁵ „Men få nu fat i en musiker.” Det gjorde de så, og mens han spillede, kom Herrens kraft over Elisa.

¹⁶ „Herren siger, at I skal grave en masse huller i det udtørrede flodleje i bunden af dalen,” sagde Elisa. ¹⁷ „I vil ikke mærke nogen vind eller se nogen regn, men alligevel vil dalen blive fyldt med vand, så der bliver rigeligt til jer og jeres dyr. ¹⁸ Men ikke nok med det. Herren vil også give jer sejr over Moabs hær. ¹⁹ I skal erobre alle landets betydningsfulde byer, der er stærkt befæstet. I skal fælde deres frugttræer, tilstoppe deres kilder og ødelægge markerne med sten.”

²⁰ Næste morgen omkring morgenofferets tid kom der ganske rigtigt vand ned fra Edoms højland og fyldte flodlejet.

²¹ I mellemtiden havde folket i Moab hørt, at tre hære var på vej imod dem, og alle kampdygtige mænd, både unge og gamle, blev indkaldt og placeret langs grænsen. ²² Men i den tidlige morgen, da solens stråler faldt på vandet, så det for moabitterne ud, som om der lå blod overalt.

²³ „Se alt det blod,” råbte de. „De tre fjendehære må have slået hinanden ihjel. Kom, lad os løbe ned og udplyndre deres lejr.”

²⁴ Men da de nåede ned til lejren, blev de angrebet og slået på flugt af israelitterne, som forfulgte dem langt ind i Moabs land og ødelagde alt, hvad de kom i nærheden af. ²⁵ De ødelagde byerne, dængede hvert eneste stykke opdyrket jord til med sten, stoppede kilderne til og fældede frugttræerne. Til sidst var kun fæstningsbyen Kir-Hareset tilbage, men slyngekasterne belejrede og beskød den.

²⁶ Da Moabs konge indså, at han ikke kunne holde stand mod angrebet, tog han 700 bevæbnede soldater med sig og forsøgte at bryde igennem belejringen for at komme hen til Edoms konge. Men planen mislykkedes. ²⁷ Så tog han sin ældste søn, tronarvingen, og for øjnene af den bestyrtede israelitiske hær dræbte han ham og ofrede ham dér på muren som brændoffer til sin gud. Denne modbydelige handling blev israelitterne så oprørte over, at de vendte om og trak sig tilbage til deres eget land.

Elisa hjælper en enke

4 En kvinde, som var enke efter en af profeterne, kom en dag hen til Elisa og sagde: „Herre, du ved selv, at min mand tjente Gud af hele sit hjerte, men han havde sat sig i gæld, og nu forlanger kreditoren, at begge mine sønner skal sælges som slaver, fordi vi ikke kan betale, hvad vi skylder ham.”

² „Hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte Elisa. „Sig mig, hvor meget har du derhjemme?”

„Jeg har ingenting,” svarede hun, „bortset fra en lille krukke med olivenolie.”

³ Så sagde Elisa: „Gå ud og lån alle de tomme beholdere, du kan, af dine naboer. ⁴ Gå derefter hjem og luk dig inde i dit hus sammen med dine sønner. Hæld så olivenolien fra din lille krukke over i de tomme beholdere og sæt dem til side, efterhånden som de bliver fulde.”

⁵ Det gjorde enken så. Sønnerne rakte hende beholderne, og hun fyldte dem en efter en. ⁶ Snart var de alle fyldt til randen.

„Er der ikke flere beholdere?” spurgte hun.

„Nej, det var den sidste,” svarede de. Så kom der ikke mere olivenolie ud af hendes krukke.

⁷ Enken gik derefter hen og fortalte det til profeten. „Gå hen og sælg olivenolien og betal din gæld,” sagde han. „De penge, der bliver tilovers, kan du og dine sønner leve af.”

Elisa opvækker en død dreng i Shunem

⁸ Elisa kom tit igennem Shunem på sine rejser, og en af byens velstående kvinder plejede at inviterede ham til middag, hver gang han kom forbi. ⁹ På et tidspunkt sagde kvinden til sin mand: „Jeg ved, at det er en hellig profet, som ofte spiser her. ¹⁰ Jeg synes, vi skal indrette et lille gæsteværelse til ham på taget og sætte en seng, et bord, en stol^[a] og en lampe derop, så han har sit eget værelse, når han kommer her på gennemrejse.”

¹¹ Næste gang Elisa kom på besøg, gik han op på værelset og lagde sig på sengen for at hvile sig. ¹² Så sagde han til sin tjener, Gehazi: „Kald på vores værtinde og sig, at jeg vil tale med hende.” Da hun indfandt sig, ¹³ sagde Elisa til Gehazi: „Sig til hende, at vi værdsætter alt det, hun har gjort for os, og spørg hende så, om jeg kan gøre noget for hende til gengæld. Hun kan bare sige til, hvis hun ønsker, at jeg skal lægge et godt ord ind for hende hos kongen eller hos hærføreren.”

„Nej, jeg mangler ikke noget. Jeg har det godt her,” svarede hun.

¹⁴ „Hvad kan vi så gøre for hende?” spurgte Elisa sin tjener. Han svarede: „Hun har ingen søn—og hendes mand er efterhånden gammel.”

¹⁵ „Kald på hende igen,” beordrede Elisa.

Da hun stillede sig i døren, ¹⁶ tiltalte Elisa hende direkte. „Næste år ved denne tid vil du stå med en søn på armen,” sagde han.

„Åh, du Guds profet,” indvendte hun, „giv mig ikke falske forhåbninger.”

¹⁷ Men Elisas ord stod ved magt. Snart efter blev kvinden gravid, og det følgende år fødte hun en søn—nøjagtig som Elisa havde forudsagt.

En lam mand helbredes i Lystra

^8-9 Imens Paulus talte i Lystra, var der blandt tilhørerne en mand, der havde været lam fra fødslen. Han havde aldrig kunnet stå eller gå. Han lyttede meget opmærksomt til, hvad Paulus sagde. Paulus kiggede nøje på ham og forstod, at manden havde tro til at blive helbredt.^{[a] 10} Derfor sagde han til ham med høj røst: „Rejs dig og stå på dine ben!” Straks sprang manden op og begyndte at gå omkring.

¹¹ Da folkemængden så, hvad Paulus havde gjort, råbte de på deres eget lokale sprog: „Guderne er kommet ned til os i menneskeskikkelse.” ¹² De mente, at Barnabas var den græske gud Zeus, og at Paulus var Hermes, fordi det var ham, der førte ordet. ¹³ Præsten ved Zeustemplet, som lå uden for byen, kom med nogle tyre draperet med blomsterkranse. Han gjorde sig klar til at ofre tyrene til deres ære på den offentlige plads ved byporten under deltagelse af en stor folkemængde.

¹⁴ Da det gik op for Barnabas og Paulus, hvad der var ved at ske, blev de forfærdede. De rev en flænge i deres kjortler og sprang ind blandt folkemængden, ¹⁵ mens de råbte: „Hvad er det dog, I gør? Lad være med det! Vi er ikke guder! Vi er ganske almindelige mennesker som I selv. Vi er her for at fortælle jer, at I skal vende om fra det nytteløse afguderi og komme til den levende Gud, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der findes. ¹⁶ Han har indtil nu ladet de forskellige folkeslag passe sig selv, ¹⁷ men der har altid været nogle ting, der har vidnet om hans godhed mod alle mennesker: Han har sendt regnen fra himlen og givet vækst til jeres afgrøder, så I har kunnet glæde jer over at have mad at spise.”

¹⁸ Selv efter den forklaring var det kun med nød og næppe, at de to apostle fik folkeskaren til at lade være med at ofre til dem.

¹⁹ Senere kom nogle jøder fra Antiokia og Ikonion til Lystra, og de fik befolkningen over på deres side. De stenede Paulus, og derefter slæbte de ham uden for byen, for de var overbevist om, at han var død. ²⁰ Men da disciplene slog kreds om ham, rejste han sig op og gik tilbage til byen.

Paulus og Barnabas vender tilbage til Antiokia

Den næste dag tog Barnabas og Paulus videre til Derbe, ²¹ hvor de forkyndte budskabet om Jesus og vandt mange disciple. Derefter begyndte de på hjemturen og lagde vejen om ad Lystra, Ikonion og Antiokia i Pisidien. ²² De tilbragte nogen tid hvert sted sammen med disciplene og opmuntrede dem til at holde fast ved troen, selv om de blev forfulgt: „Vi skal gennem mange trængsler, før vi når frem til det kommende Guds rige!” sagde de. ²³ I hver af menighederne indsatte^[b] apostlene et lederteam under bøn og faste, og de overgav så lederne og menigheden i den Herres varetægt, som de var kommet til tro på.

²⁴ Derpå rejste de videre ned gennem Pisidien til Pamfylien. ²⁵ De forkyndte ordet i Perge og tog så videre ned til havnebyen Attalia. ²⁶ Derfra sejlede de til Antiokia, hvor deres rejse var begyndt, og hvorfra de var blevet udsendt med Guds velsignelse til det arbejde, som de nu havde fuldført.

²⁷ Efter hjemkomsten kaldte de menigheden sammen og aflagde rapport om, hvad Gud havde udrettet gennem dem, og om, hvordan Gud også havde givet de ikke-jødiske folkeslag adgang til troen på Jesus. ²⁸ Derefter blev de et godt stykke tid hos disciplene i Antiokia.

Bøn om beskyttelse

140 Til korlederen: En sang af David.