The Daily Audio Bible
Today's audio is from the CSB. Switch to the CSB to read along with the audio.
Davids sejrssang(A)
22 Da Herren havde reddet David fra Saul og hans øvrige fjender, sang David følgende lovsang til Herren:
2 Herren er min Klippeborg
og min Beskytter.
3 Han er mit Skjul,
hos ham søger jeg tilflugt.
Han er mit Skjold,
min Frelse og min Fæstning.
Jeg søger ly hos min Frelser,
som redder mig af mine fjenders vold.
4 Jeg kalder på Herren, den Højlovede,
og frelses fra mine fjender.
5 Dødens brænding omsluttede mig,
undergangens bølger væltede ind over mig,
6 dødsriget strammede sit greb om mig,
jeg sad fast i dødens fælde.
7 I min fortvivlelse råbte jeg til Herren,
jeg bad til min Gud om hjælp.
Han hørte mig fra sin helligdom,
mit skrig nåede hans ører.
8 Da rystede jorden og skælvede,
verdens grundvolde bævede,
for Herrens vrede var blusset op.
9 Røg væltede ud af hans næsebor,
fortærende ild skød ud af hans mund,
glødende kul sprang frem fra ham.
10 Han skubbede himlens forhæng til side
og trådte ud på de mørke stormskyer.
11 Han steg op på en kerub og fløj,
svævede på vindens vinger.
12 Han svøbte sig i sorte skyer,
der var tykke af tætte vanddampe.
13 Lynene glimtede foran ham,
og haglene faldt fra skyerne.
14 Herren tordnede fra himlen,
den højeste Gud lod sin røst høre.
15 Han skød sine pile,
sendte fjenderne på flugt.
Han sendte sine lyn af sted,
så fjenderne spredtes for alle vinde.
16 Herren fnyste i sin harme,
så Jordens vande blev pisket op,
og havets bund kom til syne.
17 Fra det høje rakte han hånden ud,
trak mig op af det dybe vand.
18 Han frelste mig fra mine fjender,
de hadede mig og var mig for stærke.
19 Da jeg var svag, overfaldt de mig,
men Herren holdt mig fast
20 og førte mig i sikkerhed.
Han frelste mig, fordi han elsker mig.
21 Herren belønnede mig for mit retsind,
tog hensyn til min uskyld,
22 for jeg har holdt mig til hans veje.
Jeg har ikke i ondskab vendt mig fra min Gud.
23 Altid har jeg hans bud i tanke,
aldrig har jeg vendt ryggen til hans love.
24 Jeg har adlydt ham til punkt og prikke
og holdt mig borte fra synden.
25 Herren har belønnet min retfærd,
han kender min pletfri levevis.
26 Herre, du er trofast mod dem, der er trofaste mod dig,
retskaffen overfor de retskafne.
27 Du handler uskyldsrent med de uskyldige,
men er snu mod de snedige.
28 Du ophøjer de ydmyge,
men ydmyger de hovmodige.
29 Herre, du er mit lys og mit håb,
du tænder dit lys i mørket.
30 Ved din hjælp kan jeg springe over mure
og forcere enhver forhindring.
31 Guds veje er fuldkomne,
hans løfter er sande.
Han er et skjold for dem,
der søger ly hos ham.
32 Hvor findes der en gud som Herren?
Hvor findes en klippe som ham?
33 Han giver mig styrke,
han jævner vejen foran mig.
34 Han gør mine skridt sikre som hjortens,
han giver mig fodfæste på bjergene.
35 Han træner mine arme til kamp,
så jeg kan spænde kobberbuen.
36 Herre, du giver mig din frelse som et skjold,
din hjælp giver mig styrke.
37 Du udjævner stien foran mig,
så jeg ikke snubler og falder.
38 Jeg forfulgte mine fjender og gjorde det af med dem,
jeg holdt ikke inde, før de alle var besejret.
39 Jeg huggede dem ned, så de ikke kunne rejse sig,
de ligger faldne ved mine fødder.
40 Du gav mig styrke til kampen,
du tvang mine modstandere i knæ,
41 du slog mine fjender på flugt,
jeg gjorde det af med dem, som hadede mig.
42 De søgte efter hjælp,
men ingen kom til undsætning.
De råbte til dig, Herre,
men du ville ikke høre.
43 Jeg knuste dem til støv,
jeg trådte dem ned som snavs på gaden.
44 Du hjalp mig i kampen mod fjendtlige hære,
gav mig sejr over fremmede folkeslag,
som nu er blevet mig underlagt.
45 De kom krybende hen til mig,
straks de hørte min røst, adlød de.
46 De tabte fuldstændigt modet,
kom skælvende frem fra deres skjul.
47 Herren lever!
Lovet være min redningsmand.
Ære være min Gud, som frelste mig,
48 den Gud, som besejrede mine fjender,
som gjorde mig til hersker over fremmede folkeslag.
49 Herre, du befriede mig fra mine fjender.
Du førte mig i sikkerhed
og frelste mig fra voldens mænd.
50 Derfor vil jeg lovprise dig blandt folkeslagene, Herre.
Jeg vil synge om din storhed.
51 Du giver din konge en mægtig sejr,
du viser nåde mod din salvede konge,
mod mig og mine efterkommere til evig tid.
Davids sidste ord
23 Det følgende er Davids sidste ord:
„Et budskab fra David, Isajs søn,
et budskab fra en, som Gud har gjort stor,
som Jakobs Gud har salvet til konge,
helten som Israel synger om.[a]
2 Herrens Ånd talte gennem mig,
hans ord lå på min tunge.
3 Israels Gud talte,
Israels beskytter sagde til mig:
‚Den, der regerer retfærdigt,
den, der hersker i ærefrygt for Gud,
4 stråler som morgenens lys,
skinner som solen fra en skyfri himmel,
som lysglimt i det våde græs,
der lokker urter frem af jorden.’
5 Står min slægt ikke ret ind for Gud?
Har Gud ikke oprettet en evig pagt med mig?
En nøje beregnet og bevaret pagt.
Alt, hvad jeg har brug for til frelse,
mine behov og det, jeg længes efter,
dem får han til at spire frem.
6 Men onde mennesker er som tjørne, der fejes bort,
ingen vil røre ved dem.
7 Med en jernstang eller et spydskaft bliver de samlet i bunke;
bagefter brændes de op.”
Davids krigshelte
8 Blandt Davids mægtige mænd var der tre store helte: Den største var takmonitten Josheb-Bashebet. Med sit spyd dræbte han engang 800 modstandere i ét slag.
9 Den næste af de tre store var Elazar, en søn af ahohitten Dodo. Han var sammen med David, da de triumferede over filistrene i slaget ved Pas-Dammim. Den israelitiske hær flygtede, 10 men Elazar holdt stand og huggede filistre ned, indtil hans hånd blev så stiv, at han ikke kunne slippe sværdskæftet. Den dag gav Herren ham en stor sejr, så da de andre mænd kom tilbage igen, var der ikke andet for dem at lave end at samle krigsbyttet.
11-12 Den sidste af de tre store helte var Shamma, Ages søn af Harar-slægten. Engang, da filistrene angreb ham og hans mænd i en linsemark, flygtede alle mændene, men Shamma blev stående midt i marken og slog ene mand filistrene på flugt. Ved den lejlighed gav Gud ham en stor sejr.
13 Foruden de tre store helte var der en større gruppe tapre krigere, som blev kaldt „De Tredive”. Engang i høsttiden kom tre af dem hen til David, som opholdt sig ved Adullams hule, mens filistrene havde slået lejr i Refaimdalen. 14 David var i klippeborgen, mens en af filistrenes garnisoner havde besat Betlehem, som lå i nærheden. 15 David var tørstig og sagde henkastet: „Det kunne være skønt med et krus vand fra brønden ved byporten hjemme i Betlehem!” 16 Da sneg de tre mænd sig gennem filistrenes lejr, øste vand fra brønden ved byporten og bragte det til David. Men han kunne ikke få sig selv til at drikke det. I stedet hældte han det ud på jorden som et offer til Herren. 17 „Gud forbyde, at jeg skulle drikke det!” udbrød han. „Det ville jo være som at drikke de tre mænds blod, der satte livet på spil for at hente det!” Derfor drak han det ikke. Det er blot ét eksempel på de tre heltes vovemod.
18-19 Abishaj, Joabs bror, var anfører for „De Tredive”. Engang dræbte han 300 fjendtlige soldater med sit spyd. Det var på grund af sådanne heltegerninger, at „De Tredive” så op til ham som deres anfører, men han kom ikke på højde med de tre store helte.
20 Benaja, Jojadas søn fra Kabtze’el, var en anden heltemodig kriger. Det var ham, der dræbte Ariels to sønner, kæmperne fra Moab. Det var også ham, der kravlede ned i en cisterne og dræbte en løve en dag, hvor det sneede. 21 Ved en anden lejlighed gik han løs på en egyptisk kæmpe, der havde et enormt spyd. Benaja slog spyddet ud af hånden på ham med sin stok og dræbte ham med det. 22 Det var den slags heltegerninger, som gjorde Benaja lige så berømt som de tre store helte, 23 selv om han ikke regnedes blandt dem. Men „De Tredive” så op til ham, og David udnævnte ham til chef for sin livvagt.
Helligånden kommer pinsedag
2 Pinsemorgen[a] var alle disciplene forsamlet på ét sted. 2 Pludselig kom der en susende lyd ned oppefra som et voldsomt åndepust, og lyden fyldte hele huset, hvor de opholdt sig. 3 Samtidig dalede der små flammer ned, som landede på hver enkelt af de tilstedeværende. 4 Således blev de alle fyldt med Helligåndens kraft, og de begyndte at tale på fremmede sprog, som de ellers ikke kendte. Det var Ånden, der gav dem ordene.
5 I Jerusalem var der religiøse jøder fra alverdens lande. 6 Da den susende lyd kom, strømmede en masse mennesker derhen for at se, hvad der var på færde, og de blev meget forbavsede over at høre disciplene tale alle deres forskellige sprog. 7 „Hvad sker der her?” råbte de undrende. „De er jo alle sammen fra Galilæa, 8 og nu hører vi dem tale til os på vores eget modersmål! 9 Hvordan går det til, at vi partere, medere og elamitter, vi, der bor i Mesopotamien, Judæa, Kappadokien, Pontus, provinsen Asien,[b] 10 Frygien, Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi, der kommer fra Rom, både jøder og grækere, der har sluttet sig til jødedommen, 11 vi kretere og arabere—hvordan går det til, at vi kan høre de her mænd fortælle os om de mægtige ting, Gud har gjort, hver på vores eget sprog?” 12 Der var stor forvirring, og folk råbte i munden på hinanden: „Hvad sker der?”
13 Men de, der ikke forstod ordene, gjorde nar af disciplene. „De har bare drukket for meget vin!” råbte de.
Peters pinsetale
14 Da trådte Peter frem, og de andre 11 apostle stillede sig ved siden af ham. Han råbte til folkemængden: „Hør efter, alle I jøder, og I, som bor i Jerusalem. 15 Det er ikke sandt, som nogle af jer siger, at de her mennesker har drukket sig fulde. Klokken er jo kun ni om formiddagen. 16-17 Nej, her opfyldes det, som Gud åbenbarede for profeten Joel:
‚Det vil ske i de sidste tider,
at jeg vil udgyde af min Ånd over hele menneskeheden.
Alle vil komme til at profetere,
både mænd og kvinder.
De unge vil få åbenbaret min vilje gennem syner,
de gamle vil få det gennem drømme.
18 Ja, mine tjenere vil blive fyldt med min Ånd,
og de skal profetere.
19 Jeg vil gøre utrolige ting i himmelrummet
og store tegn nede på jorden:
Blodsudgydelser,
ildebrande og røgskyer.
20 Solen skal formørkes,
og månen skal blive mørkerød som blod,
før Herrens store og frygtindgydende dag kommer.
21 Men enhver, der råber til Herren om hjælp, skal blive frelst.’[c]
22 Lyt til mine ord, venner! I kender nazaræeren Jesus. I ved om de mirakler, tegn og undere, som Gud udførte gennem ham her midt iblandt jer. Dermed viste Gud jer, at det var ham selv, der havde sendt Jesus. 23 Han blev efter Guds forudbestemte plan forrådt, og med de gudløse romeres hjælp fik I ham naglet til korset og dræbt. 24 Gud lod ham imidlertid ikke blive i døden, men genoprejste ham fra de døde, for det var umuligt for døden at fastholde ham. 25 David talte profetisk på hans vegne, da han sagde:
‚Jeg stoler altid på Herren.
Han står ved min side, så jeg ikke falder.
26 Derfor kan jeg fryde mig og synge glædessange.
Der er også håb for mit legeme,
27 for du vil ikke efterlade mig blandt de døde.
Du lader ikke din hengivne tjener gå i forrådnelse.
28 Du har vist mig vejen til livet,
hos dig fyldes jeg med glæde.’[d]
29 Kære venner! Tillad mig at tale lige ud om vores forfar David. Vi ved alle, at han er både død og begravet, og vi besøger hans grav den dag i dag. 30 Men David vidste jo, at Gud højtideligt havde lovet, at Israels Konge skulle komme fra hans slægt. Derfor talte han profetisk om den nye Konge. 31 Så når han talte om, at Kongen ikke skulle efterlades blandt de døde, og at Guds hengivne tjener ikke skulle gå i forrådnelse, var det en forudsigelse om, at Messias skulle genopstå fra de døde.
32 Den Jesus, jeg taler om, blev af Gud oprejst fra de døde. Det kan alle vi, der står her, bevidne. 33 Efter at han er blevet taget op til Himlen og har indtaget sin plads ved Guds højre side, har han nu sendt os Helligånden, som Faderen havde lovet. Det kan I selv både se og høre.
34 David talte heller ikke om sig selv, da han profeterede om en, der skulle tages op til Himlen. Han siger et andet sted:
‚Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre side,
35 imens jeg overvinder dine fjender.’[e]
36 Derfor erklærer jeg overfor hele Israels folk, at Gud har vist, at Jesus, som I korsfæstede, er både Herre og Messias!”
37 Peters ord ramte tilhørerne lige i hjertet, og de spurgte apostlene: „Hvad skal vi dog gøre?” 38 Peter svarede: „Vend om fra jeres oprør mod Gud og bliv døbt hver især til at tilhøre Jesus Messias, så jeres synder kan blive tilgivet. Så vil I modtage Helligånden som gave, 39 for løftet om Helligånden gælder både jer og jeres efterkommere—ja, alle dem, som Herren, vores Gud, vil kalde på fra både nær og fjern.”
40 Peter talte endnu i nogen tid til dem og opfordrede dem indtrængende til at lade sig redde ud af den vantro og vanartede verden.
De troendes fællesskab
41 Mange blev overbevist af Peters ord, og den dag blev cirka 3000 mennesker døbt og tilsluttet menigheden. 42 De deltog fremover ivrigt i apostlenes undervisning og var aktivt med i fællesskabet. De deltog, når der var fællesskabsmåltider,[f] og de var med, når man samledes til bøn.
43 I den følgende tid udførte Gud mange undere og tegn gennem apostlene, så alle i byen blev grebet af ærefrygt. 44 De, som kom til tro, holdt sammen og havde alle ting fælles. 45 Det skete ofte, at nogen solgte deres huse og ejendele, og pengene blev delt ud til dem i fællesskabet, der havde størst behov. 46 Hver dag samledes de på tempelpladsen i enhed og harmoni, og om aftenen mødtes de rundt om i hjemmene for at spise sammen med stor glæde og oprigtig ydmyghed. 47 De lovpriste Gud og var vellidt af alle mennesker i byen. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.
Lovprisning af og bøn for Jerusalem
122 En valfartssang af David.
Jeg blev så glad, da jeg hørte,
at vi skulle drage til Herrens hus.
2 Nu står vi så endelig her,
i porten ind til Jerusalem.
3 Jerusalem er en fantastisk by,
tæt pakket med huse og mennesker.[a]
4 Her mødes Israels stammer, Herrens eget folk,
for at takke Herren ifølge Toraens forskrifter.
5 Her står Davids trone,
herfra regerer hans kongeslægt.
6 Bed om fred i Jerusalem.
Må det gå godt for dem, der elsker byen.
7 Må der være fred inden for murene
og tryghed i tårnene.
8 For slægt og venners skyld
ønsker jeg fred over Jerusalem.
9 For Herrens helligdoms skyld
beder jeg om tryghed for byen.
19 Hellere være tilfreds med det lidt, man har,
end at dele rov med de rige og stolte.
20 Den, der har indsigt, klarer sig godt,
velsignet er den, der sætter sin lid til Herren.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.