Print Page Options Listen to Reading
Previous Prev Day Next DayNext

The Daily Audio Bible

This reading plan is provided by Brian Hardin from Daily Audio Bible.
Duration: 731 days

Today's audio is from the CSB. Switch to the CSB to read along with the audio.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
2 Samuel 19:11-20:13

11 men nu er Absalom død. Lad os derfor udråbe David til konge igen!”

12-13 Da David hørte, hvad folk snakkede om, sendte han præsterne Zadok og Ebjatar til Judas ledere med følgende besked: „Hvorfor er I så længe om at slutte op om mig? Nordriget har besluttet sig, og nu mangler vi bare jer—til trods for, at jeg tilhører jeres stamme! 14 Og sig til Amasa: Jeg sværger på, at du skal være min hærfører i stedet for Joab! Jeg er ikke din onkel for ingenting.”

15 På den måde fik David Judas ledere over på sin side, og de vedtog, at David igen skulle være deres konge. De bad ham derfor komme tilbage til Jerusalem sammen med alle sine folk.

16 Da kongen på hjemvejen kom til Jordanfloden, var Judas ledere samlet ved Gilgal for at byde ham velkommen og eskortere ham over floden. 17 Selv Shimi, benjaminitten fra Bahurim, sluttede sig til judæerne for at gå kongen i møde, 18 og han havde 1000 mand fra sin egen stamme med sig. Ziba, Sauls tjener, og hans 15 sønner og 20 tjenestefolk var også hurtigt taget over Jordanfloden for at møde kongen på den anden side. 19 Så da han ankom til vadestedet, stod de parate for at eskortere ham og hans familie over.

Da kongen skulle til at gå over floden, kastede Shimi sig ned foran ham 20 og bad: „Herre konge, tilgiv mig det, jeg gjorde, dengang du forlod Jerusalem! Vil du ikke nok glemme det? 21 Jeg ved, at jeg var ond imod dig dengang, men jeg er den første fra Nordrigets område, der er kommet her i dag for at byde dig velkommen hjem!”

22 Abishaj brød ind: „Nej, Shimi fortjener døden, fordi han forbandede Herrens salvede!”

23 „Lad mig være i fred, Zerujas sønner!” svarede David. „I siger mig altid imod. Nej, i dag skal ingen lide døden. Lad os hellere feste, for i dag er jeg igen blevet konge i Israel!” 24 Så vendte David sig om mod Shimi og svor: „Du skal ikke dø!”

25-26 Også Mefiboshet, Sauls barnebarn, var kommet ned fra Jerusalem for at modtage kongen. Lige siden den dag David flygtede fra Jerusalem, og til han nu kom tilbage, havde Mefiboshet sørget over kongens skæbne og hverken vasket sine fødder eller sit tøj eller klippet sit skæg.

„Hvorfor fulgte du ikke med mig ud af Jerusalem, Mefiboshet?” spurgte kongen.

27 Han svarede: „Herre konge, min tjener Ziba har løjet om mig. Jeg befalede ham at sadle mit æsel, så jeg kunne følge kongen, men han adlød mig ikke, og så havde jeg ikke noget valg, fordi jeg er lam. 28 I stedet bagtalte han mig ved at påstå, at jeg nægtede at tage med. Men herre konge, du handler på Guds vegne, og derfor må du gøre, som du synes bedst. 29 Både jeg selv og resten af min familie kunne lige så godt være blevet henrettet af dig, men i stedet viste du mig den ære at være blandt de udvalgte, der får lov at spise ved dit bord. Jeg kan ikke forvente flere nådesbevisninger fra din side.”

30 „Javel,” svarede David, „i så fald skal Ziba afstå det halve af ejendommen til dig.”

31 „Nej, giv ham bare det hele,” svarede Mefiboshet. „Jeg er bare glad for, at du er kommet tilbage i god behold!”

32-33 Barzillaj fra Gilead, der havde givet kongen og hæren mad under deres eksil i Mahanajim, havde ledsaget kongen fra Rogelim til Jordanfloden. Barzillaj var en meget gammel mand, omkring 80 år, og han var meget rig.

34 „Følg med mig over floden og slå dig ned i Jerusalem,” sagde kongen til ham. „Jeg skal nok sørge for dig!”

35 „Nej tak,” svarede han, „det er jeg for gammel til. 36 Jeg er nu 80 år gammel og har for længst mistet appetitten på livet. Mad og vin smager mig ikke længere, og jeg kan ikke høre, når der bliver sunget og spillet. Nej, der er ingen grund til, at jeg skal ligge kongen til byrde. 37 At ledsage dig over floden er ære nok for mig! 38 Derefter vil jeg vende tilbage og dø i min hjemby, så jeg kan blive begravet der, hvor min mor og far ligger. Tag i stedet min søn Kimham med dig, herre konge. Måske kan du gøre noget for ham.”

39 „Godt,” svarede kongen, „så tager jeg Kimham med mig. Lad mig da vise min taknemmelighed mod ham i stedet for. Jeg vil gøre alt, hvad du beder mig om.”

40 Kongen og resten af følget gik nu over Jordanfloden. Derefter omfavnede kongen Barzillaj til afsked og velsignede ham, hvorefter Barzillaj vendte tilbage, hvor han kom fra. 41 Kongen tog Kimham med sig til Gilgal, hvor det meste af Juda og det halve af Nordriget var mødt op for at byde ham velkommen.

Judæerne og israelitterne kommer i klammeri

42 Nogle af mændene fra Nordriget beklagede sig til kongen over, at det udelukkende var mænd fra Juda, der havde fået den ære at eskortere ham, hans familie og alle hans mænd over Jordanfloden.

43 „Og hvad så?” indvendte judæerne. „Kongen hører jo til Judas stamme! Er det noget at være vred over? Har vi måske udnyttet vores fortrin ved at søge kongens særlige gunst?”

44 „Jamen Nordriget består af ti stammer,” svarede de andre. „Derfor har vi meget mere krav på kongen, end I har! Hvorfor har I da ikke indbudt os? Var det måske ikke os, der oprindelig ønskede at få kongen tilbage?”

Judæerne gav svar på tiltale, så det endte med et større skænderi mellem judæerne og dem fra Nordriget.

20 Blandt dem fra Nordriget var der en ondsindet mand ved navn Sheba, søn af Bikri af Benjamins stamme. Midt i skænderiet stødte Sheba i hornet og råbte: „Hvad skal vi med David? Han hører jo ikke til blandt os! Kom, alle jer fra Nordriget, lad os gå hjem!” Da forlod de alle David og fulgte efter Sheba, mens judæerne sluttede op om kongen og ledsagede ham fra Jordanfloden op til Jerusalem.

Da David kom hjem, lod han de ti medhustruer, som havde boet i paladset under hans eksil, flytte til et bevogtet hus et andet sted. Der blev sørget for dem, men han havde aldrig mere noget med dem at gøre. De levede afsondret til deres dødsdag, som om de var enker.

Joab slår Amasa ihjel og nedkæmper Shebas oprør

Derefter befalede kongen Amasa at mobilisere Judas hær og være tilbage inden tre dage. Amasa begav sig af sted for at samle tropperne, men det tog ham mere end de tre dage, kongen havde afsat til det. Da sagde kongen til Abishaj:

„Jeg er bange for, at Sheba bliver en større trussel for os, end Absalom var. Tag min livvagt og sæt efter ham, så han ikke når i sikkerhed i en befæstet by.”

Straks satte Abishaj og Joab efter Sheba sammen med elitesoldaterne og kongens livvagt. 8-10 Da de kom til den store sten i Gibeon, stod de pludselig ansigt til ansigt med Amasa. Joab var iført sin kampuniform og havde en daggert spændt i sit bælte. Da han nu gik hen imod Amasa for at hilse på ham, faldt daggerten ud af skeden. Han samlede den hurtigt op med venstre hånd. „Godt at se dig,” sagde han hjerteligt til Amasa, idet han trak ham i skægget med sin højre hånd under foregivende af at ville kysse ham på kinden. Men i det samme stødte han med sin venstre hånd daggerten i maven på den intetanende Amasa, så indvoldene væltede ud på jorden. Sådan gjorde Joab det af med Amasa i et eneste stød. Joab og hans bror Abishaj lod ham ligge på jorden, for de havde travlt med at forfølge Sheba.

11 En af Joabs unge officerer stillede sig ved Amasas lig og råbte til soldaterne: „Hvis I er loyale overfor David og Joab, så slut jer til os!”

12 Amasa lå imidlertid i en stor blodpøl midt på vejen, og da Joabs officerer så, at soldaterne stimlede sammen om ham, trak de liget væk fra vejen og dækkede det med en kappe. 13 Så snart Amasa var blevet fjernet, fulgte krigerne med Joab i jagten på Sheba.

Johannes 21

Peters anden mirakuløse fiskefangst

21 1-2 Senere viste Jesus sig igen for nogle af disciplene. Det gik sådan til: Simon Peter, Thomas, Natanael fra Kana i Galilæa, Jakob og Johannes samt to andre disciple var samlet ved Galilæasøen.

Simon Peter sagde da: „Jeg tror, jeg tager ud og fisker.” „Så tager vi med,” sagde de andre.

De gik i båden og sejlede ud, men de fangede ikke noget hele den nat. Da det begyndte at blive lyst, fik de øje på en mand inde på bredden. Det var Jesus, men de genkendte ham ikke.

Han råbte ud til dem: „Har I fanget noget, venner?” „Nej!” råbte de tilbage. „Kast nettet ud på højre side af båden!” råbte han til dem. „Så skal I nok fange noget.”

Det gjorde de så—og de kunne umuligt hale nettet ind på grund af alle de fisk, der var i det. 7-8 Den discipel, som Jesus holdt særlig meget af, vendte sig til Peter. „Det er Herren,” sagde han. Simon Peter havde taget sin yderkjortel af for bedre at kunne arbejde, og den bandt han nu om livet.[a] Så hoppede han ud i vandet—mens de andre blev i båden—for de var kun ca. 100 meter fra land. Nettet med de mange fisk trak de efter sig i vandet, mens de roede ind mod land.

Da båden var nået ind til bredden, sprang de seks disciple i land, og de så, at der var tændt en trækulsild, hvor nogle fisk var ved at blive stegt, og der lå også nogle brød. 10 Jesus sagde: „Kom nu med nogle af de fisk, I har fanget.” 11 Så vadede Simon Peter i land og trak nettet fuldt af fisk efter sig. Der var 153 store fisk, og nettet var ikke engang gået i stykker. 12 „Kom nu og få noget at spise,” sagde Jesus. Ingen turde spørge, hvem han var, men de vidste alle, at det måtte være Herren. 13 Jesus gik nu rundt og delte brød og fisk ud til dem. 14 Det var tredje gang, han viste sig for disciplene, efter at han var opstået fra de døde.

Peter siger igen ja til at følge Jesus

15 Efter at de havde spist, trak Jesus Simon Peter til side og sagde til ham: „Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre gør?” „Ja, Herre,” svarede Peter, „du ved, at jeg holder af dig.” „Så pas mine lam,” sagde Jesus.

16 Jesus gentog spørgsmålet: „Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?” „Ja, Herre,” sagde Peter, „du ved, at jeg holder af dig.” „Så tag dig af mine får,” sagde Jesus.

17 For tredje gang spurgte han: „Simon, Johannes’ søn, holder du virkelig af mig?”

Peter blev bedrøvet over, at Jesus stillede det samme spørgsmål tre gange. „Herre, du kender alle ting,” sagde han, „du ved, at jeg holder af dig.” „Så pas mine får,” sagde Jesus.

18 Derefter fortsatte han: „Det siger jeg dig, Peter: Da du var ung, bandt du selv et bælte om livet[b] og gik hvorhen, du ville. Men når du bliver gammel, vil du komme til at løfte armene, og en anden vil binde et reb om livet på dig og føre dig derhen, hvor du ikke har noget ønske om at gå hen.” 19 Jesus sagde de ord for at tilkendegive, hvordan Peter skulle dø til Guds ære. Derefter sagde Jesus til ham: „Følg mig!”

Jesus og Johannes

20 Peter vendte sig nu om og så, at den discipel, som Jesus holdt særlig meget af, var på vej hen imod dem. Det var ham, som ved påskemåltidet havde lænet sig op ad Jesu bryst og spurgt: „Herre, hvem er det, som vil forråde dig?” 21 Så spurgte Peter: „Hvad med ham, Herre, hvordan skal det gå ham?” 22 „Hvis jeg vil, at han skal leve, indtil jeg kommer igen,” svarede Jesus, „hvad angår det så dig? Følg du mig!”

23 På den måde spredtes det rygte blandt de kristne, at den discipel ikke skulle dø. Men Jesus havde nu ikke sagt, at han ikke skulle dø. Han sagde: „Hvis jeg vil, at han skal leve, indtil jeg kommer igen, hvad angår det så dig?”

Efterskrift

24 Hvad her er skrevet, er altså den discipels vidnesbyrd. Og vi ved, at det, han har fortalt, er sandt.

25 Der er også meget andet, som Jesus gjorde. Men jeg tror, at hvis det alt sammen skulle nedskrives, ville hele verden næppe kunne rumme alle de bøger, som så måtte skrives.

Salme 120

En landflygtigs bøn

120 En valfartssang.

I min nød råbte jeg til Herren,
    og han svarede mig.
„Herre,” bad jeg, „red mig fra de løgnere,
    som hele tiden snyder og bedrager!”
Hvad skal Herren gøre ved bedragerne?
    Hvordan skal han straffe dem?
Jo, med krigerens spidse pile,
    som blev skærpet ved de gloende trækul.
Hvor længe skal jeg leve her i Meshek,
    bo som fremmed blandt Kedars telte?
Alt for længe har jeg været hos et folk, der hader fred.
    Jeg taler fredens sag, men de råber på krig.

Ordsprogene 16:16-17

16 Bedre at vinde visdom end at grave efter guld,
    hellere stræbe efter indsigt end lede efter sølv.
17 Den retskafnes vej fører væk fra det onde,
    ved at se sig godt for kan man redde livet.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.