Chronological

1 Da Kong David var gammel og til års, kunne han ikke blive varm, skønt man dækkede ham til med Tæpper. ² Da sagde hans Folk til ham: "Det er bedst, man søger efter en ung Jomfru til min Herre Kongen, for at hun kan være om Kongen og pleje ham; når hun ligger i din Favn, bliver min Herre Kongen varm!" ³ Så søgte de efter en smuk ung Pige i hele Israels Land og fandt Abisjag fra Sjunem og bragte hende til Kongen. ⁴ Hun var en såre smuk Pige: og hun plejede kongen og gik ham til Hånde; men Kongen havde ikke Omgang med hende.

⁵ Adonija, Haggits Søn, dristede sig til at sige: "Jeg vil være Konge!" Og han skaffede sig Vogne og Heste og halvtredsindstyve Mænd til at løbe foran sig. ⁶ Hans Fader havde ingen Sinde irettesat ham og sagt: "Hvorfor bærer du dig således ad?" Han havde et såre smukt Ydre og var den ældste efter Absalom. ⁷ Han underhandlede med Joab, Zerujas Søn, og Præsten Ebjatar; de tog Adonijas Parti og støttede ham, ⁸ mens Præsten Zadok, Jojadas Søn Benaja, Profeten Natan, Sjim i og Re'i og Davids Kærnetropper ikke sluttede sig til Adonija. ⁹ Adonija lod nu slagte Små kvæg, Hornkvæg og Fedekvæg ved Slangestenen, der står ved Rogelkilden, og indbød alle sine Brødre, Kongesønnerne, og alle de judæiske Mænd, der stod i Kongens Tjeneste; ¹⁰ men Profeten Natan, Benaja, Kærnetropperne og sin Broder Salomo indbød han ikke.

¹¹ Da sagde Natan til Batseba, Salomos Moder: "Du har vel hørt, at Adonija, Haggits Søn, har opkastet sig til Konge uden vor Herre Davids Vidende? ¹² Lad mig nu give dig et Råd, for at du kan redde dit eget og din søn Salomos Liv: ¹³ Du skal gå ind til Kong David og sige til ham: Herre konge, du har jo tilsvoret din Trælkvinde: Din Søn Salomo skal være Konge efter mig og sidde på min Trone! Hvorfor har da Adonija opkastet sig til Konge? ¹⁴ Og medens du endnu står og taler med Kongen, kommer jeg til og bekræfter dine Ord!"

¹⁵ Da gik Batseba ind til kongen i hans Værelse - Kongen var meget gammel, og Abisjag fra Sjunem gik ham til Hånde - ¹⁶ og Batseba bøjede sig og kastede sig til Jorden for Kongen. Da sagde Kongen: "Hvad ønsker du?" ¹⁷ Hun svarede: "Herre, du har jo tilsvoret din Trælkvinde ved Herren din Gud: Din Søn Salomo skal være konge efter mig og sidde på min Trone! ¹⁸ Men se, nu har Adonija opkastet sig til Konge uden dit Vidende, Herre Konge! ¹⁹ Han har ladet slagte Hornkvæg, Fedekvæg og Småkvæg i Mængde og indbudt alle Kongesønnerne, Præsten Ebjatar og Hærføreren Joab, men din Træl Salomo har han ikke indbudt. ²⁰ På dig, Herre Konge, er hele Israels Øjne rettet, for at du skal give dem til Kende, hvem der skal være din Efterfølger og sidde på min Herre Kongens Trone. ²¹ Ellers gælder det mit og min Søn Salomos Liv, når min Herre Kongen har lagt sig til Hvile hos sine Fædre!"

²² Medens hun endnu talte med Kongen, kom Profeten Natan, ²³ og det blev meldt Kongen: "Profeten Natan er her!" Så trådte han frem for Kongen og kastede sig på sit Ansigt til Jorden for ham. ²⁴ Derpå sagde Natan: "Herre konge, du har vel sagt, at Adonija skal være Konge efter dig og sidde på din Trone? ²⁵ Thi han er i Dag draget ned og har ladet slagte Hornkvæg, Fedekvæg og Småkvæg i Mængde og indbudt alle Kongesønnerne, Hærførerne og Præsten Ebjatar, og nu spiser og drikker de sammen med ham og råber: Leve Kong Adonija! ²⁶ Men han har hverken indbudt mig, din Træl, eller Præsten Zadok eller Benaja, Jojadas Søn, eller din Træl Salomo! ²⁷ Er det virkelig sket efter min Herre Kongens Befaling, uden at du har ladet dine Trælle vide, hvem der skal sidde på min Herre Kongens Trone efter dig?"

²⁸ Da svarede Kong David: "Kald mig Batseba hid!" Og hun trådte frem for Kongen og stillede sig foran ham. ²⁹ Da svor Kongen og sagde: "Så sandt Herren, der udløste mig af al min Nød, lever: ³⁰ Som jeg tilsvor dig ved Herren, Israels Gud, at din Søn Salomo skulde være Konge efter mig og sidde på min Trone i mit Sted, således vil jeg handle i Dag!" ³¹ Da bøjede Batseba sig med sit Ansigt til Jorden og faldt ned for Kongen og sagde: "Måtte min Herre, Kong David, leve evindelig!"

³² Derpå sagde Kong David: "Kald mig Præsten Zadok, Profeten Natan og Benaja, Jojadas Søn, hid!" Og de trådte frem for Kongen. ³³ Da sagde Kongen til dem: "Tag eders Herres Folk med eder, sæt min Søn Salomo på mit eget Muldyr og før ham ned til Gihon. ³⁴ Der skal Præsten Zadok og Profeten Natan salve ham til Konge over Israel, og I skal støde i Hornet og råbe: Leve Kong Salomo! ³⁵ Så skal I følge ham herop, og han skal gå hen og sætte sig på min Trone og være Konge i mit Sted; thi det er ham, jeg har udset til Fyrste over Israel og Juda!" ³⁶ Da svarede Benaja, Jojadas Søn, Kongen: "Det ske! Måtte Herren, min Herre Kongens Gud, gøre således! ³⁷ Måtte Herren være med Salomo, som han har været med min Herre Kongen, og gøre hans Trone endnu mægtigere end min Herre kong Davids!"

³⁸ Derpå drog Præsten Zadok, Profeten Natan og Benaja, Jojadas Søn, og Kreterne og Pleterne ned og satte Salomo på Kong Davids Muldyr og førte ham til Gihon; ³⁹ og Præsten Zadok tog Oliehornet fra Teltet og salvede Salomo; de stødte i Hornet, og hele Folket råbte: "Leve Kong Salomo!" ⁴⁰ Så fulgte hele Folket ham op og Folket spillede på Fløjter og jublede højt, så at Jorden var ved at revne af deres Råb.

⁴¹ Det hørte Adonija og alle hans Gæster, netop som de var færdige med Måltidet, og da Joab hørte Hornets klang, sagde han: "Hvorfor er der så stort Røre i Byen?" ⁴² Endnu medens han talte, kom Jonatan, Præsten Ebjatars Søn. Adonija sagde: "Kom herhen, thi du er en brav Mand og bringer godt nyt!" ⁴³ Men Jonatan svarede og sagde til Adonija: "Tværtimod; vor Herre Kong David har gjort Salomo til Konge! ⁴⁴ Kongen sendte Præsten Zadok, Profeten Natan, Benaja, Jojadas Søn, og Kreterne og Pleterne med ham, og de satte ham på Kongens Muldyr; ⁴⁵ og Præsten Zadok og Profeten Natan salvede ham til Konge ved Gihon; derefter drog de under Jubel op derfra, og der blev Røre i Byen; det var den Larm, I hørte. ⁴⁶ Salomo satte sig også på Kongetronen; ⁴⁷ tilmed kom Kongens Folk og lykønskede vor Herre Kong David med de Ord: Måtte din Gud gøre Salomos Navn endnu herligere end dit og hans Trone mægtigere end din! Og Kongen tilbad på sit Leje; ⁴⁸ ydermere sagde han: Lovet være Herren, Israels Gud, som i Dag har ladet en Mand sætte sig på min Trone, endnu medens jeg selv kan se det!"

⁴⁹ Da blev alle Adonijas Gæster skrækslagne og brød op og gik hver sin Vej; ⁵⁰ men Adonija frygtede for Salomo og ilede hen og greb fat om Alterets Horn. ⁵¹ Og man meldte Salomo: "Se, Adonija frygter for Kong Salomo, og se, han har grebet fat om Alterets Horn og siger: Kong Salomo skal først sværge mig til, at han ikke vil lade sin Træl slå ihjel med Sværd!" ⁵² Da sagde Salomo: "Dersom han opfører sig som en brav Mand, skal der ikke krummes et Hår på hans Hoved; men gribes han i noget ondt, skal han dø!" ⁵³ Derpå sendte Kong Salomo Bud og lod ham hente ned fra Alteret; og han kom og kastede sig ned for Kong Salomo. Da sagde Salomo til ham: "Gå til dit Hjem!"

2 Da det nu lakkede ad Enden med Davids Liv, gav han sin Søn Salomo disse Befalinger: ² "Jeg går nu al Kødets Gang; så vær nu frimodig og vis dig som en Mand! ³ Og hold Herren din Guds Forskrifter, så du vandrer på hans Veje og, holder hans Anordninger, Bud, Bestemmelser og Vidnesbyrd, således som skrevet står i Mose Lov, for at du må have Lykken med dig i alt, hvad du gør, og i alt, hvad du tager dig for, ⁴ for at Herren kan opfylde den Forjættelse, han gav mig, da han sagde: Hvis dine Sønner vogter på deres Vej, så de vandrer i Trofasthed for mit Åsyn af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl, skal der aldrig fattes dig en Efterfølger på Israels Trone! ⁵ Du ved jo også, hvad Joab, Zerujas Søn, har voldet mig, hvorledes han handlede mod Israels to Hærførere, Abner, Ners Søn, og Amasa, Jeters Søn, hvorledes han slog dem ihjel og således i Fredstid hævnede Blod, der var udgydt i Krig, og besudlede Bæltet om min Lænd og Skoene på mine Fødder med uskyldigt Blod; ⁶ gør derfor, som din Klogskab tilsiger dig, og lad ikke hans grå Hår stige ned i Dødsriget med Fred. ⁷ Men mod Gileaditen Barzillajs Sønner skal du vise Godhed, og de skal have Plads mellem dem, der spiser ved dit Bord, thi på den Måde kom de mig i Møde, da jeg måtte flygte for din Broder Absalom. ⁸ Og se, så har du hos dig Benjaminiten Simeon, Geras Søn, fra Bahurim, ham, som udslyngede en grufuld Forbandelse imod mig, dengang jeg drog til Mahanajim. Da han senere kom mig i Møde ved Jordan, tilsvor jeg ham ved Herren: Jeg vil ikke slå dig ihjel med Sværd! ⁹ Men du skal ikke lade ham ustraffet, thi du er en klog Mand og vil vide, hvorledes du skal handle med ham, og bringe hans grå Hår blodige ned i Dødsriget."

¹⁰ Så lagde David sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i Davidsbyen. ¹¹ Tiden, han havde været Konge over Israel, udgjorde fyrretyve År; i Hebron herskede han syv År, i Jerusalem tre og tredive År. ¹² Derpå satte Salomo sig på sin Fader Davids Trone, og hans Herredømme blev såre stærkt.

¹³ Men Adonija, Haggits Søn, kom til Batseba, Salomos Moder. Hun spurgte da: "Kommer du for det gode?" Han svarede: "Ja, jeg gør!" ¹⁴ Og han fortsatte: "Jeg har en Sag at tale med dig om." Hun svarede: "Så tal!" ¹⁵ Da sagde han: "Du ved at Kongeværdigheden tilkom mig, og at hele Israel havde Blikket rettet på mig som den, der skulde være Konge; dog gik Kongeværdigbeden over til min Broder, thi Herren lod det tilfalde ham. ¹⁶ Men nu har jeg een eneste Bøn til dig; du må ikke afvise mig!" Hun svarede: "Så tal!" ¹⁷ Da sagde han: "Sig til Kong Salomo - dig vil han jo ikke afvise - at han skal give mig Abisj fra Sjunem til Ægte!" ¹⁸ Og Batseba svarede: "Vel, jeg skal tale din Sag hos Kongen!"

¹⁹ Derpå begav Batseba sig til Kong Salomo for at tale Adonijas Sag; og Kongen rejste sig, gik hende i Møde og bøjede sig for hende; derpå satte han sig på sin Trone og lod også en Trone sætte frem til Kongemoderen, og hun satte sig ved hans højre Side. ²⁰ Så sagde hun: "Jeg har en eneste ringe Bøn til dig; du må ikke afvise mig!" Kongen svarede: "Kom med din Bøn, Moder, jeg vil ikke afvise dig!" ²¹ Da sagde hun: "Lad din Broder Adonija få Abisjag fra Sjunem til Hustru!" ²² Men Kong Salomo svarede sin Moder: "Hvorfor beder du om Abisjag fra Sjunem til Adonija? Du skulde hellere bede om Kongeværdigheden til ham; han er jo min ældre Broder, og Præsten Ebjatar og Joab, Zerujas Søn, står på hans Side!" ²³ Og Kong Salomo svor ved Herren: "Gud ramme mig både med det ene og det andt, om ikke det Ord skal koste Adonija Livet! ²⁴ Så sandt Herren lever, som indsatte mig og gav mig Plads på min Fader Davids Trone og byggede mig et Hus, som han lovede: Endnu i Dag skal Adonija miste Livet!" ²⁵ Derpå gav Kong Salomo Benaja, Jojadas Søn, Ordre til at hugge ham ned; således døde han.

²⁶ Men til Præsten Ebjatar sagde Kongen: "Begiv dig til din Landejendom i Anatot, thi du har forbrudt dit Liv; og når jeg ikke dræber dig i Dag, er det, fordi du bar den Herre Herrens Ark foran min Fader David og delte alle min Faders Lidelser!" ²⁷ Derpå afsatte Salomo Ebjatar fra hans Stilling som Herrens Præst for at opfylde det Ord, Herren havde talet mod Elis Hus i Silo.

²⁸ Da Rygtet, herom nåede Joab - Joab havde jo sluttet sig til Adonijas Parti, medens han ikke havde sluttet sig til Absaloms - søgte han Tilflugt i Herrens Telt og greb fat om Alterets Horn, ²⁹ og det meldtes Kong Salomo, at Joab havde søgt Tilflugt i Herrens Telt og stod ved Alteret. Da sendte Salomo Benaja, Jojadas Søn, derhen og sagde: "Gå hen og hug ham ned!" ³⁰ Og da Benaja kom til Herrens Telt, sagde han til ham: "Således siger Kongen: Kom herud!" Men han svarede: "Nej, her vil jeg dø!" Benaja meldte da tilbage til Kongen, hvad Joab havde sagt og svaret ham. ³¹ Men Kongen sagde til ham: "Så gør, som han siger, hug ham ned og jord ham og fri mig og min Faders Hus for det uskyldige Blod, Joab har udgydt; ³² Herren vil lade hans Blodskyld komme over hans eget Hoved, at han huggede to Mænd ned, der var retfærdigere og bedre end han selv, og slog dem ihjel med Sværdet uden min Fader Davids Vidende, Abner, Ners Søn, Israels Hærfører, og Amasa, Jeters Søn, Judas Hærfører; ³³ så kommer deres Blod over Joabs og hans, Slægts Hoved evindelig, medens Herren giver David og hans Slægt, hans Hus og hans Trone Fred til evig Tid!" ³⁴ Da gik Benaja, Jojadas Søn, hen og huggede ham ned og dræbte ham; og han blev jordet i sit Hus i Ørkenen. ³⁵ Og Kongen satte Benaja Jojadas Søn, over Hæren i hans Sted, medens han gav Præsten Zadok Ebjatars Stilling.

³⁶ Derpå lod Kongen Simei kalde og sagde til ham: "Byg dig et Hus i Jerusalem, bliv der og drag ikke bort, hvorhen det end er; ³⁷ thi den Dag du drager bort og overskrider Kedrons Dal, må du vide, du er dødsens; da kommer dit Blod over dit Hoved!" ³⁸ Og Simei svarede Kongen: "Godt! Som min Herre Kongen siger, således vil din Træl gøre!" Simei blev nu en Tid lang i Jerusalem. ³⁹ Men efter tre Års Forløb flygtede to af Simeis Trælle til Ma'akas Søn, Kong Akisj af Gat, og da Simei fik at vide, at hans Trælle var i Gat, ⁴⁰ brød han op, sadlede sit Æsel og drog til Akisj i Gat for at hente sine Trælle; Simei drog altså af Sted og fik sine Trælle med hjem fra Gat. ⁴¹ Men da Salomo fik af vide, at Simei var rejst fra Jerusalem til Gat og kommet tilbage igen, ⁴² lod Kongen ham kalde og sagde til ham: "Tog jeg dig ikke i Ed ved Herren, og advarede jeg dig ikke: Den Dag du drager bort og begiver dig andetsteds hen, hvor det end er, må du vide, du er dødsens! Og svarede du mig ikke: Godt! Jeg har hørt det? ⁴³ Hvorfor holdt du da ikke den Ed, du svor ved Herren, og den Befaling, jeg gav dig?" ⁴⁴ Endvidere sagde Kongen til Simei: "Du ved selv, og dit Hjerte er sig det bevidst, alt det onde, du gjorde min Fader David; nu lader Herren din Ondskab komme over dit eget Hoved; ⁴⁵ men Kong Salomo skal være velsignet, og Davids Trone skal stå urokkelig fast for Herrens Åsyn til evig Tid!" ⁴⁶ Derpå gav Kongen Ordre til Benaja, Jojadas Søn, og han gik hen og huggede ham ned; således døde han.

37 Græm dig ikke over Ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør Uret! ² Thi hastigt svides de af som Græsset, visner som det friske Grønne. ³ Stol på Herren og gør det gode, bo i Landet og læg Vind på Troskab, ⁴ da skal du have din Fryd i Herren, og han skal give dig, hvad dit Hjerte attrår. ⁵ Vælt din Vej på Herren, stol på ham, så griber han ind ⁶ og fører din Retfærdighed frem som Lyset, din Ret som den klare Dag. ⁷ Vær stille for Herren og bi på ham, græm dig ej over den, der har Held, over den, der farer med Rænker. ⁸ Tæm din Harme, lad Vreden fare, græm dig ikke, det volder kun Harm. ⁹ Thi Ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på Herren, skal arve Landet. ¹⁰ En liden Stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans Sted, så er han der ikke. ¹¹ Men de sagtmodige skal arve Landet, de fryder sig ved megen Fred. ¹² Den gudløse vil den retfærdige ilde og skærer Tænder imod ham; ¹³ men Herren, han ler ad ham, thi han ser hans Time komme. ¹⁴ De gudløse drager Sværdet og spænder Buen for at fælde arm og fattig, for at nedslagte dem, der vandrer ret; ¹⁵ men Sværdet rammer dem selv i Hjertet, og Buerne brydes sønder og sammen. ¹⁶ Det lidt, en retfærdig har, er bedre end mange gudløses Rigdom; ¹⁷ thi de gudløses Arme skal brydes, men Herren støtter de retfærdige; ¹⁸ Herren kender de uskyldiges Dage, deres Arvelod bliver evindelig; ¹⁹ de beskæmmes ikke i onde Tider, de mættes i Hungerens Dage. ²⁰ Thi de gudløse går til Grunde, som Engenes Pragt er Herrens Fjender, de svinder, de svinder som Røg. ²¹ Den gudløse låner og bliver i Gælden, den retfærdige ynkes og giver; ²² de, han velsigner, skal arve Landet, de, han forbander, udryddes. ²³ Af Herren stadfæstes Mandens Skridt, når han har Behag i hans Vej; ²⁴ om end han snubler, falder han ikke, thi Herren støtter hans Hånd. ²⁵ Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans Afkom tigge sit Brød; ²⁶ han ynkes altid og låner ud, og hans Afkom er til Velsignelse. ²⁷ Vig fra ondt og øv godt, så bliver du boende evindelig; ²⁸ thi Herren elsker Ret og svigter ej sine fromme. De onde udslettes for evigt, de gudløses Afkom udryddes; ²⁹ de retfærdige arver Landet og skal bo der til evig Tid. ³⁰ Den retfærdiges Mund taler Visdom; hans Tunge siger, hvad ret er; ³¹ sin Guds Lov har han i Hjertet, ikke vakler hans Skridt. ³² Den gudløse lurer på den retfærdige og står ham efter Livet, ³³ men, Herren giver ham ej i hans Hånd og lader ham ikke dømmes for Retten. ³⁴ Bi på Herren og bliv på hans Vej, så skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal skue de gudløses Undergang. ³⁵ Jeg har set en gudløs trodse, bryste sig som en Libanons Ceder ³⁶ men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham, fandtes han ikke. ³⁷ Vogt på Uskyld, læg Vind på Oprigtighed, thi Fredens Mand har en Fremtid; ³⁸ men Overtræderne udryddes til Hobe, de gudløses Fremtid går tabt. ³⁹ De retfærdiges Frelse kommer fra Herren, deres Tilflugt i Nødens Stund; ⁴⁰ Herren hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han dem; thi hos ham har de søgt deres Tilflugt.

71 Herre, jeg lider på dig, lad mig aldrig i evighed skuffes. ² Frels mig og udfri mig i din Retfærdighed, du bøjede dit Øre til mig; ³ red mig og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse; thi du er min Klippe og Borg! ⁴ Min Gud, fri mig ud af gudløses Hånd, af Niddings og Voldsmands Kløer; ⁵ thi du er mit Håb, o Herre! Fra min Ungdom var Herren min Tillid; ⁶ fra Moders Skød har jeg støttet mig til dig, min Forsørger var du fra Moders Liv, dig gælder altid min Lovsang. ⁷ For mange står jeg som mærket af Gud, men du er min stærke Tilflugt; ⁸ min Mund er fuld af din Lovsang, af din Ære Dagen lang.

⁹ Forkast mig ikke i Alderdommens Tid og svigt mig ikke, nu Kraften svinder; ¹⁰ thi mine Fjender taler om mig, de der lurer på min Sjæl, holder Råd: ¹¹ "Gud har svigtet ham! Efter ham! Grib ham, thi ingen frelser!" ¹² Gud, hold dig ikke borte fra mig, il mig til Hjælp, min Gud; ¹³ lad dem blive til Skam og Skændsel, dem, der står mig imod, lad dem hylles i Spot og Spe, dem, der vil mig ondt! ¹⁴ Men jeg, jeg vil altid håbe, blive ved at istemme din Pris; ¹⁵ min Mund skal vidne om din Retfærd, om din Frelse Dagen lang; thi jeg kender ej Ende derpå. ¹⁶ Jeg vil minde om den Herre Herrens Vælde, lovsynge din Retfærd, kun den alene. ¹⁷ Gud, du har vejledt mig fra min Ungdom af, dine Undere har jeg forkyndt til nu; ¹⁸ indtil Alderdommens Tid og de grånende Hår svigte du mig ikke, o Gud. End skal jeg prise din Arm for alle kommende Slægter. ¹⁹ Din Vælde og din Retfærdighed når til Himlen, o Gud; du, som øvede store Ting, hvo er din Lige, Gud? ²⁰ Du, som lod os skue mange fold Trængsel og Nød, du kalder os atter til Live og drager os atter af Jordens Dyb; ²¹ du vil øge min Storhed og atter trøste mig. ²² Til Gengæld vil jeg til Harpespil prise din Trofasthed, min Gud, lege på Citer for dig, du Israels Hellige; ²³ juble skal mine Læber - ja, jeg vil lovsynge dig og min Sjæl, som du udløste; ²⁴ også min Tunge skal Dagen igennem forkynde din Retfærd, thi Skam og Skændsel får de, som vil mig ilde.

94 Herre du hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans; ² stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige! ³ Hvor længe skal gudløse, Herre, hvor længe skal gudløse juble? ⁴ De fører tøjlesløs Tale, hver Udådsmand ter sig som Herre; ⁵ de underkuer, o Herre, dit Folk og undertrykker din Arvelod; ⁶ de myrder Enke og fremmed faderløse slår de ihjel; ⁷ de siger: "Herren kan ikke se,Jakobs Gud kan intet mærke!"

⁸ Forstå dog, I Tåber blandt Folket! Når bliver I kloge, I Dårer? ⁹ Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet, ej se? ¹⁰ Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt? ¹¹ Herren kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed.

¹² Salig den Mand, du tugter, Herre, og vejleder ved din Lov ¹³ for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse; ¹⁴ thi Herren bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod. ¹⁵ Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet.

¹⁶ Hvo står mig bi mod Ugerningsmænd? hvo hjælper mig mod Udådsmænd? ¹⁷ Var Herren ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille. ¹⁸ Når jeg tænkte: "Nu vakler min Fod", støtted din Nåde mig, Herre; ¹⁹ da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl.

²⁰ står du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn? ²¹ Jager de end den ret,færdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod, ²² Herren er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe; ²³ han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres Ondskab; dem udsletter Herren vor Gud.