Chronological
5 Til Sangmesteren. El-hannehilot. En Salme af David.
2 Herre, lytt til mit Ord og agt på mit suk, 3 lån Øre til mit Nødråb, min Konge og Gud, thi jeg beder til dig! 4 Årle hører du, Herre, min Røst, årle bringer jeg dig min Sag og spejder.
5 Thi du er ikke en Gud, der ynder Ugudelighed, den onde kan ikke gæste dig, 6 for dig skal Dårer ej træde frem, du hader hver Udådsmand, 7 tilintetgør dem, der farer med Løgn; en blodstænkt, svigefuld Mand er Herren en Afsky. 8 Men jeg kan gå ind i dit Hus af din store Nåde og vendt mod dit hellige Tempel bøje mig i din Frygt.
9 Så led mig for mine Fjenders Skyld i din Retfærd, Herre, jævn din Vej for mit Ansigt! 10 Thi blottet for Sandhed er deres Mund, deres Hjerte en Afgrund, Struben en åben Grav, deres Tunge er glat. 11 Døm dem, o Gud, lad dem falde for egne Rænker, bortstød dem for deres Synders Mængde, de trodser jo dig. 12 Lad alle glædes, som lider på dig, evindelig frydes, skærm dem, som elsker dit Navn, lad dem juble i dig! 13 Thi du velsigner den retfærdige, Herre, du dækker ham med Nåde som Skjold.
38 En Salme af David. Lehazkir.
2 Herre, revs mig ej i din vrede, tugt mig ej i din Harme! 3 Thi dine pile sidder i mig, din Hånd har lagt sig på mig. 4 Intet er karskt på min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld; 5 thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig. 6 Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg bøjet; 7 jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang. 8 Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt på min Krop, 9 jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vånde. 10 Herre, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig; 11 mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.
12 For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjert; 13 de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig. 14 Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund, 15 som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar. 16 Thi til dig står mit Håb, o Herre, du vil bønhøre, Herre min Gud, 17 når jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!" 18 Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig; 19 thi jeg må bekende min Skyld må sørge over min Synd. 20 Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund, 21 som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger det gode. 22 Herre, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig, 23 il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!
41 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 Salig den Mand, der tager sig af de svage, ham frelser Herren på Ulykkens Dag; 3 Herren vogter ham, holder ham i Live, det går ham vel i Landet, han giver ham ikke i Fjendevold. 4 På Sottesengen står Herren ham bi, hans Smertensleje gør du ham let.
5 Så siger jeg da: Vær mig nådig, Herre, helbred min Sjæl, jeg har syndet mod dig! 6 Mine Fjender ønsker mig ondt: "Hvornår mon han dør og hans Navn udslettes?" 7 Kommer en i Besøg, så fører han hyklerisk Tale, hans Hjerte samler på ondt, og så går han bort og taler derom. 8 Mine Avindsmænd hvisker sammen imod mig, alle regner de med, at det går mig ilde: 9 "En dødelig Sot har grebet ham; han ligger der - kommer aldrig op!" 10 Endog min Ven, som jeg stolede på, som spiste mit Brød, har løftet Hælen imod mig. 11 Men du, o Herre, vær mig nådig og rejs mig, så jeg kan øve Gengæld imod dem. 12 Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at min Fjende ikke skal juble over mig. 13 Du holder mig oppe i Kraft af min Uskyld, lader mig stå for dit Åsyn til evig Tid.
14 Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed, Amen, Amen!
42 Til Sangmesteren. En Maskil af Koras Sønner.
2 Som Hjorten skriger efter rindende Vand, således skriger min Sjæl efter dig, o Gud. 3 Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; når skal jeg komme og stedes for Guds Åsyn? 4 Min Gråd er blevet mit Brød både Dag og Nat, fordi de stadig spørger mig: "Hvor er din Gud?" 5 Min Sjæl er opløst, når jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred med Skaren op til Guds Hus under Jubelråb og Lovsang i Højtidsskaren. 6 Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!
7 Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og Hermontindernes Land, fra Mizars Bjerg. 8 Dyb råber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen, alle dine Brændinger og Bølger skyller hen over mig. 9 Sin Miskundhed sender Herren om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud. 10 Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender? 11 Det er, som knustes mine Ben, når Fjenderne håner mig, når de stadig spørger mig : "Hvor er din Gud?" 12 Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!