Chronological
25 Herre, jeg løfter min sjæl til dig 2 min Gud jeg stoler på dig, lad mig ikke beskæmmes, lad ej mine Fjender fryde sig over mig. 3 Nej, ingen som bier på dig, skal beskæmmes; beskæmmes skal de, som er troløse uden Grund. 4 Lad mig kende dine Veje, Herre lær mig dine Stier. 5 Led mig på din Sandheds Vej og lær mig, thi du er min Frelses Gud; jeg bier bestandig på dig. 6 Herre, kom din Barmhjertighed i Hu og din Nåde, den er jo fra Evighed af. 7 Mine Ungdomssynder og Overtrædelser komme du ikke i Hu, men efter din Miskundhed kom mig i Hu, for din Godheds Skyld, o Herre! 8 God og oprigtig er Herren, derfor viser han Syndere Vejen. 9 Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin Vej. 10 Alle Herrens Stier er Miskundhed og Trofasthed for dem, der holder hans Pagt og hans Vidnesbyrd. 11 For dit Navns Skyld, Herre, tilgive du min Brøde, thi den er stor. 12 Om nogen frygter Herren, ham viser han den Vej, han skal vælge; 13 selv skal han leve i Lykke og hans Sæd få Landet i Eje. 14 Fortroligt Samfund har Herren med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin Pagt. 15 Mit Øje er stadig vendt imod Herren, thi han frier mine Fødder af Snaren. 16 Vend dig til mig og vær mig nådig, thi jeg er ene og arm. 17 Let mit Hjertes Trængsler og før mig ud af min Nød. 18 Se hen til min Nød og min Kvide og tilgiv alle mine Synder. 19 Se hen til mine Fjender, thi de er mange og hader mig med Had uden Grund. 20 Vogt min Sjæl og frels mig, jeg lider på dig, lad mig ikke beskæmmes. 21 Lad Uskyld og Retsind vogte mig, thi jeg bier på dig, Herre. 22 Forløs, o Gud, Israel af alle dets Trængsler!
29 Giver Herren, I Guds Sønner, giver Herren Ære og Pris, 2 giver Herren hans Navns Ære; tilbed Herren i helligt Skrud! 3 Herrens Røst er over Vandene, Ærens Gud lader Tordenen rulle, Herren, over de vældige Vande! 4 Herrens Røst med Vælde, Herrens Røst i Højhed, 5 Herrens Røst, den splintrer Cedre, Herren splintrer Libanons Cedre, 6 får Libanon til at springe som en Kalv og Sirjon som den vilde Okse! 7 Herrens Røst udslynger Luer. 8 Herrens Røst får Ørk til at skælve, Herren får Kadesj's Ørk til at skælve! 9 Herrens Røst får Hind til at føde, og den gør lyst i Skoven. Alt i hans Helligdom råber: "Ære!" 10 Herren tog Sæde og sendte Vandfloden, Herren tog Sæde som Konge for evigt. 11 Herren give Kraft til sit Folk, Herren velsigne sit Folk med Fred!
33 Jubler i Herren, I retfærdige, for de oprigtige sømmer sig Lovsang; 2 lov Herren med Citer, tak ham til tistrenget Harpe; 3 en ny Sang synge I ham, leg lifligt på Strenge til Jubelråb!
4 Thi sandt er Herrens Ord, og al hans Gerning er trofast; 5 han elsker Retfærd og Ret, af Herrens Miskundhed er Jorden fuld. 6 Ved Herrens Ord blev Himlen skabt og al dens Hær ved hans Munds Ånde. 7 Som i Vandsæk samled han Havets Vand, lagde Dybets Vande i Forrådskamre. 8 Al Jorden skal frygte for Herren, Alverdens Beboere skælve for ham; 9 thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der. 10 Herren kuldkasted Folkenes Råd, gjorde Folkeslags Tanker til intet; 11 Herrens Råd står fast for evigt, hans Hjertes Tanker fra Slægt til Slægt. 12 Saligt det Folk, der har Herren til Gud, det Folkefærd, han valgte til Arvelod!
13 Herren skuer fra Himlen, ser på alle Menneskens Børn; 14 fra sit Højsæde holder han Øje med alle, som bor på Jorden; 15 han, som danned deres Hjerter til Hobe, gennemskuer alt deres Værk.
16 Ej frelses en Konge ved sin store Stridsmagt, ej fries en Helt ved sin store Kraft; 17 til Frelse slår Stridshesten ikke til, trods sin store Styrke redder den ikke. 18 Men Herrens Øje ser til gudfrygtige, til dem, der håber på Nåden, 19 for at fri deres Sjæl fra Døden og holde dem i Live i Hungerens Tid. 20 På Herren bier vor Sjæl, han er vor Hjælp og vort Skjold; 21 thi vort Hjerte glæder sig i ham, vi stoler på hans hellige Navn.
22 Din Miskundhed være over os, Herre, så som vi håber på dig.
36 Til Sangmesteren. Af HerrenS Tjener David.
2 Synden taler til den Gudløse inde i hans Hjerte; Gudsfrygt har han ikke for Øje; 3 thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans Brøde og hade ham. 4 Hans Munds Ord er Uret og Svig, han har ophørt at handle klogt og godt; 5 på sit Leje udtænker han Uret, han træder en Vej, som ikke er god; det onde afskyr han ikke. 6 Herre, din Miskundhed rækker til Himlen, din Trofasthed når til Skyerne, 7 din Retfærd er som Guds Bjerge, dine Domme som det store Dyb; Herre, du frelser Folk og Fæ, 8 hvor dyrebar er dog din Miskundhed, Gud! Og Menneskebørnene skjuler sig i dine Vingers Skygge; 9 de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker dem af din Lifligheds Strøm; 10 thi hos dig er Livets Kilde, i dit Lys skuer vi Lys!
11 Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig, din Retfærd over de oprigtige af Hjertet. 12 Lad Hovmods Fod ej træde mig ned, gudløses Hånd ej jage mig bort. 13 Se, Udådsmændene falder, slås ned, så de ikke kan rejse sig.
39 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.
2 Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!" 3 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged, 4 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.
5 Lær mig, Herre, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort! 6 Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela. 7 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det. 8 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig. 9 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer! 10 Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo. 11 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til. 12 Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela. 13 Hør, o Herre, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. 14 Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!