Chronological

Peter og Johannes for Det jødiske Råd

4 Mens Peter stod sammen med Johannes og talte til folkemængden, kom de ledende præster derhen sammen med kommandanten for tempelvagten og nogle af saddukæerne. ² De var oprørte over, at Peter og Johannes stod og underviste folket og oven i købet påstod, at Jesus var genopstået fra de døde.^{[a] 3} De to mænd blev pågrebet og sat i arresten til næste dag, for det var for sent til, at Det jødiske Råd kunne samles den dag. ⁴ Men mange af dem, der havde hørt Peters tale, kom til tro, og der var nu omtrent 5000 mænd i menigheden.

⁵ Næste dag blev Rådet kaldt sammen. Det bestod af de jødiske ledere og de skriftlærde i Jerusalem. ⁶ Ypperstepræsten Annas var til stede sammen med Kajfas, Johannes, Alexander og andre fra ypperstepræstens familie. ⁷ De to disciple blev ført frem, og forhøret begyndte. „Hvem har givet jer ret til at gøre det, I gjorde her i går?” lød det første spørgsmål.

⁸ Fyldt med Helligåndens kraft svarede Peter: „Ærede ledere og rådsmedlemmer! ⁹ Hvis årsagen til forhøret her er den gode gerning, som fandt sted i går, hvor en lam mand blev helbredt, ¹⁰ så lad mig sige ligeud til både jer og hele Israels folk, at når denne mand kan stå sund og rask foran jer, så skyldes det den kraft og autoritet, vi har fået fra nazaræeren Jesus. Det er ham, der er Messias, og det var jer, der korsfæstede ham, men Gud oprejste ham fra de døde. ¹¹ Han er den sten, som I bygmestre kasserede, men som nu er blevet selve hjørnestenen.^{[b] 12} Der findes ikke frelse andre steder end hos Jesus, for der er ingen andre i hele verden, som kan frelse os mennesker.”

¹³ Rådsmedlemmerne undrede sig over, at Peter og Johannes talte med så stor frimodighed, for de var godt klar over, at de var jævne folk uden nogen særlig uddannelse. Men så forstod de, at det var, fordi de havde været sammen med Jesus. ¹⁴ Og den mirakuløse helbredelse kunne de ikke komme udenom, for manden, der var blevet rask, stod selv ved siden af dem. ¹⁵ Derfor sendte de alle ud af retssalen, så de kunne drøfte sagen uforstyrret.

¹⁶ „Hvad skal vi stille op med dem?” spurgte de hinanden. „Det går ikke at benægte, at der er sket et mirakel. Hele byen taler jo om det. ¹⁷ Men det må være muligt at lukke munden på dem. Det her må ikke have lov til at brede sig. Vi må forbyde dem at tale til folk om Jesus.”

¹⁸ Så blev de to mænd kaldt ind for Rådet igen og fik besked på, at de fra nu af aldrig mere måtte tale om Jesus eller viderebringe hans lære. ¹⁹ „I mener altså, at vi skal adlyde jer i stedet for Gud?” sagde Peter og Johannes. ²⁰ „Nej, vi kan ikke holde op med at tale om det, vi har set og hørt.”

²¹ Så lod Rådet disciplene gå, efter at de havde givet dem endnu en advarsel. De turde ikke straffe dem af frygt for, hvordan folkeskaren ville reagere. Alle lovpriste jo Gud for det mirakel, der var sket: ²² En lam mand på over 40 år var blevet fuldstændig helbredt.

Menigheden beder om frimodighed og fyldes med Helligånden igen

²³ Så snart Peter og Johannes var blevet løsladt, vendte de tilbage til de andre apostle og disciple og fortalte, hvad ypperstepræsterne og folkets ledere havde sagt til dem.

²⁴ Da forsamlingen hørte det, forenede de sig i bøn: „Mægtige Herre! Det er dig, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem. ^25-26 Det er også dig, som for længe siden ved Helligånden talte gennem vores forfar, din tjener David, og sagde:

²⁷ Dine fjender samlede sig her i Jerusalem, både kong Herodes og den romerske guvernør, Pontius Pilatus, både jøderne og de fremmede, for at bekæmpe din hellige Tjener, Jesus, ²⁸ og for at udføre det, som du i din almagt og visdom forud havde bestemt skulle ske. ²⁹ Nu beder vi dig, Herre: Tag dig af deres trusler, og giv dine tjenere frimodighed til at forkynde dit ord. ³⁰ Send din helbredende kraft, og lad tegn og undere ske i din hellige Tjeners, Jesu, navn.”

³¹ Da de havde bedt, rystede det sted, hvor de var forsamlet, og de blev alle fyldt med Helligåndens kraft. Derefter fortsatte de frimodigt med at tale Guds ord til folk.

Menighedens fællesskab og Barnabas

³² Alle de, som var kommet til tro, var ét i hjerte og sind, og ingen anså det, de ejede, for at være deres personlige ejendom. Alt var fælleseje. ³³ Med overbevisende kraft fortalte apostlene om, hvordan Jesus var genopstået fra de døde, og Guds nåde og velsignelse var over dem alle. ^34-35 Ingen manglede noget, for mange af dem, der ejede hus eller ejendom, solgte det og afleverede pengene til apostlene, som så delte pengene ud til dem, der havde behov for at modtage hjælp.

³⁶ Der var en troende levit, som hed Josef og var fra Cypern. Apostlene gav ham tilnavnet Barnabas (det betyder „Trøsteren”). ³⁷ Han solgte en mark, han havde, og afleverede pengene til apostlene.

Ananias og Safira

5 En mand ved navn Ananias og hans kone, Safira, solgte et jordstykke, de havde. ² Derefter beholdt de selv en del af pengene, og Ananias bragte resten til apostlene under foregivende af, at det var hele salgssummen. ³ Men Peter sagde: „Ananias, hvorfor har du ladet Satan friste dig til at lyve over for Helligånden og selv beholde nogle af pengene? ⁴ Ingen tvang dig til at sælge din jord, og da den først var solgt, havde du stadig ret til at bruge pengene, som du ville. Hvordan kunne du finde på at gøre det her? Det er jo ikke os, du har løjet for, men Gud!” ⁵ Da Ananias hørte det, faldt han om og døde. Alle de tilstedeværende var dybt rystede. ⁶ Nogle unge mænd rejste sig og svøbte ham ind i et lagen. Så bar de ham udenfor og begravede ham.

⁷ Cirka tre timer senere kom Safira ind uden at vide, hvad der var sket. ⁸ Peter spurgte hende: „Er det beløb her den fulde pris, I solgte jorden for?” „Ja, det er det,” svarede hun.

⁹ „Hvorfor er du og din mand blevet enige om at udfordre Herrens Ånd?” sagde Peter. „Kan du høre skridt uden for døren? Det er dem, som har begravet din mand, der kommer tilbage. De vil også bære dig ud.” ¹⁰ Straks faldt hun om for fødderne af Peter og døde. Da de unge mænd kom ind, fandt de hende død. Så bar de hende ud for at begrave hende ved siden af hendes mand. ¹¹ Hele menigheden og alle, som ellers hørte om det, blev dybt rystede.

Helbredelser af syge og dæmonbesatte mennesker

¹² Apostlene holdt sammen og blev ved med at forkynde og undervise i Salomons Søjlegang, og de gjorde mange bemærkelsesværdige undere blandt folket. ¹³ Ingen af de øvrige troende^[d] turde slutte op om dem der, men apostlene nød stor anseelse hos folket, ¹⁴ og flere og flere kom til tro på Herren, både mænd og kvinder. ¹⁵ Apostlene gjorde så mange mirakler, at folk bar de syge ud på gaderne på senge og måtter, der hvor Peter kom forbi, så i det mindste hans skygge ville falde på dem. ¹⁶ Store skarer af mennesker strømmede ind fra de omkringliggende byer med syge og folk, som var plaget af dæmoner—og de blev alle helbredt!

Apostlene er lige ved at blive slået ihjel

^17-18 Ypperstepræsten og hans venner, som alle var saddukæere, blev jaloux på apostlene og satte dem i fængsel. ¹⁹ Men en engel kom om natten og åbnede fængselsportene og førte dem udenfor. Derpå sagde englen: ²⁰ „Gå tilbage til templet og tal til folk om alt det, som hører det evige liv til.”

²¹ Derfor gik apostlene allerede næste dag ved daggry op på tempelpladsen og fortsatte med at undervise folk. I mellemtiden sammenkaldte ypperstepræsten og hans venner Rådet, som bestod af alle de jødiske ledere, og de sendte nogle folk fra tempelvagten hen til fængslet for at hente apostlene. ²² Men de fandt dem ikke i fængslet. Derpå gik de tilbage til Rådet og rapporterede: ²³ „Fængslet var forsvarligt lukket og låst, og vagterne stod på deres poster uden for hver af dørene. Men da vi fik åbnet døren til fangernes celle, var der ingen derinde.”

²⁴ Da kommandanten for tempelvagten og ypperstepræsterne hørte det, vidste de ikke, om de skulle tage det alvorligt, eller hvad der var på færde. ²⁵ Så kom der en mand og fortalte, at de mænd, som var blevet fængslet dagen før, nu stod henne i templet og underviste folket. ²⁶ Kommandanten tog af sted med sit vagtmandskab og fik fat i dem—dog uden at bruge vold, for de var bange for, at folk så ville begynde at kaste sten efter dem.

²⁷ Apostlene blev nu ført frem for Rådet, hvorefter ypperstepræsten sagde: ²⁸ „Har vi ikke udtrykkeligt forbudt jer at tale mere om den mand? Nu har I fyldt hele Jerusalem med jeres propaganda! Det er tydeligt, at I er ude på at give os skylden for hans død.”

²⁹ Peter svarede på apostlenes vegne: „Vi må adlyde Gud mere end mennesker. ³⁰ Vores forfædres Gud oprejste Jesus fra de døde, efter at I havde fået ham hængt op på et kors og dræbt. ³¹ Ham har Gud nu ophøjet og givet pladsen ved sin højre side, og ham har han gjort til leder og Frelser, således at Israels folk kan få anledning til at vende om fra deres synder og blive tilgivet. ³² Vi kan bevidne alt, hvad der er sket. Og Helligånden, som Gud giver til dem, der vil adlyde ham, bekræfter det.”

³³ Da rådsmedlemmerne hørte det, blev de så rasende, at de ville slå apostlene ihjel med det samme. ³⁴ Men et medlem af Rådet, en farisæer ved navn Gamaliel, som underviste i Toraen og var højt respekteret af folket, rejste sig og anmodede om, at apostlene blev ført uden for rådssalen et øjeblik. ³⁵ Så vendte han sig til Rådets øvrige medlemmer og sagde: „Venner! Pas på, at I ikke gør noget overilet mod disse mennesker. ³⁶ For en del år siden var der en mand ved navn Teudas, som gav sig ud for at være noget stort, og der var ca. 400 mænd, der sluttede sig til ham. Men da han til sidst blev dræbt, opløstes det hele af sig selv, og hans tilhængere blev spredt for alle vinde. ³⁷ Efter ham dukkede så Judas fra Galilæa op, dengang vi havde den store folketælling.^[e] Han fik også samlet en flok oprørere, men da han mistede livet, forsvandt hans tilhængerskare som dug for solen. ³⁸ Derfor vil jeg råde jer til at lade mændene være i fred. Hvis det her har sit udspring i menneskelige tanker og planer, så vil det hele snart gå i sig selv. ³⁹ Men hvis Gud står bag det, så kan I ikke standse det, tværtimod risikerer I at komme til at kæmpe mod Gud selv.”

Forsamlingen fulgte hans råd. ⁴⁰ Apostlene blev kaldt ind igen, blev pisket og endnu en gang advaret imod at tale om Jesus. Så blev de løsladt, ⁴¹ og de gik fra stedet fyldt med glæde over, at Gud havde regnet dem for værdige til at lide for Jesu skyld. ⁴² Men de fortsatte med hver dag at forkynde budskabet om, at Jesus er Messias, og undervise folk både på tempelpladsen og rundt omkring i hjemmene.

Menigheden udvælger syv menighedstjenere

6 Efterhånden som flere og flere kom til tro, begyndte de græsktalende jødekristne i menigheden at beklage sig overfor de hebraisktalende, fordi de mente, at deres enker blev tilsidesat ved den daglige maduddeling. ² Derfor indkaldte de 12 apostle alle lederne til et møde og sagde: „Det er ikke godt, at vi forsømmer forkyndelsen af Guds ord for at tage vare på maduddelingen. ³ Derfor skal I finde syv erfarne og åndsfyldte mænd iblandt jer, som har et godt ry. Dem vil vi give ansvaret for maduddelingen, ⁴ så vi selv kan koncentrere os om bønnen og tjenesten med at forkynde ordet.”

⁵ De syntes alle, at det var et godt forslag, og de valgte derfor syv mænd: Stefanus (en mand, som var fuld af tro og Helligåndens kraft), Filip, Prokoros, Nikanor, Timon, Parmenas og Nikolaos fra Antiokia (en græker, der tidligere havde sluttet sig til jødedommen). ⁶ De syv blev så fremstillet for apostlene, som bad for dem og indsatte dem til tjeneste ved at lægge hænderne på dem og velsigne dem.

⁷ Guds ord nåede ud i stadig videre kredse, og antallet af disciple voksede stærkt i Jerusalem. Også en del af de jødiske præster kom til tro.

Stefanus bliver arresteret

⁸ Stefanus, der var fuld af Guds nåde og Helligåndens kraft, gjorde opsigtsvækkende tegn og undere blandt folket. ⁹ En dag kom der nogle mænd fra den synagoge, der hed „De Frigivnes Synagoge”,^[f] og de begyndte at diskutere med ham. Der var folk fra Kyrene, Alexandria og provinserne Kilikien og Asien. ¹⁰ Men ingen af dem kunne modsige Stefanus’ visdomsord og Helligåndens inspiration. ¹¹ De fik så nogle mænd til at sige: „Vi har hørt den mand tale imod Moses og imod Gud selv!” ¹² Derved fik de ophidset både den jævne befolkning, de jødiske ledere og de skriftlærde. Stefanus blev pågrebet og ført frem for Det jødiske Råd. ¹³ Her rejste de falske vidner sig og sagde: „Den mand bliver ved med at tale imod vores hellige tempel og imod Toraen.^{[g] 14} Vi har selv hørt ham sige, at nazaræeren Jesus vil nedbryde templet og lave om på de love, som Moses har givet os.” ¹⁵ Alle rådsmedlemmerne stirrede på Stefanus, for hans ansigt strålede som en engels.