Chronological

Konfrontationen fortsætter

14 På en sabbat var Jesus indbudt til at spise hos en af de ledende farisæere, og alle hans modstandere holdt skarpt øje med ham. ² En mand, som led af vand i kroppen, kom hen til Jesus for at blive helbredt. ³ Jesus vendte sig derfor til farisæerne og de skriftlærde og spurgte: „Har man lov til at helbrede på sabbatten eller ej?” ⁴ Ingen turde svare. Så lagde Jesus hånden på den syge mand, helbredte ham og lod ham gå.

⁵ Derefter sagde han: „Hvis et af jeres børn^[a] eller en ko faldt i en brønd på en sabbat, ville I så ikke med det samme trække det op?” ⁶ Stadig intet svar.

Om ydmyghed og gæstfrihed

⁷ Jesus lagde mærke til, hvordan gæsterne udvalgte sig de bedste pladser ved bordet. ⁸ „Hvis du er indbudt til en fest, skal du ikke prøve at få den bedste plads,” sagde han. „For hvis der er indbudt nogen, som er fornemmere end dig, ⁹ vil værten sige: ‚Vær venlig at give plads for den gæst her.’ Så må du rejse dig og tage den plads, der er ledig ved den nederste ende af bordet, og det ville være flovt.

¹⁰ Nej, når du bliver indbudt, må du hellere sætte dig nederst ved bordet. Så kommer værten måske og siger: ‚Kom her, kære ven, og sæt dig op på en mere fornem plads.’ De øvrige gæster vil da se, hvordan du bliver æret. ¹¹ For de, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, men de, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”

¹² Derpå sagde Jesus til værten: „Når du inviterer gæster til spisning, skal du ikke kun indbyde dine venner, søskende, slægtninge eller rige naboer, for de inviterer dig jo bare til gengæld, og så har du fået din belønning. ¹³ Indbyd hellere de fattige, lamme, blinde og andre handicappede. ¹⁴ De kan ikke gøre gengæld, men Gud vil velsigne dig for det, og du vil få din løn, den dag de, som hører Gud til, genopstår fra de døde.”

Historien om den store bryllupsfest^(A)

¹⁵ En af gæsterne, som havde hørt, hvad Jesus havde sagt, udbrød nu: „Det må være en stor velsignelse at blive inviteret med til festen i Guds rige.” ¹⁶ Jesus svarede med en historie: „Der var engang en mand, der ville holde en stor fest og sendte indbydelser ud til mange mennesker. ¹⁷ Da tidspunktet for festen var kommet, sendte han sin tjener af sted for at sige til de indbudte: ‚Nu må I komme, for alt er parat!’ ¹⁸ Men de begyndte alle som én at komme med undskyldninger. ‚Jeg har lige købt en mark, og jeg må ud at se på den,’ sagde den første. ¹⁹ ‚Jeg kan desværre ikke komme,’ sagde den anden, ‚for jeg har lige købt fem par okser, og jeg skal hen og prøve dem.’ ²⁰ ‚Jeg er lige blevet gift,’ sagde den tredje. ‚Derfor kan jeg desværre ikke komme.’

²¹ Da tjeneren vendte tilbage og meddelte, hvad de indbudte havde sagt, blev hans herre meget vred og sagde til ham: ‚Gå straks ud på byens gader og stræder og indbyd de fattige, de blinde, de lamme og andre handicappede, og bring dem herhen.’ ²² Kort efter kom tjeneren tilbage og meddelte: ‚Jeg har gjort, som du sagde, men der er stadig plads til flere.’ ²³ Hans herre sagde da: ‚Så gå ud på landevejene og ved hegnene og overtal alle dem, du kan finde, til at komme, så mit hus kan blive fuldt.’

²⁴ Det siger jeg jer: Ingen af de først indbudte kommer med til mit festmåltid.”

Om at være discipel af Jesus^(B)

²⁵ Store menneskemængder fulgte Jesus, og han vendte sig til dem og sagde: ²⁶ „Enhver, som vil være min discipel, skal sætte mig højere end sin far og mor, sin ægtefælle og sine børn, sine brødre og søstre—ja, højere end sit eget liv. ²⁷ De, der ikke er villige til at give afkald på deres eget liv^[b] og følge mig fuldt ud, kan ikke være mine disciple.

²⁸ Har I beregnet omkostningerne? Hvis nogen tænker på at starte et byggeri, sætter de sig så ikke først hen og regner ud, om de har penge nok til at gøre det færdigt? ²⁹ For hvis de lægger grunden uden at kunne bygge færdig, så vil alle, som ser det, gøre nar af dem og sige: ³⁰ ‚Se! De begyndte at bygge, men kunne ikke gøre det færdigt.’

³¹ Eller hvilken konge tør kaste sig ud i en krig uden først at have drøftet med sine rådgivere, om han med sine 10.000 mand er stærk nok til at slå de fjendtlige styrker på 20.000 mand? ³² Og hvis han indser, at det ikke kan lade sig gøre, sender han folk ud for at forhandle om fredsbetingelser, mens fjenden endnu er langt borte.

³³ På samme måde,” sluttede Jesus, „kan I ikke være mine disciple, hvis I ikke er villige til at betale, hvad det koster, om det så er alt, hvad I ejer og har. ³⁴ Salt er godt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad kan man da salte det med?^{[c] 35} Det kan ikke bruges som gødning, og det ville ødelægge jorden. Man smider det væk, fordi det er værdiløst. Lad dem høre, som har øre!”

Gud ønsker ikke, at nogen går fortabt^(C)

15 En dag var der særlig mange skatteopkrævere og andre af samfundets udstødte, som kom for at høre Jesus. ² Farisæerne og de skriftlærde kritiserede Jesus for at have med den slags mennesker at gøre. „Han spiser oven i købet sammen med dem!” sagde de. ³ Da sagde Jesus:

⁴ „Hvis en mand har 100 får, og et af dem bliver væk, lader han så ikke de 99 blive på græsgangene, mens han går ud og leder efter det, der er blevet væk, indtil han finder det? ⁵ Når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre med glæde, ⁶ og så snart han kommer hjem, råber han til sine venner og naboer: ‚Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet det får, som var fortabt!’

⁷ Det siger jeg jer: Sådan bliver der også større glæde i Himlen over ét menneske, der vender sig bort fra sin synd og kommer hjem til Gud, end over 99, som ikke føler et behov for at vende om.

Den tabte sølvmønt

⁸ Eller hvis en kvinde har ti kostbare sølvmønter, og hun en dag mister den ene, mon så ikke hun tænder lys og fejer og gennemsøger hele huset, indtil hun finder den? ⁹ Og når hun har fundet den, råber hun til sine veninder og nabokoner: ‚Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet den sølvmønt, som jeg havde tabt!’ ¹⁰ Sådan er det også i Himlen, hvor Guds engle jubler, hver gang en synder vender om til Gud.”

Sønnen, der erkendte sin fortabthed

¹¹ Jesus fortsatte med følgende historie: „Der var en mand, som havde to sønner. ¹² En dag sagde den yngste søn til sin far: ‚Giv mig min del af arven nu!’ Faderen delte så, hvad han ejede, mellem de to sønner.

¹³ Nogle dage senere samlede den yngste søn alle sine penge og rejste udenlands. Der soldede han hele sin formue op i et udsvævende liv, ¹⁴ og da han ikke havde flere penge, begyndte vanskelighederne at melde sig. Der blev hungersnød i landet, og han sultede. ¹⁵ Til sidst søgte han job hos en landmand, der sendte ham ud for at vogte grise på marken. ¹⁶ Han drømte om at spise sig mæt i det, grisene åd, men ingen gav ham noget. ¹⁷ Nu var han villig til at sluge sin stolthed og sagde til sig selv: ‚Hjemme hos min far får en daglejer mere, end han kan spise, og her går jeg og er ved at dø af sult. ¹⁸ Nu prøver jeg at tage hjem til min far og sige: Far, desværre har jeg svigtet både dig og Gud. ¹⁹ Jeg fortjener ikke længere, at du kalder mig din søn. Men kan jeg få et job hos dig?’

²⁰ Så begav han sig på vej og nærmede sig hjemmet. På lang afstand fik hans far øje på ham, og fuld af medynk løb han ham i møde, omfavnede ham og kyssede ham på kinden til velkomst. ²¹ ‚Åh, far,’ sagde sønnen, ‚jeg har svigtet både dig og Gud. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.’

²² Men hans far råbte til tjenerne: ‚Skynd jer! Find det bedste tøj, vi har i huset, og giv ham det på. Giv ham ring på fingeren og sko på fødderne— ²³ og slagt fedekalven, for nu skal der festes! ²⁴ Min søn var fortabt, men nu er han fundet! Han var død, men nu har han fået livet tilbage!’ Og så blev der festet!

²⁵ Imens var den ældste søn ude at arbejde i marken. Da han kom hjem, hørte han musik og dans inde fra huset. ²⁶ Han kaldte på en af tjenerne for at spørge, hvad der foregik. ²⁷ ‚Din bror er kommet hjem!’ fik han at vide. ‚Din far har slagtet fedekalven, og nu er der fest, fordi din bror er kommet hjem i god behold.’

²⁸ Den ældste bror blev godt sur og ville ikke gå ind i huset. Så gik hans far ud og bad ham komme med ind. ²⁹ ‚Nej,’ sagde han, ‚nu har jeg i årevis slidt og slæbt for dig. Aldrig har jeg overtrådt nogle af dine påbud, men du har aldrig givet mig så meget som et gedekid, så jeg kunne holde fest sammen med mine venner. ³⁰ Men din søn dér har ødslet dine penge bort sammen med prostituerede kvinder, og så snart han viser sig, slagter du gårdens bedste kalv for ham!’

³¹ ‚Hør, min søn,’ sagde hans far, ‚du er altid hos mig, og alt mit er dit. ³² Men i dag må vi feste og være glade, for din bror var død, men har fået nyt liv. Han var fortabt, men er blevet fundet.’ ”