Chronological
Velsignelsen ved at gøre Guds vilje
1 Gud velsigner de mennesker,
som ikke går efter gudløses råd,
står bag syndige handlinger,
eller sidder og håner Herren,
2 men som ønsker at gøre hans vilje,
og har hans ord i tanke både dag og nat.
3 De er som træer, der vokser ved vandløb
og bærer frugt hver eneste høst,
og hvis blade altid er grønne.
Alt, hvad de gør, lykkes for dem.
4 Anderledes er det med de gudløse.
De er som avner, vinden blæser bort.
5 På dommens dag står de straf skyldige,
de hører ikke hjemme blandt Guds folk.
6 Herren hjælper dem, der gør hans vilje,
men de gudløses vej ender i afgrunden.
Guds udvalgte konge
2 1-2 Hvorfor er de fremmede folk så rasende?
Deres konger gør sig klar til kamp.
Hvorfor lægger folk nytteløse planer?
Deres ledere samles til rådslagning.
De kæmper imod Herren selv,
de angriber hans udvalgte tjener.
3 „Lad os bryde de snærende bånd,” siger de.
„Lad os sprænge de tunge lænker.”
4 Men han, som troner i Himlen, ler,
han ryster på hovedet ad deres planer.
5 Så taler han til dem i vrede,
de skælver af rædsel ved hans ord:
6 „Jeg har allerede indsat min konge,
han skal regere fra Zion, mit hellige bjerg.”
7 (Den udvalgte konge siger:)
„Lad mig fortælle jer, hvad Herren har lovet.
Han sagde til mig: ‚Du er min søn,
i dag er jeg blevet din Far.
8 Bed mig, og du skal få verden i eje,
alle jordens riger skal tilhøre dig.
9 Med dit jernscepter skal du fælde en knusende dom,
som pottemageren smadrer de fejlslagne kar.’ ”
10 Hør efter, I konger og fyrster,
vær kloge og lyt til mit råd.
11 Bøj jer ærbødigt for Herren,
søg ham med frygt og bæven.
12 Bøj jer med respekt i støvet,
så I ikke bliver knust under hans vrede.[a]
For hans dom kan hurtigt ramme jer.
Velsignede er de, der søger tilflugt hos ham.
De gode kan nærme sig Gud
15 En sang af David.
Herre, hvem kan få adgang til din helligdom?
Hvem har lov at opholde sig hos dig på det hellige bjerg?
2 De, som har et godt ry
og altid handler ret.
De, som taler sandhed af et oprigtigt hjerte
3 og nægter at bagtale andre.
De, som ikke foruretter deres næste
eller taler ondt om andre.
4 De, som tager afstand fra de gudløse,
men ærer dem, der adlyder Herren.
De, som holder deres løfter,
selv om det koster dem dyrt.
5 De, som ikke kræver urimelige renter,
når de låner penge ud.
De, som nægter at tage imod bestikkelse
for at afgive falsk vidneudsagn.
De, som lever ret,
har intet at frygte.
En bøn om frelse med lovprisning af Herrens trofaste hjælp
22 Til korlederen: Synges til melodien „Morgenrødens rådyr”. En sang af David.
2 Min Gud! Min Gud!
Hvorfor har du forladt mig?
Hvorfor hjælper du mig ikke?
Hvorfor lytter du ikke til mit skrig?
3 Dag efter dag råber jeg til dig,
men du svarer mig ikke.
Hver nat hører du min røst,
men du giver mig ingen trøst.
4 Du sidder på din hellige trone,
du er den, som Israel lovsynger.
5 Vore forfædre stolede på dig,
og du reddede dem.
6 Du hørte deres nødråb og befriede dem,
du skuffede aldrig deres tillid til dig.
7 Men jeg føler mig som en ussel orm,
jeg bliver hånet og foragtet af alle.
8 Enhver, der ser mig, griner ad mig,
ryster på hovedet eller vrænger ad mig.
9 „Er det ham, der stoler på Herren?” håner de.
„Så lad os se, om Herren redder ham.
Hvis Herren elsker ham så meget,
så burde han gribe ind og frelse ham!”
10 Herre, du var der, da jeg blev født,
du gav mig tryghed ved min mors bryst.
11 Fra fødslen har du været den, der hjalp mig,
hele mit liv har du været min Gud.
12 Hold dig ikke borte fra mig nu,
for jeg er undergangen nær,
og ingen andre kan hjælpe mig.
13 Frygtindgydende fjender har omringet mig,
som en hjord af vilde tyre fra Bashan.
14 Som sultne og brølende løver
kommer de imod mig med åbent gab.
15 Min styrke er sivet bort som vand i sandet,
alle mine knogler føles, som er de gået af led,
mit hjerte hamrer i halsen på mig.
16 Mine læber er tørre som potteskår,
min tunge klistrer til ganen,
du har bragt mig til gravens rand.
17 Mine fjender kredser omkring mig som hunde,
en bande af forbrydere omringer mig.
De har gennemboret[a] mine hænder og fødder.
18 Jeg kan tælle alle mine knogler.
Med skadefryd stirrer fjenderne på mig.
19 De deler mine klæder imellem sig
og trækker lod om min kjortel.
20 Herre, hold dig ikke på afstand.
Du er min redning, kom mig til hjælp.
21 Frels mig fra døden,
red mig fra de vilde hunde.
22 Lad mig undslippe løvens gab,
lad mig ikke blive dræbt af vildoksens horn.
Gud, du har hørt min bøn.
23 Jeg vil fortælle om dig til mine landsmænd,
jeg vil synge din pris midt i en stor forsamling.
24 Pris Herren, I, der kender ham,
giv ham ære, Jakobs efterkommere,
vis ham ærefrygt, Israels folk,
25 for han lod ikke den fortvivlede i stikken,
han vendte sig ikke bort og gik sin vej.
Han lyttede til mit råb om hjælp.
26 Jeg vil lovsynge dig, når folket samles,
jeg vil opfylde mine løfter for øjnene af dit folk.
27 De ydmyge skal spise og alle blive mætte,
de, som beder dig om hjælp, skal prise dig.
Må de altid leve under din velsignelse.
28 Alverden skal se det og vende sig til dig, Herre,
alle folkeslag skal komme og tilbede dig.
29 For magten tilhører dig,
du er Konge over alle nationer.
30 Alle de fornemme og rige skal bøje sig for dig.
Alle dødelige mennesker skal knæle ned for dig.
31 Jeg vil leve for dig,
og min slægt skal tjene dig.
De kommende generationer skal høre
om dine underfulde gerninger.
32 De skal fortælle om din nåde og frelse
til slægter, som endnu ikke er født.
Herren er min hyrde
23 En sang af David.
Herren er min hyrde,
han sørger altid for mig.
2 Han leder mig til grønne enge
og fører mig til det friske vand.
3 Han redder mig, når jeg går fejl,
og leder mig ind på rette vej,
for han er en god og trofast Gud.[b]
4 Skal jeg end vandre gennem dødsskyggens dal,
har jeg dog intet at frygte,
for du går ved min side,
din kæp og din stav beskytter mig.
5 Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du gør mig til æresgæst
og fylder mit bæger til randen.
6 Din godhed og trofaste nåde
følger mig livet igennem.
Og jeg får lov at bo i dit hus,
så længe jeg lever.
Den almægtige Konge
24 En sang af David.
Jorden og alt, hvad der er på den, tilhører Herren,
hele verden og alle, som bor i den.
2 Han grundlagde jorden på verdenshavene,
dens fundament lagde han på havets dyb.
3 Hvem kan stige op på Herrens bjerg?
Hvem har lov at gå ind i hans helligdom?
4 De, som har rene motiver og gør det gode,
som ikke tilbeder afguder eller sværger falsk.
5 Sådanne mennesker bliver velsignet af Gud
og nyder godt af hans trofasthed og godhed.
6 Kun de må komme ind i Herrens nærhed
og tilbede Jakobs Gud.
7 Luk de ældgamle døre vidt op,
gør plads i byens indgangsport,
så den almægtige Konge kan komme ind.
8 Hvem er den almægtige Konge?
Det er Herren, som er stærk og mægtig.
Det er Herren, som vinder enhver kamp.
9 Luk de ældgamle døre vidt op,
gør plads i byens indgangsport,
så den almægtige Konge kan komme ind.
10 Hvem er den almægtige Konge?
Det er Herren, som styrer alt.
Han er den almægtige Konge.
Kongen over alle konger
47 Til korlederen: En sang af Koras slægt.
2 Klap i hænderne af glæde, alle folkeslag!
Bryd ud i jubelråb for vor Gud!
3 For Herren er Gud over alle guder,
den mægtigste hersker over hele jorden.
4 Han undertvinger folkeslagene,
og lægger vore fjender for vore fødder.
5 Han udvalgte et land, som han gav os.
Hans elskede folk, Israel, er stolt over at eje det.
6 Gud stiger op på sin trone under jubelråb
til fanfarer fra vædderhornet.
7 Lovsyng Gud, ja syng!
Lovsyng Kongen, ja syng!
8 For Gud er Konge over hele jorden,
pris ham med sang!
9 Han sidder på sin hellige trone,
hvorfra han regerer over alle folkeslag.
10 Lad nationernes fyrster samles
og prise ham sammen med Abrahams Guds folk.
Han har autoritet over alle jordens fyrster.
Han er større end alt og alle.
Israels mægtige Gud
68 Til korlederen: En lovsang af David.
2 Når Gud rejser sig,[a] flygter hans fjender,
alle hans modstandere løber deres vej.
3 Han driver dem væk,
som røg drives væk af vinden.
De onde går til grunde
som voks, der smelter i varmen.
4 Men de gudfrygtige bliver glade,
de råber af fryd i Guds nærhed.
5 Syng lovsange til Gud.
Ophøj ham, som rider på skyerne.
Hans navn er Jahve,
fryd jer i hans nærhed.
6 Gud er som en far for de faderløse,
han taler de hjælpeløses sag.
Han regerer fra sin hellige trone.
7 Han giver de hjemløse et hjem,
sætter de undertrykte i frihed og gør dem glade.
Men de genstridige forvises til den golde ørken.
8 Gud, dengang du gik foran dit folk,
og de marcherede gennem den udstrakte ørken,
9 da skælvede jorden af frygt,
og skyerne kunne ikke holde på regnen.
De rystede for Israels Gud,
da han viste sin magt i Sinai.
10 Du sendte regn i rigelig mængde,
du hjalp dit folk, da de var i nød.
11 Du gav dem et sted at bosætte sig,
du sørgede for de svage i din godhed, Gud.
12 Da hærføreren proklamerede sejren,
bragte masser af kvinder nyheden videre:
13 „Alle fjendens anførere er flygtet!”
Så fik kvinderne lov til at fordele byttet.
14 Selv om de var hjemme ved fårefoldene,
blev de nu smykket med sølv og guld,
som duen er smykket med glinsende fjer.
15 Da den Almægtige slog kongerne i landet på flugt,
endte de i en snestorm på Zalmons bjerg.
16 Du strækker dig til himlen, Bashans bjerg,
du har mange mægtige tinder.
17 Hvorfor er du misundelig på det bjerg,
som Gud har valgt til sin bolig?
Dér vil Herren bo for evigt.
18 Da Herren kom fra Sinai til sit hellige sted,
var han omgivet af tusindvis af stridsvogne.
19 Han steg op til det høje,
førte frigivne fanger med sig.
Han tog gaver med til folk,
selv de oprørske gav han et sted at bo.[b]
20 Syng lovsange til Herren hver eneste dag,
for han bærer vore byrder og redder os.
21 Vor Gud er en frelsende Gud,
som endog kan redde os fra døden.
22 Men han knuser sine fjenders hoved,
dem, der vælger at gøre oprør mod ham.
23 Herren siger: „Jeg henter dem ned fra Bashans bjerg,
jeg trækker dem op fra dybet,
24 så I kan vade rundt i fjendeblod,
og hundene gnave på deres knogler.”
25 Et festtog går frem i helligt skrud,
de hylder vor konge og vor Gud.
26 Sangerne går forrest, musikerne bagerst,
piger med tamburiner danser i midten.
27 Lovsyng Gud i den store forsamling,
lad alle være med til at prise Herren.
28 Benjamins lille stamme går forrest,
fulgt af lederne fra Judas stamme,
og dem fra Zebulon og Naftali.
29 Vis din magt, Gud, din mægtige styrke,
for vi ved, at du kæmper for dit folk.
30 Når du rejser dig fra dit tempel i Jerusalem,
må jordens konger bøje sig i hyldest.
31 Dit krigsråb gør egypterne bange,
selv om de er stærkere end andre nationer.
De bøjer sig dybt og giver dig gaver
både af guld og sølv,
mens de, der tager kampen op,
bliver slået og spredt.
32 Egypterne kommer med kostbare gaver,
kushitterne bøjer sig i ærefrygt for dig, Gud.
33 Lovpris Gud, alle riger på jorden,
syng lovsange til Herren.
34 Fra ældgammel tid har han redet på skyerne,
hør blot hans tordnende røst.
35 Giv al ære til Gud, som regerer over Israel
og har magten i himmelrummet.
36 Ære være Gud i hans helligdom.
Israels Gud giver styrke til sit folk.
Al ære og pris til ham.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.