Chronological
Forsoningsdagen
16 Siden Herren havde dræbt to af Arons sønner, da de trådte frem for ham uden at følge forskrifterne, sagde han til Moses: 2 „Advar din bror Aron imod at gå ind bag forhænget i helligdommen, hvor arken med forsoningsstedet står. Der er helt bestemte regler for hvornår og hvordan, han skal gå derind, og hvis han overtræder de regler, skal han dø. Jeg er nemlig personligt til stede i skyen over forsoningsstedet.
3 Det følgende er betingelserne for at træde ind i det allerhelligste rum: Aron skal bringe en ung tyr som syndoffer og en vædder som brændoffer. 4 Han skal vaske sig grundigt over hele kroppen og iføre sig den indviede præstedragt: linnedkjortlen, bukserne, bæltet og turbanen. 5 Derpå skal Israels folk bringe ham to gedebukke som syndoffer og en vædder som brændoffer. 6 Den unge tyr skal han ofre til Herren som et syndoffer for sig selv, så han kan skaffe soning for sig selv og sin familie. 7 Han skal føre de to gedebukke frem for Herren ved åbenbaringsteltets indgang 8 og kaste lod for at afgøre, hvilken af dem der skal tilfalde Herren, og hvilken der skal sendes bort. 9 Den gedebuk, der tilfalder Herren, skal Aron ofre som et syndoffer. 10 Den anden buk skal bringes til Herren i levende live og forsoningsritualet skal udføres over den, hvorefter Aron skal slippe den løs i ørkenen, for at den kan være syndebuk for folket.
11 Når Aron har ofret den unge tyr som syndoffer for sig selv og sin familie, 12 skal han tage et røgelseskar, fylde det med glødende trækul fra Herrens alter og sætte det ind bag forhænget. Derefter skal han fylde hænderne med den hellige, vellugtende røgelse, der er knust til pulver, 13 og lægge det på trækullene, så en sky af røgelse skjuler forsoningsstedet over arken, der indeholder stentavlerne med de ti bud. Gør han det, skal han ikke dø. 14 Desuden skal han bringe noget af tyrens blod derind og med fingeren først stænke det på den ende af forsoningsstedet, der vender mod øst, og derefter syv gange foran arken.
15 Så skal han gå ud og ofre folkets syndofferbuk, bringe blodet ind bag forhænget og stænke det på forsoningsstedet og foran det, ligesom han gjorde med tyrens blod. 16 På den måde skal han skaffe soning for det allerhelligste rum, for det er blevet besmittet af Israels folks synder, og samtidig skal han skaffe soning for åbenbaringsteltet, som står midt iblandt dem og er omgivet af deres urenhed. 17 Ingen anden end Aron må opholde sig i åbenbaringsteltet fra det tidspunkt, han går ind i det allerhelligste rum, til han kommer ud igen. Han alene skal forsone sig selv, sin familie og hele Israels folk med Herren. 18 Derefter skal han gå ud til brændofferalteret og rense det ved at smøre noget af blodet fra tyren og gedebukken på alterets horn 19 og med sin finger stænke blodet mod alteret syv gange. Derved renser han alteret for folkets synd og gør det helligt.
20 Når Aron har udført forsoningsritualerne for det allerhelligste rum, åbenbaringsteltet og brændofferalteret, skal han føre den levende buk frem, 21 og han skal lægge begge hænder på dens hoved og bekende al Israels folks synd og oprør over den. På den måde lægger han alle folkets synder på bukkens hoved. Derpå skal bukken føres ud i ørkenen af en mand, som er udvalgt til at gøre det. 22 Bukken skal derefter slippes løs og således bære folkets synder langt ud i ødemarken.
23 Derefter skal Aron gå ind i åbenbaringsteltet igen og tage linnedklæderne af, som han havde på bag forhænget, og han skal efterlade klæderne der. 24 Derpå skal han bade på et indviet sted, tage sit andet tøj på og gå ud og ofre de to væddere som brændofre, så han skaffer soning for sig selv og for dem. 25 Alt fedtet fra syndofferdyrene skal også brændes på alteret.
26 Den mand, som slipper bukken løs i ørkenen, skal umiddelbart efter bade og vaske sit tøj, før han vender tilbage til lejren. 27 Syndoffertyren og syndofferbukken, hvis soningsblod er blevet båret ind i det allerhelligste rum af Aron, skal begge bæres uden for lejren og brændes med hud og hår. 28 Den person, som har ansvaret for at brænde dem, skal derefter bade og vaske sit tøj, før han vender tilbage til lejren.
29-31 Det her er en permanent lov om forsoningsdagen, som skal gælde både for indfødte israelitter og de fremmede, som bor blandt Israels folk. På denne dag, den tiende dag i den syvende måned, må I ikke udføre noget arbejde, for det skal være en hvile- og fastedag. På den dag skal I forsones med Herren og renses for al jeres synd. 32 Denne forsoningsceremoni skal fremover altid udføres af den ypperstepræst, der er salvet og indviet til dette embede i sin stamfar Arons sted. Han skal iføre sig de hellige linnedklæder 33 og skaffe det allerhelligste rum, åbenbaringsteltet, alteret, præsterne og hele folket soning. 34 Det skal være en permanent lov iblandt jer, at der på forsoningsdagen denne ene gang om året skaffes Israels folk soning for deres synder.”
Efter at Herren havde givet Moses alle disse instruktioner, og Moses havde givet dem videre til Aron, udførte Aron det alt sammen.
Afgudsofre forbydes
17 1-2 Herren gav også Moses følgende instrukser, som han skulle videregive til Aron, præsterne og hele Israels folk:
3 „Hvis en israelit ofrer en ko, et lam eller en ged enten inde i lejren eller uden for lejren 4 i stedet for at bringe den til indgangen til åbenbaringsteltet, hvor den kan blive ofret til Herren efter forskrifterne, skal han betragtes på lige fod med en morder, og han skal bøde med sit liv. 5 Formålet med denne lov er at få Israels folk til at holde op med at ofre på uindviede steder. Fra nu af skal de altid bringe deres ofre til indgangen til åbenbaringsteltet, hvor præsten kan ofre deres takofre og andre ofre[a] til Herren. 6 Det er nemlig kun ved at bringe ofrene til præsten, at han har mulighed for at stænke blodet på Herrens alter ved åbenbaringsteltets indgang og ofre fedtet som et lifligt offer. 7 Folket skal ikke længere være mig utro. De skal holde op med at ofre til deres afskyelige afgudsgedebukke. Dette er en permanent lov, som skal gælde fra slægt til slægt. 8-9 Jeg gentager: Hvis en indfødt israelit eller en fremmed, der bor iblandt jer, bringer et brændoffer eller et andet offer andre steder end ved åbenbaringsteltets indgang, hvor det kan ofres til Herren på behørig vis, skal den person lide døden.
Forbud imod at spise blod
10 Jeg vil straffe alle israelitter eller fremmede iblandt jer, som spiser blod, ja, jeg vil udrydde dem fuldstændigt. 11 For blodet repræsenterer livet, som er helligt, og jeg vil, at blodet skal bruges til at stænke på alteret, for at det kan bringe soning for jeres synder. 12 Det er grunden til, at ingen iblandt jer, hverken israelit eller fremmed, må spise blod. 13 Og enhver, hvad enten det er en israelit eller en fremmed iblandt jer, som slår et dyr eller en fugl ihjel af den slags, som det er tilladt at spise, skal lade blodet løbe fra og dække det til med jord, 14 for blodet repræsenterer livet. Det er derfor, jeg har pålagt Israels folk aldrig at spise blod. Enhver, som alligevel gør det, skal dø.
15 Alle israelitter, såvel som fremmede iblandt jer, der spiser selvdøde dyr eller dyr, der er blevet dræbt af andre dyr, skal vaske deres tøj og bade og regnes for urene indtil aften. 16 Hvis de ikke vasker deres tøj og bader, må de selv tage ansvaret for følgerne.”
Forbud imod seksuelle perversiteter
18 1-2 Herren befalede Moses at sige til Israels folk: „Jeg er Herren, jeres Gud! 3 Derfor må I ikke opføre jer som egypterne, I engang boede iblandt, eller som kana’anæerne, der bor i det land, jeg vil føre jer ind i. I må ikke lade jer påvirke af deres livsførelse. 4 I skal adlyde mine love og forskrifter, for jeg er Herren, jeres Gud. 5 Den, der overholder alle disse love, vil få livet derved. Jeg er Herren!
6 Ingen af jer må have seksuelt samvær med en nær slægtning, siger jeg, Herren. 7-8 Det vil sige: Du må ikke have seksuelt samvær med din mor eller din stedmor. Derved vanærer du din far. 9-11 Du må ikke have seksuelt samvær med din søster eller halvsøster, hvad enten din halvsøster er en datter af din far eller din mor, og hvad enten hun er opvokset sammen med dig eller et andet sted. Du må ikke have seksuelt samvær med dit barnebarn, hvad enten hun er datter af din søn eller af din datter. Hun er jo dit eget kød og blod. 12-14 Det samme gælder din faster, din moster og din farbrors kone. De er nære slægtninge, og du må ikke have noget seksuelt forhold til nogen af dem.
15-16 Du må heller ikke stå i seksuelt forhold til din søns kone eller din brors kone. 17 Du må ikke gifte dig med både en mor og hendes datter eller barnebarn. De er nære slægtninge, og du begår en stor synd ved at have et seksuelt forhold til dem begge. 18 Du må heller ikke gifte dig med to søstre og have et seksuelt forhold til dem begge. Først efter din kones død, kan du gifte dig med hendes søster.
19 Du må ikke have seksuelt samvær med en kvinde under hendes menstruation. 20 Du må ikke gøre dig selv uren ved at have et seksuelt forhold til en anden mands kone.
21 Du må ikke overgive nogen af dine børn til dyrkelsen af afguden Molok, for derved krænker du Herren, din Gud.
22 En mand må ikke have seksuelt samvær med en mand, som hvis det var en kvinde—det er en afskyelighed. 23 En mand må ikke gøre sig uren ved at have seksuel omgang med et dyr. En kvinde må heller ikke hengive sig seksuelt til et dyr—det er perverst og afskyeligt.
24 Pas på ikke at gøre jer selv urene ved nogen af disse ting. De folkeslag, jeg driver bort foran jer, gør den slags ting. 25 Hele Kana’ans land er fuld af den slags perversiteter, og derfor vil jeg straffe befolkningen og landet selv skal spytte dem ud. 26 I skal omhyggeligt adlyde alle mine love og forskrifter, så I ikke gør jer skyldige i nogen af de her afskyelige handlinger. Og mine love gælder både for de indfødte israelitter og de fremmede iblandt jer.
27 De her afskyelige handlinger er længe blevet praktiseret af befolkningen i det land, jeg vil føre jer ind i, og derfor er landet blevet urent. 28 Følg under ingen omstændigheder deres skræmmende eksempel, for hvis I gør det, vil landet også spytte jer ud, nøjagtig som det snart vil spytte de nuværende indbyggere ud. 29 Enhver, som gør sådan noget, skal dø. 30 Sørg derfor for at adlyde mine love, så I ikke optager nogen af den slags afskyelige skikke iblandt jer. Nej, gør jer ikke urene ved at handle som indbyggerne i det land, jeg vil føre jer ind i, for jeg er Herren, jeres Gud.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.