Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Chronological

Read the Bible in the chronological order in which its stories and events occurred.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
3 Mosebog 1-4

Regler for brændofre, henvendt til folket

Herren kaldte på Moses fra åbenbaringsteltet og sagde: „Giv Israels folk følgende instrukser: Når en af jer vil give en offergave til Herren, kan han bringe et af sine husdyr: et stykke kvæg, et får eller en ged. Hvis han bringer et stykke kvæg som brændoffer, skal det være en tyr uden skavanker. Han skal bringe dyret hen til åbenbaringsteltets indgang som en gave til Herren. Der skal han lægge sin hånd på tyrens hoved, så Herren kan modtage det som hans stedfortrædende offer og tilgive hans synd. Manden skal derefter slagte dyret i Herrens påsyn, og præsterne skal bringe blodet som et offer til Herren ved at stænke det på siderne af alteret, der står ved indgangen til teltet. Derefter skal han flå dyret og partere det. Præsterne skal starte et bål på alteret og lægge det parterede dyr inklusive dets hoved og alt fedtet oven på alterbrændet. Tyrens indvolde og skanke skal han vaske med vand, før de bliver lagt på alteret. På den måde skal præsterne brænde det hele, og det bliver et offer, som behager Herren.

10 Hvis brændofferdyret er et får eller en ged, gælder det samme: Dyret skal være et handyr uden fysiske defekter. 11 Manden, som bringer offerdyret, skal slagte dyret ved alterets nordside, og præsterne skal stænke blodet på siderne af alteret. 12 Så skal manden partere dyret, og præsterne skal lægge det parterede dyr inklusive dets hoved og alt fedtet oven på alterbrændet. 13 Men indvoldene og skankene skal han først vaske med vand. Således skal præsterne brænde det hele på alteret som et brændoffer til Herrens velbehag.

14 Hvis nogen ønsker at bringe en fugl som brændoffer, skal det være en turteldue eller en ung due. 15 Præsten skal bringe fuglen til alteret, nippe halsen over på den, lade blodet løbe ned ad alterets side og brænde fuglens hoved på alteret. 16 Derefter skal han fjerne fuglens kro og fjer og kaste dem på askedyngen ved alterets østside. 17 Så skal han rive vingerne løs uden at skille dem helt fra kroppen og så brænde resten af fuglen på alteret. På den måde bliver det et lifligt offer for Gud.

Regler for afgrødeofre, henvendt til folket

Den, der ønsker at bringe Herren et afgrødeoffer, skal tage noget af sit bedste mel, hælde olivenolie over og drysse røgelse ovenpå. Derefter skal han bringe det til en af præsterne, som skal brænde en håndfuld af det på alteret som et lifligt mindeoffer for Herren. Resten af melet tilfalder præsterne som deres andel af Herrens højhellige ildoffer.

Hvis nogen ønsker at bringe ovnbagt brød som et offer til Herren, skal brødet bages af det bedste mel og olivenolie, og der må ikke være surdej i det. Både rundbrød og fladbrød bagt med olivenolie, men uden surdej, kan bringes som offergave. Også hvis offergaven er bagt på en plade over ildstedet, skal brødet bages af det bedste mel og olivenolie uden surdej. Bræk brødet i stykker og hæld olivenolie over det, så gælder også det som et afgrødeoffer. Hvis offergaven er tilberedt i en gryde med låg, skal I stadig bruge det bedste mel, blandet med olivenolie.

Uanset hvordan afgrødeofferet er tilberedt, skal du bringe det til præsterne, som vil sørge for, at det bliver overbragt til Herren.

Præsterne skal kun brænde en del af offeret som et lifligt afgrødeoffer for Herren. 10 Resten tilfalder dem som deres retmæssige del af Herrens højhellige ildoffer.

11 I må ikke syrne det mel, I bruger til afgrødeofrene, for hverken surdej eller honning er tilladt i forbindelse med Herrens ildofre. 12 Brød, der er bagt med surdej eller honning, må I gerne bringe som høstoffer, men ikke som brændoffer.

13 Ethvert afgrødeoffer skal indeholde salt, for saltet symboliserer jeres troskab mod Guds pagt. Så glem ikke saltet.

14 Hvis I ønsker at bringe et offer fra den tidlige høst, skal I riste friske, nyhøstede bygkerner og knuse dem. 15 Siden det er et afgrødeoffer, skal I hælde olivenolie over det og drysse røgelse på. 16 Præsterne skal så tage en del af de knuste kerner, olivenolien og al røgelsen og brænde det som et lifligt mindeoffer for Herren.

Regler for takofre, henvendt til folket

Hvis nogen ønsker at bringe Herren et takoffer, kan han tage enten en tyr eller en ko, blot han sikrer sig, at dyret er uden skavanker. Han skal lægge sin hånd på dyrets hoved ved indgangen til åbenbaringsteltet og derefter slagte det. Så skal præsterne stænke blodet rundt om på alterets sider. Visse dele af dyret skal bringes til Herren som et ildoffer. Det drejer sig om det fedt, der hænger ved indvoldene, begge nyrerne og det fedt, der sidder på dem over lænden, samt fedtklumpen over leveren. Det skal fjernes sammen med nyrerne. Præsterne skal bringe fedtet som et røgoffer oven på brændofferet, der ligger på alterbrændet. Det er et lifligt ildoffer for Herren.

Hvis nogen ønsker at bringe en ged eller et får som takoffer til Herren, står det ham frit for at ofre et han- eller hundyr, blot han sikrer sig, at dyret ingen skavanker har.

7-8 Hvis det drejer sig om et får, skal han lægge sin hånd på dyrets hoved og derefter slagte det ved indgangen til åbenbaringsteltet. Så skal præsterne stænke blodet rundt om på alterets sider. Visse dele af dyret skal bringes til Herren som et ildoffer. Det drejer sig om hele fedthalen, der skæres af tæt ved halebenet, det fedt, der hænger ved indvoldene, 10 begge nyrerne og det fedt, der sidder på dem over lænden, samt fedtklumpen over leveren. Det skal fjernes sammen med nyrerne. 11 Præsterne skal brænde det på alteret som et madoffer, et lifligt ildoffer for Herren.

12 Hvis nogen ønsker at bringe en ged som offergave til Herren, 13 skal han lægge sin hånd på dyrets hoved og derefter slagte det ved indgangen til åbenbaringsteltet, hvorefter præsten skal stænke blodet rundt om på alterets sider. 14 Visse dele af dyret skal bringes til Herren som et ildoffer. Det drejer sig om det fedt, der hænger ved indvoldene, 15 begge nyrerne og det fedt, der sidder på dem over lænden, samt fedtklumpen over leveren. Det skal fjernes sammen med nyrerne. 16 Præsterne skal bringe det som et madoffer, et lifligt ildoffer for Herren. Husk, at alt fedtet tilhører Herren. 17 I må aldrig spise fedt eller drikke blod! Det er en permanent lov, som skal gælde for alle kommende generationer, hvor I end bor.”

Regler for syndofre ved uforsætlige forseelser

Derpå sagde Herren til Moses:

„Giv Israels folk følgende regler om, hvad de skal gøre, hvis nogen uforsætligt overtræder et af Herrens bud: Hvis en ordineret præst af vanvare kommer til at synde og derved påfører folket skyld, skal han ofre en ungtyr uden skavanker som et syndoffer til Herren. Han skal bringe tyren hen til åbenbaringsteltets indgang, lægge sin hånd på dyrets hoved og derefter slagte det i Herrens nærvær. Så skal han tage noget af dyrets blod med ind i teltet, dyppe sin finger i blodet og i Herrens nærvær stænke blodet syv gange på det forhæng, der afskærmer det allerhelligste rum. Derefter skal han i Herrens nærvær stryge noget af blodet på røgelsesalterets horn i teltet. Resten skal han hælde ud ved foden af brændofferalteret uden for indgangen til teltet. Så skal han tage fedtet fra indvoldene, begge nyrerne og det fedt, der sidder på dem over lænden, samt fedtklumpen over leveren. Det skal fjernes sammen med nyrerne, 10 og brændes på brændofferalteret på samme måde, som når han ofrer en tyr eller en ko som takoffer. 11-12 Men resten af ungtyren—huden, kødet, hovedet, benene, indvoldene og tarmene—skal han bære hen til det hellige sted uden for lejren, hvor man smider asken fra alteret. Der skal han brænde det på et bål oven på askedyngen.

13 Hvis det er hele folket, der uforsætligt gør sig skyldig i synd ved at gøre noget, som Herren har sagt, de ikke må gøre, pådrager de sig kollektiv skyld. 14 Når de bliver klar over deres synd, skal de ofre en ungtyr som syndoffer. De skal bringe tyren til åbenbaringsteltet, 15 hvor folkets ledere skal lægge deres hænder på tyrens hoved og derefter i Herrens nærvær slagte dyret. 16 Så skal præsten bringe blodet ind i teltet, 17 dyppe sin finger i blodet og i Herrens nærvær stænke det syv gange på forhænget. 18 Derpå skal han i Herrens nærvær stryge noget af blodet på røgelsesalterets horn i teltet, og resten skal hældes ud ved foden af brændofferalteret uden for indgangen til teltet. 19 Præsten skal fjerne alt fedtet og brænde det på alteret 20 ligesom ved syndofferet for en præst. På den måde skal han skaffe soning for folkets synd, og de vil blive tilgivet. 21 Præsten skal derefter bære resten af ungtyren uden for lejren og brænde den der efter de samme regler som ved syndofferet for en præst. Det er et syndoffer for hele folket.

22 Hvis det er en af lederne, der utilsigtet bryder en af Guds love, 23 skal han, så snart han bliver klar over sin skyld, ofre en gedebuk uden skavanker. 24 Han skal lægge sin hånd på bukkens hoved og derefter slagte den i Herrens nærvær på det sted, hvor brændofferdyrene slagtes. Det skal gælde som syndoffer for ham. 25 Så skal præsten tage noget af blodet og smøre det på brændofferalterets horn. Resten af blodet skal hældes ud ved foden af alteret. 26 Alt fedtet skal brændes på alteret efter de samme regler, som gjaldt for takofferet. På den måde skal præsten skaffe soning for lederens synd, og han skal være tilgivet.

27 Hvis nogen af folket synder, er de skyldige, selvom det var uforsætligt. 28 Så snart de bliver klar over deres synd, skal de som syndoffer bringe en hun-ged uden skavanker. 29 De skal bringe geden hen til det sted, hvor brændofferdyrene slagtes, og dér lægge hånden på offerdyrets hoved, hvorefter de skal slagte det. 30 Så skal præsten tage noget af blodet, dyppe sin finger i det og smøre det på brændofferalterets horn, hvorefter han skal hælde resten af blodet ud ved alterets fod. 31 Alt gedens fedt skal fjernes ligesom ved et takoffer, og præsten skal brænde det på alteret som et lifligt ildoffer for Herren. På den måde skaffer præsten soning for enkeltpersoner, som uforsætligt har syndet, og dermed er de tilgivet.

32 Hvis de i stedet vælger at bringe et lam som syndoffer, skal det være et hundyr uden skavanker. 33 De skal bringe lammet hen til det sted, hvor brændofrene slagtes, lægge hånden på dyrets hoved og derefter slagte det. 34 Derefter skal præsten tage noget af blodet, dyppe sin finger i det og smøre det på brændofferalterets horn. Resten skal han hælde ud ved alterets fod. 35 Alt lammets fedt skal fjernes ligesom ved takofferlammet, og præsten skal brænde fedtet på alteret på samme måde, som man brænder fedtet fra de andre ofre til Herren. På den måde skal præsten skaffe soning for enkeltpersoners synd, og dermed er de tilgivet.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.