Beginning
32 Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne Øjne, 2 blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af Rams Slægt. På Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud, 3 og på hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig. 4 Elihu havde ventet, så længe de talte med Job, fordi de var ældre end han; 5 men da han så, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;
6 og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden; 7 jeg tænkte: "Lad Alderen tale og Årenes Mængde kundgøre Visdom!" 8 Dog Ånden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Ånde giver dem Indsigt; 9 de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er; 10 derfor siger jeg: Hør mig, lad også mig komme frem med min Viden! 11 Jeg biede på, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord; 12 jeg agtede nøje på eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar på hans Ord. 13 Sig nu ikke: "Vi stødte på Visdom, Gud må fælde ham, ikke et Menneske!" 14 Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham. 15 De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op. 16 Skal jeg tøve, fordi de tier og står der uden at svare et Ord? 17 Også jeg vil svare min Del, også jeg vil frem med min Viden! 18 Thi jeg er fuld af Ord, Ånden i mit Bryst trænger på; 19 som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges; 20 tale vil jeg for at få Luft, åbne mine Læber og svare. 21 Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen; 22 thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort!
33 Men hør nu Job, på min Tale og lyt til alle mine Ord! 2 Se, jeg har åbnet min Mund, min Tunge taler i Ganen; 3 mine Ord er talt af oprigtigt Hjerte, mine Læber fører lutret Tale. 4 Guds Ånd har skabt mig, den Almægtiges Ånde har givet mig Liv. 5 Svar mig, i Fald du kan, rust dig imod mig, mød frem! 6 Se, jeg er din Lige for Gud, også jeg er taget af Ler; 7 Rædsel for mig skal ikke skræmme dig, min Hånd skal ej ligge tyngende på dig.
8 Dog, det har du sagt i mit Påhør, jeg hørte så lydende Ord: 9 "Jeg er ren og uden Brøde, lydeløs, uden Skyld; 10 men han søger Påskud imod mig, regner mig for sin Fjende; 11 han lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje."
12 Se, der har du Uret, det er mit Svar, thi Gud er større end Mennesket. 13 Hvorfor tvistes du med ham, fordi han ej svarer på dine Ord? 14 Thi på een Måde taler Gud, ja på to, men man ænser det ikke: 15 I Drømme, i natligt Syn, når Dvale falder på Mennesker, når de slumrende hviler på Lejet; 16 da åbner han Menneskers Øre, gør dem angst med Skræmmebilleder 17 for at få Mennessket bort fra Uret og udrydde Hovmod af Manden, 18 holde hans Sjæl fra Graven, hans Liv fra Våbendød.
19 Eller han revses med Smerter på Lejet, uafbrudt sfår der Hamp i hans Ben; 20 Livet i ham væmmes ved Brød og hans Sjæl ved lækker Mad 21 hans Kød svinder hen, så det ikke ses, hans Knogler, som før ikke sås, bliver blottet; 22 hans Sjæl kommer Graven nær, hans Liv de dræbende Magter.
23 Hvis da en Engel er på hans Side, een blandt de tusind Talsmænd, som varsler Mennesket Tugt, 24 og den viser ham Nåde og siger: "Fri ham fra at synke i Graven, Løsepenge har jeg fået!" 25 da svulmer hans Legem af Friskhed, han oplever atter sin Ungdom. 26 Han beder til Gud, og han er ham nådig, han skuer med Jubel hans Åsyn, fortæller Mennesker om sin Frelse. 27 Han synger det ud for Folk: "Jeg synded og krænkede Retten og fik dog ej Løn som forskyldt! 28 Han har friet min Sjæl fra at fare i Grav, mit Liv ser Lyset med Lyst!" 29 Se, alle disse Ting gør Gud to Gange, ja tre med Mennesket 30 for at redde hans Sjæl fra Graven, så han skuer Livets Lys!
31 Lyt til og hør mig, Job, ti stille, så jeg kan tale! 32 Har du noget at sige, så svar mig, tal, thi gerne gav jeg dig Ret; 33 hvis ikke, så høre du på mig, ti stille, at jeg kan lære dig Visdom!
34 Og Elihu tog til Orde og sagde: "Hør mine Ord, I vise, I forstandige Mænd, lån mig Øre! 3 Thi Øret prøver Ord, som Ganen smager på Mad; 4 lad os udgranske, hvad der er Ret, med hinanden skønne, hvad der er godt!
5 Job sagde jo: "Jeg er retfærdig, min Ret har Gud sat til Side; 6 min Ret til Trods skal jeg være en Løgner? Skønt brødefri er jeg såret til Døden!"
7 Er der mon Mage til Job? Han drikker Spot som Vand, 8 søger Selskab med Udådsmænd og Omgang med gudløse Folk! 9 Thi han sagde: "Det båder ikke en Mand, at han har Venskab med Gud!"
10 Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra den Almægtige at gøre ondt; 11 nej, han gengælder Menneskets Gerning, handler med Manden efter hans Færd; 12 Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten! 13 Hvo gav ham Tilsyn med Jorden, hvo vogter, mon hele Verden? 14 Drog han sin Ånd tilbage og tog sin Ånde til sig igen, 15 da udånded Kødet til Hobe, og atter blev Mennesket Støv!
16 Har du Forstand, så hør derpå, lån Øre til mine Ord! 17 Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer du ham, den Retfærdige, Vældige? 18 Han, som kan sige til Kongen: "Din Usling!" og "Nidding, som du er!" til Stormænd, 19 som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster ej heller foretrækker rig for ringe, thi de er alle hans Hænders Værk. 20 Brat må de dø, endda midt om Natten; de store slår han til, og borte er de, de vældige fjernes uden Menneskehånd. 21 Thi Menneskets Veje er ham for Øje, han skuer alle dets Skridt; 22 der er intet Mørke og intet Mulm, som Udådsmænd kan gemme sig i. 23 Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten for Gud; 24 han knuser de vældige uden Forhør og sætter andre i Stedet. 25 Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide styrter han dem; 26 for deres Gudløshed slås de sønder, for alles Øjne tugter han dem, 27 fordi de veg borf fra ham og ikke regned hans Veje det mindste, 28 så de voldte, at ringe råbte til ham, og han måtte høre de armes Skrig.
29 Tier han stille, hvo vil dømme ham? Skjuler han sit Åsyn, hvo vil laste ham? Over Folk og Mennesker våger han dog, 30 for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er Folkets Snarer. 31 Siger da en til Gud: "Fejlet har jeg, men synder ej mer, 32 jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret, jeg gør det ej mer!" 33 skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvender noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, så sig da nu, hvad du ved!
34 Kloge Folk vil sige til mig som og vise Mænd, der hører mig: 35 "Job taler ikke med Indsigt, hans Ord er uoverlagte! 36 Gid Job uden Ophør må prøves, fordi han svarer som slette Folk! 37 Thi han dynger Synd på Synd, han optræder hovent iblandt os og fremfører mange Ord imod Gud!"