Beginning

Assyrerkongens trusler imod Juda

36 I kong Hizkijas 14. regeringsår^[a] angreb assyrerkongen Sankerib alle Judas befæstede byer og indtog dem. ² Derpå sendte han sin næstkommanderende med en stor hærafdeling fra Lakish til Jerusalem med et budskab til kong Hizkija. De tog opstilling ved vejen til vaskepladsen, hvor vandledningen kommer ned fra Øvredammen. ³ Hizkijas hofmarskal Eljakim, statssekretæren Shebna og rigsarkivaren Joa, Asafs søn, gik ud for at møde dem.

⁴ „Assyrerkongen har sendt mig med følgende budskab, som I skal bringe videre til Hizkija,” sagde Sankeribs næstkommanderende. „Det lyder sådan: Hvad har du at bygge din selvtillid på? ⁵ Tror du, man kan føre krig med ord? Hvem, tror du, vil hjælpe dig i oprøret mod mig? ⁶ Er det Egypten, du støtter dig til, så pas på! For Egypten er som et knækket siv, der stikker hul i hånden på den, der støtter sig til det. Det er den hjælp, man kan forvente af Farao. ⁷ Eller vil du sige, at det er Herren, jeres Gud, I stoler på? Er det ikke den Gud, som du hånede ved at nedrive hans templer og altre på offerhøjene og tvinge alle i Juda til kun at bringe ofre ved alteret i Jerusalem? ⁸ Assyrerkongen vil gerne indgå et væddemål med jer: Han vil stille 2000 heste til rådighed, hvis I kan finde ryttere til dem. ⁹ Jeres hær er så lille, at I ikke engang kan modstå et angreb fra en af mine ringeste officerer. Tror I virkelig, at egypterne vil sende deres heste og vogne for at kæmpe for jer? ¹⁰ For øvrigt er det efter Herrens vilje, at jeg er kommet, for han har selv sagt, at jeg skal angribe jer og ødelægge jeres land!”

¹¹ „Vær venlig at tale til os på det aramæiske sprog,^[b] for det forstår vi godt,” bad Eljakim, Shebna og Joa. „Tal ikke hebraisk, så længe alle vores folk kan høre jer.”

¹² „Tror I, kong Sankeribs budskab kun gælder jer og jeres konge?” svarede den assyriske næstkommanderende. „Gælder det ikke lige så meget byens indbyggere? Når vi belejrer byen, er det jo dem, der kommer til at æde deres egne ekskrementer og drikke deres egen urin.”

¹³ Så hævede han stemmen og råbte til folkene på murene—på hebraisk: „Hør, hvad den mægtige assyriske konge har at sige til jer: ¹⁴ Lad jer ikke narre af kong Hizkija! Han kan ikke frelse jer fra assyrerkongen. ¹⁵ Lad ham ikke overtale jer til at stole på Herren. Hizkija siger, at Herren vil redde jer og ikke lade assyrerkongen indtage Jerusalem. ¹⁶ Men det skal I ikke tro på! Hør, hvad kongen af Assyrien tilbyder jer: Overgiv jer—så skal I få lov til at bo trygt her i jeres eget land, spise jeres egne vindruer og figner og drikke vand fra jeres egne vandreservoirer, ¹⁷ indtil jeg kommer og tager jer med til et sted, der ligner jeres land med masser af korn- og vinmarker og rigeligt med brød og vin. ¹⁸ Hør ikke på Hizkija, når han påstår, at Herren kan frelse jer. Tænk på de andre folkeslag som assyrerkongen har besejret. Har deres guder måske kunnet redde dem? ¹⁹ Hvor blev Hamats, Arpads og Sefarvajims guder af? Hvor var Samarias guder, da vi indtog Samaria? ²⁰ Nævn bare én gud, som har været i stand til at frelse sit folk fra assyrerkongen. Hvad får jer så til at tro, at jeres gud kan frelse Jerusalem?”

²¹ Da assyreren havde talt færdig, var der dødstille på murene, for kongen havde forbudt dem at tage til genmæle. ²² Så flængede Eljakim, Shebna og Joa deres tøj i fortvivlelse og vendte tilbage til kong Hizkija for at fortælle ham, hvad den næstkommanderende havde sagt.

Hizkija søger hjælp hos Esajas

37 Da kong Hizkija fik assyrerkongens budskab, blev han så fortvivlet, at han rev flænger i sit tøj, klædte sig i sæk og aske og gik ind i Herrens hus for at bede. ² Samtidig sendte han Eljakim, Shebna og de ledende præster til profeten Esajas. De havde også klædt sig i sæk og aske ³ og skulle overbringe følgende besked fra kongen: „Vi er blevet ydmyget og skældt ud og er i stor nød. Vi føler os som en kvinde, der er i gang med at føde, men ikke kan føde barnet alligevel. ⁴ Måske har Herren, din Gud, hørt, hvordan den assyriske næstkommanderende har hånet den levende Gud, og måske vil Herren selv straffe ham? Gå derfor i forbøn for den rest af folket, som endnu er i live.”

^5-6 Esajas svarede: „Herren har følgende besked til kongen: Du skal ikke tage dig af assyrernes store ord, som de har hånet mig med. ⁷ Jeg vil sørge for, at assyrerkongen snart hører dårligt nyt hjemmefra, så han rejser tilbage til sit land. Der vil han senere blive dræbt.”

Fornyede trusler

⁸ Den assyriske næstkommanderende var i mellemtiden vendt tilbage til Lakish, hvor han fik at vide, at kong Sankerib havde forladt byen og var i færd med at belejre en anden by, Libna. ⁹ Midt i det hele fik Sankerib efterretning om, at kong Tirhaka fra Kush havde sendt sin hær for at angribe ham. Så sendte han et skriftligt budskab til kong Hizkija:

¹⁰ „Lad ikke din gud give dig falske forhåbninger. Tro ikke på ham, når han påstår, jeg ikke kan indtage Jerusalem. ¹¹ Du har jo hørt, hvordan assyrerkongen har underlagt sig utallige lande. Hvordan kan du tro, at du kan undslippe? ¹² Har de andre guder kunnet redde deres tilhængere? Tænk på nationer som Gozan, Karan, Retzef og Eden i landet Telassar—de er alle blevet knust af assyriske konger. ¹³ Glem ikke, hvad der skete med kongerne af Hamat, Arpad, Lair, Sefarvajim, Hena og Ivva.”

Hizkija beder Herren om hjælp

¹⁴ Da Hizkija havde læst assyrerkongens brev, gik han ind i helligdommen og lagde det frem for Herren. ^15-16 „Herre, Israels Gud!” bad han. „Du sidder på din trone højt over de mægtigste engle. Du alene er Herre over alle jordens riger. Du skabte himlen og jorden. ¹⁷ Bøj dig ned, Herre, og lyt til min bøn! Se det brev her fra kong Sankerib, hvor han håner den levende Gud! ¹⁸ Herre, det er jo sandt, at assyrerkongerne har knust alle de nævnte folkeslag, lagt deres lande øde ¹⁹ og brændt deres guder. Men de var jo ikke virkelige guder, kun menneskeværk lavet af træ og sten. Derfor kunne de blive ødelagt. ²⁰ Herre, du er vores Gud, frels os fra assyrerkongens magt. Så vil alle jordens folk kunne se, at du er den eneste sande Gud!”

Herrens dom over assyrerkongen

²¹ Derefter sendte Esajas følgende besked til kong Hizkija: „Herren, Israels Gud, siger, at han har hørt din bøn angående assyrerkongen. ²² Nu skal du høre, hvad han siger om kong Sankerib:

Om Jerusalem og folkets fremtid

³⁰ Herren giver dig nu et tegn, kong Hizkija: Første år skal man spise af det korn, som har sået sig selv. Næste år skal folk spise af de frugter, der er.^[c] Men tredje år skal de så og høste deres korn og nyde frugterne af de vinstokke, de har plantet. ³¹ For den rest, som er tilbage af Judas folk, skal fæste rod forneden og sætte frugt foroven. ³² En rest vil slippe levende væk fra Jerusalem, nogle af dens indbyggere vil overleve. Det gør Herren, den Almægtige, for sin egen skyld.

³³ Hør hvad Herren siger om Assyriens konge: Han kommer ikke ind i Jerusalem. Han får end ikke lov at skyde en pil herind eller nærme sig byen med løftede skjolde for at bygge angrebsramper rundt omkring den. ³⁴ Han skal vende tilbage ad den vej, han kom. Han kommer ikke herind, siger Herren. ³⁵ For jeg vil forsvare og frelse Jerusalem for min egen æres skyld og for min tjener Davids skyld!”

Herren ødelægger den assyriske hær

³⁶ Så gik Herrens engel gennem assyrernes lejr og slog 185.000 krigere ihjel. Næste morgen lå der døde kroppe overalt. ³⁷ Da brød kong Sankerib op og vendte hjem til Nineve. ³⁸ Engang, da han bad i sin gud Nisroks tempel, trængte hans sønner Adrammelek og Sarezer derind og myrdede ham, hvorefter de flygtede til Ararats land. Sankeribs søn Asarhaddon blev konge i hans sted.

Kong Hizkijas sygdom og helbredelse

38 Senere blev Hizkija alvorligt syg og lå for døden. Da kom profeten Esajas til ham og sagde: „Gør dig klar til at dø, for Herren siger, du ikke bliver rask igen.”

² Esajas gik derefter sin vej, og Hizkija vendte ansigtet mod væggen. ³ „Åh, Herre,” tryglede han, „husk dog på, hvordan jeg altid har bestræbt mig på at adlyde dig og behage dig i alt, hvad jeg har foretaget mig.” Og han græd højt.

^4-5 „Gå tilbage til Hizkija,” sagde Herren til Esajas. „Sig til ham: Herren, din forfar Davids Gud, har hørt din bøn og set dine tårer. Jeg vil give dig endnu 15 år at leve i, ⁶ og jeg vil frelse både dig og Jerusalem fra assyrerkongen!”

²¹ Esajas sagde så til kongens tjenere, at de skulle lægge et figenplaster på det syge sted, for så ville kongen blive rask.^{[d] 22} Hizkija spurgte Esajas: „Hvilket tegn får jeg på, at Herren virkelig vil helbrede mig, så jeg kan gå op til Herrens hus?” ⁷ „Tegnet på, at Herren vil gøre, som han har sagt, ⁸ er, at han vil lade skyggen på Ahaz’ solur gå ti streger tilbage!” lød svaret. Og sådan skete det. Skyggen gik ti streger tilbage på soluret.

Et digt af Hizkija

⁹ Efter at kong Hizkija var blevet helbredt for sin sygdom, skrev han følgende digt:

Profeti om bortførelsen til Babylonien

39 Nogen tid senere sendte Merodak-Baladan, som var søn af kong Baladan af Babylonien, nogle sendebud af sted med hilsener og en gave til Hizkija, for Babyloniens konge havde hørt om hans sygdom og helbredelse. ² Hizkija var beæret over det fine besøg og viste dem alle sine rigdomme, sit sølv og guld, sine røgelsesstoffer og forskellige aromatiske olier og sit våbenarsenal, ja, der var ikke den ting i hele riget, han ikke viste dem.

³ Bagefter opsøgte Esajas kong Hizkija og spurgte ham: „Hvor kom de mænd fra, og hvad ville de?”

„De kom helt fra Babylonien!” svarede Hizkija.

⁴ „Hvad så de i paladset?” spurgte Esajas.

„Det hele!” svarede Hizkija. „Jeg viste dem alle mine rigdomme.”

⁵ „Hør Herren, den Almægtiges, ord,” sagde Esajas. ⁶ „Der kommer en dag, hvor alt i det her palads skal føres bort til Babylonien, både de rigdomme, du selv har samlet, og det, dine forfædre har samlet—intet vil blive tilbage. ⁷ Nogle af dine egne efterkommere vil blive bortført og gjort til tjenere ved den babyloniske konges hof.”

⁸ „Det er godt at høre fra Herren,” sagde Hizkija. Han tænkte ved sig selv: „Der er i det mindste fred og ro, så længe jeg lever.”

Løfte om de landflygtiges hjemvenden

40 „Trøst mit folk,” siger jeres Gud. ² „Tal opmuntrende ord til Jerusalems folk! Fortæl dem, at deres lidelser er forbi, og at deres syndeskyld er betalt, for de har afsonet den fulde straf for deres synder.”

³ Der lyder en stemme i ødemarken: „Ban vej for Herren! Gør vejen gennem ørkenen^[f] klar til vores Gud!”

⁴ Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal jævnes ud. De krogede veje skal rettes ud, og de ujævne stier glattes. ⁵ Herrens herlighed skal åbenbares, og alle skal se Guds frelse.^[g] Herren selv har talt!

⁶ En stemme sagde: „Råb det ud!” „Hvad skal jeg råbe?” spurgte jeg. „Du skal råbe: Ethvert menneske er som græs, dets trofasthed kortvarig som en kornblomst. ⁷ Græsset visner, og blomsten falmer ved Herrens åndepust.” Ja, mit folk er som græs. ⁸ Græsset visner, og blomsten falmer,^[h] men Guds ord varer til evig tid.

⁹ Du, som bringer bud, gå op på bjergets top og råb så højt, at hele Jerusalem kan høre det. Råb frimodigt til alle Judas byer: „Jeres Gud er på vej!”

¹⁰ Ja, Gud Herren kommer med vældig magt, han hersker med umådelig styrke. Se, han kommer med sit befriede folk. ¹¹ Som en hyrde fører han sin hjord. Han samler sine lam og bærer dem i favnen, mens han nænsomt leder moderfårene af sted.

Guds storhed

¹² Hvem andre end Herren kan holde havet i sin hule hånd eller måle himmelhvælvingen mellem sine udspændte fingre? Hvem andre kan samle jordens støv i sine hænder eller veje bjergene på sin vægt? ¹³ Er der nogen, som kan vejlede Herrens ånd? Hvem kan være hans rådgiver? ¹⁴ Har Herren spurgt nogen til råds for at forstå, hvad retfærdighed er? Er der nogen, som har lært ham visdom? ¹⁵ Alle jordens folk er for ham som en dråbe i havet, som støvfnug på en vægtskål. Han løfter kystlandene op, som vejede de intet. ¹⁶ Alle Libanons skove kunne ikke give brænde nok, og alle landets dyr ville ikke være tilstrækkelige til et brændoffer, der var passende for ham. ¹⁷ Alverdens nationer er ubetydelige sammenlignet med hans storhed.

¹⁸ Hvem vil I sammenligne Gud med? Hvordan vil I beskrive ham? ¹⁹ Kan han repræsenteres af et gudebillede støbt i en form, belagt med guld og med sølvkæder om halsen? ²⁰ Kan man lave en husgud af træ, der aldrig rådner? Kan en dygtig træskærer lave den, så den ikke kan vælte?

²¹ Ved I ikke, hvem Gud er? Har I ikke forstået det? Har det ikke kunnet ses fra verdens skabelse? ²² Herren troner højt over himmel og jord. I hans øjne er menneskene små som myrer. Han udspændte himmelhvælvingen som en baldakin, universet satte han op som et telt. ²³ Han gør jordens stormænd og herskere til intet. ²⁴ De er som planter, der knap når at slå rod og vokse op, før han ånder på dem, så deres livsværk visner, og de fejes bort af vinden.

²⁵ „Hvem vil I sammenligne mig med?” spørger den hellige Gud. „Hvem er min ligemand?”

²⁶ Se op mod himlen! Hvem skabte stjernerne? Som en hærfører, der mønstrer sin hær, holder Herren styr på stjernernes tal. Han kender alle deres navne. Ikke en eneste mangler. Så stor er hans magt.

²⁷ Israel, hvordan kan du sige, at Herren har glemt dig og ikke ænser dine lidelser? ²⁸ Ved du ikke, hvem Gud er? Har du ikke forstået det? Herren er den evige Gud, som har skabt den vide jord. Aldrig bliver han træt eller udmattet. Hans visdom er ufattelig. ²⁹ Han giver den trætte ny kraft og den svage ny styrke. ³⁰ Selv unge mænd kan blive udmattede, selv de stærkeste har en grænse. ³¹ Men de, der søger hjælp hos Herren, får ny styrke, som ørnen får nye svingfjer. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at blive udmattede.

Perserkongen Kyros som redskab til Israels befrielse

41 Herren siger: „Lyt til mig, I fjerne lande! Tag mod til jer og kom, så vi kan tale sammen! Hvad har I at sige?

² Hvem tilkaldte et redskab^[i] fra østen til at udføre den retfærdige straf? Hvem gav ham sejr over talrige folkeslag og lod ham nedtrampe deres konger? Hvem hjalp ham besejre sine fjender med sværd og bue? ³ Han forfølger sine fjender, men forbliver selv uskadt, selv om han marcherer gennem ukendt terræn. ⁴ Hvem står bagved og trækker i trådene? Det gør jeg, Herren, jeg, som kalder på mit folk fra generation til generation. Jeg var til stede ved begyndelsen, og jeg vil være der ved afslutningen.

⁵ Fjerne lande ser til med gru, hele verden skælver af frygt, når hærene nærmer sig. Folk trøster hinanden. ‚Tab ikke modet!’ siger de. ^6-7 Håndværkerne opmuntrer hinanden, mens de skynder sig at lave flere statuer af deres afguder. ‚Nu er den færdig!’ siger de og slår statuen fast med søm, så den ikke vælter.

⁸ Men du, Israel, min tjener, Jakob, min udvalgte, min ven Abrahams efterkommere, frygt ikke! ⁹ Jeg kalder mit folk hjem fra jordens ender og siger: Dig har jeg udvalgt, jeg forkaster dig ikke. Du er min tjener. ¹⁰ Vær ikke bange, for jeg er med dig. Tab ikke modet, for jeg er din Gud. Med min retfærdige hånd vil jeg styrke, hjælpe og beskytte dig.

¹¹ Se, alle dine fjender lider nederlag, dine modstandere bukker skamfulde under. ¹² Hvis du spejder efter fjenderne, ser du dem ikke, for de er alle døde og borte. ¹³ Jeg, Herren din Gud, griber din hånd og siger: Vær ikke bange! Jeg er her for at hjælpe dig. ¹⁴ Frygt ikke, Israel. Selv om ingen regner dig for noget, er jeg med dig for at frelse dig. Jeg er Herren, din Befrier. Jeg er Israels hellige Gud. ¹⁵ Jeg gør dig til et nyt og skarptandet tærskeredskab, som kan slå dine fjender, som man tærsker korn. ¹⁶ Du kaster dem i vejret, og de spredes for alle vinde. Da vil du juble over Herrens magt og fryde dig over din Gud, Israels Hellige.

¹⁷ Når de fattige og hjælpeløse forgæves søger efter vand, og deres tunger tørster efter noget at drikke, så vil jeg svare dem, når de råber til mig. Jeg er Herren, Israels Gud, og jeg svigter dem ikke. ¹⁸ Jeg lader bække strømme ned fra de golde bjerge og åbner kilder for dem i dalene. Jeg forvandler ørken til oase og det tørre land til kildevæld. ¹⁹ Jeg planter træer i ørkenen—cedre, akacier, myrter, oliventræer, cypresser, enebær- og fyrretræer. ²⁰ Så vil de forstå, at det er Herren, der har gjort det, at det er Israels hellige Gud, der står bag.”

Herren udfordrer afguderne

²¹ „Lad bare de andre folks guder stå frem,” siger Herren, Israels Konge. „Kom og vis, hvad I duer til. ²² Kan I forudsige, hvad der vil ske i fremtiden, eller forklare betydningen af det, der skete i fortiden? Fortæl, fortæl, så vi kan tage ved lære! ²³ Hvis I er guder, så sig os, hvad der vil ske i fremtiden. Eller gør et mirakel, noget godt eller noget ondt, så vi kan stå og måbe af frygt! ²⁴ Men nej, I er intet værd, I duer ikke til noget. Det er en skændsel at tilbede jer.

²⁵ Jeg tilkaldte mit redskab fra østen. Han skal bringe ære til mit navn. Han kommer fra nord og tramper på fyrster, som en pottemager tramper i sit ler for at ælte det.

²⁶ Hvem af jer, guder, forudsagde, at det ville ske, så man bagefter kunne sige: ‚Det var rigtigt nok.’? Ingen af jer sagde en lyd! ²⁷ Jeg var den første til at fortælle Jerusalem de gode nyheder. ²⁸ Jeg ser mig omkring, men ingen af guderne ved noget. De svarer ikke, når de bliver spurgt. ²⁹ Så indse dog, at de intet er værd. De kan intet udrette. At stole på dem er fuldstændig absurd.”