Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Beginning

Read the Bible from start to finish, from Genesis to Revelation.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Første Krønikebog 22-24

David gør klar til, at et tempel kan bygges

22 Derefter bekendtgjorde David: „Her er stedet, hvor Herrens Hus skal bygges. Her skal Israels folk bringe brændofre.” Så befalede han, at alle udlændinge, der boede i landet, skulle samles og sættes i arbejde med at tilhugge stenblokke til templet. Han skaffede også en masse jern til at smede søm og hængsler til portene foruden en umådelig mængde bronze. Fra Tyrus og Sidon skaffede han enorme mængder af cedertræ til byggeriet.

David tænkte nemlig: „Det tempel, som skal bygges for Herren, skal være så storslået, at det bliver berømt ud over hele verden. Men min søn Salomon, som skal bygge det, er stadig ung og uerfaren, så jeg vil hjælpe ham ved at gøre det hele klar.” Det var grunden til, at David inden sin død gjorde alle disse forberedelser.

David gav derpå Salomon ansvaret for at bygge et tempel for Herren, Israels Gud. „Det var min plan at bygge et hus til Herren, min Gud,” forklarede David ham, „men han sagde til mig: ‚Du har dræbt mange mennesker i de hårde krige, du har udkæmpet. Fordi du har udgydt så meget blod, bliver det ikke dig, der kommer til at bygge mit tempel. Men du skal få en søn, som vil blive en fredens mand. Jeg vil sørge for, at han kan leve i fred med alle nabofolkene rundt omkring jer. Han skal hedde Salomon,[a] for i hans regeringstid vil Israel have fred. 10 Han skal bygge mig et hus og være min søn. Jeg vil være hans far, og jeg vil gøre hans herredømme over Israel urokkeligt for evigt.’

11 Og nu, min søn, må Herren hjælpe dig, så du kan få bygget det hus for Herren, din Gud, som han har talt om. 12 Og må han give dig visdom og dømmekraft, så han kan gøre dig til konge over Israel, og så du følger Herren, din Guds, bud. 13 Hvis du nøje følger de love og forskrifter, han gav Israel gennem Moses, vil det gå dig godt. Vær frimodig og stærk. Vær ikke bange og lad dig ikke skræmme. 14 Med hensyn til templet har jeg gjort et stort forarbejde. Jeg har samlet næsten 4000 tons guld og 40.000 tons sølv samt umådelige mængder af jern og bronze. Jeg har også skaffet bjælker og stenblokke, og du kan selv sørge for mere. 15-16 Mange erfarne arbejdere står til din rådighed, både stenhuggere, murere og tømrere, samt kunsthåndværkere, der kan udføre al slags arbejde i guld, sølv, bronze og jern. Gå blot i gang! Og må Herren være med dig!”

17 David befalede alle Israels ledere at hjælpe Salomon med projektet. 18 „Herren vil være med jer!” sagde han. „Han har givet os fred med nabofolkene. Han har hjulpet mig med at besejre dem, og de er nu underlagt Herren og hans folk. 19 Sæt derfor alt ind på at adlyde Herren, jeres Gud, og tag fat på at bygge hans helligdom, så Herrens Pagts Ark og alle de andre hellige ting kan blive anbragt deri.”

Levitternes opgaver

23 David var nu en gammel mand, og han indsatte derfor sin søn Salomon som konge over Israel. Derefter indkaldte han alle landets stammeledere, præster og levitter til et stort møde. Ved den lejlighed optalte man alle mænd over 30 år af Levis stamme, og det blev til 38.000.

„24.000 af disse mænd skal udføre det normale arbejde ved templet,” beordrede David. „6000 skal forestå det administrative arbejde og fungere som dommere, 4000 skal bevogte tempelområdet, og 4000 skal lovprise Herren med de musikinstrumenter, jeg har ladet fremstille.”

David inddelte dem i grupper ud fra deres slægtskab med Levis tre sønner, Gershon, Kehat og Merari.

Gershon-slægten blev opdelt i to afdelinger, som havde navn efter to af Gershons efterkommere, Ladan[b] og Shimi. 8-9 De blev igen delt op i ni grupper, hvoraf tre havde navn efter Ladans sønner Jehiel (slægtens overhoved), Zetam og Joel, tre havde navn efter Shimis sønner Shelomit, Haziel og Haran, 10-11 og tre havde navn efter Shimis sønner Jahat, Ziza, Jeush og Beria. Jeush’ og Berias slægter blev slået sammen til én gruppe, fordi de begge var forholdsvis små.

12 Kehat-slægten blev opdelt i fire afdelinger, som havde navn efter Kehats sønner Amram, Jitzhar, Hebron og Uzziel. 13 Amram var far til Moses og Aron. Aron og hans efterkommere var for altid indviet til at være præster, så de kunne arbejde med de hellige ting og ofre brændofre og røgelse til Herren og i det hele taget udføre tjeneste i helligdommen. De skulle også velsigne folket i Herrens navn.

14-15 Moses’ efterkommere gennem sønnerne Gershom og Eliezer arbejdede som levitter. 16 Shubael var overhoved for de slægter, der stammede fra Gershoms sønner. 17 Rehabja, der var Eliezers eneste søn, blev overhoved for de slægter, der stammede fra hans mange sønner.

18 Kehats anden søn Jitzhar havde en søn ved navn Shelomit, som blev overhoved for sin slægt. 19 Kehats tredje søn Hebron havde fire sønner, Jerija (slægtens overhoved), Amarja, Jahaziel og Jekamam. 20 Kehats fjerde søn Uzziel havde to sønner, Mika (slægtens overhoved), og Jisshija.

21 Merari-slægten blev opdelt i to afdelinger, som havde navn efter Meraris sønner Mahli og Mushi. Mahli havde to sønner, Eleazar og Kish. 22 Elazar havde ingen sønner, og hans døtre blev gift med Kish’ sønner. 23 Mushi havde tre sønner: Mahli, Eder og Jeremot.

24 Således blev Levis efterkommere omhyggeligt registreret under navnet på deres slægtsoverhoveder. En mand skulle være mindst 20 år for at få lov at arbejde ved templet. 25 David sagde: „Nu har Herren, Israels Gud, givet os fred til alle sider. Nu kan han bo i Jerusalem for evigt. 26 Så behøver levitterne heller ikke længere bære rundt på Herrens bolig og dens inventar fra sted til sted.”

27 Ifølge Davids sidste forordninger var det levitterne fra 20 år og opefter, der skulle gøre tjeneste i templet. 28 De skulle hjælpe præsterne med deres tjeneste i templet, og de fik ansvaret for forgårdene og siderummene i tempelbygningen. De skulle rengøre alle de hellige redskaber og i øvrigt udføre alt forefaldende arbejde i templet. 29 De skulle også sørge for bagningen af de hellige brød, de usyrnede brød og de brød, der bages på plade, blandet med olivenolie. De skulle endvidere skaffe det særlige mel til afgrødeofrene og sørge for, at alt blev afmålt i de foreskrevne mængder.

30 Hver morgen og aften trådte en gruppe levitter frem for Herren for at lovprise ham. 31 Andre hjalp til i forbindelse med brændofrene, sabbatsofrene, nymånefesterne og de øvrige højtider. Der var nøje forskrifter for, hvor mange levitter der skulle gøre tjeneste ved de forskellige lejligheder. 32 Deres ansvar var at tage sig af de praktiske gøremål ved det hellige rum og åbenbaringsteltet i almindelighed og i det hele taget hjælpe præsterne med deres arbejde.

Præsternes opdeling i skiftehold

24 1-2 Arons slægt, præsterne, blev opdelt i to afdelinger, som havde navn efter Arons sønner Eleazar og Itamar. Aron havde to sønner mere, Nadab og Abihu, men de døde før deres far og efterlod sig ingen børn. Derfor blev det Eleazar og Itamar, der blev præster og førte slægten videre.

3-4 I samråd med Zadok, der var overhoved for Eleazar-slægten, og Ahimelek, der var overhoved for Itamar-slægten, inddelte David nu Arons efterkommere i 24 skiftehold. Eleazars slægt blev inddelt i 16 hold og Itamars i 8, for Eleazars slægt var den største.

I hvilken rækkefølge holdene skulle gøre tjeneste blev afgjort ved lodtrækning, så den ene slægt ikke blev foretrukket frem for den anden. Der var nemlig kvalificerede ledere i begge slægter. Eleazars og Itamars efterkommere skiftedes til at trække lod, sådan at hver gang Itamar trak én gang, trak Eleazar to gange,[c] mens Shemaja, der var søn af levitten Netanel, skrev holdledernes navne ned i overværelse af kongen og hans officerer, præsten Zadok, Ebjatars søn Ahimelek, og præsternes og levitternes slægtsoverhoveder.

7-18 Lodtrækningen gav følgende resultat: Jojarib blev nr. 1, Jedaja nr. 2, Harim nr. 3, Seorim nr. 4, Malkija nr. 5, Mijjamin nr. 6, Hakkotz nr. 7, Abija nr. 8, Jeshua nr. 9, Shekanja nr. 10, Eljashib nr. 11, Jakim nr. 12, Huppa nr. 13, Jeshebab nr. 14, Bilga nr. 15, Immer nr. 16, Hezir nr. 17, Happizetz nr. 18, Petahja nr. 19, Ezekiel nr. 20, Jakin nr. 21, Gamul nr. 22, Delaja nr. 23 og Ma’azja nr. 24. 19 Hvert af disse skiftehold udførte deres opgaver i Herrens, Israels Guds, Hus efter de forordninger, Herren havde givet gennem deres forfar Aron.

Slægtsoverhoveder blandt levitterne og lodtrækningen

20-21 Følgende efterkommere af Levi var slægtsoverhoveder:[d]

Jehdeja fra Shubael-slægten og Jisshija fra Rehabja-slægten, der begge var en del af Amram-slægten; 22 Jahat fra Shelomot-slægten, der var en del af Jitzhar-slægten; 23 Jerija, Amarja, Jahaziel og Jekamam, der alle var fra Hebron-slægten; 24 Shamir fra Mika-slægten, der var en del af Uzziel-slægten; 25 Zekarja fra den slægt, der stammede fra Mikas bror Jisshija.

26-27 Beno, Shoham, Zakkur og Ibri var efterkommere af Ja’azija, der nedstammede fra Mushi, en søn af Merari; 28-29 Jerahme’el var efterkommer af Kish, der var søn af Mahli, Meraris anden søn. (Eleazar, som var bror til Kish, havde ingen sønner). 30 Desuden var der slægtsoverhoveder, der nedstammede fra Mushis tre sønner: Mahli, Eder og Jerimot. Det var Levis slægt, optalt efter deres slægtsoverhoveder.

31 I lighed med præsterne blev det afgjort ved lodtrækning i hvilken rækkefølge de forskellige hold[e] skulle udføre deres arbejde i templet uden hensyntagen til, hvilke overhoveder der blev anset for de fornemste. Kong David, Zadok, Ahimelek og slægtsoverhovederne for både præsterne og levitterne var vidner til lodtrækningen.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.