Beginning

Davids sejre over nabofolkene^(A)

18 David besejrede efterhånden filistrene fuldstændigt og undertvang dem ved at indtage deres hovedstad, Gat, og de omliggende landsbyer. ² Han besejrede også moabitterne og gjorde dem til sine skattepligtige undersåtter.

³ Kong Hadadezer af Zoba forsøgte at generobre sit gamle territorium syd for Eufratfloden.^[a] Men David besejrede hans hær og forfulgte den helt til Hamat.^{[b] 4} Ved den lejlighed erobrede David 1000 stridsvogne og tog 7000 ryttere og 20.000 fodfolk til fange. Han skar haserne over på samtlige heste bortset fra 100 af dem. ⁵ Da aramæerne rykkede ud fra Damaskus for at hjælpe Hadadezer, huggede David 22.000 af dem ned. ⁶ I Damaskusområdet udstationerede han flere garnisoner og indlemmede aramæerne blandt sine skattepligtige undersåtter. Herren gav David sejr over alle hans fjender. ⁷ David beslaglagde alle de guldskjolde, som kong Hadadezers officerer havde brugt, og førte dem til Jerusalem ⁸ sammen med en stor ladning bronze fra Hadadezers byer Tibat og Kun. Det var blandt andet det bronze, kong Salomon senere brugte til at få lavet „bronzehavet” ved templet samt søjlerne og de forskellige bronzeredskaber.

⁹ Da kong Tou af Hamat hørte om Davids triumf over Hadadezers hær, ¹⁰ sendte han sin søn Hadoram af sted for at lykønske ham. Hadadezer og Tou var nemlig ærkefjender. Hadoram forærede David mange gaver af guld, sølv og bronze, ¹¹ og David indviede dem til Herren sammen med det guld og sølv, han havde taget i krigsbytte fra edomitterne, moabitterne, ammonitterne, filistrene og amalekitterne.

¹² I Saltdalen slog Abishaj, Zerujas søn, en edomitisk hær på 18.000 mand, ¹³ hvorefter han etablerede en række garnisoner i Edom, så edomitterne kom under Davids herredømme. Således gav Herren David sejr, hvor som helst han kom frem.

Davids embedsmænd^(B)

¹⁴ David var en retfærdig konge i Israel, og han gav alle en fair behandling. ¹⁵ Joab var øverstbefalende for hæren; Joshafat, Ahiluds søn, var kongens øverste embedsmand med ansvar for arkiverne; ¹⁶ Zadok, Ahitubs søn, og Ahimelek, Ebjatars søn, var de ledende præster; Shavsha var statssekretær; ¹⁷ Benaja, Jojadas søn, var chef for livgarden; og Davids egne sønner var ledere ved kongens side.

David besejrer ammonitterne og aramæerne^(C)

19 Nogen tid efter døde ammonitternes konge, Nahash, og han blev efterfulgt af sønnen Hanun.

² „Ham vil jeg vise venlighed,” tænkte David, „for hans far viste venlighed mod mig.” Så sendte David nogle sendebud af sted for at kondolere i anledning af faderens død.

³ Men de ammonitiske officerer sagde til Hanun: „De mænd er ikke kommet for at ære din fars minde! Nej, det er blot et påskud for at udspionere os, for i virkeligheden har David i sinde at angribe os.”

⁴ Derfor lod Hanun Davids mænd pågribe, hvorefter man vanærede dem ved at barbere deres skæg af. Samtidig blev deres tøj skåret af over bagdelen, og sådan blev de sendt hjem. ⁵ Da David fik at vide, at hans sendebud var blevet så groft ydmyget, sendte han nogle af sine embedsmænd ud for at møde dem og give dem besked på at blive i Jeriko, indtil deres skæg var vokset ud igen.

^6-7 Ammonitterne blev klar over, at David var rasende på dem på grund af det, de havde gjort. Derfor hvervede Hanun for 1000 sække sølv aramæiske stridsvogne, ryttere og soldater fra områderne Aram-Naharajim, Aram-Ma’aka og Zoba foruden kongen af Ma’akas hær. Den aramæiske hærstyrke marcherede frem og gjorde holdt ved Medeba samtidig med, at ammonitterhæren blev mobiliseret. ⁸ Da David fik det at vide, sendte han straks Joab og Israels bedste styrker af sted imod dem. ⁹ Ammonitterne tog opstilling foran byporten, mens de allierede aramæiske konger tog opstilling på den åbne slette. ^10-11 Derved blev Joab tvunget til at kæmpe på to fronter, så han delte styrkerne imellem sig og sin bror Abishaj. Selv tog han elitesoldaterne og rykkede ud mod aramæerne på sletten, mens han overlod resten af hæren til Abishaj, der skulle kæmpe imod ammonitterne foran byporten.

¹² „Hvis jeg får brug for hjælp mod aramæerne, må du komme med det samme!” beordrede Joab. „Og hvis det viser sig, at du får besvær med ammonitterne, kommer jeg dig til hjælp. ¹³ Vær nu ved godt mod! Vi må være tapre, hvis vi skal gøre os håb om at redde vores folk og vores Guds byer. Herrens vilje ske!”

¹⁴ Så gik Joab og hans krigere til angreb, og aramæerne flygtede. ¹⁵ Da ammonitterne så det, flygtede de også og søgte tilflugt inden for bymuren. Derefter vendte Joab tilbage til Jerusalem med sin hær.

¹⁶ Da aramæerne indså, at de ikke kunne stå sig imod israelitterne, sendte de bud efter forstærkning fra de aramæiske tropper på den anden side af Eufratfloden. Hjælpetropperne var under kommando af Shofak, kong Hadadezers hærfører.

¹⁷ Da David hørte det, samlede han hele Israels hær og gik i spidsen for den over Jordanfloden, hvor de tog kampen op mod aramæerne. ¹⁸ Aramæerne led store tab og måtte igen tage flugten. David og hans hær dræbte 7000 aramæiske vognkæmpere og 40.000 fodfolk, deriblandt hærchefen Shofak. ¹⁹ Da Hadadezers vasalkonger så, at aramæerne var blevet slået, sluttede de fred med David og blev underlagt hans herredømme. Fra da af turde aramæerne ikke længere hjælpe ammonitterne.

Yderligere kamp mod ammonitterne^(D)

20 Næste forår omkring den tid, hvor kongerne sædvanligvis drager i krig, rykkede Joab ud med den israelitiske hær. De besejrede den ammonitiske hær og belejrede Rabba.^[c] Men David selv blev hjemme i Jerusalem. Joab angreb Rabba og ødelagde den.

² Da David kort efter ankom til Rabba, fjernede han kronen fra ammonitterkongens^[d] hoved og satte den på sit eget. Den vejede over 30 kg og var lavet af guld, og der var en stor ædelsten på den. Desuden tog han et stort krigsbytte. ³ Byens befolkning tog han som krigsfanger og satte dem til at arbejde med save, hakker og økser. På samme måde gik det indbyggerne fra de øvrige byer i ammonitternes land.

Derefter vendte David og hæren tilbage til Jerusalem.

Flere kæmper blandt filistrene bliver dræbt^(E)

⁴ Senere, da israelitterne kæmpede mod filistrene ved Gezer, dræbte Sibbekaj fra Husha en filister af den frygtede Rafa-slægt, en mand ved navn Sippaj, hvorefter filistrene overgav sig. ⁵ Under en anden kamp mod filistrene lykkedes det Elhanan, Jairs søn, at dræbe en filister ved navn Lahmi, en bror til Goliat, hvis spydskaft var på størrelse med en vævebom. ⁶ Og en anden gang, da israelitterne kæmpede mod filistrene ved Gat, var der en kæmpe af Rafa-slægten med seks fingre på hver hånd og seks tæer på hver fod. ⁷ Han hånede Israel, men Jonatan,^[e] en søn af Davids bror Shima, dræbte ham. ⁸ Disse filistre, der tilhørte kæmpeslægten Rafa fra Gat, blev hugget ned af Davids mænd.

Davids mønstring af hæren^(F)

21 Satan ønskede at bringe Israels folk i ulykke, så han gav David den tanke at foretage en optælling af Israels samlede hærstyrke.

² David sagde derfor til Joab og de øvrige officerer: „Rejs rundt blandt alle Israels stammer fra Dan i nord til Be’ersheba i syd og optæl alle de våbenføre mænd. Kom så tilbage og fortæl mig, hvor mange jeg råder over.”

³ Men Joab svarede: „Gud give, at din hær må vokse til 100 gange af, hvad den er nu. Min herre og konge, er de ikke alle loyale over for dig? Hvorfor vil du begå denne synd? Hvorfor bringe ulykke over Israels folk?”

⁴ Imidlertid sejrede kongens ord over Joabs protester, så Joab rejste landet rundt for at foretage optællingen. Da han vendte tilbage til Jerusalem, ⁵ meddelte han David det samlede tal på landets våbenføre mænd: I hele Israel var der 1.100.000 mand, heraf 470.000 i Juda. ⁶ Joab havde dog undladt at foretage optælling i Levis og Benjamins stammeområde, for han var meget ilde til mode over kongens befaling. ⁷ Gud var også vred over optællingen. Derfor ville han straffe Israel.

⁸ Da sagde David til Gud: „Jeg har begået en stor synd! Det var tåbeligt af mig at gøre sådan noget. Tilgiv mig!”

⁹ Så sagde Herren til profeten Gad, som var i Davids tjeneste: ¹⁰ „Gå hen og sig til David: Jeg, Herren, giver dig tre muligheder for straf, og du må selv vælge, hvilken en af dem det skal være.” ¹¹ Gad gik derefter hen til David og forelagde ham de tre muligheder: ¹² „Vælger du tre år med hungersnød? Eller tre måneder på flugt for dine fjender? Eller tre dage, hvor Herrens engel sender pest over hele Israels land? Sig mig, hvad jeg skal svare Herren, som har sendt mig!”

¹³ „Det er et frygteligt valg,” sukkede David. „Men det er bedre at være prisgivet Herren, for hans nåde er stor. Lad mig ikke være prisgivet mennesker.”

¹⁴ Da sendte Herren pest over hele Israel, og 70.000 mænd døde. ¹⁵ Da dødsenglen skulle til at ramme Jerusalem, blev Herren bedrøvet over den store ulykke, der var ved at ske. „Stop!” sagde han til englen. „Nu kan det være nok!” Englen stod da ved jebusitten Ornans tærskeplads. ¹⁶ Da David så Herrens engel stå stille i luften med sit sværd rettet mod Jerusalem, kastede han og hans ledere sig på knæ med ansigtet mod jorden. De var alle klædt i sæk og aske.

¹⁷ „Det er mig, der har syndet ved at mønstre min hær,” sagde han. „Alle disse mennesker er som uskyldige får. Herre, min Gud, lad dog straffen ramme mig og min familie. Du må ikke tilintetgøre dit folk.”

¹⁸ Derpå sagde Herrens engel til Gad: „Sig til David, at han skal bygge et alter for Herren på jebusitten Ornans tærskeplads.” ^19-20 David var lydig mod Herrens befaling og opsøgte Ornan, der var i færd med at tærske hvede. Da Ornan vendte sig om, fik han øje på englen, og hans fire sønner løb i skjul, mens han selv fortsatte med at tærske. ²¹ Kort efter opdagede Ornan kongen, der nærmede sig. Straks forlod han tærskepladsen, løb kong David i møde og kastede sig på knæ med ansigtet mod jorden foran ham.

²² David sagde til Ornan: „Lad mig købe tærskepladsen af dig til dens fulde pris, så jeg kan bygge Herren et alter og få pesten til at standse.”

²³ „Tag den bare, min herre og konge, og gør med den, hvad du vil,” svarede Ornan. „Her, jeg giver dig mine okser til brændofferet, tærskeslæderne til offerbrænde og brug min hvede til afgrødeofferet. Jeg giver dig det hele!”

²⁴ „Nej,” svarede kong David, „jeg vil betale dig den fulde pris. Jeg kan ikke tage, hvad der tilhører en anden, og ofre det til Herren. Jeg vil ikke bringe ofre, der ikke har kostet mig noget!”

²⁵ Så betalte David Ornan 600 guldstykker for hele området, ²⁶ hvorefter han byggede et alter for Herren og ofrede brændofre og takofre. Han bad Herren om nåde, og Herren svarede ved at sende ild fra himlen, som fortærede ofrene på alteret. ²⁷ Herren befalede derefter englen at stikke sværdet i skeden.

²⁸ David fortsatte nu med at ofre til Herren på jebusitten Ornans tærskeplads, fordi Herren dér havde svaret på hans bøn. ²⁹ Herrens telt og brændofferalteret, som Moses havde lavet i ørkenen, stod stadig på højen ved Gibeon. ³⁰ Men David turde ikke tage derhen for at søge Herren, for han var bange for Herrens engels sværd.