Beginning
Indledning
1 Denne bog handler om, hvad Gud lod Jesus Kristus åbenbare for sine tjenere angående, hvad der snart skal ske. Han åbenbarede det for mig, hans tjener Johannes, ved at sende en engel, 2 og jeg fortæller jer her om, hvad Gud sagde, og hvad Jesus viste mig, akkurat som jeg så det. 3 Velsignet er den, der læser eller hører de profetiske ord, og tager dem til sig, for tiden er nær.
Hilsen til de syv menigheder
4 Jeg, Johannes, sender hilsen til de syv menigheder i provinsen Asien: Nåde og fred være med jer fra den evige Gud, han som er, og som var, og som kommer, og fra de syv ånder,[a] der står foran hans trone, 5 og fra Jesus Kristus, hvis ord er absolut troværdige. Han er den første, der er opstået fra de døde, og han regerer over alle jordens konger. Han elsker os, og ved sin død befriede han os fra syndens slaveri 6 og gjorde os til konger og præster for Gud, sin Far. Ham tilhører æren og magten i al evighed. Amen.
7 Se, han vil komme med skyerne, og alle vil se ham, også de, der har gennemboret ham.[b] Alle jordens folkeslag vil jamre, når han kommer. Ja, sådan vil det gå.
8 „Jeg er Alfa og Omega,”[c] siger Gud, Herren. „Jeg er den øverste hersker, den som er, og som var, og som kommer.”
Synet af Jesus som den genopstandne Herre
9 Jeg, Johannes, jeres medkristen, har sammen med jer del i Guds rige, i forfølgelserne og i at holde ud gennem trængslerne. Jeg blev forvist til øen Patmos, fordi jeg havde forkyndt Guds ord og fortalt om Jesus. 10 En søndag, mens jeg var på øen, kom jeg under Helligåndens magt. Bag mig hørte jeg en stemme, der lød som en trompetfanfare, og den sagde til mig: 11 „Skriv ned, hvad du ser, og send bogen til de syv menigheder i Efesos, Smyrna, Pergamon, Tyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikea.”
12 Da jeg vendte mig om for at se, hvem der talte til mig, så jeg syv guldlysestager. 13 Midt imellem dem stod en skikkelse, der lignede et menneske. Han var iført en lang klædning, der nåede til fødderne, og han havde et guldbroderet bånd over brystet. 14 Hans hoved og hår var hvidt som uld og sne, og hans øjne lyste som ild. 15 Hans fødder skinnede som blankt metal opvarmet i ilden, og hans stemme lød som drønet fra et vandfald. 16 I sin højre hånd holdt han syv stjerner. I munden havde han et skarpt, tveægget sværd, og han udstrålede et lys som den skarpeste sol.
17 Da jeg så ham, faldt jeg ned for hans fødder, som om jeg var død, men han lagde sin højre hånd på mit hoved og sagde: „Vær ikke bange! Jeg er den første og den sidste 18 og den, som lever. Jeg var død, men nu lever jeg i al evighed. Jeg har magten over døden og nøglerne til dødsriget. 19 Skriv det ned, du ser, både det, der er nu, og det, der senere vil ske. 20 Lad mig forklare dig betydningen af de syv stjerner, du så i min højre hånd, og de syv guldlysestager: De syv stjerner står for de syv menigheders engle,[d] og de syv lysestager er selve de syv menigheder.
Budskabet til menigheden i Efesos
2 Skriv til menigheden[e] i Efesos: Dette budskab kommer fra ham, der holder de syv stjerner i sin højre hånd, og som vandrer blandt de syv guldlysestager.
2 Jeg ved, hvordan du har slidt og slæbt og holdt ud gennem forfølgelserne. Jeg ved også, at du ikke tolererer onde mennesker i din midte. Jeg ser, at du har vurderet dem, der kalder sig selv apostle uden at være det, og du har fundet, at de lyver. 3 Jeg ved, at du har været udholdende og har lidt for mit navns skyld, og at du ikke er kørt træt.
4 Men jeg har det imod dig, at du har mistet din første kærlighed. 5 Tænk derfor over, hvorfra du er faldet. Kom tilbage og gør, som du gjorde i begyndelsen. Ellers kommer jeg og flytter din lysestage fra dens plads. Det vil jeg gøre, hvis du ikke lægger kursen om. 6 Dog vil jeg rose dig, fordi du tager lige så stærkt afstand fra nikolaitternes gerninger, som jeg gør.[f]
7 Den, som har øre, vil forstå, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give lov til at spise af frugten fra livets træ, der står i Guds Paradis.
Budskabet til menigheden i Smyrna
8 Skriv til menigheden i Smyrna: Dette budskab kommer fra ham, som er den første og den sidste, han som var død, men blev levende.
9 Jeg ved, hvad du har udrettet. Jeg kender til de forfølgelser, du har været igennem, og jeg ved, at du er fattig. Men du er alligevel rig! Jeg har hørt de falske anklager fra dem, der mener om sig selv, at de er de sande jøder,[g] men de tilhører i virkeligheden Satans forsamling. 10 Vær ikke bange for de lidelser, der venter dig. Djævelen vil kaste nogle af jer i fængsel for at friste jer til frafald. I ti dage vil I opleve stor trængsel. Men vær tro indtil døden. Jeg vil give jer det evige liv som belønning.
11 Den, som har øre, vil forstå, hvad Ånden siger til menighederne: Den, der sejrer, bliver ikke ramt af den anden død.
Budskabet til menigheden i Pergamon
12 Skriv til menigheden i Pergamon: Dette budskab kommer fra ham, der har det skarpe, tveæggede sværd.
13 Jeg ved, at du bor dér, hvor Satan har sin trone. Men du holder fast ved mit navn og har ikke fornægtet troen på mig, ikke engang da Satans håndlangere slog min trofaste tjener Antipas ihjel. 14 Men jeg har ikke desto mindre nogle få ting at udsætte på dig. Du huser nemlig nogle, der følger Bileams lære. Husk, at han fik kong Balak til at lokke israelitterne med til at spise kød, der var ofret til afguderne, og tage del i religiøs prostitution.[h] 15 Du har også nogle, der følger nikolaitternes falske lære, og derved forføres de til at synde på samme måde, som israelitterne gjorde dengang. 16 Du må tage skarpt afstand fra sådan en lære. Hvis du ikke gør det, kommer jeg hurtigt for at slå disse mennesker ned med min munds sværd.
17 Den, som har øre, vil forstå, hvad Ånden siger til menighederne: Den, der sejrer, vil jeg give af den skjulte manna.[i] Jeg vil også give ham en hvid sten, og på den er der skrevet et nyt navn, som ingen forstår betydningen af, undtagen den, der får det.
Budskabet til menigheden i Tyatira
18 Skriv til menigheden i Tyatira: Dette budskab kommer fra Guds Søn, hvis øjne lyser som ild, og hvis fødder skinner som blankt metal.
19 Jeg ved, hvad du har udrettet, og jeg kender din kærlighed, din trofaste og gode tjeneste og din udholdenhed, ja, du arbejder hårdere nu end i begyndelsen. 20 Men jeg har det imod dig, at du finder dig i kvinden Jezabel, som kalder sig selv profet. Hun lærer mine tjenere at tage del i festmåltider for afguderne og i religiøs prostitution. 21 Jeg har givet hende tid til at ændre holdning, men det har hun ikke gjort. 22 Nu vil jeg straffe hende med sygdom. De, der følger hende, vil komme til at lide forfærdeligt, hvis de ikke tager afstand fra hendes handlinger, 23 ja, jeg sender hendes ‚børn’ i døden. Så vil alle menighederne forstå, at jeg kender ethvert menneskes tanker og motiver, og jeg giver hver især løn som forskyldt.
24 Med hensyn til jer andre i Tyatira, som ikke følger den falske lære, og som ikke kender til ‚Satans dybe mysterier’, som de kalder det, jer vil jeg ikke lægge nye byrder på. 25 Men hold fast ved det, I har, indtil jeg kommer. 26-28 De, der vinder sejr og bliver ved med at udføre mine gerninger lige til det sidste, vil jeg give autoritet over folkeslagene, den samme magt og myndighed, som min Far har givet mig. Med jernscepter skal de knuse de genstridige, som man slår de mislykkede lerkar i stykker.[j] Den, der sejrer, vil jeg også give morgenstjernen.
29 Den, som har øre, vil forstå, hvad Ånden siger til menighederne.
Budskabet til menigheden i Sardes
3 Skriv til menigheden i Sardes: Dette budskab kommer fra ham, der har Guds syv ånder og de syv stjerner.
Jeg ved, hvad du har udrettet, og at man siger om dig, at du har åndeligt liv, men du er næsten død. 2 Vågn op og styrk den smule liv, som endnu er tilbage i dig. Dine handlinger har ikke været tilfredsstillende i min Guds øjne. 3 Husk på det budskab, du i sin tid hørte og tog imod. Vend tilbage til det og følg det. Men hvis du ikke vågner op af din sløvhed, så kommer jeg over dig som en tyv om natten. Du vil ikke have nogen anelse om, hvornår jeg kommer.
4 Dog er der nogle få i menigheden i Sardes, som ikke lever i synd. De vil komme til at vandre sammen med mig, klædt i hvidt, for det er de værdige til. 5 De, der sejrer, skal nemlig klædes i hvidt, og jeg vil aldrig slette deres navne af livets bog, men jeg vil kendes ved dem over for min Far og over for hans engle.
6 Den, som har øre, vil forstå, hvad Ånden siger til menighederne.
Budskabet til menigheden i Filadelfia
7 Skriv til menigheden i Filadelfia: Dette budskab kommer fra den Sande og Hellige, ham, som har Davids nøgle. Når han lukker op, kan ingen lukke i, og når han lukker i, kan ingen lukke op.
8 Jeg ved, hvad du har udrettet, og jeg har lukket en dør op foran dig, som ingen kan lukke i. For selvom du ikke er særlig stærk, har du holdt fast ved mit ord, og du har ikke fornægtet din tro på mig. 9 Jeg vil give dig nogle af dem fra Satans forsamling, dem, der siger om sig selv, at de er de sande jøder. Men de lyver, for det er de ikke. De vil komme til at kaste sig ned for dine fødder i ærefrygt, og de vil forstå, at jeg har vist dig min kærlighed. 10 Fordi du har holdt fast ved mit budskab om at holde ud, vil jeg også holde dig fast og fri dig ud af den tid med prøvelser, som skal komme over hele jorden for at sætte alle dem, der bor på jorden, på prøve. 11 Jeg kommer snart! Hold fast ved det, du har, så ingen skal tage din sejrskrans.
12 De, der sejrer, vil jeg gøre til søjler i min Guds helligdom,[k] og de skal altid forblive hos Gud. Jeg vedkender mig dem ved at skrive min Guds navn på dem og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem, der kommer ned fra Himlen fra min Gud. Mit eget nye navn vil jeg også skrive på dem.
13 Den, som har øre, vil forstå, hvad Ånden siger til menighederne.
Budskabet til menigheden i Laodikea
14 Skriv til menigheden i Laodikea: Dette budskab kommer fra ham, der opfylder alle løfter. Han er trofast og taler altid sandt. Han er Guds skaberværks ophav.
15 Jeg ved, hvad du har udrettet, men også, at du hverken er kold eller varm. Gid du dog var enten kold eller varm.[l] 16 Men fordi du er som lunkent vand, har jeg til hensigt at spytte dig ud. 17 Du siger, at du er rig, har alt og ikke trænger til noget. Men du er ikke klar over, at du er elendig og ynkværdig, fattig, blind og nøgen. 18 Derfor råder jeg dig til at købe det ædle guld hos mig, for så bliver du rig. Køb den hvide klædning hos mig, så du ikke skal gå nøgen og skamfuld omkring. Køb også salve til dine øjne, så du kan få øjnene op for sandheden. 19 Dem, jeg holder af, irettesætter jeg. Jeg opdrager dem. Tag derfor afstand fra din lunkenhed og bliv brændende i din iver.
20 Hør! Jeg står uden for døren og banker på. Hvis du hører min stemme og åbner døren, så vil jeg komme indenfor, og vi kan have fællesskab med hinanden. 21 Dem, der vinder sejr, vil jeg gøre til mine medregenter, akkurat som jeg selv vandt sejr og nu sidder på tronen ved siden af min Far.
22 Den, som har øre, vil forstå, hvad Ånden siger til menighederne.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.