Book of Common Prayer
Lovsang efter helbredelse
30 En sang af David, som blev sunget ved templets indvielse.
2 Herre, jeg priser dig, for du reddede mig.
Mine fjender fik ikke lov at triumfere over mig.
3 Herre, min Gud, jeg råbte om hjælp,
og du helbredte mig.
4 Du reddede mig fra den sikre død,
kaldte mig tilbage fra gravens rand.
5 Syng for Herren, I, som adlyder ham!
Pris hans hellige navn!
6 Hans vrede varer et øjeblik,
men hans nåde bringer livet tilbage.
Den gråd, der lyder om natten,
afløses af glæde om morgenen.
Selvsikkerhedens fristelse
7 Jeg blev selvsikker og mente,
jeg kunne klare det hele.
8 Men det var jo din nåde,
der gjorde mig til det, jeg var.
Så da du vendte dig fra mig,
blev jeg grebet af panik.
9 Jeg råbte til dig, Herre,
tryglede dig om nåde.
10 „Hvad opnår du ved, at jeg dør?
Hvad gavner det, at jeg lægges i graven?
Kan en død synge lovsange
eller fortælle om din trofasthed?
11 Hør på mig, Herre, og vær mig nådig.
Herre, kom og hjælp mig.”
12 Da vendte du min sorg til glæde,
tog min sørgedragt og klædte mig i festtøj.
13 Nu kan jeg synge af glæde,
fra nu af vil jeg altid takke dig.
Bekendelse og tilgivelse
32 En visdomssang[a] af David.
Lykkelige er de, hvis forseelser er tilgivet,
hvis synderegister er slettet.
2 Lykkelige er de mennesker,
som Herren ikke tilregner skyld,
de, som er oprigtige af hjertet.
3 Før jeg var villig til at indrømme min skyld,
havde jeg det helt elendigt.
Jeg sukkede dagen lang.
4 Dag og nat lå din hånd tungt på mig,
jeg følte mig trykket som under en hedebølge.
5 Så bekendte jeg omsider min synd for dig,
søgte ikke længere at skjule mine forseelser.
Jeg sagde: „Jeg vil bekende mit oprør for Herren.”
Så tilgav du mig, og min skyld forsvandt.
6 Derfor bør enhver gudfrygtig søge dig,
så længe der endnu er tid.
Hvis ulykkerne senere skyller ind over dem,
er du parat til at redde dem.
7 Herre, du er mit skjulested,
du skærmer mig fra ulykke.
Derfor vil jeg juble af glæde.
8 Jeg vil instruere og undervise dig,
jeg vil vise dig den vej, du skal gå.[b]
Jeg vil give dig min personlige vejledning.
9 Vær ikke trodsig som heste og æsler,
der skal tvinges med tømme og bidsel,
når de ikke vil komme til dig.
10 De gudløse har mange problemer,
men de, der stoler på Herren,
oplever hans trofaste nåde.
11 Glæd jer i Herren, I, som er uskyldige.
Fryd jer, I, som ønsker at adlyde ham.
Bøn i eksil
42 Til korlederen: En visdomssang[a] af Koras slægt.
2 Som hjorten tørster efter rindende vand,
sådan tørster min sjæl efter dig, Gud.
3 Jeg længes efter at se den levende Gud,
hvornår kan jeg få lov at træde frem for ham?
4 Jeg græder dag og nat, mens folk spørger mig:
„Hvor bliver din Gud af?”
5 Jeg mindes med smerte, hvordan det var engang,
da jeg var med i den store flok.
Vi gik i procession til Guds hus,
det var festdage med glædesråb og lovsang.
6 Men hvorfor være så trist og nedtrykt?
Hvorfor længes efter gamle dage?
Jeg vil hellere sætte min lid til Gud.
Når han har reddet mig, vil jeg synge en takkesang.
7 Midt i min nedtrykthed vil jeg bede til dig, Gud,
mens jeg ligger her ved Jordanflodens kilde,
ved foden af Hermonbjerget.
8 Du har sendt bølger af sorg hen over min sjæl.
Jeg råber til dig fra min dybe nød,
jeg håber at overdøve vandfaldets torden.
9 Hver dag bekræfter Herren sin trofaste nåde.
Hver nat synger jeg lovsange til ham.
Det er bønner om hjælp til den Gud, som giver mig liv.
10 Gud er mit faste holdepunkt, og jeg råber til ham:
„Hvorfor har du glemt mig?
Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?”
11 Det skærer mig i hjertet,
når mine fjender håner mig.
De siger til mig dagen lang:
„Hvor bliver din Gud af?”
12 Men så siger jeg til mig selv:
„Vær ikke mismodig og nedtrykt.
Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.”
Når Gud har reddet mig,
vil jeg synge en takkesang til ham.
43 Gud, tag dig af min sag,[b]
red mig fra ugudelige mennesker.
Frels mig fra falske og onde folk.
2 For du er min tilflugt, Gud!
Hvorfor har du forkastet mig?
Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?
3 Send dit lys og din sandhed,
så de kan lede mig frem
og føre mig til din bolig,
til Zions hellige bjerg.
4 Så vil jeg gå hen til dit alter, Gud,
du, som fylder mig med glæde,
og dér vil jeg takke dig med harpespil.
Oh, Gud, min Gud!
5 Jeg siger til mig selv:
„Vær ikke mismodig og nedtrykt.
Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.”
Når Gud har reddet mig,
vil jeg synge en takkesang til ham.
7 Senere, da Artaxerxes blev konge, sendte Bishlam, Mitredat, Tabe’el og en lang række embedsmænd igen en skrivelse. Den var på aramæisk og blev oversat for kongen.
11 Ordlyden af brevet til kongen var som følger:
Til kong Artaxerxes fra hans undersåtter vest for Eufratfloden. 12 Vi gør kongen opmærksom på, at de judæere, som er kommet fra Babylonien til Jerusalem, er ved at genopbygge denne oprørske og onde by. De er snart færdige med at genopbygge byens mure, og de har udbedret fundamenterne.
13 Vi ønsker yderligere at gøre kongen opmærksom på, hvilke følger det kan få, hvis denne by bliver genopbygget. Først og fremmest vil judæerne snart nægte at betale skatter og afgifter, og det vil gå ud over kongens indtægter. 14 Eftersom vi er loyale undersåtter og ikke ønsker, at kongen skal lide tab, sender vi denne information. 15 Vi foreslår, at kongen undersøger de gamle optegnelser, hvoraf det klart vil fremgå, at Jerusalem er en oprørsk by. Den blev jo netop ødelagt som følge af oprør imod de konger og riger, som forsøgte at kontrollere den. 16 Vi ønsker hermed at udtrykke vor dybe ængstelse for, at kongen skal miste hele området vest for Eufratfloden, hvis han tillader en genopbygning af byen og dens fæstningsværker.
17 Kong Artaxerxes sendte følgende svar til guvernøren Rehum, provinssekretæren Shimshaj og deres forbundsfæller i Samaria og i hele området vest for Eufratfloden:
18 Vær hilset! Jeres skrivelse er blevet læst op og oversat for mig. 19 Jeg beordrede mine folk til at foretage en nøje gennemgang af de gamle optegnelser, og det blev derved bekræftet, at Jerusalem har gjort modstand imod en lang række konger, og at der ofte har fundet oprør og opstande sted. 20 I tidens løb har der også været mægtige konger, som fra Jerusalem har regeret over hele området vest for Eufratfloden og har inddrevet skat, told og andre afgifter fra hele det område. 21 Derfor skal I sætte en stopper for byens genopbygning. Den by må ikke genopbygges, medmindre jeg personligt giver min tilladelse. 22 Sørg for straks at udføre ordren, så kongedømmet ikke kommer til at lide tab.
23 Så snart denne skrivelse fra Artaxerxes var blevet læst op for Rehum, Shimshaj og de øvrige embedsmænd, skyndte de sig til Jerusalem og tvang judæerne til at standse arbejdet med at genopbygge bymuren.
24 Det var en lignende modstand, som tidligere havde resulteret i, at arbejdet med templet gik i stå, indtil kong Dareios af Persiens andet regeringsår.
1 Dette brev er fra Paulus, som sidder fængslet for Jesu Kristi skyld, og fra Timoteus, min medarbejder.
Kære Filemon, min ven og partner i tjenesten, 2 hils Apfia[a] og hils Arkippos, der kæmper for Herrens sag, ligesom vi gør. Hils også hele den menighed, der samles i dit hus. 3 Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus.
4 Jeg takker altid Gud, når jeg beder for dig, kære Filemon. 5 Jeg har jo hørt om din levende tro på Jesus, vores Herre, og om din kærlighed til ham og alle kristne. 6 Det er min bøn, at det fællesskab om troen, som du er med i, må blive endnu mere effektivt i tjenesten for Kristus gennem en fuld forståelse af alt det gode, han har givet os del i.[b] 7 Jeg har hørt, hvordan du har været til stor hjælp og opmuntring for de kristne der, og det har opmuntret mig meget at høre om din kærlighed til dem. Det har virkelig givet mig en stor glæde.
8-9 Fordi jeg kender din kærlighed, kommer jeg med en bøn til dig. Egentlig kunne jeg vel frimodigt i Kristi navn befale dig at gøre det, som bør gøres. Du ville utvivlsomt være lydig over for en gammel mand som mig, der oven i købet er fængslet for Kristi skyld. Men jeg vil hellere appellere til dit gode hjerte. 10 Min bøn til dig angår Onesimos, som jeg har vundet for Herren, mens jeg har siddet i fangenskab her. Han er blevet som en søn for mig.
11 Før i tiden var Onesimos[c] ikke ligefrem til gavn for dig, men nu er han blevet til gavn for os begge to. 12 Når jeg nu sender ham tilbage til dig, er det, som om jeg sender mit eget hjerte. 13 Jeg ville gerne have beholdt ham her, for han har været mig til stor hjælp, mens jeg har siddet i fængsel på grund af mit budskab om Jesus. Du ville sikkert gerne selv have hjulpet mig, men det gjorde din slave så i stedet for. 14 Alligevel vil jeg ikke beholde ham uden dit samtykke, for han er trods alt din slave. Jeg ønsker heller ikke at tvinge dig til at gøre en god gerning. Den slags skal være frivilligt. 15 Måske var det nødvendigt, at du skulle undvære ham for en tid for netop at få ham tilbage for evigt, 16 ikke kun som slave, men som noget langt bedre, en medkristen som er højt elsket, ikke mindst af mig. Men du vil også selv elske ham højere nu, da I ud over det daglige arbejdsfællesskab også har fællesskab i Herren.
17 Hvis du virkelig betragter mig som partner i tjenesten, så tag imod ham, som du ville tage imod mig. 18 Hvis han har gjort noget forkert eller skylder dig noget, så skriv det på min regning. 19 Jeg vil betale det for ham. Det garanterer jeg for ved min egen underskrift. På den anden side kunne man jo egentlig også sige, at du på en måde skylder mig dit liv.
20 Kære kristne ven, vil du ikke nok gøre mig den tjeneste? Giv mig den glæde for Kristi skyld! 21 Jeg har skrevet det her brev i tillid til, at du vil gøre, hvad jeg beder dig om. Ja, jeg er overbevist om, at du ville gøre meget mere.
22 Samtidig vil jeg også bede dig om at være parat til at tage imod mig som din gæst. Jeg regner nemlig med, at Gud vil svare på jeres bønner og give mig min frihed tilbage, så jeg kan besøge jer.
23 Epafras sender jer mange hilsener. Han sidder også i fængsel her for troens skyld. 24 Også mine medarbejdere Markus, Aristark, Demas og Lukas sender deres hilsener.
25 Herren Jesu Kristi nåde være med jeres ånd!
33 Et træ kendes på sine frugter. Et godt træ bærer god frugt, og et dårligt træ bærer dårlig frugt. 34 Hvordan skulle der kunne komme noget godt fra jer, slangeyngel? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. 35 Et godt menneske tager gode ting frem fra sit forråd af gode tanker, men et ondt menneske tager onde ting frem fra sit forråd af onde tanker. 36 Jeg siger jer, at på dommens dag skal mennesker stå til regnskab for hvert et ondt ord, de har talt. 37 Ud fra jeres egne ord vil I blive frikendt, og ud fra jeres egne ord vil I blive dømt.”
De vantro vil blive dømt(A)
38 Derefter forlangte nogle af de skriftlærde og farisæerne, at Jesus skulle gøre et mirakel som tegn på, at han virkelig var Messias.
39 Men Jesus svarede: „Onde og vantro mennesker forlanger tegn. Men den slags mennesker får ikke andet end profeten Jonas’ tegn. 40 For som Jonas var tre dage i havdyrets bug, sådan skal Menneskesønnen være tre dage[a] i jordens dyb. 41 Nineves ledere vil på dommens dag rejse sig og anklage den slags vantro mennesker, for da Jonas forkyndte dom over Nineve, angrede alle byens indbyggere deres ondskab og vendte sig til Gud. Og her står en, der er større end Jonas. 42 Også dronningen af Saba vil på dommens dag rejse sig og anklage den slags mennesker, for hun kom helt fra verdens ende for at lytte til Salomons visdom. Og her står en, der er større end Salomon.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.