Book of Common Prayer
49 Kom Ordet til din Tjener i Hu, fordi du har ladet mig håbe. 50 Det er min Trøst i Nød, at dit Ord har holdt mig i Live. 51 De frække hånede mig såre, dog veg jeg ej fra din Lov. 52 Dine Lovbud fra fordum, Herre, kom jeg i Hu og fandt Trøst. 53 Harme greb mig over de gudløse, dem, der slipper din Lov. 54 Dine vedtægter blev mig til Sange i min Udlændigheds Hus. 55 Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, Herre, jeg holdt din Lov. 56 Det blev min lykkelige Lod: at agte på dine Befalinger.
57 Min Del er Herren, jeg satte mig for at holde dine Ord. 58 Jeg bønfaldt dig af hele mit Hjerte, vær mig nådig efter dit Ord! 59 Jeg overtænkte mine Veje og styred min Fod tilbage til dine Vidnesbyrd. 60 Jeg hasted og tøved ikke med at holde dine Bud. 61 De gudløses Snarer omgav mig, men jeg glemte ikke din Lov. 62 Jeg, står op ved Midnat og takker dig for dine retfærdige Lovbud. 63 Jeg er Fælle med alle, der frygter dig og holder dine Befalinger. 64 Jorden er fuld af din Miskundhed, Herre, lær mig dine Vedtægter!
65 Du gjorde vel mod din Tjener, Herre, efter dit Ord. 66 Giv mig Forstand og indsigt, thi jeg tror på dine Bud. 67 For jeg blev ydmyget, for jeg vild, nu holder jeg dit Ord. 68 God er du og gør godt, lær mig dine Vedtægter! 69 De frække tilsøler mig med Løgn, men på dine Bud tager jeg hjerteligt Vare. 70 Deres Hjerte er dorskt som Fedt, jeg har min Lyst i din Lov. 71 Det var godt, at jeg blev ydmyget, så jeg kunde lære dine Vedtægter. 72 Din Munds Lov er mig mere værd end Guld og Sølv i Dynger.
49 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.
2 Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk, 3 både høj og lav, både rig og fattig! 4 Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt; 5 jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg.
6 Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske Fjender omringer mig med Brøde, 7 de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom? 8 Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum 9 - Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det - så han kunde blive i Live 10 og aldrig få Graven at se; 11 nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre, 12 deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn. 13 Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgår. 14 Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela. 15 I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig. 16 Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig til sig. - Sela. 17 Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges; 18 thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke. 19 Priser han end i Live sig selv: "De lover dig for din Lykke!" 20 han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue. 21 Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgår.
53 Til Sangmesteren. Al-mahalat. En Maskil af David.
2 Dåerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt. 3 Gud skuer ned fra Himlen på Menneskenes Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud. 4 Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke een.
5 Er de Udådsmænd da uden Forstand de, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder Gud? 6 Af Rædsel gribes de da, hvor ingen Rædsel var; thi Gud adsplitter din Belejres Ben; de bliver til Skamme, thi Gud forkaster dem.
7 Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når Gud vender sit Folks Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes.
13 Og Herren sagde til mig: "Jeg har set dette Folk, og se, det er et Folk med hårde Halse; 14 lad mig i Fred, så jeg kan ødelægge dem og udslette deres Navn under Himmelen; så vil jeg gøre dig til et Folk, mægtigere og større end det!" 15 Da vendte jeg mig bort og steg ned fra Bjerget med Pagtens to Tavler i mine Hænder, medens Bjerget brændte i lys Lue; 16 og jeg så, og se, I havde syndet mod Herren eders Gud, I havde lavet eder en støbt Tyrekalv; hastigt var I veget fra den Vej, Herren havde foreskrevet eder. 17 Da greb jeg de to Tavler og kastede dem ud af mine Hænder og knuste dem for eders Øjne. 18 Og derpå faldt jeg ned for Herrens Åsyn fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter ligesom forrige Gang, uden at spise eller drikke, for alle eders Synders Skyld, som I havde begået, idet I gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne, så I fortørnede ham. 19 Thi jeg frygtede for, at Herren skulde tilintetgøre eder i den Vrede og Harme, som opfyldte ham imod eder. Og Herren bønhørte mig også den Gang! 20 Også på Aron blev Herren vred, så han vilde tilintetgøre ham; men den Gang gik jeg også i Forbøn for Aron. 21 Men eders syndige Værk, Kalven, tog jeg og brændte; og jeg knuste og malede den til fint Støv, og Støvet kastede jeg i Bækken, som løber ned ad Bjerget.
12 så ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, så at han falder fra den levende Gud. 13 Men formaner hverandre hver Dag, så længe det hedder "i Dag", for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag. 14 Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, såfremt vi fastholde vor første Fortrøstning urokket indtil Enden. 15 Når der sigs: "I Dag, - når I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter som i Forbitrelsen": 16 hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses? 17 Men på hvem harmedes han i fyrretyve År? Mon ikke på dem, som syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen? 18 Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gå ind til hans Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige? 19 Og vi se, at de ikke kunde gå ind på Grund af Vantro.
23 Men da han var i Jerusalem i Påsken på Højtiden, troede mange på hans Navn, da de så hans Tegn, som han gjorde. 24 Men Jesus selv betroede sig ikke til dem, fordi han kendte alle, 25 og fordi han ikke havde nødig, at nogen skulde vidne om Mennesket; thi han vidste selv, hvad der var i Mennesket.
3 Men der var en Mand af Farisæerne, han hed Nikodemus, en Rådsherre iblandt Jøderne. 2 Denne kom til ham om Natten og sagde til ham: "Rabbi! vi vide. at du er en Lærer kommen fra Gud; thi ingen kan gøre disse Tegn, som du gør, uden Gud er med ham." 3 Jesus svarede og sagde til ham: "Sandelig, sandelig, siger jeg dig. uden nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds Rige." 4 Nikodemus siger til ham: "Hvorledes kan et Menneske fødes, når han er gammel? Mon han kan anden Gang komme ind i sin Moders Liv og fødes?" 5 Jesus svarede: "Sandelig, sandelig, siger jeg dig, uden nogen bliver født af Vand og Ånd, kan han ikke komme ind i Guds Rige. 6 Hvad der er født af Kødet, er Kød; og hvad der er født af Ånden, er Ånd. 7 Forundre dig ikke over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. 8 Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens Susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; således er det med hver den, som er født af Ånden." 9 Nikodemus svarede og sagde til ham: "Hvorledes kan dette ske?" 10 Jesus svarede og sagde til ham: "Er du Israels Lærer og forstår ikke dette? 11 Sandelig, sandelig, siger jeg dig vi tale det, vi vide, og vidne det, vi have set; og I modtage ikke vort Vidnesbyrd. 12 Når jeg siger eder de jordiske Ting, og I ikke tro, hvorledes skulle I da tro, når jeg siger eder de himmelske? 13 Og ingen er faren op til Himmelen, uden han, som for ned fra Himmelen, Menneskesønnen, som er i Himmelen. 14 Og ligesom Moses ophøjede Slangen i Ørkenen, således bør Menneskesønnen ophøjes, 15 for at hver den, som tror, skal have et evigt Liv i ham.