Book of Common Prayer
Bøn om Herrens indgreb
102 Fra en, der lider, men beder om og forventer Herrens hjælp.
2 Herre, hør min bøn,
lad mit nødråb nå frem til dig.
3 Vend dig ikke bort fra mig,
for jeg lider og er i stor nød.
Hør mig, når jeg kalder på dig,
kom mig hurtigt til hjælp.
4 Jeg føler mit liv forsvinde som en røg,
det er, som om jeg blev lagt på et bål.
5 Jeg er som afskåret græs, der er ved at visne,
jeg har mistet lysten til at spise.
6 Jeg sukker og stønner højlydt,
jeg er snart ikke andet end skind og ben.
7 Jeg er mager som en grib i ørkenen,
som en ugle i øde ruiner.
8 Om natten ligger jeg vågen og jamrer,
så ulykkelig som en ensom fugl på taget.
9 Dagen lang bliver jeg hånet af mine fjender,
de gør nar af mig og forbander mig.
10 Den mad, jeg spiser, smager som aske,
min drik er blandet med tårer,
11 fordi du udøste din vrede over mig,
du tog mig i kraven og kastede mig bort.
12 Mit liv er snart forbi som aftenskyggen,
jeg visner bort som afskåret græs.
13 Men du, min Gud, sidder evigt på tronen,
din storhed berømmes fra slægt til slægt.
14 Rejs dig og se i nåde til Zion.
Det er tid til at vise din barmhjertighed,
du har jo lovet at komme os til hjælp.
15 Selv om Jerusalem ligger i ruiner,
elsker dit folk byens sten og murbrokker.
16 Folkeslag skal ære Herrens navn,
og jordens konger skal frygte for hans magt.
17 For Herren vil genopbygge Jerusalem,
han vil åbenbare sin magt og herlighed.
18 Han vil lytte til de nødstedtes råb,
ikke afvise deres indtrængende bøn.
19 Det bliver nedskrevet for efterslægtens skyld,
så kommende generationer må prise Herren.
20 Herren ser os fra sin bolig i himlen,
han betragter jorden fra sit himmelske tempel.
21 Han hører de tilfangetagne stønne og klage,
han befrier dem, som var dømt til at dø.
22 Sådan skal Herrens magt fejres i Zion,
hans frelse skal prises i Jerusalem.
23 Da vil nationerne rådslå med hinanden,
og konger skal bøje sig for Herren.
24 Herre, du har ramt mig i min bedste alder,
jeg føler, at min livskraft ebber ud.
25 Åh, min Gud, du som lever for evigt,
lad mig ikke dø i min bedste alder.
26 I begyndelsen grundlagde du jorden,
med egne hænder skabte du himmelrummet.
27 Det hele skal forgå, men du vil bestå.
Himmel og jord slides op som en klædning,
du lægger dem væk som et udslidt stykke tøj.
28 Men du er altid den samme,
dine leveår får aldrig ende.
29 De kommende slægter skal leve i sikkerhed,
de skal få lov at trives i din nærhed.
Herrens trofasthed mod sit folk
107 Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid.
2 Det er, hvad Herrens folk bør sige,
dem, han befriede fra fjendens magt
3 og bragte tilbage fra fjerne lande,
fra øst og vest og syd og nord.
4 De måtte vandre længe gennem øde egne,
de ledte efter et sted at bo.
5 De var udmattede af sult og tørst
og nær ved at give op.
6 Men i deres nød råbte de til Herren,
og han reddede dem ud af problemerne.
7 Han førte dem ad den rigtige vej
til en by, hvor de kunne bosætte sig.
8 De bør takke Herren for hans trofasthed,
for de undere, han gør for menneskene.
9 Han slukkede de udmattedes tørst,
og han mættede de sultne med gode gaver.
10 De sad i et trøstesløst mørke
og led under deres fangenskab,
11 fordi de havde gjort oprør mod Gud,
ringeagtet den Højestes bud.
12 Han nedbrød deres stolthed gennem lidelser,
når de segnede, hjalp ingen dem op.
13 Men i deres nød råbte de til Herren,
og han reddede dem ud af problemerne.
14 Han førte dem ud af mørket
og rev deres lænker i stykker.
15 De bør takke Herren for hans trofasthed,
for de undere, han gør for menneskene.
16 Han sprængte porte af bronze
og huggede gennem slåer af jern.
17 De blev mishandlet og betragtet som tåber
på grund af deres synd og oprør mod Gud.
18 De mistede appetitten og fik kvalme af maden,
de var døden nær af sult.
19 Men i deres nød råbte de til Herren,
og han reddede dem ud af problemerne.
20 Han sagde blot et ord, og de blev reddet,
han rev dem ud af dødens gab.
21 De bør takke Herren for hans trofasthed,
for de undere han gør for menneskene.
22 Lad dem bringe ham ofre i taknemmelighed,
synge med glæde om hans vældige gerninger.
23 Nogle stod til søs med deres skibe,
drev handel på det store hav.
24 Også de fik Herrens gerninger at se,
de undere han udførte på havet.
25 Han befalede stormvejret at bryde løs,
bølgerne rejste sig som bjerge.
26 De steg mod himlen, sank atter ned i dybet.
Sømændene var ved at give op over for orkanen.
27 De ravede rundt som fulde folk,
de kunne intet stille op.
28 Men i deres nød råbte de til Herren,
og han reddede dem ud af problemerne.
29 Stormen blev stille som en hvisken,
havets bølger faldt hurtigt til ro.
30 Da fyldtes de af fred, åndede lettet op,
og han førte dem til deres rejses mål.
31 De bør takke Herren for hans trofasthed,
for de undere, han gør for menneskene,
32 ophøje ham offentligt i folkets forsamling
og for landets ledende råd.
3 Herren, den Almægtige, siger: „Hør efter: Jeg vil sende min udsending i forvejen. Han skal berede vejen for mig. Derefter vil den Herre, I venter på, pludselig komme til sit tempel. Ja, pagtens sendebud, som vil give jer glæde, han kommer helt sikkert.”
2 Når han kommer, betyder det dom over ondskaben. Han er som ilden under en smeltedigel, som et ætsende rensemiddel. 3 Ligesom sølv og guld bliver renset for urenheder i smeltediglen, vil han rense levitterne og præsterne for deres urenhed. Først derefter kan de bringe Herren de rette ofre. 4 Da kan Herren igen glæde sig over at modtage Judas og Jerusalems offergaver som før i tiden.
5 Herren, den Almægtige, siger: „Når jeg kommer, vil jeg uden tøven straffe de ugudelige: dem, der øver trolddom, ægteskabsbryderne, dem, der sværger falsk, dem, der snyder arbejderne for deres løn, dem, der udnytter enkerne og de forældreløse, dem, der bedrager fremmede og udlændinge, ja, alle, der ikke har ærefrygt for mig.
6 Jeg, Herren, har ikke forandret mig. Og der er stadig en rest tilbage af mit folk, Jakobs efterkommere. 7 Lige siden jeres forfædres tid har I haft problemer med at overholde mine befalinger. Vend om og kom til mig, så vil jeg komme jer i møde.
I siger: ‚Vi har da aldrig vendt os bort fra dig!’
8 Men jeg siger: Synes I, det er i orden, at mennesker bedrager Gud? For det er præcis, hvad I har gjort!
‚Hvordan har vi bedraget dig?’ spørger I.
Ved at fratage mig den tiende og de ofre, som tilkommer mig. 9 I har alle bedraget mig, og derfor rammer dommen hele folket. 10 Bring hele min tiende til forrådskammeret, så der bliver rigeligt med mad i mit hus. Sæt mig på prøve, så skal I se, at jeg åbner himlens sluser og overøser jer med velsignelser. 11 Så vil jeg holde græshopperne væk, så jeres marker igen kan give en god høst og jeres vinmarker producere mange vindruer. 12 Og alle folkeslag vil tale om, hvor velsignede I er, for jeres land bliver et dejligt sted at bo, siger Herren, den Almægtige!”
Hold ud, mens I venter på Herrens komme
7 Kære kristne venner, vent tålmodigt på Herrens komme. Tænk på landmanden, der med forventning ser frem til den værdifulde høst fra sine marker. Han venter tålmodigt, mens regnen giver vækst, både den tidlige og den sene regn. 8 Sådan skal I også være tålmodige og holde ud, for Herren kommer snart. 9 Lad være med at klage over hinanden, for at I ikke selv skal blive dømt. Den store Dommer står allerede klar ved døren.
10 Følg det eksempel på tålmodighed i lidelse, som de gamle profeter har givet jer. De var jo mennesker, der levede tæt på Gud og talte på hans vegne. 11 Vi ved, at de, der holdt ud gennem lidelserne, blev velsignet af Gud. I har hørt om Jobs udholdenhed, og I ved, hvordan Gud velsignede ham til sidst, for han er en kærlig og barmhjertig Gud.
12 Husk også på, kære venner, at I ikke må sværge, hverken ved Himlen eller jorden eller noget som helst andet. Hvis I mener „ja”, så sig „ja”, og hvis I mener „nej”, så sig „nej”, ellers vil Gud dømme jer.
Tab ikke modet
18 Jesus fortalte derefter disciplene en historie om nødvendigheden af altid at bede og ikke miste modet:
2 „Der var engang en dommer, som ikke frygtede Gud og ikke tog hensyn til folks rettigheder. 3 I byen boede også en enke, som blev ved med at opsøge ham. ‚Den, som har forbrudt sig imod mig, skal dømmes og straffes,’ forlangte hun. 4 Længe afviste han at foretage sig noget, men til sidst sagde han til sig selv: ‚Selv om jeg er ligeglad med Gud og mennesker, 5 så må jeg nok hellere afsige en dom, siden hun bliver ved med at besvære mig. Ellers ender det vel med, at hun overfalder mig.’ ”
6 Og Jesus fortsatte: „Når den korrupte dommer siger sådan, 7 tror I så ikke den barmhjertige Gud vil lytte til sine udvalgte, der råber til ham dag og nat, og dømme dem, der mishandler dem? 8 Jo, han vil straffe de skyldige, og det vil ske i hast. Men hvor mange vil holde fast ved troen, indtil Menneskesønnen kommer tilbage?”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.