Book of Common Prayer
Folket beder for kongen før kampen
20 Til korlederen: En sang af[a] David.
2 Må Herren svare på din bøn, når du er i nød,
må Jakobs Gud bevare dig fra alt ondt.
3 Må han sende dig hjælp fra sin helligdom,
styrke dig fra sin bolig på Zion.
4 Må han mindes alle dine gaver
og acceptere dine brændofre.
5 Må han opfylde dit hjertes længsler
og lade dine planer lykkes.
6 Må vi få anledning til at råbe af glæde,
når vi hører om dine sejre.
Må vi få anledning til at lovsynge vor Gud.
Må Herren svare på alle dine bønner.
Kongen giver udtryk for sin tillid til Herren
7 Jeg er sikker på, at Herren vil hjælpe sin udvalgte konge.
Han svarer mig fra sin himmelske bolig,
hjælper mig med sin mægtige styrke.
8 Nogle stoler på vogne og ryttere,
men vi stoler på Herren, vor Gud.
9 De skal falde og gå til grunde,
men vi rejser os og står fast.
10 Giv mig sejren, Herre!
Hør os, når vi beder dig om hjælp!
Lovsang efter sejren
21 Til korlederen: En sang af David.
2 Herre, kongen glæder sig over din magt,
han råber af fryd over din sejr.
3 Du har opfyldt hans hjertes ønske,
ikke nægtet ham, hvad han bad dig om.
4 Du kom til ham med rige gaver.
Du satte en gylden krone på hans hoved.
5 Han bad om din velsignelse over sit liv,
og du lovede ham et varigt dynasti.
6 Du gav ham sejre og berømmelse,
du tildelte ham ære og værdighed.
7 Din velsignelse følger ham altid,
dit nærvær fylder ham med usigelig glæde.
8 Han stoler på Herren og skal aldrig snuble,
for den Almægtiges trofaste nåde bevarer ham.
9 Du opsporer alle dine fjender,
tilintetgør enhver, som hader dig.
10 Når du viser dig, brænder de op som i en ovn,
du opsluger dem i vrede, lader ild fortære dem.
11 Du fjerner deres børn fra jordens overflade,
deres slægt dør fuldstændig ud.
12 Selv om de sætter sig op imod dig,
vil deres onde planer ikke lykkes.
13 De vender om og flygter,
når du sender dine pile.
14 Rejs dig, Herre, i din vældige styrke.
Med sang og spil vil vi lovprise din magt.
Den mægtige konge
110 En sang af David.
Herren sagde til min Herre:
„Sæt dig ved min højre side,
imens jeg overvinder dine fjender.”
2 Herren vil give dig et mægtigt kongerige,
fra Zion skal du herske over alle dine fjender.
3 Dit folk kommer villigt på kampens dag,
din hær af friske unge samles ved solopgang på det hellige bjerg.[a]
4 Herren har aflagt et løfte, som aldrig kan rokkes:
„Du skal være præst efter Melkizedeks forbillede for evigt.”
5 Herren er ved din side, han er din styrke,
han knuser de fjendtlige konger i sin vrede.
6 Han holder dom over folkeslagene,
han knuser jordens ledere, dalene fyldes med lig.
7 Han drikker af en bæk langs vejen,
han rejser sig med fornyet styrke.
Hjælp i dødsangst
116 Jeg elsker Herren,
for han hører min bøn.
2 Han lytter til mit råb om hjælp,
jeg vil bede til ham, så længe jeg lever.
3 Døden holdt mig i sit kvælertag,
jeg var dødsens angst og dybt fortvivlet.
4 Da råbte jeg: „Herre, red mig fra at dø!”
5 Herren er god og nådig.
Vor Gud er fuld af barmhjertighed.
6 Han hjælper dem, der råber om hjælp,
han frelste mig i nødens stund.
7 Min sjæl, fald til ro igen,
for Herren har bevist sin godhed.
8 Han reddede mig fra døden,
mit øje fra gråd, min fod fra fald.
9 Jeg er stadig i live,
og jeg vil altid følge Herrens vej.
10 Jeg troede, og derfor talte jeg.
„Herre!” råbte jeg. „Jeg er i stor nød!”
11 I min bitre angst sagde jeg:
„De er alle sammen fulde af løgn!”
12 Hvad kan jeg give til Herren
for al hans godhed imod mig?
13 Jeg vil takke ham for min redning
med et drikoffer.
14 Jeg vil bringe ham de ofre, jeg har lovet,
for øjnene af hele folket.
15 Herren elsker sit folk,
han griber ind, hvis nogen er nær ved at dø.
16 Herre, jeg er din tjener, en simpel slave.
Tak, fordi du reddede mig fra døden.
17 Jeg vil bringe dig takofre
og lovprise dig.
18 Jeg vil bringe de ofre, jeg lovede,
for øjnene af hele folket,
19 midt i din helligdom, Herre,
midt i Jerusalem.
Halleluja!
Herrens godhed og trofasthed
117 Pris Herren, alle nationer.
Lovsyng ham, alle folkeslag.
2 For hans godhed mod os er stor,
hans trofasthed varer for evigt.
Halleluja!
17 Et par dage efter sin ankomst sendte han bud til byens jødiske ledere og indbød dem til at komme og besøge ham. Da de var kommet, sagde han til dem: „Mine ærede landsmænd! Jeg blev pågrebet af jøderne i Jerusalem og overgivet til de romerske myndigheder, selv om jeg hverken har gjort noget forkert imod vores folk eller imod de skikke, vi har fra forfædrene. 18 Romerne stillede mig for retten, hvorefter de ville løslade mig, fordi de ikke kunne finde noget grundlag for den dødsdom, som jøderne krævede. 19 Men da jøderne protesterede mod den afgørelse, blev jeg tvunget til at appellere min sag til kejseren, selv om jeg ikke har noget at anklage mit eget folk for. 20 Det er derfor, jeg har bedt jer komme her i dag. Jeg vil gerne fortælle jer, at jeg bærer de her lænker på grund af min tro på ham, som Israels folk har ventet og håbet på så længe.” 21 De svarede: „Vi har ikke modtaget noget brev fra Judæa om den sag, og der er heller ikke kommet nogle ledere derfra med en rapport om, at du skulle have gjort noget forkert. 22 Men vi vil gerne høre din mening om den sekt, som vi har hørt, at mange taler imod.”
23 De aftalte et tidspunkt for et møde, og på den fastsatte dag kom et større antal mennesker til det sted, hvor Paulus boede. Han underviste dem grundigt om Guds rige og søgte ud fra Toraen og de profetiske bøger at overbevise dem om, at Jesus er Messias. Han begyndte undervisningen om morgenen og fortsatte lige til aften.
24 Nogle lod sig overbevise af Paulus’ ord, men andre ville ikke tro det. 25 Da de tog derfra, diskuterede de indbyrdes frem og tilbage. Paulus havde sluttet med at sige: „Helligånden havde ret, da han gennem profeten Esajas sagde til jeres forfædre:
26 Sig til dette folk:
‚I hører, men forstår dog intet.
I ser, men fatter dog intet.’
27 For dette folk går rundt med lukkede øjne,
så de intet ser.
De har ørerne tilstoppede,
så de intet hører.
Deres hjerter er tillukkede,
så de ikke føler anger eller skyld.
Derfor kommer de ikke til mig,
så jeg kan helbrede dem.[a]
28 Derfor kan jeg fortælle jer, at når I ikke vil høre, bliver budskabet om Guds frelse bragt ud til de ikke-jødiske folkeslag—og de vil høre efter!”[b]
30 De næste to år boede Paulus nu i det hus, han havde lejet, og han tog imod alle, som besøgte ham. 31 Han fortsatte med at forkynde om Guds rige, og han underviste frimodigt om Herren Jesus Kristus, uden at nogen forsøgte at hindre ham i det.
Manglende tro(A)
37 Den næste dag, da de var nået hele vejen ned fra bjerget, kom en stor skare mennesker dem i møde. 38 En mand råbte: „Mester, vil du ikke nok komme og se til min søn? Han er mit eneste barn, 39 og der er en ond ånd, som bliver ved med at tage magten over ham. Den får ham til at udstøde de frygteligste skrig. Derpå kaster den ham til jorden, og han får krampe, og fråden står ham om munden. Altid er den ude efter ham, og den er lige ved at tage livet af ham. 40 Jeg bad dine disciple om at drive den onde ånd ud, men de kunne ikke.”
41 „Åh, I forvildede og vantro mennesker!” udbrød Jesus. „Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med din søn!”
42 Mens drengen var på vej derhen, hev og sled den onde ånd i ham, og han vred sig i krampeanfald. Jesus befalede den onde ånd at forlade drengen. Straks var han helbredt, og Jesus gav ham tilbage til faderen. 43 Folk var slået af forundring over et sådant Guds under.
Jesus taler igen om sin død(B)
Mens alle stadig undrede sig over det, Jesus havde gjort, sagde han til disciplene: 44 „Hør godt efter og glem ikke, hvad jeg nu siger til jer: Det varer ikke længe, før Menneskesønnen bliver forrådt og overgivet i menneskers vold.” 45 Men disciplene forstod ikke, hvad han mente. Det var simpelt hen en gåde for dem, så de ikke kunne fatte det, men ingen af dem turde spørge ham.
Den største er den, som vil tjene(C)
46 Disciplene begyndte nu at diskutere, hvem der var den mest betydningsfulde af dem. 47 Men da Jesus kendte deres tanker, fik han fat i et barn og stillede det ved siden af sig. 48 Så sagde han: „Enhver, der accepterer sådan et barn, fordi det hører mig til, har i virkeligheden accepteret mig; og den, der har accepteret mig, har accepteret min Far, som sendte mig. Den af jer, som er parat til at være den mindste, er i virkeligheden den største.”
Den, der ikke er imod, er for(D)
49 Johannes sagde nu til Jesus: „Mester, vi så en mand drive onde ånder ud i dit navn, og vi sagde til ham, at det skulle han holde op med. Han var jo ikke en af dine disciple.”
50 Men Jesus svarede: „Lad være med at hindre ham. Den, som ikke er imod jer, er for jer.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.