Book of Common Prayer
Beskyttet under Herrens nåde
5 Til korlederen: Brug fløjterne. En sang af David.
2 Herre, hør min bøn,
lyt til mine dybe suk.
3 Min Konge og min Gud, hør mit råb om hjælp,
for til dig vil jeg klage min nød.
4 Om morgenen løfter jeg min røst til dig,
jeg lægger min sag frem for dig og venter.
5 Gud, du hader grusomheder
og kan ikke acceptere ondskab.
6 Oprørere får ikke adgang til dig,
for du hader de onde.
7 Du tilintetgør dem, der lyver,
du afskyr vold og bedrageri.
8 Men jeg kan gå ind i dit tempel
på grund af din trofaste nåde
og tilbede dig i ærefrygt.
9 Herre, led mig ad den rette vej,
så mine fjender ikke fælder mig.
Vis mig den vej, jeg skal gå,
og fortæl mig, hvad jeg skal gøre.
10 Mine fjender lyver konstant,
de er kun ude på at gøre fortræd.
Deres strube stinker som en åben grav,
deres tunge er belagt med smiger.
11 Drag dem til ansvar, oh, Gud,
fang dem i deres egne fælder.
Straf dem for deres trodsighed,
for det er dig, de gør oprør imod.
12 Men lad alle, som stoler på dig, juble.
Lad dem råbe af fryd til hver en tid.
Du beskytter dem, der følger dig trofast,
så de altid er fyldt med glæde.
13 Du velsigner jo de gudfrygtige, Herre,
dækker dem med din nådes skjold.
Bøn under lidelse
6 Til korlederen: Brug lyrerne.[a] En sang af David.
2 Herre, straf mig ikke i vrede,
irettesæt mig ikke i harme.
3 Vær barmhjertig, Herre, for jeg er svag.
Helbred mig, Herre, jeg ryster over det hele.
4 Jeg er fortvivlet og fuld af frygt.
Hvor længe skal jeg lide, Herre?
5 Hør mit råb og red mig,
vær mig nådig og hjælp mig.
6 I graven kan ingen tilbede dig,
de døde lovsynger dig ikke.
7 Jeg er udmattet af smerte,
jeg græder hver eneste nat,
min pude er gennemblødt af tårer.
8 Sorgen slører mit blik
på grund af mine mange fjender.
9 Gå væk fra mig, I onde mennesker,
for Herren har hørt min gråd.
10 Han har hørt mit suk,
og han vil svare på min bøn.
11 Alle mine fjender bliver ydmyget,
de gribes af rædsel og flygter.
Det stolte menneske
10 Hvorfor er du så langt væk, Herre,
når jeg har allermest brug for dig?
2 De gudløse undertrykker frækt de svage,
fanger dem med listige intriger.
3 De praler af deres onde planer,
roser de grådige, men håner Herren.
4 De er stolte og regner ikke med Gud.
De mener, han slet ikke eksisterer.
5 De ser ud til at klare sig godt.
De ænser ikke straffen, der venter dem.
De blæser på deres modstandere.
6 „Intet kan slå os ud,” siger de.
„Vi klarer alle problemer.”
7 De har munden fuld af forbandelser, løgn og trusler,
deres ord skaber altid ødelæggelse.
8 De ligger på lur i mørket og myrder de uskyldige,
de venter altid på et hjælpeløst bytte.
9 Som løver kryber de sammen, klar til spring,
venter på at kaste sig over de svage.
Som jægere fanger de deres ofre i fælden
og slæber dem bort i deres net.
10 De svage overmandes og segner,
falder under de gudløses magt.
11 „Gud opdager det ikke,” siger de onde,
„han vil aldrig få noget at vide.”
12 Grib ind, Herre! Løft din hånd og slå dem ned.
Glem ikke de svage og undertrykte.
13 Skal de onde have lov at håne dig
og sige: „Han vil ikke kræve os til regnskab.”?
14 Herre, du ser hver eneste ond handling.
Du ser det og straffer dem.
De nødstedte regner med dig, Gud,
for du er den, der hjælper de svage.
15 Sæt en stopper for de ondes adfærd,
drag dem til ansvar for alle deres forbrydelser.
16 Herre, du er konge for evigt og altid.
De gudløse skal ikke bo i dit land.
17 Herre, du ved, hvad de undertrykte længes efter.
Du hører deres suk og trøster dem.
18 Du forsvarer de sårbare og svage,
så ingen skal terrorisere dem længere.
Tilflugt hos Herren
11 Til korlederen: En sang af David.
Jeg stoler på Herren og søger hans hjælp.
Hvorfor siger I: „Flygt op i bjergene som en fugl,
2 for de gudløse har spændt deres bue og lagt pilen til rette.
De gemmer sig i mørket for at ramme de retskafne.
3 Hvad kan en gudfrygtig gøre, når al lov og ret er borte?”
4 Herren sidder i sit hellige tempel.
Han regerer fra sin trone i Himlen.
Han overvåger hvert menneske på jorden.
5 Han gennemskuer både de gode og de gudløse.
Han hader dem, som elsker vold.
6 Han lader gloende kul regne ned over de onde,
straffer dem med rygende svovl og en brændende vind.
7 Herren er god og elsker dem, der adlyder ham,
de, som gør det gode, skal se hans ansigt.
Jonas nægter at adlyde Gud
1 En dag talte Herren til Jonas, Amittajs søn. Han sagde: 2 „Tag af sted til den store by Nineve og råb til dens befolkning, at jeg vil straffe dem for deres ondskab.”
3 Men Jonas ønskede ikke at gøre, hvad Gud havde sagt til ham, så han flygtede i den modsatte retning. Han gik ned til havnebyen Jafo, hvor han fandt et skib, der skulle til Tarshish.[a] Han betalte for rejsen og gik om bord for at sejle til Tarshish og dermed unddrage sig den opgave, Gud havde givet ham.
Gud straffer Jonas for hans ulydighed
4 Men Herren sendte en voldsom orkan hen over havet, så skibet var ved at blive knust. 5 Sømændene blev dødsens angst og råbte til hver deres gud om hjælp. De kastede også hele lasten over bord for at lette skibet.
Imens lå Jonas nede i lastrummet og sov. 6 Kaptajnen gik ned og vækkede ham. „Hvorfor ligger du her og sover?” råbte han. „Stå op og råb til din gud om hjælp! Måske vil han vise os barmhjertighed og redde os fra at drukne.”
7 Da de var kommet op på dækket, sagde søfolkene til hinanden: „Lad os kaste lod for at finde ud af, hvem der er skyld i denne frygtelige orkan.” Det gjorde de så, og loddet traf Jonas.
8 Så begyndte de anklagende spørgsmål at hagle ned over ham: „Er det virkelig dig, der er skyld i det her?” „Hvem er du egentlig?” „Hvad bestiller du her?” „Hvor kommer du fra?” „Hvilket folk tilhører du?” 9 Jonas svarede: „Jeg er hebræer. Jeg tilbeder Herren, den Gud, som bor i Himlen, og som har skabt både havet og landjorden.” 10 Så fortalte han dem, at han var på flugt fra sin gud. Mændene blev dybt rystede, da de hørte det. „Hvordan kunne du gøre det?” råbte de. 11 Imens blev orkanen om muligt endnu værre. „Hvad skal vi gøre ved dig, for at din gud kan standse stormen?” 12 „Kast mig i havet,” svarede Jonas. „Så lægger bølgerne sig. Jeg indrømmer, at det er min skyld, at denne orkan har ramt jer.”
13 Besætningen prøvede dog først at ro i retning af land, men det var håbløst. Orkanen var alt for voldsom. 14 Så råbte de til Jonas’ gud, Herren: „Åh, Herre, lad os ikke omkomme på grund af denne mand! Gør os ikke ansvarlige for hans død, når vi kaster ham i havet. Du har jo selv sendt denne orkan!” 15 Så tog de Jonas og kastede ham ud i havet. Øjeblikkeligt lagde vinden sig. 16 Mændene var målløse over Herrens store magt, og de bragte ham ofre og aflagde løfter om, at fra nu af skulle han være deres gud.
24 Da han sagde det, brød Festus ind. „Du er fra forstanden, Paulus!” råbte han. „Den megen lærdom har gjort dig vanvittig!” 25 „Jeg er ikke spor vanvittig, højtærede Festus. Jeg taler både sandt og fornuftigt. 26 Kongen kender det alt sammen. Derfor taler jeg så frimodigt, for jeg ved, at han er godt inde i den sag. Det er jo ikke noget, der er foregået i en afkrog. 27 Kong Agrippa, tror du på profeternes ord? Det ved jeg, du gør.” 28 Agrippa svarede: „Du er lige ved at få mig overtalt til at blive en kristen.” 29 „Hvad enten det er lige ved eller langt fra,” fortsatte Paulus, „så er min bøn til Gud, at ikke alene du, men også alle, som lytter til mig her i dag, må få det, som jeg har det—bortset fra mine lænker.”
30 Så rejste kong Agrippa, Berenike, Festus og de andre prominente gæster sig og forlod salen. 31 På vej ud sagde de til hinanden: „Den mand har ikke gjort noget, han kan dømmes til døden eller fængsles for.” 32 Agrippa sagde derpå til Festus: „Han kunne være blevet sat på fri fod i dag, hvis han ikke havde appelleret sin sag til kejseren.”
Skibbrud under sejladsen til Rom
27 Det var nu afgjort, at vi skulle sejle til Italien, og derfor blev Paulus sammen med en del andre fanger sat under opsyn af en officer ved navn Julius fra den kejserlige hærafdeling. 2 Vi gik om bord i et skib, der var på vej hjem til Adramyttion og på turen skulle anløbe havne langs Lilleasiens kyst. Aristark fra Thessaloniki var også med os.
3 Efter en dags sejlads gjorde vi et kort ophold i Sidon. Julius var meget venlig over for Paulus og lod ham gå i land, så han kunne besøge sine venner og nyde godt af deres gæstfrihed. 4 Da vi skulle sejle videre mod vest, havde vi modvind, og derfor drejede vi i stedet mod nord og sejlede i læ af Cypern. 5 Vi passerede efterhånden provinserne Kilikien og Pamfylien og lagde ind til byen Myra i Lykien.
6 Dér fandt officeren et egyptisk skib med hjemsted i Alexandria. Eftersom det skulle til Italien, blev vi alle overført til det skib, og vi sejlede af sted. 7-8 I flere dage gik det kun langsomt fremad, da vi havde stiv modvind, og med meget besvær nåede vi på højde med Knidos. Her blev vestenvinden os for stærk, så vi drejede mod syd for at komme i læ af Kreta. Da vi havde passeret Kap Salmone på øens østlige spids, sejlede vi med stort besvær vestpå langs kysten og kom endelig til „Gode Havne” i nærheden af byen Lasæa.
Ved tro bliver en kvinde helbredt og en pige oprejst fra de døde(A)
40 Da Jesus nåede tilbage over søen, tog folkeskaren imod ham med åbne arme, for de havde ventet ham med længsel. 41 En synagogeforstander ved navn Jairus nærmede sig, knælede ned foran ham og bad ham følge med hjem, 42 for hans eneste datter lå for døden. Hun var 12 år gammel.
Mens Jesus fulgte med ham, masede mængden sig ind på ham fra alle sider.
43 Nu var der en kvinde, som havde lidt af blødninger i 12 år, uden at nogen havde kunnet helbrede hende, selv om hun havde brugt alle sine penge på lægehjælp. 44 Hun nærmede sig bagfra og rørte ved kvasten på hans bedesjal. Straks standsede blødningen.
45 „Hvem var det, der rørte ved mig?” spurgte Jesus.
Da ingen meldte sig, sagde Peter: „Mester, folk maser jo ind på dig fra alle sider.”
46 „Der var en, der rørte ved mig,” insisterede Jesus, „for jeg kunne mærke en kraft forlade mig.”
47 Kvinden indså nu, at Jesus var klar over, hvad der var sket. Skælvende kom hun frem og faldt på knæ foran ham, og i hele mængdens påhør fortalte hun, hvorfor hun havde rørt ved ham, og at hun nu var rask.
48 Jesus sagde da til hende: „Min ven, det er din tro, der har reddet[a] dig! Fred være med dig!”
49 Mens han endnu talte, kom en mand med besked til Jairus fra hans hjem: „Din datter er død. Du behøver ikke ulejlige mesteren mere.” 50 Da Jesus hørte det, sagde han til Jairus: „Vær ikke bange! Tro på mig, så vil hun blive reddet!”
51 Da de nåede frem til huset, ville Jesus kun have Peter, Johannes, Jakob og den lille piges forældre med ind i det værelse, hvor hun lå. 52 Huset var fyldt med grædende og jamrende mennesker. „Lad være med at græde,” sagde Jesus. „Hun er ikke død. Hun sover bare.” 53 Men de lo overbærende, for de vidste godt, at hun var død. 54 Jesus gik hen og tog pigen i hånden. „Stå op, lille pige!” kaldte han. 55 Da vendte hendes ånd tilbage, og hun stod straks op. Så sagde Jesus, at de skulle give hende noget at spise. 56 Forældrene var ude af sig selv af undren, men Jesus sagde, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad der var sket.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.