Book of Common Prayer
Sørgesang i Babylonien
137 Ved Babyloniens floder sad vi og græd,
når vi tænkte tilbage på Zion.
2 Harperne havde vi ikke lyst til at bruge,
så vi hængte dem op i piletræerne.
3 Vore fangevogtere forlangte, at vi skulle synge,
vore plageånder pålagde os at være glade:
„Syng en sang om Zion for os!”
4 Hvordan skulle vi kunne synge for Herren,
når vi sygner hen i et fremmed land?
5 Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem,
må min højre hånd da blive lammet!
6 Gid min tunge må klæbe til ganen,[a]
hvis jeg ikke husker på dig
og sætter dig højere end alt andet.
7 Herre, husk, hvad edomitterne sagde,
da Jerusalem blev indtaget af babylonierne:
„Riv byen ned, jævn den med jorden!”
8 Babylon, du går din undergang i møde.
Velsignet være dem, der gengælder dig,
hvad du har gjort mod os.
9 Lad dem tage dine spædbørn
og knuse dem mod klippen.
Guds folks sejr og fremgang
144 Af David.
Lovet være du, Herre,
du er min urokkelige Klippe.
Du træner mine hænder til kamp,
du styrker mine fingre til krig.
2 Du er min trofaste beskytter,
mit skjold, min tilflugt og befrier.
Jeg søger ly og hjælp hos dig,
for du giver mig sejr over de fremmede folkeslag.
3 Hvad er et menneske, at du tænker på det,
et menneskebarn, at du tager dig af det.
4 Et menneskes liv er flygtigt som et åndepust,
som en skygge passerer livet forbi.
5 Skub himlens forhæng til side og stig ned,
sæt din fod på bjergene, så de hylles i røg.
6 Send dine lyn, Herre, spred fjenderne,
jag dem på flugt med dine pile.
7 Ræk hånden ned til mig fra himlen,
træk mig op af det frådende dyb.
Red mig fra dette hav af fjender,
befri mig fra de fremmedes magt.
8 De er fulde af løgn,
og de sværger gerne falsk.
9 Jeg vil synge en ny sang til dig, Gud,
spille for dig på en ti-strenget harpe.
10 For du gav dine konger sejr,
du hjalp din tjener David.
11 Red mig fra det dødbringende sværd,
fra fremmede folkeslags herredømme.
De er jo fulde af løgn
og sværger gerne falsk.
12 Gid vore sønner må vokse sig stærke
og stå ranke som store træer.
Gid vore døtre må vokse sig smukke
som de kunstfærdige søjler i paladset.
13 Gid vore lader må blive fulde af al slags afgrøde
og vore får formere sig i tusindvis,
så de står tæt på alle vore marker.
14 Gid vore køer må få masser af kalve.
Jeg beder om, at byens porte ikke bliver brudt ned,
at ingen af os bliver taget til fange,
og at vi bliver skånet for jamren på torvene.
15 Velsignet er det folk, som oplever dette.
Lykkeligt det folk, der har Herren til Gud.
Skabningens Herre
104 Min sjæl, pris Herren.
Min Gud, du er vidunderlig stor.
Du udstråler kongelig værdighed,
2 du er omgivet af et strålende lys.
Du udspændte himlen som en teltdug
3 og byggede din bolig på hvælvingens bue.
Du bruger en tordensky som stridsvogn
og farer af sted på vindens vinger.
4 Du bruger stormvinde som dine sendebud
og gør lynene til dine tjenere.
5 Du grundfæstede jorden,
den står urokkeligt fast.
6 Havets vandmasser dækkede den som en klædning
og gik hen over bjergenes tinder.
7 Ved din befaling kom vandene i bevægelse,
de styrtede væk ved din tordenrøst,
8 de strømmede over bjerge og gennem dale,
for at komme til det sted, du havde beredt for dem.
9 Havene fik en grænse at holde sig bagved,
så de aldrig skulle dække hele jorden igen.
10 Du lod kilder risle frem i dalene
og bække bane sig vej mellem bjergene,
11 så dyrene kan få vand at drikke,
vildæslerne slukke deres tørst.
12 Ved bredden bygger fuglene rede,
fra trækronerne høres deres sang.
13 Fra himlen sender du regn over bjergene,
du velsigner jorden med væde.
14 Du får græs til at spire frem som føde for kvæget,
du gør det muligt for mennesker at dyrke deres afgrøder.
15 Vin, som giver os glæde,
olivenolie, som får vore ansigter til at stråle,
brød, som giver os styrke og helse.
16 Herren passer de træer, han har plantet,
Libanons cedre får rigeligt med regn.
17 Fuglene bygger rede i træernes grene,
storkene bor i fyrretræernes toppe.
18 Højt på bjerget holder stenbukken til,
mellem klipper er grævlingens skjul.
19 Du skabte månen til at markere årets gang,
solen står op og går ned på den fastsatte tid.
20 Du skabte nattens mørke,
hvor de vilde dyr kommer frem.
21 De unge løver brøler efter bytte,
fanger de dyr, Gud har givet dem til føde.
22 De trækker sig tilbage, når solen står op,
går hjem til deres huler og lægger sig.
23 Da begynder mennesket sin daglige dont,
bliver ved med at arbejde, til dagen er forbi.
24 Oh, Gud, hvor er din visdom stor!
Jorden er fuld af dine skabninger.
Hvilken mangfoldighed du har skabt.
25 Foran mig ligger det mægtige hav,
det vrimler af liv i alle former og farver.
26 Skibene pløjer sig gennem de store have,
Livjatan, som du skabte, boltrer sig i bølgerne.
27 Hele skabningen er afhængig af dig,
du giver dem føde i rette tid.
28 Du giver, og de tager imod,
når du åbner din hånd, bliver de mætte.
29 Men vender du ryggen til dem,
bliver de skrækslagne.
Tager du deres livsånde bort,
dør de og bliver til støv.
30 Din livgivende Ånd har skabende kraft,
du fornyer alt liv på jorden.
31 Gid Herrens herlighed må vare for evigt!
Gid han altid må glæde sig over sit skaberværk!
32 Når han ser på jorden, skælver den.
Når han rører ved bjergene, bryder de i brand.
33 Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever,
prise Gud til mit sidste åndedrag.
34 Må han finde behag i min lovsang,
for han er kilden til al min glæde.
35 Gid der ingen syndere var tilbage,
ingen gudløse på hele jorden.
Min sjæl, pris Herren!
Halleluja!
Fredsfyrsten fra Betlehem
5 Du Betlehem-Efrat,
du er kun en lille landsby i Juda,
men fra dig skal en hersker udgå,
som skal lede Israels folk på mine vegne.
Hans oprindelse fortaber sig i fortiden.
2 Derfor vil Gud give folket i deres fjenders hænder,
indtil den fastsatte tid er inde.[a]
Resten af Judas folk[b] skal vende hjem,
fulgt af de øvrige blandt Israels folk.
3 Han vil lede sit folk i den almægtige Guds navn,
som en hyrde vogter sine får.
Da skal de bo trygt,
for hans herredømme omfatter hele jorden.
4 Han er den, der bringer fred.
Når assyrerne[c] angriber vores land
og prøver at indtage vores fæstninger,
indsætter vi syv fyrster imod dem,
mere end nok til at slå dem.[d]
10 Jeg vil ødelægge jeres byer
og nedbryde jeres fæstninger.
11 Jeg river alle amuletter ud af jeres hænder
og gør op med enhver form for spådomskunst.
12 Jeg ødelægger jeres afgudsbilleder,
slår alle jeres gudestatuer i stykker.
Aldrig mere skal I tilbede de guder,
som I selv har skabt.
13 Jeg vil rykke jeres Asherapæle op
og lægge jeres byer i ruiner.
14 I min vrede vil jeg straffe ethvert folk,
som ikke adlyder mig.”
Paulus forsvarer sig over for Kong Agrippa II
13 Nogen tid efter kom Kong Agrippa og Berenike[a] til Cæsarea for at byde Festus velkommen. 14 Besøget varede i adskillige dage, og på et tidspunkt sagde Festus til kongen: „Der er en fange her, hvis sag Felix har overladt til mig. 15 Da jeg var i Jerusalem, kom ypperstepræsterne og en del andre jødiske ledere for at forklare mig, hvad sagen drejede sig om, og de forlangte, at jeg skulle dømme ham. 16 Jeg gjorde dem opmærksom på, at man ifølge romersk lov ikke dømmer en mand, før hans sag har været for retten. Han skal have lov til at møde sine anklagere ansigt til ansigt, så han kan forsvare sig. 17 Da de så kom herned for at få sagen genoptaget, sørgede jeg for allerede dagen efter at få retten sat og Paulus ført frem. 18 Jeg havde ventet, at de ville anklage ham for en eller anden forbrydelse, men det gjorde de ikke. 19 Deres anklager vedrørte nogle af deres religiøse stridsspørgsmål. Og de var uenige med hensyn til en mand ved navn Jesus, som er død, men som Paulus påstår er i live. 20 Da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med den slags religiøse stridigheder, spurgte jeg, om han så ville lade sin sag prøve hos jøderne i Jerusalem. 21 Men det fik ham til at appellere til kejseren. Derfor holder jeg ham fængslet, indtil jeg kan få ham overført til Rom.”
22 „Jeg kunne godt selv tænke mig at høre den mand,” sagde Agrippa. „Det kan du få lov til allerede i morgen,” svarede Festus.
23 Næste morgen mødte Agrippa og Berenike op i deres fineste skrud, og sammen med de højeste officerer og de mest fremtrædende mænd i byen trådte de ind i retssalen. Festus gav så ordre til, at Paulus skulle føres ind. 24 Festus begyndte med at sige: „Kong Agrippa! Ærede tilhørere! Foran jer står nu den mand, som alle de jødiske ledere har tryglet mig om at dømme til døden, både da jeg var i Jerusalem, og da de kom herhen. 25 Men jeg har ikke kunnet finde noget, som han kan straffes med døden for. Eftersom han nu selv har appelleret sin sag til Hans Majestæt, har jeg truffet den afgørelse, at han skal sendes til Rom. 26 Men jeg har ikke nogen reel anklage, jeg kan sende med til Majestæten. Det er grunden til, at jeg i dag har ført ham frem for jer alle og særlig for dig, Kong Agrippa, for at jeg efter forhøret kan vide, hvad jeg skal skrive. 27 Jeg synes nemlig, det er urimeligt at sende en fange af sted uden klart at angive, hvad han sigtes for.”
Brug det lys, du har fået(A)
16 Jesus fortsatte: „Ingen kunne finde på at tænde en lampe og stille den under en spand eller ind under sengen. Nej, man stiller en lampe højt og frit, så de, der kommer ind, får glæde af lyset. 17 Det, som er skjult, vil komme frem, så man kan se det. Og det, som er hemmeligt, vil komme ud i lyset og blive kendt.
18 Pas på, hvordan I bruger det, I hører. De, der gør brug af det lys, de har fået, vil få endnu mere. Men de, der ikke bruger det lys, de har fået, vil miste det, de troede, de havde.”
De, der gør Guds vilje, hører Jesus til(B)
19 Engang, da Jesu mor og brødre kom for at tale med ham, kunne de ikke komme ind i huset på grund af de mange mennesker. 20 „Din mor og dine brødre står udenfor og vil tale med dig,” sagde man til ham. 21 Jesus svarede: „Min mor og mine brødre—det er alle dem, der hører Guds ord og handler på det.”
Jesus befaler blæst og bølger at lægge sig(C)
22 En dag gik Jesus sammen med disciplene om bord i en båd, og han sagde til dem: „Lad os sejle over til den anden side af søen.” 23 De lagde da fra land, og mens de sejlede, faldt Jesus i søvn. Pludselig kom et voldsomt stormvejr hen over søen, og båden tog en masse vand ind, så de kom i livsfare. 24 Disciplene gik hen og vækkede Jesus. „Mester, mester, vi drukner!” råbte de. Da rejste han sig og befalede stormen og bølgerne at lægge sig, og det blev blikstille. 25 Derpå vendte han sig til disciplene og spurgte: „Hvor er jeres tro?”
Med ærefrygt og undren i stemmen sagde de til hinanden: „Hvem er den mand egentlig? Selv stormen og bølgerne adlyder ham!”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.