Book of Common Prayer
Hvilen i Gud
131 En valfartssang af David.
Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt,
jeg knejser ikke med nakken,
jeg siger ikke mere, end jeg kan stå inde for,
jeg har ikke urealistiske forestillinger,
2 men jeg har fundet hvile og ro i dig.
Som et lille barn er trygt hos sin mor,
har min sjæl fundet hvile hos dig.
3 Israel, sæt trygt jeres lid til Herren,
stol på ham evigt og altid.
Herrens bolig
132 En valfartssang.
Herre, du husker Davids hengivenhed.
2 Han gav et højtideligt løfte,
han sagde til Israels mægtige Gud:
3 „Jeg under mig ikke ro,
jeg vil ikke lægge mig til hvile,
4 jeg vil ikke sove,
jeg vil ikke lukke et øje,
5 før jeg har bygget Herren et hus,
en værdig bolig for Israels vældige Gud!”
6 Vi hørte i Betlehem,[a] at pagtens ark var blevet set,
vi tog til Ja’ars marker og fandt den.
7 Lad os nu bringe den til helligdommen,
så vi kan tilbede Gud ved hans fodskammel.
8 Kom, Herre, indtag din bolig,
på den Ark, der viser din magt.
9 Må præsterne altid gøre det rette,
og dit trofaste folk juble af glæde.
10 Du gav et løfte til David og hans slægt.
Forkast derfor ikke din udvalgte konge.
11 Du lovede David med en ed,
et løfte, som ikke kan brydes:
„Jeg vil gøre din søn til konge,
han skal regere efter dig.
12 Og hvis dine efterkommere vil holde min pagt
og adlyde mine befalinger,
skal din slægt blive ved at regere,
sidde på tronen til evig tid.”
13 Herren har udvalgt Zion,
dér ønsker han at bo.
14 „Dette er mit blivende hjem,
det er her, jeg har valgt at bo.
15 Jeg velsigner byen med overflod,
jeg giver de fattige mad at spise.
16 Jeg udruster præsterne til deres gerning,
mine trofaste tjenere skal råbe af glæde.
17 Derfra skal en mægtig konge spire frem,
fra Davids slægt, som jeg har udvalgt.
18 Hans fjender vil blive til skamme,
men han selv skal regere i herlighed.”
Det harmoniske fællesskab
133 En valfartssang af David.
Se, hvor smukt og dejligt det er,
når Guds folk er i harmoni med hinanden.
2 Det er som den kostbare salveolie,
der flyder fra Arons hoved
ned over hans skæg og præstedragt.
3 Det er som den friske morgendug på Hermon,
som den livgivende regn på Zions høje.
Dér er kilden til evigt liv,
den velsignelse, Herren har lovet.
Vågenætter i templet
134 En valfartssang.
Pris Herren, alle I, som tjener ham,
I, som våger om natten i Herrens hus.
2 Løft jeres hænder mod helligdommen
og lovpris Herren.
3 Herren velsigne jer fra Zion,
han, som skabte himmel og jord.
Herren er stor
135 Halleluja!
Lovpris Herren, I hans tjenere,
2 I, som tjener i Guds hus,
I, som arbejder i templets forgård.
3 Pris Herren, for han er god.
Lovsyng hans herlighed og nåde,
4 for Herren har udvalgt Israel.
Jakobs efterkommere er hans ejendomsfolk.
5 Jeg ved, at Herren er stor,
større end alle de andre folks guder.
6 Han gør alt, hvad han vil,
på jorden, i himlen og i havets dyb.
7 Han kalder uvejrsskyer sammen,
sender lynene af sted,
slipper stormen løs
og lader regnen styrte ned.
8 Alle de førstefødte i Egypten slog han ihjel,
både blandt mennesker og dyr.
9 Han udførte vældige tegn og undere
for øjnene af Farao og hele hans folk.
10 Han tilintetgjorde stærke nationer,
besejrede mægtige herskere,
11 amoritterkongen Sihon, kong Og af Bashan
og alle kongerne i Kana’ans land.
12 Han gav deres lande til sit eget folk,
Israel fik det som sin arvelod.
13 Herre, dit ry vil altid bestå,
din berømmelse kender ingen grænser.
14 For Herren fører sit folks sag,
han er barmhjertig mod sine tjenere.
15 Andre folkeslag dyrker afguder,
som de selv har lavet af sølv og guld.
16 Afguderne har mund, men kan ikke tale.
De har øjne, men kan ikke se.
17 De har ører, men kan ikke høre,
for der er ingen livsånde i dem.
18 De mennesker, der formede afgudsbillederne,
er lige så tåbelige som deres guder.
19 Pris Herren, Israels folk!
Pris Herren, Arons slægt!
20 Pris Herren, alle I levitter!
Pris Herren, alle I, som kender ham!
21 Lovet være Herren, som bor på Zion,
han som har sin bolig i Jerusalem.
Halleluja!
Ledernes ondskab
3 Hør efter, Israels folks ledere.
Burde I ikke vide, hvad der er ret og rigtigt?
2 Men I hader det gode
og elsker det onde.
I flår huden af mit folk
og kødet af deres knogler.
3 I hakker dem i småstykker, som var de kød til en suppegryde,
og derefter tager I bare for jer af retterne.
4 Når I så råber til Herren om hjælp,
vil han ikke høre på jer.
Han vender ryggen til
på grund af al jeres ondskab.
5 Hør efter, I falske profeter,
som fører Herrens folk på afveje.
I profeterer fred og ingen fare
for dem, som betaler jer godt.
Men I lover krig og ulykke til dem,
som ikke har råd til at betale.
6 Engang vil jeres syner holde op,
jeres trolddomskunster vil høre fortiden til.
Det er ude med jer,
og natten vil sænke sig over jer.
7 Når det viser sig, at jeres ord var løgn,
ord, der ikke kom fra Gud,
vil I holde jer for munden
og skjule jeres ansigt i skam.
8 Men jeg er fyldt med Herrens Ånd og kraft
og viger ikke tilbage for at udpege Israels synd.
Jødernes anklage mod Paulus
24 Fem dage efter at Paulus blev pågrebet,[a] ankom ypperstepræsten Ananias sammen med nogle af de jødiske ledere og en advokat ved navn Tertullus. De forklarede kort anklagerne for guvernøren. 2-3 Da Paulus derefter blev ført ind, begyndte Tertullus sin anklagetale: „Højtærede Felix! Vores taknemmelighed for den udbredte fred og de gode kår, som du har bragt til os jøder, kender ingen grænser. Vi er ikke i tvivl om, at det er din visionære ledelse, der har givet os de storslåede reformer, som nu bliver gennemført på alle områder. 4 Vi ønsker ikke at bruge mere af din kostbare tid end højst nødvendigt, og derfor beder jeg dig om, at du allernådigst vil høre på os, når vi fremlægger sagen i al korthed. 5 Vi har erfaret, at manden her er en ballademager, som forårsager optøjer blandt jøderne overalt i verden. Han er leder for den sekt, der er kendt under navnet Nazaræerne.[b] 6 Han prøvede endda at vanhellige templet, og derfor arresterede vi ham.[c] 8 Når du selv har forhørt ham om alle de her ting, vil du bedre kunne forstå, hvad det er, vi anklager ham for.” 9 De jødiske ledere støttede Tertullus i alle anklagerne og påstod, at sådan forholdt det sig.
Paulus’ forsvarstale for Felix
10 Guvernøren gav tegn til, at Paulus nu havde lejlighed til at forsvare sig, og han begyndte sin tale: „Det er med stor glæde og frimodighed, at jeg fremfører mit forsvar for dig, Felix, for jeg ved, at du har været dommer i jødiske sager i mange år. 11 Det er ikke mere end 12 dage siden, jeg ankom til Jerusalem for at tilbede i helligdommen. Det kan du let få bekræftet. 12 Jeg har ikke på noget tidspunkt foranstaltet diskussioner eller skabt røre blandt folk hverken på tempelpladsen, i synagogerne eller noget andet sted i byen. 13 De er ikke i stand til at bevise en eneste af deres anklager imod mig. 14 Men jeg indrømmer, at jeg tjener vores forfædres Gud i overensstemmelse med det, som vi kalder ‚Vejen’, men som de kalder en sekt. Jeg tror på alt det, der står i Toraen og de profetiske skrifter. 15 Endvidere er jeg overbevist om, at Gud engang vil oprejse alle mennesker fra de døde, hvad enten de hører ham til eller ej. Mine anklagere har for øvrigt den samme overbevisning. 16 Derfor gør jeg også mit bedste for altid at bevare en ren samvittighed for både Gud og mennesker.
17 Efter at have rejst i udlandet i flere år vendte jeg tilbage til Jerusalem for at overbringe en barmhjertighedsgave til mit folk og for at bringe nogle ofre til Gud. 18 Det var derfor, jeg var i templet, men jeg havde renset mig forinden. Jeg gav aldeles ingen anledning til sammenstimlen eller optøjer. 19 Det var nogle jøder fra provinsen Asien, som skabte tumulter. De burde have været her, hvis de havde haft noget at anklage mig for. 20 Men lad nu dem, der står her, fortælle, om man fandt noget at dømme mig for, da jeg blev fremstillet for Det jødiske Råd. 21 Det skulle da lige være den ene ting, jeg råbte, nemlig: ‚Når jeg stilles for retten i dag, er det, fordi jeg tror på opstandelsen fra de døde.’ ”
22 Felix vidste god besked om „Vejen”, så han hævede retten med følgende kommentar: „Når garnisonskommandanten Lysias er kommet herned, vil jeg afsige min dom.” 23 Derefter gav han ordre til officeren om, at Paulus skulle varetægtsfængsles og behandles godt, ligesom hans venner gerne måtte besøge ham og give ham, hvad han havde behov for.
Den største tilgivelse frembringer den største kærlighed
36 En af farisæerne indbød engang Jesus til spisning i sit hjem. 37 En kvinde fra gaden, en prostitueret, fik at vide, at Jesus var taget ind for at spise hos farisæeren, og hun gik derhen med en alabastkrukke fyldt med aromatisk olie. 38 Da hun var kommet indenfor, knælede hun stille ned bag Jesu fødder[a] og begyndte at græde. Hendes tårer faldt på hans fødder. Med sit lange hår tørrede hun dem, kyssede dem og hældte den aromatiske olie ud over dem. 39 Da farisæeren, som havde indbudt Jesus, så, hvad kvinden gjorde, tænkte han ved sig selv: „Det her viser, at Jesus ikke er en profet fra Gud. Ellers ville han være klar over, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham. Han ville vide, at hun er prostitueret.”
40 „Simon,” sagde Jesus, „jeg har noget, jeg gerne vil sige til dig.”
„Hvad er det, mester?” spurgte farisæeren.
41 „Der var to, som skyldte penge til den samme mand. Den ene skyldte 500 denarer,[b] mens den anden kun skyldte 50. 42 Ingen af dem kunne imidlertid betale deres lån, så manden eftergav dem begge, hvad de skyldte. Hvem af de to, tror du, var mest taknemmelig?”
43 „Mon ikke det var den, som fik eftergivet mest?” svarede Simon.
„Jo, du har ret,” svarede Jesus.
44 Så vendte han hovedet mod kvinden og fortsatte: „Simon, har du set, hvad den kvinde har gjort? Da jeg kom ind i dit hjem, sørgede du ikke for vand til mine fødder. Men hun har vasket dem med sine tårer og tørret dem med sit hår. 45 Du gav mig heller ikke det sædvanlige kys på kinden til velkomst, men hun bliver ved med at kysse mine fødder. 46 Du kom ikke med olivenolie til mit hoved, men hun kom med aromatisk olie til mine fødder. 47 Det siger jeg dig: Hun har fået sine mange synder tilgivet. Det kan du se ud fra den store kærlighed, hun viser. Den, som kun har fået tilgivet lidt, viser ikke megen kærlighed.”
48 Derefter sagde Jesus til kvinden: „Dine synder er tilgivet!”
49 Der blev uro omkring bordet. „Hvem er den mand, som påstår, at han kan tilgive folk deres synder?” sagde de andre gæster til hinanden.
50 Men Jesus fortsatte henvendt til kvinden: „Det er din tro, der har frelst[c] dig. Du kan gå nu—med fred i hjertet!”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.