Book of Common Prayer
En bøn om redning fra fjenderne
145 Jeg beder dig inderligt om hjælp, Herre.
Svar mig, og jeg vil adlyde dine bud.
146 Jeg råber til dig: „Red mig,
så jeg kan adlyde dine bud.”
147 Jeg er oppe før daggry for at råbe om hjælp,
for jeg sætter min lid til løfterne i dit ord.
148 Jeg ligger vågen om natten
og mediterer over dit ord.
149 Jeg beder dig, Herre, hør min bøn,
vær mig nådig og red mit liv.
150 Jeg gruer for, hvad mine fjender vil gøre,
for de er ligeglade med din lov.
151 Jeg ved dog, at du er mig nær, Herre,
alle dine bud er grundet på sandheden.
152 Jeg har for længe siden lært,
at dit ord står urokkeligt fast.
Guds løfter giver nyt mod
153 Vær nådig og fri mig fra mine lidelser,
for jeg har ikke taget let på din lov.
154 Ved at høre dine løfter får jeg nyt mod.
Kæmp på min side og red mig.
155 Ved at gøre oprør mod dig og dine bud,
har de gudløse mistet håbet om frelse.
156 Hvor er din nåde dog stor, Herre,
du har magt til at redde mit liv.
157 Vel er mine fjender og modstandere mange,
men jeg holder fast ved dine lovbud.
158 Ved synet af de gudløse bliver jeg fyldt med foragt,
for de gør oprør mod dine bud og befalinger.
159 Vis mig din kærlighed og red mit liv,
Tænk dog på, hvor højt jeg elsker dine love.
Giv mig liv, for du elsker mig med trofast kærlighed!
160 Værdien af dit ord er ubeskrivelig,
det er troværdigt og står fast for evigt.
Lydighed og tryghed
161 Der er magtfulde mænd, som angriber mig uden grund,
men jeg vil holde fast ved dit ord i mit hjerte.
162 Din vejledning fylder mig med glæde,
som en, der har vundet en stor gevinst.
163 Det er løgn og bedrag, jeg hader,
men jeg elsker dit ord.
164 Dag efter dag vil jeg takke dig
for dine retfærdige lovbud.
165 De, der elsker din lov, lever trygt,
intet kan rokke dem.
166 Der er en forvisning i mit hjerte om, at du vil redde mig,
og jeg vil blive ved med at adlyde dine bud.
167 Dine befalinger har jeg altid for øje,
jeg elsker dem af hele mit hjerte.
168 Du ved, at jeg har adlydt dine bud,
for mit liv ligger udbredt for dig.
Råb om frelse
169 Jeg beder om hjælp, Herre, lyt til mit råb.
Lad dit ord give mig råd og vejledning.
170 Ja, jeg beder så inderligt om nåde,
grib ind og red mig, som du har lovet.
171 Jeg vil lovprise dig, Herre,
for du har lært mig at forstå dine bud.
172 Jeg vil synge en sang om dit ord,
for alle dine love er gode og retfærdige.
173 Jeg venter på, at du griber ind,
for jeg har valgt at gøre din vilje.
174 Jeg længes efter, at du redder mig, Herre,
og jeg glæder mig over dine lovbud.
175 Jeg ønsker at leve i lovprisning til dig.
Lad dit ord være min støtte på livsvejen.
176 Jeg er som et får, der er faret vild.
Kom og red mig, for jeg har holdt fast ved dine bud.
Velsignelsen ved at adlyde Herren
128 En valfartssang.
Du bliver velsignet, når du adlyder Herren,
når du omhyggeligt handler på hans ord.
2 Du får lov at nyde resultatet af dit arbejde,
du bliver lykkelig og får et godt liv.
3 Din hustru trives hos dig,
hun er frugtbar som en vinranke.
Dine børn sidder omkring bordet,
sunde og raske som unge oliventræer.
4 Se, det er Herrens velsignelse,
sådan lønner han enhver, der adlyder ham.
5 Må Herren velsigne dig rigt fra Zion,
må du se Jerusalem blomstre op.
6 Må du leve længe og se dine børnebørn.
Fred være med Israel!
Jerusalems skæbne
129 En valfartssang.
Fra min tidlige ungdom har mine fjender mishandlet mig
—lad hele Israel gentage det:
2 Fra min tidlige ungdom har mine fjender mishandlet mig.
De angreb mig, men overvandt mig ikke.
3 Min ryg er mærket af dybe sår,
som var den pløjet med en plov.
4 Men Herren er retfærdig,
han satte en stopper for deres mishandling.
5 Alle, der angriber Zion,
vil blive slået og tvunget til at vende om.
6 De er som græsset, der vokser på taget,
det visner og dør, før det bliver til noget.
7 Det fylder ingenting i høstfolkenes hænder,
der er ikke nok til at binde et neg af.
8 Ingen, der går forbi dem, vil sige:
„Herren velsigne jer!”
Herren er villig til at tilgive
130 En valfartssang.
Herre, jeg er dybt fortvivlet.
2 Hør mit råb, oh, Gud!
Lyt til min tryglende bøn!
3 Hvis du holdt regnskab med alle vore synder,
hvem kunne da undslippe dommen?
4 Men jeg ved, du er villig til at tilgive,
og det ansporer mig til ærefrygt.
5 Jeg venter på, at du griber ind, Herre,
jeg ser frem til, at du taler til mig.
6 Jeg længes mere efter at høre fra dig,
end nattevagten længes efter daggry.
7 Israels folk, sæt jeres håb til Herren,
for han er trofast og barmhjertig.
Han står parat til at frelse,
8 han vil redde os ud af syndens morads.
Straffen for undertrykkelse
2 Ve jer, der misbruger jeres magt
og undertrykker de svage.
Om natten udtænker I onde planer
og fører dem ud i livet, så snart det bliver lyst.
2 I begærer jeres nabos hus og marker
og overtager dem uden at have skrupler.
I tilraner jer andre folks ejendom,
som er gået i arv fra deres forfædre.
3 Derfor siger jeg, Herren:
„Også jeg har udtænkt en plan
som straf for al jeres ondskab.
Jeg vil lægge et tungt åg på jeres skuldre,
og så er det jer, der kommer ned med nakken.”
4 Når det sker, vil jeres fjender håne jer
ved at synge en klagesang for jer:
„Åh, vi er helt knust,
for Guds folk har mistet sit land.
Herren har selv taget det fra os
og delt det ud til ugudelige folkeslag.”
5 I, der har undertrykt andre,
får ikke arvelod blandt Guds folk.
6 „Hold op med dine dommedagsprædikener,” siger folk.
„Det kunne Gud da aldrig få sig selv til at gøre!”
7 Har Herren ikke været tålmodig med jer, Israels folk?
Er det hans skyld, at han bliver nødt til at straffe jer?
For de, der gør det gode,
er det godt at høre profetens ord.
8 Herren siger: „I, som er mit folk,
er nu blevet mine fjender.
I kræver den fattiges kappe som betaling for et lån
og river tøjet af folk, der går fredeligt på gaden.
9 I smider enker ud af deres hjem
og fratager faderløse børn deres værdighed.
10 I har gjort landet urent med jeres synd,
derfor kommer ulykken over jer.
I bliver sendt bort fra det land, jeg gav jer,
et land, hvor der skulle være ro og fred.
11 For I vil kun høre på løgneprofeter,
der lover jer fest og glade dage.
Et løfte om genoprettelse
12 Engang vil jeg kalde Israels folk sammen,
for jeg vil samle den tiloversblevne rest.
Jeg vil lede dem som en mægtig fåreflok
på vej til en frodig græsmark.
Der bliver et mylder af glade mennesker.
13 Jeg nedbryder fangenskabets port
og fører mit folk hjem til deres eget land.
Kongen selv går foran dem,
Herren vil lede dem hjem.”
Paulus hos guvernør Felix
23 Kommandanten kaldte så på to af sine officerer og gav dem følgende ordre: „Gør klar til at tage af sted til Cæsarea i aften klokken ni med 200 fodfolk, 200 spydkastere og 70 ryttere. 24 Sørg også for en hest til Paulus og bring ham til guvernøren Felix i god behold.” 25 Så skrev han et brev til guvernøren:
26 Til Hans Excellence, guvernør Felix. Mange hilsener!
27 Denne mand blev pågrebet af jøderne, og de var ved at slå ham ihjel. Men da jeg blev klar over, at han var romersk statsborger, kom jeg med mine folk og reddede ham. 28 Da jeg gerne ville vide, hvad de havde at anklage ham for, førte jeg ham frem for deres Råd. 29 Det viste sig at være nogle stridigheder om deres religiøse love. Det var ikke noget, han kunne fængsles for, endsige dømmes til døden for. 30 Da jeg imidlertid fik underretning om, at der var planlagt en sammensværgelse imod ham, besluttede jeg at lade ham overføre til dig. Jeg vil så give hans modstandere besked om, at de kan komme til dig med deres anklager mod ham.
Ærbødigst,
Claudius Lysias.
31 Soldaterne tog så af sted med Paulus, som de havde fået besked på, og i løbet af natten nåede de frem til Antipatris. 32 Næste dag førte rytterne ham videre til Cæsarea, mens de øvrige soldater vendte tilbage til kasernen. 33 Da de ankom til Cæsarea, fremstillede de Paulus for provinsens guvernør, som fik det medfølgende brev. 34 Han læste det og spurgte så Paulus, hvilken provins han kom fra. „Kilikien,” svarede Paulus. 35 „Godt,” sagde guvernøren, „du vil blive afhørt, når dine anklagere når frem.” Han gav så ordre til, at Paulus skulle holdes i forvaring i Kong Herodes’ borg.
Johannes Døber kommer i tvivl, om Jesus er Messias(A)
18-19 Johannes Døbers disciple fik snart at høre om alt det, Jesus gjorde, og de fortalte det til Johannes, der sad i fængsel. Han sendte så to af dem til Jesus med et spørgsmål: „Er du den Messias, vi har ventet på så længe, eller skal vi vente en anden?”
20-21 Da de to udsendinge kom til Jesus, fandt de ham i færd med at helbrede mange syge og uddrive de onde ånder. Selv mange blinde fik deres syn. Da de kom frem med Johannes’ spørgsmål, 22 svarede han: „Gå tilbage til Johannes og fortæl ham, hvad I selv har set og hørt: Blinde får deres syn, lamme går omkring, spedalske bliver helbredt, døve får hørelsen, døde bliver levende, og der forkyndes godt nyt for dem, der erkender deres behov for hjælp. 23 Sig til ham: Velsignede er de, som ikke mister troen på mig.”
Jesus taler om Johannes som profet(B)
24 Da Johannes Døbers disciple var gået, begyndte Jesus at tale om ham til folkeskaren: „Dengang I tog ud i ødemarken for at lytte til Johannes, hvad så I da? Et siv, der svajede hid og did for vinden? Nej, vel? 25 En mand klædt på som fyrste? Nej, de der bærer fornemme klæder og lever i rigdom og pragt, finder man i kongelige paladser. 26 Var det for at møde en profet fra Gud? Ja, men ikke bare en almindelig profet. 27 For Johannes er den mand, om hvem der er skrevet:
‚Jeg vil sende min udsending foran dig.
Han skal berede vejen for dig.’[a]
28 Det siger jeg jer: Ingen af profeterne har haft en opgave, der var mere betydningsfuld end den, Johannes har haft. Men selv den mest ubetydelige i Guds nye rige er større end ham. 29 Alle de, som hørte Johannes’ budskab, også skatteopkræverne, bøjede sig for Guds ord og blev døbt med Johannes’ dåb.
Både Johannes og Jesus har mødt megen modstand(C)
30 Men farisæerne og de skriftlærde nægtede at bøje sig for Guds plan med dem, og de lod sig ikke døbe. 31 Hvordan skal jeg beskrive den slags mennesker?[b] 32 Forestil jer nogle børn, der sidder på torvet og råber til deres kammerater: ‚Vi spillede på fløjte for jer, men I ville ikke være med til at synge og danse. Vi spillede sørgesange, men I ville heller ikke være med til at sørge.’
33 Sådan har folk også reageret over for Johannes Døber og mig. Johannes levede et liv i afholdenhed uden god mad og vin, og folk sagde om ham: ‚Årh, han er ikke rigtig klog!’ 34 Derefter kom Menneskesønnen, som både spiser god mad og drikker vin, og folk siger om mig: ‚Sikken en ædedolk og drukkenbolt. Tænk, han er ven med de værste syndere!’ 35 Nuvel, Guds visdom erfares af alle, som søger den.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.