Book of Common Prayer

Lovsang som tak for sejr^[a]

Lovprisning af Herrens godhed

145 En lovsang af David.

⁴ Herren siger: „Jeg er Herren, din Gud, som skabte himlen og dannede jorden. Jeg anbragte stjernerne på himlen, men ikke for at du skulle tilbede dem. Jeg er den, som^[a] førte dig ud af Egypten. Dengang kendte I ikke andre guder, og der findes ingen anden, der kan redde jer. ⁵ Jeg tog mig af jer i ørkenen, i det golde og tørre land. ⁶ Men så snart I kom til det gode land og spiste jer mætte, blev I stolte og glemte mig. ⁷ Derfor kommer jeg imod jer som en løve, som en leopard, der ligger på lur langs stien. ⁸ Som en rasende bjørn, hvis unger er taget fra den, sønderriver jeg jer. Som et vildt dyr vil jeg flå jer og gøre det af med jer.

⁹ Israel, hvis jeg angriber jer, hvem kan da frelse jer? ¹⁰ Hvor findes den konge, som kan redde jer? Hvor er nu de konger, som I bad om at få? ¹¹ Da I forlangte at få en konge, gjorde I mig vred, men jeg gav jer alligevel en. Nu har I igen gjort mig vred, og jeg tager jeres konge fra jer. ¹² Jeg kender til alle Efraims synder, intet er glemt.

¹³ Du har nået smertens time som en kvinde, der skal føde et barn. Men du er tåbelig som et barn, der modsætter sig at blive født. ¹⁴ Jeg vil udfri dig af dødsrigets greb. Jeg vil redde dig fra døden. Død, hvor er din brod? Dødsrige, hvor er din ødelæggende kraft? Min beslutning står fast,

Den åndelige visdom

⁶ Visdomsord bruger vi i en forsamling af modne kristne, men det er ikke en visdom, der kommer fra denne verden, eller den visdom, som anvendes af verdens magthavere, som for øvrigt er på vej til at miste deres magt. ⁷ Nej, vi taler med Guds visdom om den frelsesplan, der hidtil har været som et mysterium, og som han udtænkte, før verden blev skabt, med den hensigt at give et vidunderligt liv til alle, der hører ham til. ⁸ Ingen af denne verdens ledere kendte til den plan. Havde de gjort det, ville de ikke have korsfæstet vores vidunderlige Herre. ⁹ Men på den måde blev det skriftord opfyldt, hvor der står: „Hvad intet øje har set, hvad intet øre hørt, og hvad intet menneske har kunnet forestille sig, det har Gud beredt for dem, der elsker ham.”^[a]

¹⁰ Og det har Gud nu åbenbaret for os ved sin Ånd. Helligånden har nemlig kendskab til alt, selv Guds dybder. ¹¹ Ligesom ingen kender et menneskes tanker, undtagen det menneske selv, sådan kender heller ingen Guds tanker, undtagen Gud selv og hans Ånd.

¹² Vi har ikke verdens ånd, men Gud har givet os sin egen Ånd, for at vi kan forstå betydningen af alt det, han i sin nåde har givet os. ¹³ Og det taler vi om med ord, som ikke udspringer af menneskelig visdom, men af den inspiration, som Helligånden giver os, idet vi forklarer åndelige ting for åndelige mennesker. ¹⁴ Uåndelige mennesker kan ikke forstå eller tage imod det, der kommer fra Guds Ånd. For dem er det jo bare tåbelig snak. De er ude af stand til at forstå det, for det skal bedømmes åndeligt. ¹⁵ Åndelige mennesker kan bedømme alle ting, men de kan ikke selv bedømmes af uåndelige mennesker. ¹⁶ For som Skriften siger: „Hvem har indsigt i Herrens tanker? Hvem kan være hans rådgiver?”^[b] Men vi, som har Guds Ånd, kender til den måde, Kristus tænker på.

Kong Herodes funderer over, hvem Jesus er^(A)

14 Da kong Herodes^[a] hørte om de mirakler, Jesus udførte, ² sagde han til sine tjenere: „Det må være Johannes Døber, der er vendt tilbage fra de døde. Det er derfor den slags overnaturlige kræfter virker gennem ham.”

^3-5 Der var nemlig sket det, at Herodes efter pres fra Herodias havde ladet Johannes arrestere og sætte i fængsel. Herodias var egentlig gift med Filip, en bror til Herodes, men var flyttet sammen med kong Herodes. Det havde fået Johannes til at konfrontere kongen. „Du har ikke lov til at leve sammen med hende,” havde han sagt. Det blev Herodias så rasende over, at hun fik Herodes overtalt til at sætte Johannes i fængsel, og hun ville gerne have ham henrettet. Men det turde Herodes ikke, for alle folk anså Johannes for at være en stor profet.

⁶ En dag blev der holdt fødselsdagsfest for Herodes, og Herodias’ datter dansede for gæsterne. ⁷ Herodes blev så begejstret, at han med en ed lovede at give hende hvad som helst, hun forlangte. ⁸ Hendes mor pressede hende til at sige: „Giv mig Johannes Døbers hoved på et fad!” ⁹ Kongen blev ilde til mode ved at høre det ønske, men fordi han havde svoret, og fordi han ikke ville trække sit løfte tilbage for øjnene af alle gæsterne, udstedte han de nødvendige ordrer, ¹⁰ og Johannes blev halshugget i fængslet. ¹¹ Hans hoved blev bragt op i festsalen på et fad og overrakt til den unge pige, der gav det videre til sin mor.

¹² Senere kom Johannes’ disciple og hentede hans lig og begravede det, hvorefter de gik hen til Jesus og fortalte, hvad der var sket.