Book of Common Prayer
Guds hellighed og magt
97 Herren er konge, lad jorden juble!
Lad de fjerne lande glæde sig!
2 Skyer og mørke omslutter ham,
retfærdighed og ret er hans trones grundvold.
3 Foran ham kommer der en ild,
som opbrænder alle hans fjender.
4 Hans lyn oplyser verden,
jorden ser det og bæver.
5 Bjergene smelter af frygt foran ham,
for han er den Almægtige, jordens Herre.
6 Himlene udråber hans godhed,
folkene ser hans herlighed.
7 De, som beder til afguder, bliver til skamme,
de praler af deres håbløse guder,
men alle afguder bliver underlagt Herren.
8 Jerusalem skal høre det og glæde sig,
Judas byer skal fryde sig,
for du, Herre, er en retfærdig dommer.
9 Du er den højeste magt i verden,
ingen guder kan måle sig med dig.
10 I, der elsker Herren, skal tage afstand fra det onde,
for han beskytter dem, der adlyder ham,
han redder dem ud af de gudløses kløer.
11 De retsindige oplever Guds lys,
de oprigtige har grund til at glæde sig.
12 Glæd jer i Herren, I retskafne,
lovsyng hans hellige navn.
Herren er en god og retfærdig konge
99 Herren er konge, og alle folkeslag bæver.
Han sidder på en trone af keruber,
og hele jorden skælver.
2 Han sidder som konge på Zions bjerg,
han hersker over alle jordens folkeslag.
3 De skal ære hans store og herlige navn.
Hans navn er helligt.
4 Du store konge, som elsker retfærdighed,
du har sørget for lighed og retfærdighed i Israel.
5 Lovpris Herren, vor hellige Gud,
bøj jer ned for hans fødder,
for han er hellig.
6 Moses og Aron var hans præster,
Samuel en profet, der bad til Gud.
De påkaldte Herren, og han svarede dem.
7 Han talte til dem fra skysøjlen,
og de fulgte den vejledning, han gav dem,
adlød hans bud og befalinger.
8 Herre, vor Gud, du svarede dem og var villig til at tilgive,
selv om du måtte straffe dem for deres synder.
9 Lovpris Herren, vor Gud,
tilbed ham på hans hellige bjerg.
Hellig er Herren.
Lovsang på vej til templet
100 En takkesang.
Råb af fryd for Herren,
2 tilbed jeres Gud med glæde,
kom til ham med jublende sang.
3 Forstå, at Herren er Gud,
han skabte os, og vi er hans folk,
vi er den fåreflok, han passer.
4 Træd ind ad tempelporten med takkesang,
gå ind i hans forgård med glæde,
lovpris hans navn og sig ham tak,
5 for Herren er god,
hans nåde varer til evig tid,
hans trofasthed fra slægt til slægt.
Herren er dommer
94 Herre, du er en retfærdig dommer.
Vis din herlighed ved at dømme de skyldige.
2 Afsig din dom over menneskene,
lad de stolte få den straf, de fortjener.
3 Åh, Herre, hvor længe skal de onde hovere,
hvor længe får de lov til at gå fri?
4 De udspyr trusler til alle sider,
de bryster sig af deres evindelige ondskab.
5 Herre, de undertrykker dit udvalgte folk,
de plager dem, der tilhører dig.
6 De myrder både enker og de fremmede i landet,
de dræber de forældreløse børn.
7 De siger, at du slet ikke ser det,
at Israels Gud ikke opdager, hvad de gør.
8 Tænk jer dog om, I tåber!
Fatter I da slet ingenting?
9 Er han, som skabte øjet, ikke i stand til at se?
Er han, som skabte øret, ikke i stand til at høre?
10 Er han, som styrer verden, ikke i stand til at straffe?
Han, som giver mennesker kundskab,
har kendskab til alt.
11 Han kender menneskenes tanker,
han ved, at de er uden værdi.
12 Det er en velsignelse at blive irettesat af Herren,
for man lærer at adlyde hans lov.
13 Man slipper for en masse problemer,
og han overvinder alle ens fjender.
14 Herren vil ikke forkaste sit folk,
han lader ikke sine egne i stikken.
15 Retfærdigheden skal sejre til sidst,
de retskafne længes efter at se det ske.
16 Hvem beskyttede mig mod de onde?
Hvem skærmede mig mod forbryderne?
17 Havde Herren ikke hjulpet mig,
havde det været ude med mig.
18 Da jeg råbte til dig i min nød,
hjalp du mig, Herre, for du er trofast.
19 Når bekymringerne vælter ind over mig,
så styrker du mig og giver mig nyt mod.
20 De onde regenter gør oprør imod dig,
når de vedtager uretfærdige love.
21 De anklager retskafne mennesker
og dømmer uskyldige til døden.
22 Men Herren er min tilflugt,
min Gud vil beskytte mig.
23 Han straffer de onde på grund af deres synd,
han udrydder dem på grund af deres ondskab.
Herren, vor Gud, vil gøre det af med dem.
Tilbedelse og lydighed
95 Kom, lad os lovprise Herren med sang,
lad os råbe af fryd for vor Frelser.
2 Lad os komme til ham med tak,
lad os spille og synge til hans ære.
3 For Herren er den almægtige Gud,
Kongen over alle guder.
4 Han hersker over havenes dyb,
de mægtige bjerge tilhører ham.
5 Han skabte både hav og land,
derfor tilhører det hele ham.
6 Kom, lad os bøje os og tilbede vor Gud,
lad os knæle for Herren, vor Skaber.
7 Han er vor Gud, og vi er hans folk,
den hjord, han vogter og tager sig af.
Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:
8 Lad være med at lukke af for mit ord,
som da jeres forfædre gjorde oprør ved Meriba[a]
og satte sig op imod mig ved Massa i ørkenen.
9 De provokerede mig og satte mig på prøve,
selv om de havde set mine undere i 40 år.
10 Jeg blev vred på dem og sagde:
„De går altid deres egne veje,
i stedet for at følge mine.”
11 Så svor jeg i min vrede:
„De skal ikke få lov at opleve min hvile.”
Herren anklager Israel
4 Israelitter, hør, hvad Herren har at sige. Han fører sag imod jer, for der er hverken sandhed, troskab eller kendskab til Gud i jeres land. 2 I sværger og lyver, myrder, stjæler og er utro. Overalt er der vold, det ene mord følger det andet. 3 Landet lider, og livet sygner hen. Dyr, fugle og fisk går til grunde.
Anklagen mod præsteskabet
4 „Det er præsterne, der bærer den største skyld,” siger Herren. „Lad være med at skyde skylden på alle andre, for hvordan kan folket være bedre end deres præster? 5 I svigter både dag og nat, og det samme gør profeterne. I har ødelagt jeres eget folk. 6 Mit folk går til grunde, fordi de ikke anerkender mig som deres Gud, og det er jeres skyld, præster! I nægter at anerkende mig, derfor nægter jeg også at anerkende jer som mine præster. Og fordi I har glemt at følge mine befalinger, vil jeg også glemme at velsigne jeres efterkommere. 7 Jo flere præster der er, desto mere gør I oprør imod mig. I foretrækker de afskyelige afguder frem for min herlighed. 8 I lever af mit folks syndofre og håber derfor, at de vil synde noget mere. 9 Derfor må jeg straffe både præsterne og folket for deres onde handlinger. 10 Selv om I spiser af syndofrene, vil I aldrig blive mætte. I dyrker frugtbarhedsgudinderne, men får ikke flere børn af den grund. Mit folk har forladt mig og vendt sig til afguderne.
Paulus’ sidste rejse til Jerusalem
21 Da vi endelig fik revet os løs fra dem, gik vi om bord og sejlede direkte til Kos. Næste dag nåede vi til Rhodos og derfra videre til Patara. 2 Her fandt vi et skib, der skulle til Fønikien. Vi gik om bord og sejlede af sted. 3 Da vi fik Cypern i sigte, sejlede vi syd om øen og satte kursen mod provinsen Syrien. Den første havneby, vi kom til på den fønikiske kyst, var Tyrus, hvor vi opholdt os nogle dage, fordi skibet skulle losse. 4 Vi gik i land og opsøgte menigheden der, og vi blev hos dem i syv dage. Tilskyndet af Helligånden advarede de Paulus mod at tage ind til Jerusalem. 5 Da de syv dage var gået, var vi nødt til at gå tilbage til skibet. Hele menigheden, både mænd, kvinder og børn, fulgte med os ud af byen og ned til kysten. Dér knælede vi ned på strandbredden og bad sammen. 6 Så sagde vi farvel til dem alle, hvorefter vi gik om bord, og de andre vendte hjem.
7 Fra Tyrus sejlede vi sydpå og ankom til Ptolemais. Vi gjorde en dags ophold i byen og besøgte menighedens ledere. 8 Den næste dag tog vi videre og ankom til Cæsarea, hvor vi boede hos evangelisten Filip, som var en af de første syv menighedstjenere. 9 Han havde fire ugifte døtre, der alle havde profetisk gave. 10 Under vores ophold dér, som varede i flere dage, kom der en profet ned fra Judæa. Hans navn var Agabos. 11 Han trådte frem, tog Paulus’ bælte, bandt sig selv på hænder og fødder med det og sagde: „Helligånden siger: ‚Den mand, som ejer dette bælte, vil jøderne binde på denne måde i Jerusalem og udlevere til de romerske myndigheder.’ ” 12 Det fik både os, som var hans rejsefæller, og de lokale kristne til at bønfalde Paulus om ikke at tage til Jerusalem. 13 Men han sagde: „Hvad klynker I over? I gør mig jo bare modløs! Jeg er parat til ikke blot at blive fængslet i Jerusalem, men til at dø, fordi jeg forkynder, at Jesus er Messias.” 14 Da vi så, at han var urokkelig, sagde vi stille: „Herrens vilje ske.”
Jesus helbreder en spedalsk mand(A)
12 I en af de byer, Jesus besøgte, var der en mand, som var hårdt angrebet af spedalskhed. Da han fik øje på Jesus, kastede han sig med ansigtet mod jorden. „Herre, hvis du vil, kan du gøre mig rask!” bad han.
13 Jesus rakte hånden ud og rørte ved manden. „Det vil jeg!” sagde han. „Bliv rask!” I samme øjeblik forsvandt spedalskheden.
14 Jesus forbød ham at sige det til nogen og fortsatte: „Gå hen og lad dig undersøge af en præst, så du kan blive erklæret rask. Og husk at tage den offergave med, som Toraen foreskriver for spedalske, der er blevet helbredt.”
15 Alligevel spredtes rygtet hurtigt, og store folkemængder kom for at høre Jesus og for at blive helbredt for deres sygdomme. 16 Jesus trak sig derfor tilbage til øde områder, hvor han havde chance for at være alene og få tid til at bede.
Jesus viser sin magt til at tilgive synder(B)
17 En dag, da Jesus var i færd med at undervise, sad der mange farisæere og skriftlærde blandt tilhørerne. De var kommet både fra landsbyerne i Galilæa og Judæa og helt fra Jerusalem, og Guds kraft var til stede, så Jesus kunne helbrede. 18 Så kom der nogle mænd gående med en lam mand på en båre. De forsøgte at komme ind i huset for at lægge den syge foran Jesus, 19 men det kunne de ikke på grund af de mange mennesker, der var forsamlede. I stedet gik de op på det flade tag, fjernede nogle teglsten og sænkede båren med den syge mand ned lige foran Jesus. 20 Da Jesus så mændenes tro, sagde han til den lamme mand: „Min ven, dine synder er dig tilgivet.” 21 Men farisæerne og de skriftlærde tænkte: „Hvad bilder han sig ind? Det er da en hån imod Gud! Kun Gud kan tilgive synder.”
22 Jesus kendte deres tanker og sagde: „Hvorfor tænker I sådan? 23 Hvad er lettest at sige: ‚Dine synder er tilgivet,’ eller: ‚Rejs dig op og gå’? 24 Lad mig nu vise jer, at Menneskesønnen[a] har magt på jorden til at tilgive synder.” Med de ord vendte han sig til den lamme mand og sagde: „Rejs dig op, tag din båre og gå hjem!” 25 Straks rejste manden sig for øjnene af dem, tog sin båre og gik hjem, alt imens han lovpriste Gud.
26 Alle de tilstedeværende var ude af sig selv af begejstring og ærefrygt. De priste Gud og sagde: „Vi har set de utroligste ting i dag.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.