Book of Common Prayer
Nødråb til Gud
69 Til korlederen: En sang af David. Synges til melodien „Liljerne”.
2 Red mig, Gud, for jeg er ved at drukne,
vandet når mig allerede til halsen.
3 Jeg er som sunket i et bundløst hul,
jeg leder forgæves efter fodfæste.
Jeg er kommet ud på det dybe vand,
snart skyller bølgerne hen over mig.
4 Jeg er udmattet af at råbe om hjælp,
min hals er hæs og tør,
mine øjne er trætte af at stirre
og vente på hjælp fra min Gud.
5 De, som hader mig uden grund,
er flere end hårene på mit hoved.
De ønsker at gøre det af med mig,
selv om jeg er ganske uskyldig.
De beskylder mig for at stjæle
og forlanger det stjålne tilbage.
6 Gud, du kender mig og mine tåbeligheder,
mine fejl kan ikke skjules for dig.
7 Almægtige Gud, lad ikke dem, som stoler på dig,
tabe modet på grund af mine trængsler.
Åh, Israels Gud, lad ikke dem, som søger din hjælp,
opgive håbet på grund af mine problemer.
8 Jeg udsættes for hån, fordi jeg tjener dig.
Det er derfor, jeg bliver gjort til grin.
9 Mine søskende vil ikke kendes ved mig,
de ser mig som en fuldstændig fremmed.
10 Jeg brænder af nidkærhed for dit Hus.
Den hån, som ramte dig, ramte også mig.
11 Når jeg faster for Herren,
håner de mig.
12 Når jeg sørger i sæk og aske,
synger de smædeviser om mig.
13 Byens ledere taler nedsættende om mig,
fulde folk synger spottesange.
14 Jeg beder til dig om hjælp, Herre,
se i nåde til mig, Gud.
Du er en kærlig og trofast Gud.
Hør min bøn og hjælp mig.
15 Træk mig op af det dybe dynd,
lad mig ikke synke helt til bunds.
Red mig fra dem, der hader mig,
lad mig ikke drukne i dybet.
16 Lad ikke bølgerne begrave mig.
Lad ikke dybet opsluge mig.
Lad ikke døden få det sidste ord.
17 Svar mig, Herre, for din trofastheds skyld,
hjælp mig i din store nåde.
18 Vend dig ikke bort fra din tjener,
skynd dig at redde mig ud af min nød.
19 Kom til mig og frels mig,
fri mig fra mine fjenders magt.
20 Du ved, hvad de siger om mig,
hvordan de håner og spotter mig.
Du kender mine fjender,
og du ved, hvad de siger.
21 Deres hån har taget så hårdt på mig,
at jeg fuldstændig har mistet modet.
Ingen havde medlidenhed med mig,
ingen var villig til at trøste mig.
22 De ville have mig til at spise deres giftige mad,
og de ville slukke min tørst med sur vin.
23 Må deres fester føre dem i fælden,
så de bliver fanget og får løn som forskyldt.
24 Gør det sort for deres øjne, så de ikke kan se.
Lad dem altid gå rundt med bøjet ryg.[a]
25 Udøs din vrede over dem,
lad din harme fortære dem.
26 Lad deres hjem ligge øde hen,
lad ingen mere bo i deres telte.
27 Du opdrager mig,
men de håner mig.
Mens jeg lider under min straf,
spreder de falske rygter om mig.
28 Straf dem for alle deres synder,
lad dem ikke undslippe.
29 Slet deres navne af livets bog,[b]
så de ikke tælles med blandt dit folk.
30 Åh, Gud, hvor længe vil du lade mig lide?
Red mig snart fra min elendighed.
31 Så vil jeg prise og tilbede dig,
ophøje dig med takkesange.
32 For i dine øjne er dét mere værd
end at ofre både okser og tyre.
33 Når de ydmyge og gudfrygtige ser min redning,
vil de glæde sig og fatte nyt mod.
34 For Herren hører den ydmyges råb,
han foragter ikke dem, han opdrager.
35 Selv himlen og jorden skal prise ham,
havet og fiskene stemme i med lovsang.
36 Ja, Gud vil redde Jerusalem
og genopbygge Judas byer.
Hans folk kommer igen til at bo der
og tager landet i eje som før.
37 Hans tjeneres børn får det i arv,
de, som elsker Herren, skal bo der.
Gud er retfærdig og god
73 En sang af Asaf.
Gud er god mod sit folk,
mod dem, hvis hjerte er rent.
2 Men jeg var på nippet til at miste min tro,
jeg var kommet snublende nær til afgrunden.
3 For jeg blev misundelig på de stolte og gudløse,
de har jo fremgang på trods af deres ondskab.
4 Alt går så glat og sorgløst for dem,
de er raske og strutter af sundhed.
5 De bekymrer sig ikke om noget som helst,
eller plages af problemer som os andre.
6 Derfor knejser de med hovedet i deres hovmod,
de omgiver sig med vold, som var det en kappe.
7 Ondskaben vælter ud af deres indre,
deres tanker er fyldt med nedrige planer.
8 Deres tale er ondskabsfuld og hånlig,
de er fyldt med foragt og trusler mod andre.
9 De gør oprør mod Gud i Himlen
og opfører sig, som om de ejede hele jorden.
10 Derfor bøjer folket sig for dem
og giver dem alt, hvad de forlanger.[a]
11 „Der findes ingen Gud, som kan se os,” påstår de.
„Den Højeste Gud aner ingenting.”
12 Sikken et grusomt hovmod.
Deres velstand øges,
uden at de anstrenger sig for det.
13 Jeg var fristet til at tænke: „Det hele er håbløst.
Hvad er fordelen ved at leve et retskaffent liv.
14 Det giver mig kun problemer dagen lang,
og jeg pines fra morgen til aften.”
15 Men hvis jeg virkelig havde sagt sådan,
ville jeg være en forræder mod dit folk.
16 Jeg har prøvet at forstå det,
men det er bestemt ikke let.
17 Så gik jeg ind i dit tempel, Gud,
og du forklarede mig de ondes endeligt.
18 Jeg indså, at de er ude på et skråplan,
du vil straffe dem med døden engang.
19 På et øjeblik er det forbi med dem,
de vil opleve en frygtelig afslutning på livet.
20 Deres liv er som en drøm,
der forsvinder, når man vågner.
Når du griber ind, Herre,
bliver det enden på deres drømmeliv.
21 Da indså jeg, hvor bitter jeg var blevet,
hvor misundelig jeg var på de gudløses succes.
22 Dengang var jeg dum og uvidende,
som et dyr, der intet forstår.
23 Men alligevel har du ikke forkastet mig, Gud.
Du holder fast ved min højre hånd.
24 Du rådgiver mig på livets vej,
og til sidst går jeg ind til herligheden.
25 Det er dig, jeg vil tjene og tilbede, Gud,
ingen andre i verden kan jeg stole på.
26 Kroppen kan svigte og livsmodet synke,
men du er min tilflugt og tryghed for evigt.
27 Alle, der vender dig ryggen, går til grunde,
du udrydder dem, der gør oprør imod dig.
28 At leve i Guds nærhed er min lykke!
Jeg har valgt at stole på Herren, min Gud,
og vidne om alle hans velgerninger.
Dronning Vashtis ulydighed
1 Kong Xerxes[a] af Persien regerede over et mægtigt rige, der strakte sig fra Indien mod øst til Nubien mod vest. Det var opdelt i 127 provinser.
2-4 Engang, da kongen opholdt sig i et af sine paladser i byen Susa, besluttede han at indkalde alle sine provinsguvernører, embedsmænd og militære ledere fra hele det medisk-persiske rige til en konference, der varede i seks måneder. Det var i hans tredje regeringsår.[b] Under konferencen beværtede kongen dem godt, og han demonstrerede med stolthed sin utrolige magt og rigdom.
10 På festens sidste dag, da kongen var i højt humør på grund af vinen, bad han de syv eunukker, der var hans personlige tjenere—Mehuman, Bizta, Harbona, Bigta, Abagta, Zetar og Karkas— 11 om at føre Vashti frem med dronningekronen på hovedet, så alle mændene kunne beundre hendes skønhed. Hun var nemlig usædvanlig smuk. 12 Men da hofmændene forelagde kongens ønske for dronningen, nægtede hun at adlyde. Kongen blev rasende 13 og spurgte sine rådgivere til råds, som han havde for vane, når der opstod et problem, der krævede kendskab til landets love. 14 Kongens nærmeste rådgivere var Karshena, Shetar, Admata, Tarshish, Meres, Marsena og Memukan—syv højt betroede embedsmænd i det medisk-persiske rige. De syv rådgivere havde deres daglige gang hos kongen.
15 „Hvad skal vi stille op med hende?” spurgte han dem. „Hvilken straf fastsætter loven for en dronning, der nægter at adlyde kongens officielle ordre?”
16 Memukan svarede: „Det er ikke kun kongen, hun har vanæret, men samtlige mænd i hele det persiske rige! 17 Når alle kvinderne i riget hører, at dronningen har nægtet at adlyde kongen, vil de også nægte at adlyde deres mænd, for de vil sige: ‚Kong Xerxes befalede dronning Vashti at komme til ham, men det nægtede hun.’ 18 Allerede nu har de fornemme persiske og mediske kvinder hørt, hvad hun gjorde, og de vil fra nu af behandle dine betroede embedsmænd på samme måde. Det vil resultere i opsætsighed og skænderier uden lige! 19 Hvis det behager kongen, foreslår vi, at De udsteder et dekret, som siger, at dronning Vashti aldrig mere må nærme sig kongen. Lad det blive en kongelig lov, som efter medisk-persisk retspraksis ikke kan omstødes, når først den er sat i kraft. Desuden foreslår vi, at De vælger en ny dronning, som er mere værdig til opgaven, end Vashti var.
En menighed i Thessaloniki grundlægges under kraftig modstand
17 Paulus og hans ledsagere lagde turen om ad Amfipolis og Apollonia og ankom til Thessaloniki, hvor jøderne havde en synagoge. 2 Som sædvanlig ønskede Paulus først at tale til jøderne, og de følgende tre sabbatter tog han ind i synagogen og debatterede med dem om, hvad der står i Skrifterne. 3 Han forklarede dem, at det var Guds plan, at Messias skulle lide døden og derefter genopstå fra de døde. „Og den Jesus, som jeg fortæller jer om,” sagde Paulus til slut, „han er den Messias, som vi har ventet på!” 4 Nogle af jøderne blev overbevist og kom til tro. Det samme gjorde et stort antal grækere, som tidligere var konverteret til jødedommen, deriblandt en del af byens fremtrædende kvinder.
5 De jøder, som ikke tog imod budskabet, blev fanatiske modstandere. De fik samlet noget rakkerpak fra gaden og fik stemningen pisket godt op i hele byen. Sammen med hoben stormede de Jasons hus for at få fat i Paulus og Silas og slæbe dem for øvrigheden. 6 Da de ikke kunne finde dem, trak de i stedet Jason og nogle af de andre kristne ud af huset og førte dem hen til byens ledere. De råbte deres anklager ud: „Der er nogle folk, som har forårsaget oprør andre steder i verden, og de er nu kommet til vores by for at gøre det samme her. 7 Jason har taget imod dem, og de gør alle sammen oprør mod kejseren. De påstår nemlig, at der findes en anden konge, en, der hedder Jesus!” 8 På den måde fik de gjort byens ledere og alle de tilstedeværende yderst urolige, 9 men Jason og de andre kristne fik dog lov at gå, efter at der var stillet kaution for dem.
Menigheden i Berøa grundlægges
10 Allerede samme nat blev Paulus og hans medarbejdere sendt af sted til Berøa. Den næste sabbat gik de som sædvanlig ind i synagogen for at forkynde budskabet om Jesus. 11 Jøderne i Berøa var mere storsindede end dem i Thessaloniki. De lyttede opmærksomt til budskabet, og dag efter dag studerede de Skrifterne for at se, om det var sandt, hvad de fik fortalt. 12 Mange af jøderne kom til tro, foruden en del af de fremtrædende græske kvinder og også mange græske mænd.
13 Men da jøderne i Thessaloniki fik at vide, at Paulus nu også var i gang med at forkynde Guds ord i Berøa, tog de derhen for at ophidse befolkningen imod ham. 14 Menighedens ledere eskorterede derefter hurtigt Paulus ud til kysten, mens Silas og Timoteus blev tilbage. 15 De, der fulgte Paulus ned til båden, sejlede med ham helt til Athen, hvorfra de vendte tilbage til Berøa med besked til Silas og Timoteus om hurtigst muligt at komme ned til ham.
36 Tro på Lyset, mens I har Lyset, så I kan blive Lysets børn.”
Med de ord gik han sin vej og forsvandt af syne.
Mange tager afstand fra Jesus, men en del tror på ham
37 Skønt Jesus havde gjort mange undere for øjnene af folk, var der stadig mange, som ikke troede på ham. 38 Således opfyldtes profeten Esajas’ ord:
„Herre, hvem troede på budskabet?
Hvem blev Herrens magt åbenbaret for?”[a]
39 Fordi de afviste budskabet, kunne de ikke komme til tro. Det stemmer med følgende ord fra Esajas’ bog:
40 „Han har dækket deres øjne til
og tillukket deres hjerter,
så de intet ser eller forstår
og ikke vender sig til mig,
så jeg kan helbrede dem.”[b]
41 Esajas viser her hen til Jesus, for han havde set et glimt af Messias’ forunderlige storhed.
42 Selv om flertallet tog afstand fra Jesus, var der alligevel mange, som troede på ham, endda nogle af de jødiske ledere. Men de turde ikke sige det offentligt, da de var bange for, at farisæerne skulle udelukke dem af synagogen. 43 Anerkendelse fra andre mennesker betød mere for dem end anerkendelse fra Gud.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.