Book of Common Prayer
Bøn om hjælp
70 Til korlederen: En sang af David, skrevet som en bøn til Gud.
2 Gud, vær mig nådig og frels mig.
Skynd dig at komme mig til hjælp.
3 Lad dem, som vil slå mig ihjel,
blive forlegne og flove.
Lad dem, som ønsker at gøre mig fortræd,
blive tvunget til at trække sig tilbage.
4 Lad dem, som håner mig,
selv blive ydmyget og hånet.
5 Må alle, som søger hjælp hos dig,
opleve glæde og lykke.
Må de, som oplever din hjælp,
dag efter dag sige: „Gud er stor!”
6 Jeg er svag og værgeløs.
Skynd dig at hjælpe mig, Gud.
Du er den, der redder og befrier mig.
Skynd dig at komme mig til hjælp.
En gammel mands bøn
71 Herre, jeg søger ly hos dig,
for du svigter mig aldrig.
2 Kom og red mig,
for du er altid trofast.
Bøj dig og lyt til min bøn,
grib ind og red mig.
3 Vær du min fæstning, mit tilflugtssted,
hvor mine fjender ikke kan nå mig.
Ja, du er min klippeborg og min fæstning.
4 Min Gud, red mig fra de onde mennesker,
fra de frygtelige voldsmænds kløer.
5 Herre, jeg sætter min lid til dig,
fra barndommen af har jeg stolet på dig.
6 Jeg har været i din varetægt, siden jeg blev født,
jeg har altid kunnet støtte mig til dig.
Jeg takker dig hver eneste dag.
7 Mit liv vidner om din trofasthed,
jeg har altid kunnet regne med din hjælp.
8 Jeg priser og ærer dig dagen lang,
fortæller om din storhed til alle og enhver.
9 Svigt mig ikke, nu hvor jeg er gammel,
for jeg er svag og har brug for din hjælp.
10 Mine fjender lægger planer imod mig,
de lurer på at slå mig ihjel.
11 „Gud har forladt ham,” siger de.
„Vi overfalder ham nu, hvor han er alene.”
12 Åh, Gud, bliv ikke stående i det fjerne.
Skynd dig at komme og hjælpe mig.
13 Slå ned på mine anklagere,
så de alle bliver gjort til skamme.
Gå imod dem, der vil gøre mig fortræd,
så de selv bliver hånet og spottet.
14 Jeg sætter altid min lid til dig
og priser dig igen og igen.
15 Jeg har ikke tal på de gange,
hvor du trofast har reddet mig.
Jeg vil fortælle alle mennesker
om din store godhed og nåde.
16 Jeg vil fortælle om din vældige magt, Herre,
forkynde om dine retfærdige handlinger.
17 Du har vist mig din storhed, lige fra jeg var barn,
og jeg fortæller stadig om dine underfulde gerninger.
18 Nu, hvor jeg er gammel og grå,
må du ikke svigte mig, Gud.
Giv mig lov at fortælle om dine undere
også til den kommende generation.
19 Din godhed når til skyerne, Gud,
du har gjort vidunderlige ting.
Hvor findes en Gud som dig?
20 Du har tilladt, at jeg lider nu, Gud,
men jeg er sikker på, at du vil hjælpe mig igen.
Træk mig tilbage fra gravens rand.
21 Kom og red mig endnu en gang,
så jeg bliver æret som før.
22 Jeg vil takke dig med harpespil,
lovprise din trofasthed, Gud.
Jeg vil spille på min lyre og lovsynge dig,
for du er Israels hellige Gud.
23 Jeg vil råbe af fryd og synge din pris.
Jeg vil takke dig, når du sætter mig fri.
24 Dagen lang vil jeg fortælle om din godhed.
Alle mine fjender bliver ydmyget og gjort til skamme.
Bøn om Israels genoprettelse
74 En visdomssang[a] af Asaf
Åh, Gud, har du forkastet os for evigt?
Du er vores hyrde, men har straffet os hårdt.
2 Vi er det folk, du udvalgte i ældgamle dage.
Du satte os i frihed og gjorde os til dit folk.
Du udvalgte Zion som din bolig på jorden.
3 Prøv at gå en runde i byens ruiner,
se, hvordan fjenden har nedbrudt din helligdom.
4 De udstødte sejrsråb midt i dit tempel,
de plantede et banner dér som tegn på ejerskab.
5 De angreb dit tempel som skovhuggere,
der svinger økserne mod de store træer.
6 De knuste det udskårne træværk,
huggede det i stumper og stykker.
7 De satte ild til din helligdom, Herre.
De jævnede din bolig med jorden.
8 De besluttede at knuse os helt
og afbrændte alle vore bedehuse.
9 Nu er der intet, der viser, at vi er dit folk.
Der er heller ingen profeter tilbage.
Vi ved ikke, hvor længe vores ulykke skal vare.
10 Hvor længe får fjenden lov at håne os, Gud?
Vil du tillade dem for evigt at spotte dit navn?
11 Hvorfor gør du ikke noget?
Hvorfor straffer du dem ikke?
12 Gud, du har været vores Konge fra ældgamle tider,
ofte har du reddet os ved dine mægtige undere.
13 Du skilte vandene med vældig kraft,
du knuste hovederne på havets uhyre,
14 ja, du knuste Livjatans hoveder
og gav den som føde til ørkenens folk.
15 Du åbnede kilder og lod vand springe frem,
du standsede flodernes løb.
16 Du satte solen til at herske om dagen
og månen til at skinne om natten.
17 Du fastlagde jordens grænser,
du lod sommer og vinter afløse hinanden.
18 Hør, hvordan fjenderne håner dig, Herre,
de gudløse nationer spotter dit navn.
19 Giv ikke din due i rovdyrets vold,
forkast ikke for evigt dit stakkels folk.
20 Husker du ikke din pagt og dine løfter?
Verden er jo fyldt med vold og ondskab.
21 Lad ikke dit forpinte folk blive til spot,
men giv os grund til at lovprise dig.
22 Åh, Gud, grib ind og forsvar din ære.
Hør, hvor du hånes af tåber hver dag.
23 Glem ikke alt, hvad de gudløse siger,
deres hån og forbandelser stiger og stiger.
Menneskets viden og materielle ressourcer
28 Guld og sølv finder man i jorden,
og mennesker forstår at rense det for urenheder.
2 Malm hentes op fra jordens dybder,
man smelter det og frembringer jern og kobber.
3 Folk udforsker jordens indre,
de leder med lys og lygte
for at nå frem til den dyrebare malm.
4 Fjernt fra alle byer og alfarvej
graver de dybe skakter i jorden
og svinger frem og tilbage i rebene.
5 På jordens overflade dyrker man korn,
mens man uddrager skatte fra dens indre.
6 Mennesker har lært at finde ædelsten
og udvinde guldstøv fra klippegrunden,
7 skatte, som er skjult selv for falkens blik,
gemt væk udenfor rovfuglenes rækkevidde.
8 De findes på steder, hvor ingen rovdyr kommer,
hvor selv dyrenes konge aldrig sætter sin fod.
9 Mennesker hugger sig vej gennem klipper af flint
og underminerer et bjerg, så det falder.
10 I klipperne hugger man gange
og finder mange slags kostbarheder.
11 Mennesker udforsker de underjordiske kilder
og bringer skjulte skatte frem i lyset.
Visdommen er sværere at finde
12 Men hvor finder mennesker visdom?
Hvor går man hen og graver klogskab frem?
13 Ingen kender vejen til visdommens kilde,
for den findes ikke i de levendes land.
14 Afgrunden hvisker: ‚Den er ikke her!’
Havdybet bruser: ‚Heller ikke hos mig!’
15 Visdom kan ej købes for det fineste guld,
dens værdi kan ikke afvejes i sølv.
16 Den kan ikke betales med guld fra Ofir,
med de dyreste smykkesten eller safirer.
17 Man kan ikke bytte sig til den for skåle af guld
eller for det fineste krystal.
18 Visdom er mere værd end flotte koraller
og kostbare perler.
19 Topas fra Nubien er ikke nok,
det ædleste guld hjælper ingenting.
20 Hvor kommer visdommen fra?
Hvor er klogskabens hjemsted?
21 Den er skjult for både dyr og mennesker,
selv himlens fugle kan ikke få øje på den.
22 Døden og dødsriget siger:
‚Vi har hørt et rygte om, hvor den findes.’
23 Men kun Gud kender vejen derhen,
han alene ved, hvor den findes,
24 for han skuer ud over jorden,
han ser alt, hvad der sker under himlen.
25 Han satte grænser for vindens styrke
og afmålte mængden af vand i havet.
26 Han fastsatte de naturlove,
der styrer regnen og tordenvejret.
27 Derefter så han på visdommen
og undersøgte den nøje.
Han vurderede den omhyggeligt
og fastsatte dens værdi.
28 Til sidst sagde han til mennesket:
‚Hør godt efter!
Visdom er at have ærefrygt for Herren.
Klogskab er at tage afstand fra det onde.’ ”
25 Ved midnatstid var Paulus og Silas i færd med at synge lovsange til Gud, mens alle de andre fanger lyttede. 26 Pludselig blev fængslet gennemrystet af et kraftigt jordskælv, så det rystede i sin grundvold. I samme øjeblik sprang fængselsdørene op, og alle lænkerne faldt af fangerne. 27 Fangevogteren vågnede med et sæt, og da han så fængslets døre stå på vid gab, troede han, at fangerne var stukket af, og han greb sit sværd for at begå selvmord.[a] 28 Men Paulus råbte til ham: „Stands! Gør ikke dig selv fortræd! Vi er her jo alle sammen!” 29 Rystende af angst råbte fangevogteren: „En fakkel! Kom med en fakkel!” hvorpå han styrtede ind i fængslet og kastede sig ned foran Paulus og Silas. 30 Så førte han dem udenfor og spurgte: „Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” 31 „Hvis du tager imod Jesus som din Herre, bliver du frelst,” svarede de. „Det gælder både dig og din husstand.”
32 Så forkyndte Paulus og Silas om Jesus både til ham og til de andre, der hørte til husstanden. 33 Selv om det var midt om natten, gik fangevogteren i gang med at rense deres sår, og straks efter blev han og hele hans husstand døbt. 34 Da det var sket, tog han Paulus og Silas med ind i sit hus og serverede mad for dem, og alle i huset var jublende glade, fordi de var kommet til tro på Gud.
35 Næste morgen sendte dommerne nogle betjente til fangevogteren med besked om, at han nu kunne løslade de to mænd. 36 Fangevogteren førte dem hen til Paulus i hans celle og sagde: „Dommerne har sendt besked om, at I skal løslades. Derfor er I fri til at rejse videre i fred.” 37 Men Paulus svarede: „Til trods for at vi er romerske statsborgere, er vi offentligt og uden dom blevet gennembanket og kastet i fængsel. Og nu vil man så hemmeligt sende os bort. Nej, lad dommerne selv komme herhen og føre os ud af fængslet.” 38 Betjentene gik tilbage med den besked. Da dommerne hørte, at de var romerske statsborgere, blev de bange. 39 De kom derfor hen til fængslet og gav dem en undskyldning, hvorefter de førte dem ud af fængslet med en opfordring til at forlade byen. 40 Men Paulus og Silas gik først tilbage til Lydias hus, hvor de samledes med de troende og opmuntrede dem til at holde fast ved troen. Derpå fortsatte de deres rejse.
27 Mine inderste tanker er i oprør. Skal jeg bede: Far, skån mig for det, der venter forude? Nej, det er jo derfor, jeg er kommet så langt som hertil. 28 Far, vis din storhed!” I det samme lød en stemme fra himlen: „Jeg har vist min storhed, og jeg vil vise den igen!”
29 Nogle af dem, der stod omkring ham og hørte stemmen, mente, at det havde tordnet, men andre sagde: „Det var en engel, der talte til ham!”
30 Jesus sagde da til dem: „Den stemme lød ikke for min skyld, men for jeres. 31 Nu er tiden kommet, hvor denne verden skal dømmes. Nu skal denne verdens fyrste smides ud. 32 Og når jeg bliver løftet op, vil jeg drage alle til mig.” 33 Med de ord hentydede han til, hvordan han skulle dø.
34 „Løftet op?” spurgte folk. „Vi har lært fra Skriften, at når Messias bliver vores konge, skal han altid være hos os. Hvad mener du så med, at Menneskesønnen vil blive løftet op? Hvem er den ‚Menneskesøn’?” 35 Jesus svarede: „Lyset er endnu en kort tid iblandt jer. I skal vandre i lyset, mens I har Lyset, for at mørket ikke skal få bugt med jer. De, der vandrer i mørket, ved ikke, hvor de går hen. 36 Tro på Lyset, mens I har Lyset, så I kan blive Lysets børn.”
Med de ord gik han sin vej og forsvandt af syne.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.