Book of Common Prayer
En bøn om hjælp og et løfte
61 Til korlederen: Brug strengeinstrumenterne. En sang af David.
2 Hør mit råb, Gud,
lyt til min bøn.
3 Det føles, som om alt håb er ude,
og jeg råber til dig i min nød.
Sæt mine fødder på en klippefast grund.
4 Du er min klippeborg og min fæstning,
du beskytter mig mod fjendens angreb.
5 Lad mig altid bo i din helligdom,
være tryg i ly af dine vinger.
6 Du har hørt mit højtidelige løfte, Gud,
du velsigner dem, der ærer dit navn.
7 Giv mig et langt og godt liv,[a]
lad mig opleve flere generationer.
8 Lad min slægt herske evigt for dit ansigt,
lad din trofaste kærlighed omslutte mig.
9 Så vil jeg altid prise dit navn,
og opfylde alle mine løfter til dig.
Tillid til Guds beskyttelse
62 Til korlederen Jedutun. En sang af David.
2 Jeg sætter al min lid til Gud,
for kun han kan frelse mig.
3 Ja, han er mit skjold og mit værn,
hos ham kan jeg være tryg.
4 Hvor længe vil I angribe en sagesløs mand
og forsøge at slå mig omkuld?
I ser på mig som en hældende mur
eller et faldefærdigt stakit.
5 I ønsker at styrte mig fra min høje position,
og I er fulde af løgn og bedrag.
Jeres ord virker venlige,
men indvendig er I fulde af foragt.
6 Jeg sætter al min lid til Gud,
for kun han giver mig håb.
7 Ja, han er mit skjold og mit værn,
hos ham kan jeg være tryg.
8 Det er Gud, der hjælper mig og giver mig ære.
Han er mit værn og mit tilflugtssted.
9 Stol altid på Gud, mit folk.
Udøs jeres hjerte for ham,
for han er et værn for os alle.
10 Menneskers tanker er tomhed,
deres hæderlighed er blot et bedrag.
Hvis man forsøgte at måle deres troskab,
ville det ikke give udslag på vægten.
11 Man kan blive rig på uretmæssig vis,
men det giver ikke tryghed og fred.
Selv om din velstand skulle vokse,
må du ikke bygge dit liv på den.
12-13 Gud har fortalt os to grundlæggende ting
om sit eget guddommelige væsen:
Han er mægtig, trofast og kærlig,
og han dømmer alle efter deres handlinger.
Israels mægtige Gud
68 Til korlederen: En lovsang af David.
2 Når Gud rejser sig,[a] flygter hans fjender,
alle hans modstandere løber deres vej.
3 Han driver dem væk,
som røg drives væk af vinden.
De onde går til grunde
som voks, der smelter i varmen.
4 Men de gudfrygtige bliver glade,
de råber af fryd i Guds nærhed.
5 Syng lovsange til Gud.
Ophøj ham, som rider på skyerne.
Hans navn er Jahve,
fryd jer i hans nærhed.
6 Gud er som en far for de faderløse,
han taler de hjælpeløses sag.
Han regerer fra sin hellige trone.
7 Han giver de hjemløse et hjem,
sætter de undertrykte i frihed og gør dem glade.
Men de genstridige forvises til den golde ørken.
8 Gud, dengang du gik foran dit folk,
og de marcherede gennem den udstrakte ørken,
9 da skælvede jorden af frygt,
og skyerne kunne ikke holde på regnen.
De rystede for Israels Gud,
da han viste sin magt i Sinai.
10 Du sendte regn i rigelig mængde,
du hjalp dit folk, da de var i nød.
11 Du gav dem et sted at bosætte sig,
du sørgede for de svage i din godhed, Gud.
12 Da hærføreren proklamerede sejren,
bragte masser af kvinder nyheden videre:
13 „Alle fjendens anførere er flygtet!”
Så fik kvinderne lov til at fordele byttet.
14 Selv om de var hjemme ved fårefoldene,
blev de nu smykket med sølv og guld,
som duen er smykket med glinsende fjer.
15 Da den Almægtige slog kongerne i landet på flugt,
endte de i en snestorm på Zalmons bjerg.
16 Du strækker dig til himlen, Bashans bjerg,
du har mange mægtige tinder.
17 Hvorfor er du misundelig på det bjerg,
som Gud har valgt til sin bolig?
Dér vil Herren bo for evigt.
18 Da Herren kom fra Sinai til sit hellige sted,
var han omgivet af tusindvis af stridsvogne.
19 Han steg op til det høje,
førte frigivne fanger med sig.
Han tog gaver med til folk,
selv de oprørske gav han et sted at bo.[b]
20 Syng lovsange til Herren hver eneste dag,
for han bærer vore byrder og redder os.
21 Vor Gud er en frelsende Gud,
som endog kan redde os fra døden.
22 Men han knuser sine fjenders hoved,
dem, der vælger at gøre oprør mod ham.
23 Herren siger: „Jeg henter dem ned fra Bashans bjerg,
jeg trækker dem op fra dybet,
24 så I kan vade rundt i fjendeblod,
og hundene gnave på deres knogler.”
25 Et festtog går frem i helligt skrud,
de hylder vor konge og vor Gud.
26 Sangerne går forrest, musikerne bagerst,
piger med tamburiner danser i midten.
27 Lovsyng Gud i den store forsamling,
lad alle være med til at prise Herren.
28 Benjamins lille stamme går forrest,
fulgt af lederne fra Judas stamme,
og dem fra Zebulon og Naftali.
29 Vis din magt, Gud, din mægtige styrke,
for vi ved, at du kæmper for dit folk.
30 Når du rejser dig fra dit tempel i Jerusalem,
må jordens konger bøje sig i hyldest.
31 Dit krigsråb gør egypterne bange,
selv om de er stærkere end andre nationer.
De bøjer sig dybt og giver dig gaver
både af guld og sølv,
mens de, der tager kampen op,
bliver slået og spredt.
32 Egypterne kommer med kostbare gaver,
kushitterne bøjer sig i ærefrygt for dig, Gud.
33 Lovpris Gud, alle riger på jorden,
syng lovsange til Herren.
34 Fra ældgammel tid har han redet på skyerne,
hør blot hans tordnende røst.
35 Giv al ære til Gud, som regerer over Israel
og har magten i himmelrummet.
36 Ære være Gud i hans helligdom.
Israels Gud giver styrke til sit folk.
Al ære og pris til ham.
40 Herren fortsatte:
41 Det er håbløst at forsøge at fange den.
Synet af den er nok til, at modet forsvinder.
2 Når ingen tør kæmpe mod dette mægtige dyr,
hvem tør da kæmpe imod mig?
3 Hvem tør sige, at jeg skylder dem noget?
Alt i hele verden tilhører mig.
4 Lad mig beskrive Livjatans krop.
Den er velformet med enorme lemmer og vældig styrke.
5 Hvem kan flå huden af den
eller trænge ind under dens panser?
6 Hvem kan åbne munden på den,
så man ser de frygtindgydende tænder?
7 Ryggen er dækket af rækker af plader,
der beskytter den fuldstændigt som skjolde.
8 Pladerne sidder så tæt,
at intet kan trænge ind imellem dem.
9 De overlapper hinanden,
og det er umuligt at skille dem ad.
10 Når den fnyser, er det som lysglimt,
øjnene gløder som en solopgang.
11 Flammer står ud af munden på den,
et fyrværkeri af gnister.
6 Derefter rejste Paulus og hans ledsagere gennem distriktet Frygien i den provins, der hed Galatien, efter at Helligånden havde afskåret dem fra at forkynde ordet i provinsen Asien. 7 Da de nærmede sig grænsen til det område, der hed Mysien,[a] overvejede de at fortsætte mod nord ind i provinsen Bitynien, men Jesu Ånd tillod dem det ikke. 8 I stedet rejste de mod vest tværs gennem Mysien og nåede til havnebyen Troas.
Paulus’ syn og kaldet til Makedonien
9 En nat havde Paulus et syn. Han så en mand fra Makedonien,[b] som stod og kaldte indtrængende på ham: „Kom herover til Makedonien og hjælp os!” råbte han. 10 Efter det syn forsøgte vi[c] med det samme at komme over til Makedonien, for vi forstod, at det var Gud, der ville sende os derover for at forkynde budskabet om Jesus. 11 Vi gik om bord i et skib i Troas og nåede den første dag frem til øen Samotrake. Den næste dag ankom vi til havnebyen Neapolis i Makedonien. 12 Derfra fortsatte vi til fods til Filippi, der er en romersk koloni og den vigtigste by i den del af Makedonien. Der blev vi nogle dage.
En menighed grundlægges i Filippi
13 På sabbatten gik vi et lille stykke uden for byen langs med en flod, hvor vi mente, jøderne plejede at mødes til bøn. Vi satte os ned og begyndte at tale til de kvinder, der var kommet. 14 En af dem hed Lydia. Hun var fra Tyatira og handlede med kostbare purpurklæder. Hun havde antaget den jødiske tro, og mens hun lyttede til Paulus, åbnede Herren hendes hjerte, så hun tog ordene til sig. 15 Sammen med hele sin husstand blev hun døbt, hvorefter hun indbød os som sine gæster. „Hvis I virkelig tror på, at jeg nu hører Herren til,” sagde hun, „så må I også komme og bo i mit hus i nogle dage.” På den måde overtalte hun os.
Reaktionen på Lazarus’ opvækkelse
9 Da folk i Jerusalem hørte, at Jesus var i Betania, gik mange af dem derud—ikke blot for at se Jesus, men også for at møde Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. 10 Ypperstepræsterne besluttede derfor, at de også ville rydde Lazarus af vejen, 11 for på grund af ham gik mange af folkene i byen over til at tro på Jesus.
Jesus rider ind i Jerusalem som jødernes konge(A)
12 Næste morgen gik det som en løbeild gennem Jerusalem, at Jesus nu var på vej. En masse mennesker var kommet til byen på grund af påskefesten, 13 og mange gik ham i møde med palmegrene i hænderne og råbte: „Hoshana! Velsignet er den, som kommer i Herrens navn—Israels konge!”[a]
14 Jesus fik fat i et æselføl og satte sig op for at ride på det. Derved blev det skriftord opfyldt, som siger:
15 „Frygt ikke, Jerusalem!
Se, din konge er på vej,
og han rider på et æselføl.”[b]
16 Hans disciple forstod ikke på det tidspunkt, at det, der skete, var en opfyldelse af Skriftens profetier. Først efter at Jesus var vendt tilbage til sin herlighed i Himlen, gik det op for dem, hvor mange af Skriftens forudsigelser, der var gået i opfyldelse for øjnene af dem.
17 Alle de, der havde været vidne til, hvordan Lazarus var blevet kaldt ud af graven og oprejst fra de døde, havde fortalt om det vidt og bredt. 18 Derfor var det en kolossal menneskemængde, der gik Jesus i møde. 19 Men farisæerne sagde til hinanden: „Se bare, jeres trusler hjælper intet![c] Alle render jo efter ham.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.