Book of Common Prayer
Sand tilbedelse
50 En sang af Asaf.
Herren, den almægtige Gud,
kalder menneskene sammen fra alle verdenshjørner.
2 Hans herlighed stråler omkring ham,
han kommer fra Zion, det skønneste sted.
3 Vor Gud er på vej,
og det sker ikke lydløst.
Foran ham går en fortærende ild,
omkring ham raser et voldsomt uvejr.
4 Himmel og jord er hans vidner,
når han sætter sig for at dømme sit folk.
5 „Lad hele mit folk komme sammen,
dem, som med ofre har bekræftet min pagt.”
6 Gud er en retfærdig dommer,
det bevidner den himmelske verden.
7 „Mit folk, hør hvad jeg har at sige.
Israel, jeg anklager jer, for jeg er jeres Gud.
8 Jeg bebrejder jer ikke alle jeres ofre,
som I til stadighed bringer til mit alter.
9 Men det er ikke tyre fra jeres huse
og bukke fra jeres stalde, jeg har brug for.
10 Jeg ejer alle de dyr, der lever i skoven,
og alle dem, der græsser på de tusindvis af høje.
11 Jeg har tal på alle bjergenes fugle,
selv jordens insekter er mine.
12 Hvis jeg blev sulten,
ville jeg ikke bede jer om noget,
for jorden er min med alt,
hvad den indeholder.
13 Jeg spiser ikke kødet fra de tyre, I ofrer,
jeg drikker ikke blodet fra de geder, I giver mig.
14 Kom hellere med en lovsang som takoffer,
og opfyld jeres løfter til den almægtige Gud.
15 Råb til mig, når I har problemer,
så jeg kan gribe ind, og I kan give mig ære.
16 Men til de ugudelige siger jeg:
Hvorfor opremser I mine bud
og påstår, at I overholder min pagt?
17 I nægter jo at lade jer vejlede
og blæser på, hvad jeg siger.
18 Når I ser en tyv, slutter I jer til ham.
I godtager dem, der lever i utroskab.
19 Jeres mund udspyr onde ord,
jeres tale er løgn og bedrag.
20 I sidder og bagtaler jeres egen familie
og lægger onde planer imod dem.
21 Når I ter jer sådan, skal jeg så bare se på?
I tror måske, jeg er ligeglad?
Nej, nu kan det være nok, nu bliver I straffet,
jeg er nødt til at stille jer for retten.
22 Tænk over mine ord, I, der har glemt jeres Gud,
ellers vil jeg gøre det af med jer,
og der er intet, der kan redde jer.
23 Lovsang er et offer, som ærer mig.
Jeg vil frelse alle, der adlyder mig.”
Tilflugt hos Herren
59 Til korlederen: En sang af David i anledning af, at Sauls soldater omringede hans hus for at dræbe ham.
2 Min Gud, red mig fra de grusomme fjender,
beskyt mig mod dem, som vil slå mig ihjel.
3 Fri mig for disse forbrydere,
red mig fra de frygtelige mordere.
4 De ligger i baghold og lurer på mig,
farlige mænd venter på mig derude,
på trods af at jeg intet ondt har gjort.
5 De er parat til at slå en uskyldig ihjel.
Herre, grib ind og kom mig til hjælp.
6 Almægtige Herre, Israels Gud,
gå i krig mod de onde mennesker.
Spar ikke de grusomme forbrydere.
7 De snuser rundt i byen om natten,
de knurrer som bidske hunde.
8 Forbandelser strømmer ud af munden på dem,
de slår om sig med frygtelige trusler.
„Hvem skulle opdage os?” siger de.
9 Men du ler blot ad dem, Herre,
du ser på de ugudelige med foragt.
10 Herre, du giver mig styrke, og jeg stoler på dig.
Jeg kan altid søge tilflugt hos dig.
11 Du elsker mig, Gud, og kommer mig til hjælp.
Du giver mig sejr over alle mine fjender.
12 Slå dem ikke ihjel med det samme,
for så glemmer folk, hvad der skete.
Lad dem først vandre hjemløse rundt,
for du er den Almægtige, som beskytter os.
13 De taler stolte og syndige ord.
Straf dem på grund af deres overmod,
for alle deres løgne og forbandelser.
14 Udryd dem i din vrede,
gør det fuldstændigt af med dem.
Da vil alle i hele verden kunne se og forstå,
at du har magten i Israel.
15 De snuser rundt i byen om natten,
de knurrer som bidske hunde.
16 De går rundt og leder efter føde,
knurrer, hvis de ikke får nok.
17 Men jeg vil altid lovprise din magt,
hver morgen vil jeg synge om din trofaste kærlighed.
For du er min tilflugt,
min hjælp på nødens dag.
18 Du giver mig styrke, og jeg synger din pris.
Jeg søger tilflugt hos dig, min trofaste Gud.
Løfte i en opløsningstid
60 1-2 Til korlederen: En sang af David i anledning af, at han havde besejret de aramæiske hære fra Naharajim og Zoba, og af, at Joab havde slået 12.000 edomitter i Saltdalen. Sangen er gavnlig til belæring og synges til melodien „Pagtens lilje.”
3 Hvorfor har du forkastet os, Gud?
Du har straffet os, fordi du var vred på os.
Men se i nåde til os og hjælp os.
4 Det var, som blev vi ramt af et jordskælv,
det føltes, som vores verden brød sammen.
5 Du har været hård mod dit folk,
vi ravede omkring, som var vi fulde.
6 Men du kalder på de gudfrygtige,
så de kan komme til dig og blive reddet.
7 Hør min bøn og gør brug af din magt,
så dit elskede folk kan blive reddet.
8 Gud talte jo fra sin helligdom:
„Med glæde vil jeg udstykke Sikem,
jeg vil udmåle Sukkots dal.
9 Gilead tilhører mig,
Manasse er min ejendom.
Kongerne kommer fra Juda,
og dygtige krigere fra Efraim.
10 Moabitterne skal tjene mig,
og edomitterne være mine slaver.
Jeg vinder sejr over filistrene.”
11 Hvem tager med os til den befæstede by?
Hvem vil gå med os mod Edom?
12 Herre, har du forkastet os?
Hvorfor drager du ikke med os i krig?
13 Hjælp os dog mod vore fjender,
for menneskers hjælp er intet værd.
14 Med Guds hjælp vinder vi sejr,
for du kan trampe vore fjender ned.
Herren er Konge
93 Det er Herren, der sidder med magten,
han er klædt i kongeligt skrud.
Ingen kan udfordre hans herredømme,
han grundlagde jorden, den står urokkeligt fast.
2 Herre, du har været Konge fra tidernes morgen,
fra evighed har du siddet på tronen.
3 Havene[a] buldrer og brager,
brændingen hamrer højlydt mod stranden.
4 Men Herren sidder roligt på sin trone,
berøres ikke af bølgernes oprør.
5 Herre, dine love og bud står fast,
dit tempel vidner om din hellighed for evigt.
Herren er jordens konge og dommer
96 Syng en ny sang for Herren,
lad hele jorden synge med.
2 Syng Herrens pris og lov hans navn,
fortæl om hans frelse hver eneste dag.
3 Lad alle folk høre om hans vældige undere,
fortæl om de forunderlige ting, han har gjort.
4 For Herren er stor, og æren er hans,
ingen andre guder er værd at tilbede.
5 Andre folks guder er falske guder,
men Herren har skabt både himlen og jorden.
6 Han udstråler kongelig værdighed,
styrke og skønhed kommer fra hans nærvær.
7 Pris Herren, alle verdens folk,
forstå hans herlighed og magt.
8 Giv Herren den ære, der tilkommer ham,
bring jeres gaver og tilbed i hans tempel.
9 Tilbed Herren i helligt skrud,
bøj knæ for ham, alle jordens folk.
10 Fortæl folkeslagene, at Herren er konge,
han skabte jorden på et sikkert fundament,
og han vil dømme alle folkeslag retfærdigt.
11 Lad himlen glæde sig og jorden juble,
lad havene bruse i lovprisning,
12 lad marken med sin afgrøde juble,
lad lovsangen suse i skovens træer,
13 for Herren kommer,
han er på vej for at dømme jorden.
Han dømmer verden med retfærdighed,
alle jordens folk får en fair behandling.
Jobs tidligere lykkelige liv
29 Job fortsatte:
Job bedyrer igen sin uskyld
31 Jeg lavede en aftale med mine øjne,
at de aldrig måtte se med begær på en kvinde.
2 Hvad ville Gud sige, hvis jeg gjorde det?
Ville den Almægtige ikke straffe mig?
3 Onde mennesker kan forvente at blive straffet,
syndere må regne med at ende i ulykke.
4 Gud ser jo alt, hvad jeg gør,
holder øje med hvert skridt, jeg tager.
5 Har jeg nogen sinde sagt et usandt ord?
Har jeg bedraget et andet menneske?
6 Jeg vil gerne have Gud til at afsige dommen,
for han ved, at jeg er uskyldig.
7 Hvis jeg har handlet imod Guds vilje,
hvis mit hjerte har begæret, hvad mit øje så,
eller hvis mine hænder har begået en udåd,
8 så lad en anden få lov at høste, hvad jeg har sået,
så er det i orden, hvis alt bliver taget fra mig.
9 Hvis jeg har ladet mig bedåre af en andens kone,
hvis jeg har stået og luret ved min nabos dør,
10 så er det i orden, at min kone forlader mig,
og at en anden mand tager hende i favn.
11 For begær er en skændig og skamløs synd,
en forbrydelse, der fortjener at blive straffet.
12 Begær er som en fortærende ild,
der opbrænder hele ens livsværk.
13 Hvis jeg havde behandlet mine tjenere uretfærdigt,
når de klagede til mig over noget,
14 så havde Gud ret til at kræve mig til regnskab.
Jeg ville ikke have noget at sige til mit forsvar.
15 For Gud skabte mine tjenere såvel som mig,
han skabte os alle på samme måde.
16 Har jeg nægtet de fattige hjælp
eller taget håbet fra de sørgende enker?
17 Har jeg siddet og nydt min gode mad
og nægtet at dele med de forældreløse?
18 Nej, jeg har altid taget mig kærligt af dem,
som var jeg deres egen far eller mor.
19 Har jeg set en stakkel mangle tøj,
en fattig, som savnede et tæppe?
20 Nej, de takkede mig for det tøj, jeg gav dem,
for de fåreskind, de fik at varme sig med.
21 Hvis jeg har stemt for en dom imod den svage,
fordi der var flertal for det i retten,
22 så gid min arm blev brækket af
og min skulder vredet af led.
23 Jeg har altid frygtet den hellige Guds dom
og straffen fra hans umådelige magt.
Apostelmødet i Jerusalem
15 Mens Paulus og Barnabas opholdt sig i Antiokia, kom der nogle jøder fra Judæa på besøg, og de stod frem og sagde til menigheden: „I kan kun blive frelst, hvis I bliver omskåret efter de jødiske forskrifter.” 2 Det førte til en heftig debat mellem Paulus og Barnabas på den ene side og de tilrejsende jøder fra Judæa på den anden. Til sidst blev det besluttet, at Paulus og Barnabas og nogle andre ledere fra menigheden i Antiokia skulle tage til Jerusalem for at diskutere sagen med apostlene og de øvrige ledere i menigheden der.
3 Menigheden udrustede dem til rejsen, og på vej gennem Fønikien og Samaria gjorde de ophold i byerne for at besøge de Jesus-troende dér. Her fortalte de til alles store glæde, at mange ikke-jøder nu også havde vendt sig fra deres synd og havde taget imod budskabet om Jesus.
4 Da de ankom til Jerusalem, blev de taget godt imod af hele menigheden med apostlene og de øvrige ledere i spidsen. Paulus og Barnabas berettede om de store ting, Gud havde udrettet gennem dem i deres arbejde blandt de ikke-jødiske folkeslag. 5 Men nogle af de farisæere, der var kommet til tro, rejste sig op og sagde: „Disse mennesker skal omskæres, og de skal have besked på at overholde de love og forskrifter, Moses har givet os.”
6 Apostlene og menighedens ledere holdt nu et særskilt møde for at drøfte spørgsmålet. 7 Det førte til en længere diskussion, og til sidst rejste Peter sig. „Venner,” sagde han. „I ved jo godt alle sammen, hvordan Gud i begyndelsen udvalgte mig iblandt jer og brugte mig til at forkynde budskabet om Jesus for ikke-jøder, så også de kunne komme til tro. 8 Og Gud, som kender hjertets indstilling, satte det blå stempel på dem ved at give dem Helligåndens kraft, ligesom han gav den til os. 9 Han gjorde ingen forskel på dem og os, for vi har alle fået hjertet renset gennem troen. 10 Skal vi nu til at gå i rette med Gud og lægge en byrde på disciplenes skuldre, som hverken vores forfædre eller vi selv har været i stand til at bære? 11 Nej! Det er gennem Herren Jesu nåde, at vi kommer til tro og bliver frelst på samme måde som dem, der ikke er jøder.”
17 Da Jesus nåede frem til Betania, fik han at vide, at Lazarus var blevet begravet tre dage forinden. 18 Betania lå knap tre kilometer fra Jerusalem, 19 og mange venner fra hovedstaden var kommet for at trøste Marta og Maria i sorgen over deres bror.
20 Da nu Marta hørte, at Jesus var på vej, gik hun ham i møde. Maria derimod blev hjemme. 21 Da Marta nåede hen til ham, sagde hun: „Herre, hvis du havde været her, så var min bror ikke død. 22 Men selv nu ved jeg, at hvad du end beder Gud om, det vil han gøre for dig.”
23 „Din bror skal vende tilbage til livet,” sagde Jesus. 24 „Jeg ved, at han skal vende tilbage til livet på opstandelsens morgen,” svarede Marta. 25 Jesus fortsatte: „Jeg er opstandelsen og livet. De, der tror på mig, skal leve, selv om de dør; 26 og de, der lever i troen på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du på det, Marta?” 27 „Ja, Herre,” sagde hun, „jeg tror, at du er Messias, Guds Søn, som vi så længe har ventet skulle komme.”
28 Derefter løb Marta hjem til Maria og hviskede til hende: „Mesteren er kommet, og han vil gerne tale med dig.” 29 Maria rejste sig med det samme og gik ud for at møde ham.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.