Book of Common Prayer
Guds trøst under vanskelige forhold
49 Herre, jeg tjener dig i tillid til dine løfter,
for det er dem, der giver mig håb.
50 Hver gang jeg kommer ud for modstand,
giver dit ord mig nyt mod på livet.
51 Hån og spot hagler ned over mig,
men jeg holder fast ved dit ord.
52 Herre, jeg holder mig dine bud for øje,
de har stået deres prøve, og de giver mig trøst.
53 Harmen vælder op i mig,
når de gudløse gør nar af dine bud.
54 Hvor jeg end opholder mig,
hylder jeg dine befalinger med glæde.
55 Herre, selv om natten tænker jeg på dig,
også da vil jeg adlyde dine bud.
56 Hver dag vil jeg følge dine bud,
for det giver mig glæde i livet.
At handle på Guds bud
57 Jeg bygger mit liv på dig, Herre,
og jeg har besluttet at følge dine bud.
58 Jeg beder dig af hele mit hjerte:
vær nådig imod mig, som du har lovet.
59 Jeg har gjort status over mit liv
og har valgt at rette mig efter dit ord.
60 Jeg vil ikke vente eller tøve,
men straks gøre det, du siger, jeg skal.
61 Jeg vil aldrig glemme din lov,
selv om de gudløse prøver at få mig i fælden.
62 Jeg kan stå op midt om natten
for at takke dig for dine gode love.
63 Jeg er ven med alle, der tjener dig
og overholder dine forordninger.
64 Jorden er fuld af din trofasthed, Herre,
lær mig at forstå dine bud til bunds.
Guds bud og samvittigheden
65 Du har holdt dit løfte, Herre.
Du har velsignet mig som din tjener.
66 Dine befalinger og bud er gode,
lær mig at forstå dem og bruge dem ret.
67 Der var engang, hvor jeg gik mine egne veje,
men du ydmygede mig, og nu følger jeg dit ord.
68 Du er god og gør altid det gode.
Hjælp mig at adlyde dine befalinger.
69 Det kan godt være, de gudløse bagtaler mig,
men jeg vil helhjertet holde din lov.
70 De er både tykhovedede og stivnakkede,
men at adlyde dit ord giver mig glæde.
71 Det var godt, at du ydmygede mig,
så jeg kunne lære at overholde dine bud.
72 Dit ord er mere værd for mig
end guld og sølv i dynger.
Rigdom set i dødens perspektiv
49 Til korlederen: En sang af Koras slægt.
2 Hør her, alle folkeslag,
lyt til mig, alle folk på jorden,
3 høj og lav, rig og fattig.
4 Jeg taler med visdom,
og mine tanker er fulde af indsigt.
5 Jeg har lyttet til mange ordsprog
og giver min indsigt videre med sang og musik.
6 Jeg har intet at frygte i vanskelige tider,
selv om bedragere omringer mig på alle sider.
7 De stoler på deres rigdom,
praler af alt det, de ejer.
8 Men ingen kan betale sig fra at skulle dø,
for Gud bestemmer, hvornår livet er slut.
9 Gud har sat prisen så højt,
at den slags aldrig kan lade sig gøre.
10 Ellers kunne den rige jo leve evigt
og aldrig opleve død og grav.
11 Alle ved, at selv vise folk dør.
De ender i graven akkurat som tåberne
og efterlader deres rigdom til andre.
12 Selv om de er kendt og ejer både gods og guld,
bliver graven deres hjem til slut,
og de vender aldrig tilbage derfra.
13 Selv de rige lever ikke evigt.
De dør ligesom dyrene og forsvinder.
14 Sådan går det med de selvsikre,
dem, der tror, de kan klare alt.
15 Som får bliver de gennet ned i dødsriget.
Det er døden, der driver dem af sted.
Næste morgen går mennesker hen over deres grav,
mens de selv rådner op i deres nye bolig.
16 Men Gud har magt til at redde mit liv,
han kan rive mig ud af dødens kløer.
17 Derfor skal du ikke blive modløs,
hvis nogle bliver styrtende rige,
18 for i døden tager de intet med sig,
deres velstand må de lade tilbage.
19 Om end de er selvsikre hele livet,
og folk berømmer dem for deres succes,
20 så ender de dog hos deres forfædre
og ser aldrig dagens lys igen.
21 De, der stoler på deres rigdom, er uden forstand,
for det går dem som dyrene, de skal alle dø.
Menneskets ondskab
53 Til korlederen: En visdomssang af David i mahalat-stil.[a]
2 Tåberne mener, at Gud ikke findes.
De er fordærvede i tanke og handling.
Ingen gør det gode,
ikke én eneste.
3 Fra himlen ser Gud på menneskene:
Er der nogen, der er forstandige?
Er der nogen, der søger ham?
4 Nej, alle er faldet fra, forgiftede af synd.
Ingen gør noget godt, ikke én eneste.
5 „Fatter de da intet?” siger Gud.
„De forsynder sig uden at blinke,
og de regner slet ikke med mig.”
6 En dag skal de gribes af rædsel,
fyldes af frygt som aldrig før.
Gud vil udrydde dem, der angriber hans folk.
De bliver slået, fordi Gud har forkastet dem.
7 Gid Gud ville sende sin frelse fra Zion
og redde Israels folk.
Når Gud griber ind og genrejser sit folk,
da bliver der jubel og glæde i Israel.
Jobs tidligere lykkelige liv
29 Job fortsatte:
Jobs nuværende elendighed
30 Men ak, nu er jeg til grin for de unge,
hvis fædre var samfundets udskud.
Jeg havde mere respekt for mine hyrdehunde,
end jeg plejede at have for dem.
2 De kunne ikke gøre et ordentlig stykke arbejde,
havde hverken energi eller kræfter til noget som helst.
16 Mit hjerte er knust af sorg,
min sjæl tynges ned af depression.
17 Natten gnaver i mine knogler,
jeg kan ikke sove for smerter.
18 Du lagde din stærke hånd på mig, Gud,
du greb mig i kraven.
19 Du kastede mig ud som affald,
og her sidder jeg i støv og aske.
20 Jeg råbte til dig om hjælp,
men du svarede mig ikke.
Jeg bad til dig,
men du hørte mig ikke.
21 Du behandlede mig grusomt,
slog mig med din vældige magt.
22 Du slyngede mig ud i en voldsom vind,
jeg blev kastebold for stormen.
23 Du førte mig til gravens rand,
hvor jeg ved, at alt levende skal ende.
24 Råber man ikke om hjælp, når man er i nød?
Rækker man ikke hånden ud for at blive hjulpet?
25 Var jeg ikke barmhjertig, når andre kom i ulykke?
Viste jeg ikke omsorg for mennesker i nød?
26 Jeg forventede et lykkeligt liv,
men blev overvældet af ulykke.
Jeg glædede mig til en lys fremtid,
men endte i et kulsort mørke.
27 Smerterne piner min sjæl og min krop,
lidelserne fylder min dag og mine tanker.
28 Jeg går rundt i et evigt mørke uden solskin,
jeg klager min nød for mine venner.
29 Jeg hyler som en sjakal over min smerte,
jamrer som en struds i min nød.
30 Min hud er blevet mørk og skaller af,
min krop fortæres af feber.
31 Lyren bliver kun brugt til klagesange,
fløjten spiller kun sørgelige strofer.
19 Senere kom nogle jøder fra Antiokia og Ikonion til Lystra, og de fik befolkningen over på deres side. De stenede Paulus, og derefter slæbte de ham uden for byen, for de var overbevist om, at han var død. 20 Men da disciplene slog kreds om ham, rejste han sig op og gik tilbage til byen.
Paulus og Barnabas vender tilbage til Antiokia
Den næste dag tog Barnabas og Paulus videre til Derbe, 21 hvor de forkyndte budskabet om Jesus og vandt mange disciple. Derefter begyndte de på hjemturen og lagde vejen om ad Lystra, Ikonion og Antiokia i Pisidien. 22 De tilbragte nogen tid hvert sted sammen med disciplene og opmuntrede dem til at holde fast ved troen, selv om de blev forfulgt: „Vi skal gennem mange trængsler, før vi når frem til det kommende Guds rige!” sagde de. 23 I hver af menighederne indsatte[a] apostlene et lederteam under bøn og faste, og de overgav så lederne og menigheden i den Herres varetægt, som de var kommet til tro på.
24 Derpå rejste de videre ned gennem Pisidien til Pamfylien. 25 De forkyndte ordet i Perge og tog så videre ned til havnebyen Attalia. 26 Derfra sejlede de til Antiokia, hvor deres rejse var begyndt, og hvorfra de var blevet udsendt med Guds velsignelse til det arbejde, som de nu havde fuldført.
27 Efter hjemkomsten kaldte de menigheden sammen og aflagde rapport om, hvad Gud havde udrettet gennem dem, og om, hvordan Gud også havde givet de ikke-jødiske folkeslag adgang til troen på Jesus. 28 Derefter blev de et godt stykke tid hos disciplene i Antiokia.
Jesus opvækker Lazarus fra de døde
11 1-2 Der var en mand ved navn Lazarus, som boede i landsbyen Betania sammen med sine søstre Maria og Marta. (Det var den Maria, der er kendt for at have hældt kostbar olie ud over Jesu fødder og tørret dem med sit hår). Nu skete der det, at Lazarus blev alvorligt syg. 3 De to søstre sendte derfor bud til Jesus om, at hans gode ven Lazarus var meget syg.
4 Da Jesus hørte det, sagde han: „Den sygdom ender ikke med døden, men Gud vil blive æret gennem det, der skal ske, og Guds Søn vil også blive æret derved.”
5 Jesus holdt meget af Marta, Maria og Lazarus. 6 Efter at have fået beskeden, blev han endnu to dage dér, hvor han var, 7 men så sagde han til disciplene: „Kom, lad os gå tilbage til Judæa!” 8 Disciplene protesterede: „Mester! For kort tid siden forsøgte de jødiske ledere at slå dig ihjel. Vil du nu derhen igen?”
9 Men Jesus sagde: „Har dagen ikke 12 timer, hvor vi må gøre Guds gerninger? De, der vandrer i lyset, falder ikke, for de ser verdens Lys.[a] 10 Men de, der vandrer i mørket, falder, for de har ikke lyset i sig.” 11 Så tilføjede han: „Vores ven Lazarus sover, men jeg vil gå hen og vække ham op.” 12 „Hvis han sover, kommer han sig nok,” sagde disciplene. 13 De troede nemlig, at Jesus havde talt om almindelig søvn, men han havde talt om Lazarus’ død. 14 Så sagde han rent ud: „Lazarus er død, 15 og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for hans død vil hjælpe jer til at tro. Men lad os nu komme af sted!” 16 Thomas, der også blev kaldt „Tvillingen”, sagde til de andre disciple: „Lad os bare gå med Jesus! Så dør vi i det mindste sammen!”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.