Book of Common Prayer
Lovsang efter helbredelse
30 En sang af David, som blev sunget ved templets indvielse.
2 Herre, jeg priser dig, for du reddede mig.
Mine fjender fik ikke lov at triumfere over mig.
3 Herre, min Gud, jeg råbte om hjælp,
og du helbredte mig.
4 Du reddede mig fra den sikre død,
kaldte mig tilbage fra gravens rand.
5 Syng for Herren, I, som adlyder ham!
Pris hans hellige navn!
6 Hans vrede varer et øjeblik,
men hans nåde bringer livet tilbage.
Den gråd, der lyder om natten,
afløses af glæde om morgenen.
Selvsikkerhedens fristelse
7 Jeg blev selvsikker og mente,
jeg kunne klare det hele.
8 Men det var jo din nåde,
der gjorde mig til det, jeg var.
Så da du vendte dig fra mig,
blev jeg grebet af panik.
9 Jeg råbte til dig, Herre,
tryglede dig om nåde.
10 „Hvad opnår du ved, at jeg dør?
Hvad gavner det, at jeg lægges i graven?
Kan en død synge lovsange
eller fortælle om din trofasthed?
11 Hør på mig, Herre, og vær mig nådig.
Herre, kom og hjælp mig.”
12 Da vendte du min sorg til glæde,
tog min sørgedragt og klædte mig i festtøj.
13 Nu kan jeg synge af glæde,
fra nu af vil jeg altid takke dig.
Bekendelse og tilgivelse
32 En visdomssang[a] af David.
Lykkelige er de, hvis forseelser er tilgivet,
hvis synderegister er slettet.
2 Lykkelige er de mennesker,
som Herren ikke tilregner skyld,
de, som er oprigtige af hjertet.
3 Før jeg var villig til at indrømme min skyld,
havde jeg det helt elendigt.
Jeg sukkede dagen lang.
4 Dag og nat lå din hånd tungt på mig,
jeg følte mig trykket som under en hedebølge.
5 Så bekendte jeg omsider min synd for dig,
søgte ikke længere at skjule mine forseelser.
Jeg sagde: „Jeg vil bekende mit oprør for Herren.”
Så tilgav du mig, og min skyld forsvandt.
6 Derfor bør enhver gudfrygtig søge dig,
så længe der endnu er tid.
Hvis ulykkerne senere skyller ind over dem,
er du parat til at redde dem.
7 Herre, du er mit skjulested,
du skærmer mig fra ulykke.
Derfor vil jeg juble af glæde.
8 Jeg vil instruere og undervise dig,
jeg vil vise dig den vej, du skal gå.[b]
Jeg vil give dig min personlige vejledning.
9 Vær ikke trodsig som heste og æsler,
der skal tvinges med tømme og bidsel,
når de ikke vil komme til dig.
10 De gudløse har mange problemer,
men de, der stoler på Herren,
oplever hans trofaste nåde.
11 Glæd jer i Herren, I, som er uskyldige.
Fryd jer, I, som ønsker at adlyde ham.
Bøn i eksil
42 Til korlederen: En visdomssang[a] af Koras slægt.
2 Som hjorten tørster efter rindende vand,
sådan tørster min sjæl efter dig, Gud.
3 Jeg længes efter at se den levende Gud,
hvornår kan jeg få lov at træde frem for ham?
4 Jeg græder dag og nat, mens folk spørger mig:
„Hvor bliver din Gud af?”
5 Jeg mindes med smerte, hvordan det var engang,
da jeg var med i den store flok.
Vi gik i procession til Guds hus,
det var festdage med glædesråb og lovsang.
6 Men hvorfor være så trist og nedtrykt?
Hvorfor længes efter gamle dage?
Jeg vil hellere sætte min lid til Gud.
Når han har reddet mig, vil jeg synge en takkesang.
7 Midt i min nedtrykthed vil jeg bede til dig, Gud,
mens jeg ligger her ved Jordanflodens kilde,
ved foden af Hermonbjerget.
8 Du har sendt bølger af sorg hen over min sjæl.
Jeg råber til dig fra min dybe nød,
jeg håber at overdøve vandfaldets torden.
9 Hver dag bekræfter Herren sin trofaste nåde.
Hver nat synger jeg lovsange til ham.
Det er bønner om hjælp til den Gud, som giver mig liv.
10 Gud er mit faste holdepunkt, og jeg råber til ham:
„Hvorfor har du glemt mig?
Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?”
11 Det skærer mig i hjertet,
når mine fjender håner mig.
De siger til mig dagen lang:
„Hvor bliver din Gud af?”
12 Men så siger jeg til mig selv:
„Vær ikke mismodig og nedtrykt.
Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.”
Når Gud har reddet mig,
vil jeg synge en takkesang til ham.
43 Gud, tag dig af min sag,[b]
red mig fra ugudelige mennesker.
Frels mig fra falske og onde folk.
2 For du er min tilflugt, Gud!
Hvorfor har du forkastet mig?
Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?
3 Send dit lys og din sandhed,
så de kan lede mig frem
og føre mig til din bolig,
til Zions hellige bjerg.
4 Så vil jeg gå hen til dit alter, Gud,
du, som fylder mig med glæde,
og dér vil jeg takke dig med harpespil.
Oh, Gud, min Gud!
5 Jeg siger til mig selv:
„Vær ikke mismodig og nedtrykt.
Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.”
Når Gud har reddet mig,
vil jeg synge en takkesang til ham.
Elifaz’ tredje tale til Job
22 Elifaz gav straks svar på tiltale:
2 „Hvad gavn har Gud af et menneske?
Hvad kan de kloge gøre for ham?
3 Hvad ville det gavne den Almægtige,
hvis du var uskyldig og fejlfri?
4 Straffer han dig måske for din fromhed?
Ville han dømme dig, hvis du var uskyldig?
21 Slut nu fred med Gud,
lad dig forsone med ham,
så du igen kan blive lykkelig.
22 Hør på ham, når han vejleder dig,
og ret dig efter, hvad han siger.
23 Vend dog om til Gud og ydmyg dig,
gør op med enhver synd i dit liv.
24 Opgiv din pengegriskhed,
skaf dig af med dit dyrebare guld,
25 så den Almægtige selv bliver dit guld,
så du værdsætter ham mere end alt dit sølv.
26 Så vil du kunne glæde dig over ham
og se ham frimodigt i øjnene.
27 Så hører han dig, når du beder,
og du kan takke ham for, at svaret kommer.
28 Hvad end du tager dig for, vil lykkes for dig,
og du kan se frem til lysere tider.
29 De stolte og hovmodige piller han ned,
men de ydmyge giver han oprejsning.
30 Gud redder den uskyldige.
Rens dig selv, så du kan blive reddet.”[a]
Jobs ottende tale: Et svar til Elifaz
23 Hertil svarede Job:
2 „Jeg må stadig klage i min håbløshed,
for Guds hårde straf får mig til at stønne.
3 Kunne jeg dog bare få Gud i tale,
træde frem for hans trone,
4 forklare ham mit syn på sagen,
og fremlægge mine argumenter,
5 så kunne jeg få at vide, hvad han mener,
og prøve at forstå hans svar.
6 Ville den almægtige Gud bare tromle mig ned?
Nej, han ville høre efter, hvad jeg havde at sige.
7 Med ham som dommer får man en fair behandling,
og jeg tror bestemt, han ville frifinde mig.
26 Hør, venner, budskabet om frelse gælder både jer, som er Abrahams fysiske efterkommere, og jer grækere, som har ærefrygt for Gud. 27 Jerusalems indbyggere og de jødiske ledere tog ikke imod Frelseren. De accepterede ham ikke som Messias, men dømte ham til døden og opfyldte derved profeternes ord, som bliver oplæst sabbat efter sabbat. 28 Selv om de ikke kunne finde nogen gyldig grund til at dømme ham til døden, fik de alligevel Pilatus til at slå ham ihjel. 29 Da alle disse profetier således var gået i opfyldelse, blev han taget ned fra korset og lagt i en gravhule. 30 Men Gud oprejste ham fra de døde, 31 og i dagene derefter viste han sig flere gange for dem, der havde fulgt ham fra Galilæa til Jerusalem. De vidner nu offentligt om, hvad de har set.
32-33 Vi står her i dag for at fortælle jer det glædelige budskab: Guds løfte til forfædrene er nu gået i opfyldelse for deres efterkommere. Det skete ved, at han sendte os Jesus som den lovede Profet.[a] Det står også omtalt i Salme 2: ‚Du er min Søn, i dag er jeg blevet din Far.’[b]
34 Men det, at Jesus skulle opstå fra de døde, og at hans krop ikke skulle gå i forrådnelse, er antydet blandt andet i følgende skriftsted: ‚Jeg vil give jer de hellige, troværdige løfter, jeg gav David.’[c]
35 Løftet forklares ud fra en anden salme, hvor der står: ‚Du vil ikke lade din hengivne tjener gå i forrådnelse.’[d]
36 Der er ikke tale om David her, for efter at han havde tjent sin egen samtid ved at udføre Guds planer, døde han og blev begravet, og han er gået i forrådnelse. 37 Men der er tale om den hellige Tjener, som Gud nu har oprejst fra de døde. Hans krop er jo ikke gået i forrådnelse.
38-39 I skal vide, kære venner, at det er gennem Jesus, det er blevet muligt at få tilgivelse for sine synder. Det er ved at tro på ham, at enhver kan opnå Guds accept, noget som I aldrig kan opnå ved at forsøge at overholde de jødiske love og regler.[e]
40 Men pas på, for hvis I ikke tager imod budskabet i tro, så går det jer, som der står et sted i de profetiske bøger: 41 ‚Luk øjnene op, I vantro mennesker! I vil blive stumme af undren og gå til grunde! For jeg gør noget i jeres samtid, som I ikke vil tro på, når I får det fortalt.’[f]”
42 Da mødet i synagogen var forbi, var der mange, som bad Paulus og Barnabas om at komme igen den følgende sabbat for at fortælle mere. 43 En del jøder og grækere fra synagogen kom til tro på Jesus, og de fulgte med Paulus og Barnabas, som talte videre med dem og opmuntrede dem til at holde fast ved Guds nåde.
Farisæerne beskrives som tyve og røvere
10 Jesus fortsatte med at tale til farisæerne: „Det siger jeg jer: Enhver, som ikke går ind ad døren til fårefolden, men sniger sig ind på anden måde, er en tyv eller røver. 2 Fårenes rigtige hyrde kommer altid hen til døren, 3 og det er ham, dørvogteren lukker op for. Fårene kender hans stemme. Han kalder sine får ved navn og fører dem ud på græs. 4 Når han har lukket alle sine får ud, går han foran dem, og fårene følger ham, fordi de kender hans stemme. 5 Men de vil ikke følge efter en fremmed. Tværtimod, de vil flygte fra ham, fordi de ikke kender hans stemme.”
6 Jesus brugte det billede på farisæerne, men de forstod ikke, hvad han mente.
7 Derfor prøvede han at forklare det nærmere: „Det siger jeg jer: Jeg er døren til fårefolden. 8 Fårene har ikke lyttet til de ‚hyrder’, som er kommet før mig, for de er tyve og røvere.
9 Jeg er døren. De, der kommer ind i folden gennem mig, skal få det evige liv. De vil gå ud for at finde føde, og de vil komme hjem igen. 10 Tyven kommer kun for at stjæle, slagte og ødelægge, men jeg er kommet, for at de skal have liv, ja overflod af liv.”
Den gode hyrde ofrer sit liv for fårene
11 Jesus fortsatte: „Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde vover sit liv for at redde fårene. 12-13 Men en, som er ansat til at vogte får, og altså ikke er fårenes ejer, han er ligeglad med, hvordan det går med fårene, for han tænker kun på at hytte sit eget skind. Når han ser ulven nærme sig, lader han fårene i stikken og flygter. Så går ulven til angreb og spreder fårene for alle vinde.
14 Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og de kender mig, 15 ligesom Faderen kender mig, og jeg kender ham. Og jeg vil ofre mit liv for at redde fårene.
16 Jeg har andre får, som ikke hører til i denne fold. Dem skal jeg også være hyrde for, og de vil adlyde mig. Alle fårene skal samles, så der bliver én hjord og én hyrde.
17-18 Faderen elsker mig, fordi jeg adlyder den befaling, han har givet mig: at jeg skal ofre mit liv og siden få det igen. Ingen kan tage mit liv, men jeg ofrer det af egen fri vilje. Jeg har autoritet til at ofre mit liv, og jeg har autoritet til at tage det tilbage.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.