Book of Common Prayer
Tillid i kriser
31 Til korlederen: En sang af David.
2 Herre, jeg søger ly hos dig,
for du svigter mig aldrig.
Kom og red mig,
for du er altid trofast.
3 Bøj dig og lyt til min bøn,
grib ind og red mig hurtigt.
Vær du min fæstning og mit tilflugtssted,
hvor mine fjender ikke kan nå mig.
4 Ja, du er min klippeborg og min fæstning.
Hjælp mig igen, og jeg vil ære dig.
5 Gør mig fri af den fælde, mine fjender har sat,
for du er mit håb og min tilflugt.
6 Mit liv er i dine hænder.[a]
Frels mig, Herre, min trofaste Gud.
7 Jeg hader dem, der dyrker jammerlige afguder.
Jeg stoler altid selv på dig og din magt.
8 Jeg jubler over din trofaste nåde,
for du kender mine problemer,
og du har set mine lidelser.
9 Du udleverede mig ikke til fjenden,
men førte mig til et sikkert sted.
10 Herre, vær mig nådig,
for jeg er i nød.
Mine øjne er røde af gråd,
mit indre fortæres af smerte.
11 Jeg er døden nær af sorg,
mine dage går med at sukke.
Mit livsmod er brudt,
min krop sygner hen.
12 Mine fjender håner mig,
mine naboer spotter mig.
Mine venner frygter mig,
de flygter, når de ser mig på gaden.
13 De har afskrevet mig, som var jeg allerede død,
jeg er kasseret som en krukke, der blev knust.
14 Jeg hører, hvad der hviskes i krogene,
jeg ved, jeg er omringet af fjender.
De rotter sig sammen imod mig,
de planlægger at slå mig ihjel.
15 Men Herre, jeg stoler på dig.
Jeg siger: „Du er min Gud!
16 Mit liv er i dine hænder.
Red mig fra alle mine fjender.
17 Se i nåde til din stakkels tjener,
frels mig, min trofaste Gud.”
18 Herre, lad mig ikke i stikken,
når jeg råber til dig om hjælp.
Gør det af med de onde mennesker,
lad dem synke stumme i graven.
19 Sæt en stopper for deres falske anklager,
luk munden på de hovmodige løgnere,
som anklager de gudfrygtige uden grund.
20 Hvor er din godhed dog stor,
du velsigner alle, der ærer dig.
Enhver kan se din nåde
over dem, der søger din hjælp.
21 Du beskytter dem, der adlyder dig,
de er skærmet mod vold og overgreb.
Du holder din hånd over dem
og renser dem fra de falske anklager.
22 Jeg priser dig, Herre, for din trofaste nåde.
Du reddede mig, da jeg var omringet af fjender.
23 Jeg sagde i min angst,
„Herren har forladt mig.”
Men du hørte min bøn,
da jeg råbte om hjælp.
24 Følg Herren, alt hans folk,
for han beskytter de lydige,
men straffer de oprørske.
25 Hold ud og tab ikke modet,
I, der stoler på Herren.
Hjælp under falsk anklage
35 En sang af David.
Herre, kæmp mod dem, der bekæmper mig.
Gå i krig mod dem, som angriber mig.
2 Tag din rustning på, grib dit skjold,
gør klar til kamp mod mine fjender.
3 Kast dit spyd og brug din lanse
mod dem, der forfølger mig.
Lov mig, at du vil redde mig.
4 Bring skam over dem,
der ønsker at slå mig ihjel.
Forvir dem, så de må vende om,
og deres onde planer mislykkes.
5 Blæs dem væk som avner for vinden,
lad din mægtige engel drive dem bort.
6 Gør deres vej mørk og glat,
lad din engel forfølge dem.
7 Uden grund har de sat fælder for mig,
gravet en faldgrube på min vej.
8 Men pludselig kommer ulykken over dem,
de bliver fanget i deres egen fælde,
de styrter selv i faldgruben.
9 Så vil jeg glæde mig over dig, Herre,
jeg vil fryde mig over din frelse.
10 Fra mit hjertes dyb vil jeg råbe:
Herre, ingen kan sammenlignes med dig.
Du, som redder de svage fra deres undertrykkere,
frelser de værgeløse fra røveres overgreb.
11 Falske vidner stod frem imod mig,
anklagede mig for noget, jeg ikke havde gjort.
12 De gengældte godt med ondt
og gjorde mig helt fortvivlet.
13 Dengang de var syge, sørgede jeg,
klædte mig i sæk og aske,
bad med bøjet hoved
og fastede inderligt for dem.
14 Jeg følte det, som var det min egen familie,
jeg sørgede for dem, som var det min mor.
15 Men da jeg selv kom ud i problemer,
blev de glade og samlede sig imod mig.
De angreb mig uden varsel,
bagtalte mig dagen lang.
16 Da jeg snublede, gjorde de nar ad mig.
De viste tænder som glubske løver.
17 Herre, hvor længe vil du bare se på?
Grib dog ind og frels mig fra de løver.
Red mit liv fra de rasende bæster.
18 Så vil jeg offentligt give dig ære,
prise dig blandt alt dit folk.
19 De blev mine fjender uden årsag.
Lad dem ikke sejre over mig.
De hadede mig uden grund.
Lad dem ikke udføre deres onde planer.
20 De ønsker ikke at skabe fred,
men planlægger ondt mod uskyldige folk.
21 De råber deres anklager imod mig:
„Ha!” siger de. „Vi så det selv!”
22 Herre, du har set det hele. Vær ikke tavs.
Lad mig ikke i stikken nu.
23 Grib ind, Herre, og skaf mig ret.
Min Herre og Gud, før min sag.
24 Erklær mig skyldfri, for du er retfærdig.
Lad dem ikke sejre over mig.
25 Lad dem ikke sige: „Ha! Det gik, som vi havde håbet!”
Lad dem ikke tænke: „Nu er det ude med ham!”
26 Gør dem alle skamfulde,
alle, der fryder sig over min ulykke.
Lad dem, der gør nar ad mig,
selv blive gjort til grin.
27 Men lad dem, som ønsker mig det godt,
juble af glæde og sige:
„Lovet være Herren,
for han hjælper sine tjenere.”
28 Så vil jeg altid mindes din godhed.
Ja, jeg vil prise dig dagen lang.
Jobs sjette tale: Et svar til Bildad
19 Job gav følgende svar:
2 „Hvor længe bliver I ved med at håne mig?
Hvor længe vil I plage mig med jeres fornærmelser?
3 I anklager mig nu for tiende gang,
mishandler mig uden barmhjertighed.
4 Hvis jeg har gjort noget forkert,
så er det mit problem og ikke jeres.
5 I mener, at I er bedre end mig,
og at mine lidelser er straf for min synd.
6 Forstår I ikke, at Gud gør mig uret
ved at sende disse ulykker over mig?
7 Jeg råber om hjælp, men får intet svar.
Jeg skriger højt, men ingen griber ind.
14 Min familie har vendt mig ryggen,
mine nærmeste venner ignorerer mig.
15 Mine gæster ser på mig som en fremmed,
mine tjenestepiger gør intet for mig.
16 Min tjener kommer ikke, når jeg kalder,
ikke engang når jeg trygler ham om hjælp.
17 Min kone føler afsky ved min ånde,
mine brødre kan ikke udholde stanken.
18 Selv børnene regner mig ikke for noget.
Når jeg rejser mig op, håner de mig.
19 Mine bedste venner viser mig afsky,
de, jeg holder mest af, har vendt mig ryggen.
20 Jeg er ikke andet end skind og ben,
med nød og næppe undgik jeg døden.
21 Vis dog lidt barmhjertighed, venner!
Hav medlidenhed, for Guds vrede har ramt mig.
22 Hvorfor vil I straffe mig, som Gud gør?
Har jeg ikke lidt tilstrækkeligt allerede?
23 Ak, gid mine ord blev skrevet ned,
gid nogen ville optegne dem i en bog.
24 Gid nogen ville mejsle dem i sten,
indridse dem i en klippe for evigt.
25 Men jeg ved, at der er en, som vil befri mig,
engang skal han stå frem på jorden.
26 Jeg ved, at selv om min krop går til grunde,
får jeg mulighed for bagefter at se Gud.
27 Jeg skal se ham med mine egne øjne.
Jeg kan næsten ikke rumme den tanke.
Videre til Antiokia i Pisidien
13 Paulus og hans ledsagere sejlede derefter ud fra Pafos og ankom til havnebyen Perge i provinsen Pamfylien i Lilleasien. Her forlod Johannes Markus dem og vendte tilbage til Jerusalem. 14 Men Barnabas og Paulus fortsatte til fods ind i landet til Antiokia i provinsen Pisidien. På sabbatten gik de ind i synagogen og satte sig. 15 Efter den foreskrevne oplæsning fra Toraen og Profetbøgerne sendte synagogens ledere en besked over til dem: „Venner, hvis I har et opmuntrende ord til folket, så sig frem!”
16 Paulus rejste sig, løftede hånden for at få ro og sagde så: „Israelitter og gudfrygtige grækere, hør, hvad jeg har at sige! 17 Israels Gud udvalgte vores stamfædre, og han gjorde folket talrigt, da de levede som fremmede i Egypten. Derefter førte han dem ud af Egypten med stor kraft, 18 og han viste stor tålmodighed over for dem under de 40 års ørkenvandring. 19-20 Han udryddede syv folkeslag i Kana’an og hjalp vores forfædre til at indtage hele det lovede land i løbet af ca. 450 år. Derefter gav han dem en række dommere til at lede landet indtil profeten Samuel. 21-22 Men så tiggede folket om at få en konge, og Gud gav dem Saul, en søn af Kish fra Benjamins stamme. Han regerede i 40 år, indtil Gud fjernede ham og i stedet gav dem David til konge. Om ham har Gud sagt: ‚David, Isajs søn, er en mand, jeg kan stole på. Han vil gøre min vilje i alle ting.’[a] 23 Af Davids slægt har Gud nu udvalgt og sendt en frelser til Israels folk, sådan som han lovede, og det er Jesus.[b]
24 Men før Jesus begyndte sit virke, forkyndte Johannes Døber for hele Israels folk, at de skulle vende om fra deres synder og lade sig døbe. 25 Da Johannes var ved at have afsluttet sin gerning, sagde han til folket: ‚Jeg er ikke den Messias, I venter på. Men han kommer snart, og jeg er ikke engang værdig til at løse remmen på hans sandaler.’
18 De jødiske ledere nægtede nu at tro på, at manden havde været blind. Derfor blev hans forældre tilkaldt og krydsforhørt: 19 „Er den mand her jeres søn, som I påstår er født blind? Hvordan kan det så være, at han kan se nu?”
20 „Ja, det er vores søn. Og det er rigtigt, at han er født blind. 21 Men hvordan det er gået til, at han nu kan se, eller hvem der er årsag til det, det kan vi ikke sige noget om. Spørg ham selv! Han er gammel nok til selv at svare.” 22-23 De svarede på den måde, fordi de var bange for de jødiske ledere, som havde vedtaget, at hvis nogen sagde, at Jesus var Messias, skulle de udelukkes fra synagogen.
24 For anden gang tilkaldte farisæerne manden, der havde været blind, og sagde til ham: „Giv Gud æren! Vi ved jo, at han, der helbredte dig, er et syndigt menneske.”
25 „Om han er en synder, det ved jeg ikke,” svarede manden, „men én ting ved jeg: Før var jeg blind, og nu kan jeg se!”
26 „Jamen, hvordan gjorde han det?” spurgte de. „Hvordan fik han dig til at se?”
27 „Det har jeg jo lige fortalt jer!” udbrød manden. „I hørte måske ikke efter? Hvorfor vil I ellers høre det igen? I vil da ikke være hans disciple, vel?”
28 Så skældte de ham ud: „Du kan selv være hans discipel! Vi er disciple af Moses. 29 Vi ved, at Gud talte til Moses, men vi ved ikke, hvem den her mand er.”
30 „Det var da mærkeligt,” svarede manden. „Han helbreder en blind, og I aner ikke, hvem han er. 31 Mon Gud ville bønhøre ham, hvis han var et syndigt menneske? Nej, Gud bønhører dem, der viser ham ære og gør hans vilje. 32 Har man nogensinde før hørt, at en blindfødt er blevet helbredt, så han kunne se? 33 Hvis den mand ikke kom fra Gud, kunne han ikke have gjort det.”
34 „Vil du nu til at belære os?” råbte de. „Du, som har været en synder hele dit liv!” Så jog de ham ud.[a]
Farisæernes blindhed
35 Da Jesus hørte, hvordan manden var blevet smidt ud, opsøgte han ham og spurgte: „Tror du på Menneskesønnen?” 36 „Mester, sig mig, hvem han er, så jeg kan tro på ham,” svarede manden. 37 „Du har allerede set ham,” sagde Jesus. „For det er mig, der er Menneskesønnen.” 38 „Herre, jeg tror!” svarede han og faldt på knæ foran Jesus.
39 Da sagde Jesus: „Denne verden vil blive dømt, nu da jeg er kommet. De blinde bliver seende, men de seende bliver blinde.” 40 Da nogle af de farisæere, som fulgte med Jesus, hørte det, sagde de: „Vil du måske påstå, at vi også er blinde?” 41 Jesus svarede: „Havde I været blinde, ville I have været uden skyld. Men så længe I påstår, at I kan se, er I skyldige!”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.