Book of Common Prayer
En bøn om hjælp i lidelse
38 En sang af David og en bøn til Herren om nåde.
2 Herre, straf mig ikke i vrede,
irettesæt mig ikke i harme.
3 Dine pile sidder dybt i mig,
din straffende hånd hviler tungt på mig.
4 Min krop sygner hen på grund af din vrede,
mit helbred er nedbrudt som følge af synd.
5 Min skyld vokser mig over hovedet,
min syndebyrde er ikke til at bære.
6 Mine sår er betændte og stinker
på grund af min tåbelige synd.
7 Jeg er nedtrykt og meget bedrøvet,
dagen igennem sørger jeg dybt.
8 Det føles som ild i mit indre,
hele min krop er syg af feber.
9 Jeg er lamslået og knust,
stønner i fortvivlelse og smerte.
10 Herre, du ved, hvad jeg længes efter!
Du hører alle mine suk.
11 Mit hjerte hamrer, min kraft er borte,
mine øjne har mistet deres glans.
12 Min lidelse holder slægt og venner borte,
mine kære holder sig på afstand.
13 Mine fjender stiller fælder for mig,
de, som ønsker mig død, lægger onde planer.
De har altid kun forræderi i tanke.
14 Jeg er som en døv, der ikke kan høre,
som en stum, der ikke kan tale.
15 Jeg lader, som om jeg ikke hører,
undlader at svare på spørgsmål.
16 Jeg venter på, at du gør noget, Herre.
Jeg længes efter at få et svar, min Gud.
17 Lad ikke mine fjender hovere over min tilstand,
eller glæde sig over at se mig falde.
18 Jeg er på randen af et sammenbrud,
jeg lider af konstante smerter.
19 Men jeg vil bekende min synd
og angre det onde, jeg har gjort.
20 Mange er imod mig uden årsag,
mange hader mig uden grund.
21 De gengælder godt med ondt.
De er imod mig, fordi jeg ønsker at gøre det gode.
22 Herre, lad mig ikke i stikken,
hold dig ikke borte fra mig.
23 Skynd dig at gribe ind,
hjælp mig, min Herre og Frelser!
Guds lov giver styrke i modgang
25 Jeg er nedslået og fortvivlet.
Giv mig nyt mod ved dit ord.
26 Jeg fortalte dig det hele, og du hjalp mig.
Lær du mig nu dine principper.
27 Jeg vil gerne forstå hensigten med dine bud,
og jeg beundrer dine gode love.
28 Jeg føler mig så udkørt og trist.
Styrk mig ved dit ord.
29 Jeg vil altid være ærlig over for dig,
lad din lov forvandle min karakter.
30 Jeg har valgt at være trofast,
sat mig for at følge dine lovbud.
31 Jeg klynger mig til dit ord,
for jeg ved, du ikke skuffer mig, Herre.
32 Jeg vil ivrigt adlyde alle dine bud,
for du har givet mig viljen til at gøre det.
Længslen efter at leve i lydighed mod Guds lov
33 Lær mig at følge dine love, Herre,
så jeg altid er lydig imod dem.
34 Lad mig vokse i forståelsen af din lov,
så jeg kan holde den af hele mit hjerte.
35 Led mig fremad på lydighedens vej,
for at følge dine bud er min lyst.
36 Lad mit hjertes ønske være at følge dit ord
i stedet for at stræbe efter penge og profit.
37 Livet uden dig er ikke andet end tomhed,
men at følge dit ord giver mig indhold i livet.
38 Lad mig hvile i troen på dine løfter,
som gælder alle, der adlyder dig.
39 Lad dem, der håner mig, blive til skamme,
for jeg ved, at dine bud er gode.
40 Længslen efter dine love ligger i mit hjerte,
hjælp mig til altid at efterleve dem.
Tillid til Guds hjælp og indgriben
41 Du har lovet at redde mig, Herre.
Vis mig nu din trofasthed og grib ind.
42 Det er dit ord, jeg har sat min lid til.
Giv mig et svar til dem, der håner mig.
43 Det, at du redder mig og griber ind,
vil bevise, at det, jeg har sagt om dig, er sandt.
44 Da vil jeg altid holde din lov,
både nu og til evig tid.
45 Det giver mig en vældig frimodighed,
at jeg bygger mit liv på dine love.
46 Derfor skammer jeg mig ikke over dit ord,
men forkynder det frimodigt selv for konger.
47 Det er en stor glæde at kende dine bud.
Åh, hvor jeg elsker dem.
48 Dagligt rækker jeg hænderne ud efter dem.
Det fryder mig at kunne meditere over dem.
Jobs fjerde tale: Et svar til Zofar
12 Hertil svarede Job:
14 Et menneskeliv er kun ganske kort,
men alligevel har vi masser af problemer.
2 Jeg er som en blomst, der vokser op og visner,
livet passerer forbi som en skygge og er væk.
3 Jeg er så ringe og ubetydelig.
Hvorfor ignorerer du mig ikke bare?
4 Findes der et menneske helt uden synd?
Er der nogen, som er fuldstændig fejlfri?
5 Du har fastsat et menneskes levetid,
den kan tælles i dage og måneder,
den tidsfrist, du har sat, kan ingen af os ændre.
6 Giv mig en smule fred, så jeg kan hvile mig,
som en arbejder, der slapper af efter dagens slid.
7 Der er mere håb for et træ end for et menneske.
Hvis et træ bliver fældet, skyder det friske skud igen.
8 Selv om rødderne i jorden er gamle,
og stubben synes død i markens muld,
9 skal der kun en smule vand til
for at hjælpe de nye skud på vej.
10 Men når mennesker dør, er det ude med dem.
Når de udånder, er alt forbi.
11 Som en sø kan udtørres under tørke,
og en flod kan svinde ind til ingenting,
12 sådan er et menneske borte,
når livet først rinder ud.
Det rejser sig ikke fra graven,
så længe himlen og jorden er til.
13 Gid du straks ville sende mig ned i Dødsriget
og lade mig hvile der, til din vrede er forbi.
Når den rette tid så er inde,
kan du komme og føre mig op igen.
14 Hvis der var håb om at komme tilbage til livet,
kunne jeg bedre holde lidelsen ud
og tålmodigt vente på, at livet blev værd at leve.
15 Så ville du kalde på mig, og jeg ville svare,
for du længes efter at se din skabning igen.
16 Da ville du overvåge mine skridt,
men ikke tage dig af mine overtrædelser.
17 Mine synder bliver gemt i en sæk,
du tilregner mig dem ikke.
18 Men som et bjerg kan skride sammen,
som et klippestykke kan slå revner,
19 som vand kan udhule en sten og skylle jorden væk,
sådan brister menneskets forhåbninger.
20 Det endelige slag mod os mennesker er døden,
med stivnet ansigt går vi bort.
21 Børnenes fremtid får vi ikke at se,
vi ved ikke, om det går dem godt eller skidt.
22 Vi mærker kun vores egen smerte,
føler kun vores egen sorg.”
18 Ved daggry blev der stor opstandelse blandt de soldater, der havde stået vagt. Ingen anede, hvor Peter var blevet af. 19 Da kongen sendte bud efter ham, og man ikke kunne finde ham, kom vagterne i forhør og blev derefter henrettet. Efter den historie forlod kong Herodes Judæa og tog ophold i Cæsarea.
Herodes bliver straffet
20 Nogen tid efter ankom en delegation fra Tyrus og Sidon til Cæsarea. Herodes havde haft et meget spændt forhold til de to byer, men de kom nu for at bede om fred, for de fik deres fødevarer fra det område, Herodes regerede over. Det lykkedes for delegationen at komme på venskabelig fod med Blastus, kongens kammertjener, og de fik ham til at hjælpe sig. 21 Et møde med kongen blev aftalt, og på den fastsatte dag iklædte Herodes sig sin kongelige dragt, satte sig på tronen og holdt en tale til dem. 22 Da han var færdig, hyldede folket ham og råbte: „Det er en gud og ikke et menneske, der taler!” 23 I samme øjeblik ramte Herrens engel ham med en sygdom, fordi han tog imod menneskers tilbedelse i stedet for at give Gud æren. Han blev ædt op af orme og døde.
Barnabas og Saul vender tilbage til Antiokia
24 Men de kristne havde fremgang, og Guds ord nåede ud til flere og flere mennesker. 25 Da Barnabas og Saul havde fuldført deres opgave i Jerusalem, tog de Johannes Markus med sig og vendte tilbage til Antiokia.
47 Den, der tilhører Gud, lytter til hans ord. Men I lytter ikke til Guds ord, fordi I ikke er hans børn.”
48 „Din samaritaner!” snerrede de. „Har vi ikke hele tiden sagt, at du er besat af en ond ånd?”
49 „Jeg er ikke besat af nogen ond ånd,” svarede Jesus. „Jeg ærer min Far, men I vanærer mig. 50 Jeg søger ikke min egen ære. Det er der en anden, der gør, og han skal dømme jer. 51 Det siger jeg jer: Den, der adlyder mit ord, skal aldrig dø.”
52 „Nu ved vi, at du er besat af en ond ånd!” sagde de jødiske ledere triumferende. „Abraham er død. Profeterne er døde. Og nu kommer du og siger, at hvis man bare adlyder dig, skal man aldrig dø. 53 Du påstår vel ikke, at du er større end vores far Abraham, der dog ligger i sin grav. Eller større end profeterne, som måtte dø. Hvem tror du egentlig, du er?”
54 Jesus svarede: „Hvis jeg lovpriste mig selv, ville det ikke være noget værd. Nu er det imidlertid min Far, der giver mig ære, ham, som I kalder jeres Gud, 55 selv om I slet ikke kender ham. Men jeg kender ham, og hvis jeg sagde, at jeg ikke kendte ham, ville jeg være lige så stor en løgner, som I er. Ikke alene kender jeg ham, men jeg adlyder hans ord. 56 Jeres stamfar Abraham så med glæde frem til den dag, jeg skulle komme. Han fik lov at se mig, og han frydede sig over det.”
57 „Du er ikke engang 50 år, og så påstår du at have set Abraham!” protesterede de.
58 Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Jeg har levet, fra længe før Abraham blev født.”[a]
59 Det blev dem for meget, og de begyndte at samle sten op for at slå ham ihjel, men Jesus forsvandt i mængden og gik bort fra tempelområdet.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.