Book of Common Prayer
Bøn om vejledning og beskyttelse
25 En sang af David.
Til dig, Herre, råber min sjæl.
2 Min Gud, jeg stoler på dig,
lad mig ikke i stikken!
Lad ikke fjenderne sejre over mig!
3 For de, der stoler på Herren,
bliver ikke til skamme.
Men de, der gør oprør mod ham,
går deres undergang i møde.
4 Ja, Herre, lær mig at forstå dine veje,
vis mig den sti, jeg skal følge.
5 Lær mig at leve i din sandhed,
for du er min Gud og min frelser.
Det er dig, jeg sætter min lid til.
6 Du har altid været en kærlig Gud,
din barmhjertighed varer til evig tid.
7 Tilgiv mig min ungdoms oprør,
vis mig din trofasthed og nåde.
8 Herren er god og barmhjertig,
han hjælper de vildfarne tilbage på vejen.
9 Han viser de ydmyge, hvad der er rigtigt,
lærer dem den rette vej.
10 Når vi ønsker at gøre hans vilje,
leder han os med sin kærlige hånd.
11 Herre, tilgiv mine mange synder,
for du er kendt som en nådig Gud.
12 Dem, der har ærefrygt for Herren,
hjælper han at vælge den rigtige vej.
13 De oplever hans velsignelse,
og deres børn får lov at bo i landet.
14 Herren vejleder alle, der vil følge ham,
han indvier dem i sine hemmelige planer.
15 Jeg vil altid søge hjælp hos Herren,
for han redder mig fra mine fjenders fælder.
16 Vær mig nådig, Herre,
for jeg er helt alene og hjælpeløs.
17 Skab en vej ud af min ulykke,
befri mig fra alle mine lidelser.
18 Tænk på min sorg og smerte,
tilgiv mig alle mine synder.
19 Mine fjender er mange,
og de hader mig inderligt.
20 Beskyt mig og red mig.
Lad mig ikke bukke under,
for jeg stoler på din hjælp.
21 Må min ærlighed blive min redning,
for jeg har sat min lid til dig.
22 Herre, frels hele Israel fra ulykke.
Herren dømmer de onde og hjælper de undertrykte
9 Til korlederen: Synges til melodien „En søns død.” En sang af David.
2 Jeg vil prise dig, Herre, af hele mit hjerte,
fortælle om dine undere dag efter dag.
3 Jeg fryder mig over dig og synger lovsange til dig,
for du er den almægtige Gud.
4 Mine fjender vendte om og flygtede,
du jog dem på flugt og fældede dem.
5 Du skaffede mig oprejsning
og afsagde en retfærdig dom.
6 Du gik i rette med folkeslagene,
du udryddede de onde mennesker,
så deres navne er glemt for altid.
7 Mine fjender blev fuldstændig knust,
deres byer blev lagt i ruiner,
man husker dem ikke mere.
8 Herren regerer i evighed,
han sidder som dommer på sin trone.
9 Han er fair, når han dømmer folkene,
han regerer verden med retfærdighed.
10 De undertrykte søger tilflugt hos Herren,
han hjælper dem i modgang og trængsel.
11 De, som kender dig, Herre, stoler på dig,
du skuffer ikke dem, der søger din hjælp.
12 Syng af fryd for Herren, som troner på Zion,
lad verden høre om hans store undere.
13 Han husker og hævner uret og drab,
han glemmer ikke de svages råb.
14 Vær mig nådig, Herre,
for mine fjender er ude efter mig.
Herre, riv mig ud af dødens gab.
15 Så vil jeg prise dig på Jerusalems torve,
og fryde mig over, at du frelste mig.
16 Fjenderne ender i deres egen faldgrube,
de bliver fanget i deres egne fælder.
17 Herren er kendt for sin retfærdighed,
de onde indfanges af deres egen ondskab.
18 De ugudelige ender i den evige død,
det gælder alle, som gør oprør mod Gud.
19 Men de ydmyge bliver ikke ladt i stikken,
de undertryktes håb bliver ikke gjort til skamme.
20 Herre, lad ikke de onde sejre,
men udmål den straf, de fortjener.
21 Lad dem frygte og bæve,
så de indser, at de kun er mennesker.
De gode kan nærme sig Gud
15 En sang af David.
Herre, hvem kan få adgang til din helligdom?
Hvem har lov at opholde sig hos dig på det hellige bjerg?
2 De, som har et godt ry
og altid handler ret.
De, som taler sandhed af et oprigtigt hjerte
3 og nægter at bagtale andre.
De, som ikke foruretter deres næste
eller taler ondt om andre.
4 De, som tager afstand fra de gudløse,
men ærer dem, der adlyder Herren.
De, som holder deres løfter,
selv om det koster dem dyrt.
5 De, som ikke kræver urimelige renter,
når de låner penge ud.
De, som nægter at tage imod bestikkelse
for at afgive falsk vidneudsagn.
De, som lever ret,
har intet at frygte.
Jobs fjerde tale: Et svar til Zofar
12 Hertil svarede Job:
2 „I er så kloge og har svar på alt!
Hvor trist, at visdommen skal uddø med jer!
3 Men jeg er nu heller ikke uden forstand,
jeg står ikke tilbage for jer i noget.
Der er jo intet nyt i det, I har sagt.
4 Jeg er en retskaffen og retsindig mand.
Når jeg beder til Gud, svarer han mig.
Alligevel håner mine venner mig.
5 Det er nemt nok at foragte dem, der har problemer,
når man ikke selv har nogen.
Hvorfor sparker I til en mand, der ligger ned?
6 Røvere lever i fred,
de, der trodser Gud, er i sikkerhed.
De tror kun på sig selv og deres egen styrke.
13 Gud er kilden til al visdom og magt,
hos ham får man indsigt og gode råd.
14 Hvad han bryder ned, kan ikke bygges op.
Hvad han lukker i, kan ingen lukke op.
15 Holder han regnen tilbage, bliver jorden til ørken.
Slipper han uvejret løs, bliver der oversvømmelse.
16 Visdom og styrke finder du hos ham.
Både bedrageren og den bedragne er i hans magt.
17 Han kan sætte samfundets ledere fra magten
og fratage dommere deres ret til at dømme.
18 Han kan fjerne konger fra tronen
og gøre dem til slaver i stedet.
19 Han kan fratage præster deres tjeneste
og sætte mægtige mænd fra magten.
20 Han kan gøre de bedste rådgivere målløse
og fratage de kloge deres tænkeevne.
21 Han kan ydmyge de stolte fyrster
og afvæbne de stærke krigere.
22 Han kan bringe lys ind i de mørkeste afkroge
og afsløre de dybeste hemmeligheder.
23 Han kan gøre nationer stærke,
men også opløse dem igen.
Han kan udvide et lands grænser,
men også sprede befolkningen for alle vinde.
24 Han kan berøve regenter deres sunde fornuft
og lade dem vakle rundt i en vejløs ørken,
25 så de famler sig frem i mørket uden lys,
raver omkring som berusede.
Den første store menighed blandt de græsktalende folkeslag
19 De Jesus-troende, der var flygtet fra Jerusalem under den store forfølgelse efter Stefanus’ død, nåede så langt som til Fønikien, Cypern og Antiokia. Overalt fortalte de budskabet om Jesus, dog kun til jøderne. 20 Men nogle af dem, der oprindeligt kom fra Cypern eller Kyrene, var græsktalende, og da de kom til Antiokia, begyndte de at tale til grækerne om Herren Jesus, 21 og Herrens kraft var med dem, så et stort antal kom til tro.
22 Menigheden i Jerusalem hørte, hvad der var sket i Antiokia, og derfor sendte de Barnabas derhen. 23 Da han så, hvad Gud i sin nåde havde gjort, blev han meget glad og opmuntrede dem alle til helhjertet at holde fast ved troen på Herren. 24 Barnabas var et godt menneske, fuld af Helligånd og tro. Ved hans indsats kom mange mennesker til tro på Jesus.
25 Nogen tid efter rejste Barnabas videre til Tarsos for at opsøge Saul. 26 Da han havde fundet ham, tog han ham med tilbage til Antiokia. I et helt år arbejdede de sammen i menigheden og underviste en stor gruppe mennesker. Det var her i Antiokia, at disciplene for første gang blev kaldt „de kristne”.[a]
27 Mens de var dér, kom nogle profeter fra Jerusalem til Antiokia. 28 En af dem ved navn Agabos rejste sig ved et møde og forudsagde ved Helligånden, at der ville komme en stor hungersnød over hele verden (det skete, mens Claudius var kejser i Rom). 29 Disciplene besluttede da at sende hjælp til deres medkristne i Judæa. Enhver skulle give så meget, de havde råd til. 30 Derefter blev Barnabas og Saul sendt af sted for at overbringe den indsamlede gave til lederne i menigheden i Jerusalem.
Farisæerne fatter intet
21 Jesus fortsatte: „Jeg går bort, og I vil lede efter mig, men I skal dø i jeres synder. Hvor jeg går hen, kan I ikke komme.”
22 De jødiske ledere udbrød: „Mon han vil begå selvmord, siden han siger, at vi ikke kan komme til det sted, hvor han går hen?”
23 „Jeg kommer ovenfra,” svarede Jesus. „I tilhører denne verden, men det gør jeg ikke. 24 Derfor sagde jeg, at I kommer til at dø i jeres synder. For kun hvis I tror på, at jeg er den, jeg er, kan I undgå at dø i jeres synder.”
25 „Jamen, hvem er du da?” spurgte de.
„Har I slet ikke hørt, hvad jeg har sagt?” udbrød Jesus. 26 „Der er meget, jeg kunne sige om jer og dømme jer for. Men lad mig nøjes med at sige, at han, som sendte mig, altid taler sandt. Og det budskab, jeg har fra ham, er det, jeg giver videre til menneskene.”
27 De fattede ikke, at han talte til dem om sin himmelske Far. 28 Da sagde Jesus: „Når I har fået Menneskesønnen løftet op, vil I forstå, at jeg er den, jeg er. Jeg gør intet af egen vilje, men jeg siger det, min Far har sagt, jeg skal sige. 29 Han, som har sendt mig, står bag mig. Han har ikke forladt mig, for jeg gør altid det, der er hans vilje.”
Mange i skaren kommer til tro
30 Mens Jesus talte, kom mange i folkeskaren til tro på ham, 31 og til dem sagde han: „Hvis I holder fast ved mine ord, er I virkelig mine disciple. 32 I vil lære sandheden at kende, og sandheden skal sætte jer fri.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.