Book of Common Prayer
Guds bud
119 Velsignede er de, som gør Guds vilje,[a]
alle de, som adlyder Herrens love.
2 Velsignede er de, som holder fast ved hans bud,
og søger ham af hele deres hjerte.
3 Vi ved, at han ønsker, vi skal følge hans vej,
derfor vælger vi at gøre hans vilje.
4 Vi kender dine befalinger, Herre,
som du forventer, vi følger til punkt og prikke.
5 Hvor ville jeg dog inderligt ønske,
at jeg kunne følge dine bud uden at vakle.
6 Ved at fokusere på alle dine befalinger
undgår jeg at blive gjort til skamme.
7 Vore hjerter bryder ud i tak,
når vi forstår dine retfærdige love.
8 Vær tålmodig med mig,
for jeg ønsker at adlyde dine bud.
Lydighed
9 Jeg opfordrer de unge til at følge dit ord,
for det hjælper dem til at blive på din vej.
10 Jeg søger dig af hele mit hjerte,
lad mig ikke fare vild fra dine bud.
11 Jeg gemmer dit ord i mit hjerte
for ikke at synde imod dig.
12 Jeg lover og priser dig, Herre,
lær mig alle dine lovbud.
13 Jeg gentager igen og igen
alle de bud, du har givet mig.
14 Jeg glæder mig over dine befalinger,
som var de alverdens rigdomme.
15 Jeg grunder over dine formaninger
og holder fast ved dine forskrifter.
16 Jeg glæder mig over din vejledning
og vil aldrig glemme dit ord.
At følge Guds lov giver glæde og styrke
17 Lad mig få øjnene op for din godhed,
så jeg kan tjene dig hele mit liv.
18 Luk mine øjne op, så jeg kan se
de vidunderlige ting i din lov.
19 Livet her på jorden er kort,
og jeg har brug for dine love til at lede mig.
20 Længslen efter at kende dig ligger i mit hjerte,
mind mig om dine love hver eneste dag.
21 Lovløse mennesker, der gør oprør mod dig,
vil blive dømt for deres egenrådige stolthed.
22 Lad dem ikke hovere over mig,
fordi jeg adlyder dine bud.
23 Lederne i samfundet bagtaler mig,
men jeg vil tjene dig og handle på dit ord.
24 Lovene, du har givet mig, gør mig glad,
og jeg ønsker at følge din vejledning.
Bøn om hjælp i en gudløs tid
12 Til korlederen: Brug lyrerne.[a] En sang af David.
2 Herre, kom os til hjælp.
Der er ingen tilbage, som adlyder dig.
Man kan ikke opdrive et ærligt menneske.
3 Alle bedrager hinanden,
de er fulde af løgn og falskhed.
4 Herre, gør en ende på al deres smiger,
sæt en stopper for de pralende ord.
5 De siger hovmodigt: „Vore ord giver os magt,
og vi siger, hvad der passer os!”
6 Men Herren svarer:
„Fordi de svage og forfulgte råber til mig,
vil jeg nu gribe ind og forsvare dem.”
7 Herrens løfter er sande,
hans ord er som det fineste sølv,
forædlet syv gange i ilden.
8-9 Herre, selvom ondskaben sidder i højsædet,
og alle gør, hvad der passer dem,
så ved vi, at du altid beskytter os
og bevarer os fra den slags mennesker.
Et fortvivlet menneskes bøn
13 Til korlederen: En sang af David.
2 Hvor længe vil du glemme mig, Herre?—For evigt?
Hvor længe skal jeg vente på din hjælp?
3 Hvor længe skal jeg kæmpe med sjæleangst?
Mine dage og nætter er fyldt med frygt.
Hvor længe skal fjenden triumfere over mig?
4 Min Herre og Gud, åh, hør min bøn,
grib ind og red mig fra døden.
5 Lad ikke mine fjender gå af med sejren,
lad ikke mine uvenner glædes over min undergang.
6 Jeg stoler på dig og din trofasthed.
Jeg vil juble, når jeg oplever din frelse.
Jeg vil prise dig, Herre, med sang,
for din underfulde godhed imod mig.
Menneskets ondskab
14 Til korlederen: En sang af David.
Tåberne mener, at Gud ikke findes.
De er fordærvede i tanke og handling.
Ingen gør det gode,
ikke én eneste.
2 Fra himlen ser Herren på menneskene:
Er der nogen, der er forstandige?
Er der nogen, der søger Gud?
3 Nej, alle er kommet på afveje, fordærvede af synd.
Ingen gør det gode, ikke én eneste.
4 „Fatter de da intet?” siger Herren.
„De forsynder sig uden at blinke,
og de regner slet ikke med mig.”
5 En dag skal de fyldes af rædsel,
for Gud er med dem, der adlyder ham.
6 Onde mennesker undertrykker de svage,
men Herren er deres beskytter.
7 Gid Herren ville sende sin frelse fra Zion
og redde Israels folk.
Når Herren griber ind og genrejser sit folk,
så bliver der jubel og glæde i Israel.
Jobs anden tale: Et svar til Elifaz
6 Hertil svarede Job:
Jobs spørgsmål til Gud
7 „Det er hårdt at være menneske,
at slide som en slave dagen lang.
2 Men en slave kan se frem til, at dagen får ende,
en arbejder får sin løn, når arbejdet er gjort.
3 Men jeg belønnes med elendighed,
smertefulde nætter i massevis.
4 Når jeg går til ro, tænker jeg:
‚Gid det snart bliver lyst, så jeg kan stå op.’
Natten lang vender og drejer jeg mig i sengen,
jeg finder ingen ro før daggry.
5 Min krop er dækket af ækle sår,
min hud er betændt og væsker.
6 Mit liv forsvinder som sand mellem fingrene,
dagene går uden håb om en ændring.
7 Mit liv er som et vindpust,
aldrig mere får jeg lykken at se.
8 Snart vil mit liv være slut,
jeg forsvinder fra jordens overflade.
9 Når mennesker når til livets afslutning,
er de som en sky, der opløses og forsvinder.
10 De er borte for evigt, ses ikke mere,
vender aldrig tilbage til deres hjem.
11 Derfor kan jeg ikke bare tie stille,
for smerten i min sjæl tvinger mig til at tale,
bitterheden i mit indre kræver at få afløb.
12 Åh Gud, er jeg da et farligt uhyre,
siden du har lukket mig inde i et bur?
13 Når jeg lægger mig til at sove
for at glemme mine smerter en stund,
14 skræmmer du mig med syner,
med onde drømme og mareridt.
15 Jeg foretrækker at blive kvalt,
jeg vil hellere dø end være i evig pine.
16 Jeg kan ikke holde livet ud længere!
Lad mig være i fred den korte tid, jeg har tilbage!
17 Hvad betyder et enkelt sølle menneske for dig,
hvorfor gøre så stort et nummer ud af mig?
18 Hvorfor plager du mig hver morgen,
udfordrer min tålmodighed dagen lang?
19 Hvorfor ikke bare ignorere mig,
lade mig være i fred længe nok til at synke mit spyt?
20 Selv om jeg skulle have syndet,
går der vel ikke skår af din almagt for det?
Du holder jo øje med hele verdens befolkning.
Hvorfor er jeg blevet skydeskive?
Hvad har jeg gjort for at fortjene din vrede?
21 Hvorfor tilgiver du ikke bare min skyld
og lukker øjnene for mine fejltrin?
Snart ligger jeg i min grav,
leder du efter mig, er jeg borte.”
Kornelius får besøg af en engel
10 I Cæsarea boede der en mand, som hed Kornelius. Han var officer ved det romerske regiment, der kaldtes „Det italienske”. 2 Han var en religiøs mand, der sammen med hele sin husstand var gået over til jødedommen. Han hjalp de fattige i den jødiske menighed og bad regelmæssigt til Gud. 3 En eftermiddag ved tretiden[a] så han ganske tydeligt i et syn en engel, der kom hen til ham og sagde: „Kornelius!” 4 Han stirrede skrækslagen på englen og udbrød: „Hvad er der, Herre?”
Englen fortsatte: „Dine bønner og barmhjertighedsgaver har Gud taget imod som et vellugtende offer.[b] 5 Nu skal du sende nogle mænd til Joppe for at hente en mand, som hedder Simon Peter. 6 Han bor nede ved stranden hos en garver, der også hedder Simon.”
7 Så snart englen var forsvundet, kaldte Kornelius på to af sine tjenere og en gudfrygtig soldat blandt sine betroede folk. 8 Han fortalte dem, hvad der var sket, og sendte dem derpå af sted til Joppe.
Peters syn om, hvad der er rent og urent
9 Den følgende dag ved tolvtiden ankom de tre mænd til byen. Peter var gået op på husets flade tag for at bede. 10 Han var godt sulten og ville gerne snart have noget at spise. Mens maden blev tilberedt, fik han et syn: 11 Himlen var åben, og noget kom dalende ned mod jorden. Det lignede en stor dug, der blev holdt oppe i de fire hjørner. 12 I dugen var der mange forskellige dyrearter, som jøderne regner for urene og derfor ikke må spise, både pattedyr, krybdyr og fugle. 13 I det samme hørte han en stemme sige: „Rejs dig, Peter, slagt og spis!” 14 „Ikke tale om, Herre!” erklærede Peter. „Jeg har jo aldrig spist noget urent eller vanhelligt.” 15 Stemmen talte igen: „Det, som Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde urent.” 16 Det hele skete tre gange, hvorefter dugen blev løftet op til himlen igen.
Konfrontationen med de jødiske ledere forstærkes
7 Derefter vandrede Jesus omkring i Galilæa. Han holdt sig borte fra Judæa, fordi de jødiske ledere dér var ude på at slå ham ihjel. 2 Men løvhyttefesten, en af de årlige jødiske højtider, nærmede sig, 3 og Jesu brødre opfordrede ham til ikke kun at vandre rundt i Galilæa, men at tage ned til Judæa. „Tag med ned og gør nogle flere mirakler, så også dine tilhængere dér kan se dem,” sagde de. 4 „Du bliver aldrig berømt, så længe du gemmer dig i den her afkrog af verden. Hvis du ønsker at blive kendt, må du profilere dig selv noget mere!” 5 Ikke engang hans egne brødre troede på ham.
6 Jesus svarede: „For mig er tiden endnu ikke kommet, men I kan gøre, hvad I vil, hvornår I vil. 7 Denne verdens mennesker har ingen grund til at hade jer, men de hader mig, fordi jeg konfronterer dem med deres synd og ondskab. 8 I kan godt rejse op til festen, men jeg går ikke med jer, for min tid er endnu ikke kommet.” 9 Så tog de af sted, mens Jesus blev i Galilæa.
10 Noget senere tog Jesus også af sted, men i al hemmelighed. 11 Under festen søgte de jødiske ledere efter ham. „Hvor bliver han af?” spurgte de hinanden. 12 Han var byens store samtaleemne. „Han er et godt menneske,” hviskede nogle. „Nej, han vildleder folk,” var der andre, der mente. 13 Ingen turde tale højt om ham af frygt for de jødiske ledere.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.