Book of Common Prayer
Om at sætte sin lid til Herren
146 Halleluja!
Min sjæl, pris Herren!
2 Jeg vil lovprise Herren, så længe jeg lever,
synge til hans ære, så længe jeg trækker vejret.
3 Stol ikke på stormænd,
for mennesker kan ikke frelse jer.
4 De dør og bliver lagt i deres grav,
da er det slut med alle deres planer.
5 Velsignede er de, der stoler på Israels Gud,
de, der sætter deres lid til Herren.
6 Han skabte himlen og jorden,
havet og alt, hvad der lever deri.
Han er trofast til evig tid.
7 Han står på de undertryktes side
og sørger for mad til de sultne.
Han sætter fanger i frihed
8 og åbner de blindes øjne.
Han løfter de nedbrudte op,
han elsker dem, der gør hans vilje.
9 Han tager sig af de fremmede,
viser omsorg for enker og forældreløse,
men de ondes planer forpurrer han.
10 Herren skal regere for evigt!
Jerusalem, din Gud er konge fra slægt til slægt!
Halleluja!
Den almægtige Gud
147 Halleluja!
Det er godt at synge lovsange til Gud,
ja, det er herligt at prise hans magt.
2 Herren genopbygger Jerusalem
og bringer de landflygtige hjem til Israel.
3 Han heler de sønderbrudte hjerter,
læger de sår, de har fået.
4 Herren satte stjernerne på himlen,
han har givet dem alle et navn.
5 Han er stor og mægtig,
hans visdom er uden grænser.
6 Herren rejser den ydmyge op
og kaster den onde i støvet.
7 Syng takkesange for Herren,
spil på jeres harper for Gud.
8 Han samler skyerne på himlen,
sender byger af regn ned på jorden,
så græs spirer frem på bakkerne.
9 Han giver dyrene deres føde,
mætter den skrigende ravneunge.
10 Han er ikke interesseret i stærke heste,
ikke imponeret af krigerens styrke.
11 Han glæder sig over dem, der adlyder ham
og har tillid til hans trofaste omsorg.
12 Jerusalems befolkning, pris Herren.
Zions indbyggere, lovsyng jeres Gud.
13 Han beskytter byen mod fjenders angreb
og velsigner dens indbyggere.
14 Han skaber fred i landet
og sørger for en rigelig høst.
15 Han sender sit ord ud over jorden,
hans vilje bliver udført i hast.
16 Han breder sneen ud som et tæppe,
spreder rimfrost på jorden som mel.
17 Han kaster hagl som byger af småsten,
hvem kan holde stand mod den isnende kulde?
18 På hans ord begynder isen at smelte,
når han ånder på den, pibler vandet frem.
19 Han sendte sit ord til Israels folk,
gav dem sine forskrifter og lovbud.
20 Han sendte det ikke til de andre folk,
de kender ikke hans love.
Halleluja!
Herrens storhed og mægtige undere
111 Halleluja!
Af hele mit hjerte vil jeg takke Herren,[a]
berømme ham midt i de gudfrygtiges forsamling.
2 De ting, han gør, er vidunderlige,
enhver, der oplever dem, må juble og glæde sig.
3 Fantastiske er alle hans undere,
glem ikke hans uendelige godhed.
4 Herren er nådig og barmhjertig,
ingen må glemme hans velgerninger.
5 Jeg ved, at han altid sørger for sit folk.
Kan han nogensinde glemme sin pagt med dem?
6 Landet, som tilhørte de fremmede, gav han til sit eget folk,
med magt drev han de andre væk for øjnene af sine udvalgte.
7 Når han handler, gør han altid det rigtige,
ordene fra ham kan man stole på.
8 Pas på, at I trofast adlyder hans bud,
retsindighed har evighedsværdi.
9 Sit folk har han sat i frihed,
til evig tid varer hans pagt med dem.
Underfuld og hellig er Herren.
10 Visdom udspringer af ærefrygt for Gud.
Ypperlig er den indsigt, man får ved at adlyde ham.
Æren er hans for evigt!
At adlyde Herren giver velsignelse
112 Halleluja!
At adlyde Herren giver velsignelse.[b]
Budene er til for at blive overholdt.
2 Du og dine efterkommere får fremgang og magt,
enhver, der handler ret, bliver velsignet.
3 Familien vil opleve velstand,
gode mennesker vil altid blive husket.
4 Herren gør de gudfrygtige til et lys midt i mørket,
især når de er venlige og barmhjertige.
5 Ja, velsignet er de gavmilde og hjælpsomme,
kendetegnet på deres handlinger er ærlighed.
6 Lever de sådan, får de styrke og fasthed,
mennesker med et godt ry bliver husket længe.
7 Når modgangen kommer, som kunne skabe frygt,
opgiver de ikke, for de stoler på Herren.
8 På trods af fjendens angreb
rider de stormen af og ender med sejr.
9 Sådanne mennesker giver gavmildt til dem, der er i nød,
taknemmelighed og ære bliver dem til del,
uselvisk godhed vil aldrig blive glemt.
10 Ved at se en sådan velsignelse bliver de gudløse vrede.
Ynkeligt sidder de tilbage med tomme hænder,
ærgrelsen står malet i deres ansigter.
Den almægtige Guds godhed
113 Halleluja!
Pris Herren, alle hans tjenere,
lovpris den almægtige Gud!
2 Hans er æren,
både nu og i al evighed.
3 Alle mennesker på jorden[c]
bør lovprise Herren, den Almægtige.
4 Herren er ophøjet over alle jordens folk,
hans herlighed fylder universet.
5 Ingen når på højde med Herren, vor Gud,
han sidder på sin trone i Himlen.
6 Han må bøje sig frem
for at kigge ned på himmelrummet og jorden.
7 Han løfter de hjælpeløse op fra støvet,
han giver de fortvivlede nyt mod.
8 Han ærer dem som kongebørn,
bænker dem på hæderspladsen.
9 Han giver den barnløse kvinde børn,[d]
gør hende til en lykkelig mor.
Halleluja!
Elifaz’ første tale til Job
4 Da svarede Elifaz:
2 „Måske bliver du vred, hvis jeg siger noget,
men jeg kan ikke holde mig tilbage længere.
3 Du har opmuntret mange i tidens løb
og været til trøst for de sørgende.
4 Du har støttet dem, der var ved at segne,
givet nyt mod til dem, der var ved at give op.
5 Nu, hvor det gælder dig selv, er du modløs,
dine egne problemer har helt slået dig ud!
6 Din ærefrygt for Gud burde give dig tillid.
De, der gør det rette, bør ikke leve i håbløshed.
12 Der kom et ord til mig i det skjulte,
mit øre opfangede den svage hvisken.
13 Det kom i et syn om natten,
mens andre sov deres søde søvn.
14 Jeg blev bange og skælvede af skræk,
jeg rystede over hele kroppen,
15 et vindpust strøg hen over mit ansigt,
hårene rejste sig på mit hoved.
16 Jeg kunne ane en skikkelse foran mig,
men kunne ikke se, hvem det var.
Den standsede op,
og jeg hørte en hviskende stemme:
17 ‚Kan et menneske være fejlfrit i Guds øjne?
Kan en skabning stå skyldfri over for sin Skaber?’
18 Gud kan ikke engang stole på englene,
hans himmelske sendebud er ikke fejlfri.
19 Hvad så med mennesker, støvets børn,
som har deres hjem på jorden?
De mases så let som møl,
20 der går til grunde på et øjeblik.
Uden at man skænker dem en tanke,
knuses de og forsvinder for evigt.
21 Deres liv slutter brat, og de dør
midt i al deres uvidenhed.
Guds trone i Himlen
4 Efter at jeg havde set Jesus og fået budskabet til de syv menigheder, fik jeg et andet syn. Jeg så en åben dør ind til Himlen, og jeg hørte den samme stemme, som havde talt til mig før, den, der lød som en trompetfanfare. Stemmen sagde til mig: „Kom herop! Så vil jeg vise dig, hvad der vil ske senere hen.” 2 Straks kom jeg under Åndens magt, og i den himmelske verden så jeg nu en trone, og der sad en person på den. 3 Han strålede som diamanter og rubiner.[a] Hele vejen rundt om ham var der ligesom en regnbue, der lyste som smaragd. 4 Rundt om Guds trone stod 24 andre troner, og der sad 24 medregenter[b] på dem, alle klædt i hvidt og med en gylden sejrskrans på hovedet. 5 Ud fra tronen kom der lynglimt og tordenbrag, og foran tronen var der syv brændende fakler, det er Guds syv ånder. 6 Foran tronen var der også noget ligesom et gennemsigtigt, krystalklart hav. Tæt rundt om Guds trone var der fire levende væsener med øjne overalt, både foran og bagpå. 7 Det første levende væsen lignede en løve, det andet en okse, det tredje havde et ansigt som et menneske, og det fjerde lignede en ørn. 8 De fire væsener havde hver seks vinger med øjne både på ydersiden og indersiden. Dag og nat råbte de uafbrudt: „Hellig, hellig, hellig er Herren, den øverste hersker, han, som var, og som er, og som kommer!”
9 Hver gang de fire væsener med deres hyldest og tak ærede ham, der sad på tronen, ham, som lever i al evighed, 10 bøjede de 24 medregenter sig ned for ham, og de hyldede ham. De tog deres sejrskranse af og lagde dem ned foran ham og råbte: 11 „Herre, vores Gud, du er værdig til at få al ære, hyldest og magt, for du har skabt alle ting, og de eksisterer, fordi du ville det!”
Messias bliver mødt med vantro i sin hjemby(A)
6 Senere tog Jesus sammen med disciplene af sted til sin hjemby, Nazaret. 2 Da det blev sabbat, gik de alle ind i synagogen, hvor Jesus fik lejlighed til at undervise. De mange tilhørere blev slået af forundring og udbrød: „Hvor har han alt det fra? Hvordan har han fået så stor en visdom? Hvordan har han kunnet udføre de undere, vi hører om? 3 Han er jo bare en almindelig håndværker, Marias søn. Vi kender hans brødre, Jakob, Jose,[a] Judas og Simon, og hans søstre bor her i byen.” Og fordi de kendte ham, ville de ikke acceptere, at han kunne være Messias.
4 Jesus sagde da til dem: „Ingen steder bliver der set så meget ned på en profet som i hans egen by, i hans hjem og i hans familie.” 5 Han kunne ikke gøre nogen særlige undere iblandt dem, men lagde kun hænderne på nogle få syge og helbredte dem. 6 Og han undrede sig meget over deres mangel på tro.
Derefter gik han videre til landsbyerne deromkring og underviste folk.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.