Book of Common Prayer
En landflygtigs bøn
120 En valfartssang.
I min nød råbte jeg til Herren,
og han svarede mig.
2 „Herre,” bad jeg, „red mig fra de løgnere,
som hele tiden snyder og bedrager!”
3 Hvad skal Herren gøre ved bedragerne?
Hvordan skal han straffe dem?
4 Jo, med krigerens spidse pile,
som blev skærpet ved de gloende trækul.
5 Hvor længe skal jeg leve her i Meshek,
bo som fremmed blandt Kedars telte?
6 Alt for længe har jeg været hos et folk, der hader fred.
7 Jeg taler fredens sag, men de råber på krig.
Under Herrens beskyttelse
121 En valfartssang.
„Jeg løfter mit blik mod bjergene.
Hvorfra kommer min hjælp?
2 Fra Herren kommer min hjælp,
fra himlens og jordens Skaber!”
3 „Herren sørger for, at du ikke snubler.
Han, som passer på dig, sover aldrig.
4 Han, som værner om Israel,
falder aldrig i søvn.
5 Herren er den, der beskytter dig,
du kan gemme dig bag ved ham.
6 Han holder hånden over dig om dagen,
om natten er du tryg hos ham.
7 Herren bevarer dig fra alt ondt,
han våger over dit liv.
8 Han værner om dig, hvor du end er,
nu og til evig tid.”
Lovprisning af og bøn for Jerusalem
122 En valfartssang af David.
Jeg blev så glad, da jeg hørte,
at vi skulle drage til Herrens hus.
2 Nu står vi så endelig her,
i porten ind til Jerusalem.
3 Jerusalem er en fantastisk by,
tæt pakket med huse og mennesker.[a]
4 Her mødes Israels stammer, Herrens eget folk,
for at takke Herren ifølge Toraens forskrifter.
5 Her står Davids trone,
herfra regerer hans kongeslægt.
6 Bed om fred i Jerusalem.
Må det gå godt for dem, der elsker byen.
7 Må der være fred inden for murene
og tryghed i tårnene.
8 For slægt og venners skyld
ønsker jeg fred over Jerusalem.
9 For Herrens helligdoms skyld
beder jeg om tryghed for byen.
Bøn om hjælp
123 En valfartssang.
Jeg løfter mit blik til dig, Herre,
du, som troner i Himlen.
2 Som slaven iagttager,
hvad hans herre gør,
som slavepigens øjne følger,
hvad hendes frue foretager sig,
sådan er vores blik vendt mod dig, Gud,
for vi ser frem til din nådige indgriben.
3 Hjælp os, Herre, vær barmhjertig imod os!
Vi har fået nok af folks foragt,
4 vi er trætte af de stoltes spot,
af de hovmodiges hån.
Herren hjælper sit folk
124 En valfartssang af David.
„Hvad hvis Herren ikke havde hjulpet os?
Lad hele Israel svare.”
2 Hvis Herren ikke havde hjulpet os,
da fjenderne gik til angreb,
3 havde de slugt os med hud og hår,
for de nærede et bundløst had.
4 De ville have skyllet os fuldstændigt væk,
som en flodbølge kom de imod os.
5 Det brusende vand
ville have revet os bort fra de levendes land.
6 Men lovet være Herren,
han lod dem ikke udslette os.
7 Vi var fanget som en fugl i en fælde,
men Herren slap os fri.
Han åbnede fælden for os
og reddede os fra den visse død.
8 Det var Herren, der kom os til hjælp,
himlens og jordens Skaber.
Tryghed hos Herren
125 En valfartssang.
De, der stoler på Herren,
står fast som Zions bjerg.
I evighed rokkes de ikke.
2 Som bjergene omslutter Jerusalem,
vil Herren altid omslutte sit folk.
3 Onde konger skal ikke herske for evigt
over det land, Gud gav de gudfrygtige,
for ellers ville de glemme deres gudsfrygt.
4 Herre, vis godhed mod de gode,
de, som har et oprigtigt hjerte.
5 Men de, som slår ind på ondskabens vej,
vil Herren jage bort sammen med de onde.
Fred være med Israel!
Guds hjemvendte folk
126 En valfartssang.
Da Herren bragte os hjem til Zion,
var det, som om vi drømte.
2 Vi lo og jublede, vi sang af glæde.
Folkeslagene udbrød: „Herren har gjort et under for sit folk!”
3 Ja, Herren har gjort et under for os,
vi jubler af glæde.
4 Herre, velsign os igen og giv os fremgang,
som regnen fylder de udtørrede floder.
5 De, der såede med gråd,
skal høste med glæde.
6 Grædende spredte de sæden ud,
syngende bringer de høsten i hus.
Herrens velsignelse over arbejde og hjem
127 En valfartssang af Salomon.
Hvis ikke Herren bygger huset,
er håndværkernes arbejde forgæves.
Hvis ikke Herren vogter byen,
våger vagterne forgæves.
2 Det er til ingen nytte at slide og slæbe
fra tidlig morgen til sen aften,
for Herren sørger for sine, mens de sover,
han giver dem alt, hvad de har brug for.
3 Børn er en gave fra Herren,
efterkommere er en velsignelse.
4 De børn, man får i sin ungdom,
vil være til hjælp, når man bliver gammel.
5 Du er velsignet, hvis du har en stor familie,
for de kan hjælpe dig, når du kommer under angreb.
Dans stamme stjæler Mikas afgudsbilleder
18 På den tid var der som sagt ingen konge i Israel. Dans stamme søgte efter et sted, hvor de kunne slå sig ned, eftersom det endnu ikke var lykkedes dem at indtage det område, de havde fået tildelt. 2 De udvalgte fem tapre krigere som repræsentanter for deres forskellige klaner fra byerne Zora og Eshtaol. De blev sendt af sted for at udspionere hele landet. I Efraims højland overnattede de i Mikas hus. 3 Da de hørte den unge levits dialekt, gik de hen til ham og spurgte: „Hvordan er du kommet herhen? Hvad laver du her?” 4 Så fortalte han dem, hvordan Mika havde taget imod ham og ansat ham som sin personlige præst.
5 „Bed så Gud om at vise os, om vores ærinde vil lykkes!” sagde de. 6 Præsten svarede: „Vær ved godt mod! Herren vil være med jer på rejsen!”
7 Derefter fortsatte de fem mænd til byen Lajish. De så, at byens folk levede ubekymret i fred og sikkerhed ligesom sidonierne, at de var velstående og ikke manglede noget, og at de boede langt fra Sidon og ingen kontakt havde med de omkringboende aramæere.
8 Da spionerne kom tilbage til Zora og Eshtaol, spurgte deres stammefæller dem: „Hvordan gik det? Hvad fandt I ud af?” 9-10 Mændene svarede: „Lad os tage af sted og erobre Lajish! Vi har set, at landet er virkelig godt. Der er ikke noget at betænke sig på. Folket dér lever fredeligt og bekymrer sig ikke om noget, for de mangler intet. Gud har givet os et frugtbart og rummeligt land.”
11 Så rykkede danitterne op fra Zora og Eshtaol med en hær på 600 bevæbnede krigere, 12 og de slog lejr ved det sted vest for Kirjat-Jearim i Juda, som den dag i dag kaldes Dans Lejr. 13 Derfra gik de ind i Efraims højland.
Da de kom til Mikas hus, 14 sagde spionerne til krigerne: „I gudehuset derhenne er der en efod, nogle husguder, et gudebillede og en støbt gudestatuette. Mon ikke vi er enige om, hvad vi skal gøre?”
15-16 Så gik de fem mænd hen til gudehuset, mens de 600 krigere blev stående uden for porten. Da den unge præst kom ud til porten, hilste mændene hjerteligt på ham.
8 Og Saul syntes det var godt, at han blev dræbt.
Forfølgelse i Jerusalem
Samme dag blev der iværksat en voldsom forfølgelse mod de troende i Jerusalem. De fleste disciple af Jesus forlod byen og spredtes over hele Judæa og Samaria. Apostlene blev dog i Jerusalem. 2 Nogle gudfrygtige jøder begravede Stefanus og sørgede dybt over ham. 3 Men Saul søgte at komme de Jesus-troende til livs. Han gik fra hus til hus og arresterede både mænd og kvinder og fik dem sat i fængsel.
Filip bringer Guds rige til Samaria
4 De disciple, som nu var blevet spredt, forkyndte budskabet om Jesus overalt, hvor de kom frem. 5 Filip kom til byen Samaria og fortalte folk dér, at Jesus var Messias. 6 Store menneskeskarer lyttede opmærksomt til, hvad han havde at fortælle, for de så de mirakler, han gjorde. 7 Mange onde ånder blev drevet ud og forlod deres ofre med høje skrig. Mange handicappede blev helbredt, 8 og der blev stor glæde i byen.
9 Nu boede der i Samaria en mand ved navn Simon. Han beskæftigede sig med sort magi, imponerede folk og gav sig ud for at være noget stort. 10-11 Alle, både unge og ældre, var stærkt optaget af ham på grund af hans magiske evner, og man sagde om ham: „Han må være den, som kaldes ‚Guds store kraft’.”
12 De mennesker, som ved at høre Filips budskab om Guds rige var kommet til tro på, at Jesus er den lovede Frelser, lod sig døbe, både mænd og kvinder. 13 Også Simon kom til tro og blev døbt. Han fulgte i hælene på Filip overalt, hvor han gik, og han var meget imponeret over de tegn og mirakler, som Filip udførte.
30 Jeg kan ikke gøre noget af mig selv, men jeg lytter til min Far, og på det grundlag dømmer jeg. Derfor er min dom retfærdig. Det er jo ikke min egen vilje, jeg vil fremme, men hans vilje, som sendte mig.
Forskellige vidneudsagn om Jesus som Guds Søn
31 Hvis jeg anbefaler mig selv, er min anbefaling ikke gyldig. 32-33 Men nu er der en anden, som har fortalt jer om mig, og det er Johannes. I har selv forhørt jer hos ham, og jeg kan forsikre jer for, at det, han har sagt om mig, er sandt. 34 Jeg er ikke afhængig af menneskers vidneudsagn, men jeg har sagt det her i håb om, at I vil tro på, hvad jeg siger, og få del i det evige liv. 35 Johannes var for en tid som lyset fra en lampe, og I var glade for at høre, hvad han havde at sige, 36 men jeg henviser til et vidnesbyrd, der er større end hans, nemlig de undere, jeg har gjort. Det er min Far, der giver mig magt til at udføre dem, og de viser, at Faderen har sendt mig.
37 Også Faderen selv har vidnet om mig, men I har aldrig set eller hørt ham. 38 Og fordi I nægter at tro på den, han har sendt, har hans ord ikke slået rod i jer.
39 Skriften fortæller også om mig. I studerer Skriften, fordi I tror, at I finder det evige liv dér. Og selv om Skriften fortæller om mig, 40 er I alligevel ikke villige til at komme til mig for at få livet.
41 Jeg er ikke ude efter menneskers anerkendelse. 42 Jeg ved, hvordan I er, og at I ikke har kærligheden til Gud i jer. 43 Jeg er kommet, fordi min Far har sendt mig, men I vil ikke høre efter, hvad jeg siger. Men folk, der ikke er sendt af ham, og som kun anbefaler sig selv, dem lytter I gerne til. 44 I søger efter anerkendelse fra hinanden, men den anerkendelse, som kommer fra den eneste sande Gud, den er I ikke interesseret i. Hvordan skulle I da kunne tro på mig?
45 I skal ikke tro, det er mig, der vil anklage jer over for Faderen. Nej, det bliver Moses, ham som I har sat jeres lid til. 46 Hvis I virkelig troede Moses, ville I også tro på mig, for det er om mig, han har skrevet. 47 Men hvis I ikke tror på hans skrifter, hvordan skulle I så kunne tro på mig?”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.