Book of Common Prayer
Guds løfte til David
89 En visdomssang af ezraitten Etan.
2 Herre, jeg vil altid synge om din nåde,
tale om din trofasthed fra slægt til slægt.
3 Din nåde forandres aldrig,
din trofasthed kan umuligt høre op.
4 „Jeg har sluttet pagt med min udvalgte,
højtideligt lovet min tjener David,
5 at jeg altid vil tage vare på hans slægt
og bygge ham en evig trone.”
6 Englene lovpriser dine undere, Herre,
himmelske skarer synger om din trofasthed.
7 Er der nogen, der kan sammenlignes med Gud?
Hvem af englene kan måle sig med ham?
8 Den himmelske forsamling skælver foran dig,
alle omkring dig bøjer sig i ærefrygt.
9 Hvem er som du, almægtige Gud?
Altid er du omgivet af din trofasthed.
10 Du hersker over det oprørte hav,
du befaler over de brusende bølger.
11 Du knuste Rahab, det stolte uhyre,
du fejede dine fjender langt væk.
12 Himlen er din, jorden tilhører dig,
du skabte dem med alt, hvad de rummer.
13 Du skabte både nord og syd.
Tabor og Hermon priser dig med glæde.
14 Din arm er umådelig stærk,
din højre hånd kan besejre alt.
15 Din trone er bygget på retfærdighed,
du kendetegnes ved nåde og sandhed.
16 Lykkelige er de, som lovsynger dig,
de lever i lyset af dit nærvær.
17 De glæder sig over dig dagen lang,
soler sig i din godhed.
18 Du er grunden til deres styrke,
vi sejrer på grund af din nåde og accept.
19 Vor konge[a] er indsat af Herren,
Israels almægtige Gud udvalgte ham.
20 Du sagde engang i et syn til din profet:
„Jeg har valgt at støtte en ung helt,
udvalgt en konge blandt almindelige mennesker.
21 Jeg udtog David som min tjener,
salvede ham med olie til konge.
22 Min hånd skal altid støtte ham,
min arm give ham styrke.
23 Hans fjender kan ikke få ram på ham,
de onde kan ikke overmande ham.
24 Jeg vil selv gøre det af med hans fjender,
jeg tilintetgør dem, der hader ham.
25 Min trofaste kærlighed følger ham altid,
han får styrke ved at stole på mig.
26 Jeg giver ham magt over havet,
han skal herske over floderne.
27 Han skal kalde mig ‚Far’ og ‚Gud’
og ‚Redningsmand’.
28 Jeg vil gøre ham til min førstefødte søn,
den mægtigste konge på jorden.
29 Jeg vil være ham tro for evigt,
min pagt med ham står fast.
30 Hans slægt skal altid bestå,
hans rige vare ved, så længe himlen er til.
31 Men hvis hans børn svigter mig
og ikke adlyder mine bud,
32 hvis de bryder mine love
og ikke gør, som jeg siger,
33 så må jeg straffe dem for deres oprør,
drage dem til ansvar for deres ulydighed.
34 Men jeg vil altid være ham tro
og holde fast ved mit løfte.
35 Jeg bryder ikke min pagt,
og svigter ikke mit ord.
36 Jeg har én gang aflagt et højtideligt løfte,
og jeg kan ikke lyve overfor David.
37 Hans slægt skal altid bestå,
hans rige vare ved, så længe solen står op,
38 så længe månen er til,
så længe himlen består.”
Bøn om national befrielse
39 Men nu har du forkastet din udvalgte konge,
du har udøst din vrede over mig.
40 Du har svigtet pagten med din tjener,
du har kastet min kongekrone i støvet.
41 Du har nedbrudt vore forsvarsmure,
lagt vore fæstninger i ruiner.
42 Alle, der kommer forbi, udplyndrer os,
vi er til spot for vore naboer.
43 Du har givet vore fjender sejren,
og gjort vore modstandere glade.
44 Min hær er slået tilbage,
du hjalp mig ikke mod fjenden.
45 Du har gjort ende på min herlighed,
væltet min trone omkuld.
46 Du gjorde mig gammel før tiden,
jeg blev til skamme for øjnene af alle.
47 Åh, Herre, hvor længe skal det fortsætte?
Hvor længe vil du skjule dig for os?
Hvor længe vil din vrede brænde som ild?
48 Husk på, at mit liv er kort.
Hvorfor skal mennesker være så magtesløse?
49 Kan man leve evigt og aldrig dø?
Kan man undslippe dødsrigets magt?
50 Herre, hvor er din trofasthed blevet af?
Hvor er den godhed, du lovede David?
51 Herre, se, hvordan din tjener foragtes,
hvordan jeg må udholde folkenes hån.
52 Dine fjender ler ad mig, Herre,
de puster mig i nakken med deres hån.
53 Lovet være Herren for evigt.
Amen, amen.
Jeftas strid med efraimitterne
12 Lederne af Efraims stamme samlede nu deres hær. De krydsede Jordanfloden og kom til Zafon, hvor de gav udtryk for deres vrede mod Jefta. „Hvorfor ønskede du ikke vores hjælp i krigen mod ammonitterne?” spurgte de. „Nu brænder vi dit hus ned, så du omkommer!”
2 „Det har I misforstået,” svarede Jefta. „Jeg sendte bud efter jer, men I ville ikke hjælpe mig, da jeg havde brug for jer. 3 Derfor tog jeg af sted uden jer og satte derved livet på spil. Men Herren hjalp mig til at besejre fjenden. Hvorfor vil I da bekæmpe mig nu?”
4 Men efraimitterne hånede mændene fra Gilead ved at hævde, at de var flygtninge, som ikke havde ret til at bo i det land, der tilhørte Efraim og Manasse.[a] Da blev Jefta vred og samlede Gileads hær, hvorefter han gik til angreb på efraimitterne. 5 Han besatte vadestederne ved Jordanfloden bag den efraimitiske hær og afskar dem således fra at flygte tilbage over floden. Hver gang en af dem forsøgte at komme over, blev han fanget af Jeftas vagtposter.
„Er du efraimit?” spurgte de. Hvis manden svarede nej, 6 gav de ham ordre til at bevise det ved at udtale ordet „shibbolet”. Hvis han kunne udtale det korrekt, gik han fri, men hvis han sagde „sibbolet”, beviste det, at han var efraimit—og så blev han hugget ned. Ved den lejlighed døde 42.000 efraimitter.
7 Jefta var dommer i Israel i seks år. Da han døde, blev han begravet i en af Gileads byer.[b]
Helbredelser af syge og dæmonbesatte mennesker
12 Apostlene holdt sammen og blev ved med at forkynde og undervise i Salomons Søjlegang, og de gjorde mange bemærkelsesværdige undere blandt folket. 13 Ingen af de øvrige troende[a] turde slutte op om dem der, men apostlene nød stor anseelse hos folket, 14 og flere og flere kom til tro på Herren, både mænd og kvinder. 15 Apostlene gjorde så mange mirakler, at folk bar de syge ud på gaderne på senge og måtter, der hvor Peter kom forbi, så i det mindste hans skygge ville falde på dem. 16 Store skarer af mennesker strømmede ind fra de omkringliggende byer med syge og folk, som var plaget af dæmoner—og de blev alle helbredt!
Apostlene er lige ved at blive slået ihjel
17-18 Ypperstepræsten og hans venner, som alle var saddukæere, blev jaloux på apostlene og satte dem i fængsel. 19 Men en engel kom om natten og åbnede fængselsportene og førte dem udenfor. Derpå sagde englen: 20 „Gå tilbage til templet og tal til folk om alt det, som hører det evige liv til.”
21 Derfor gik apostlene allerede næste dag ved daggry op på tempelpladsen og fortsatte med at undervise folk. I mellemtiden sammenkaldte ypperstepræsten og hans venner Rådet, som bestod af alle de jødiske ledere, og de sendte nogle folk fra tempelvagten hen til fængslet for at hente apostlene. 22 Men de fandt dem ikke i fængslet. Derpå gik de tilbage til Rådet og rapporterede: 23 „Fængslet var forsvarligt lukket og låst, og vagterne stod på deres poster uden for hver af dørene. Men da vi fik åbnet døren til fangernes celle, var der ingen derinde.”
24 Da kommandanten for tempelvagten og ypperstepræsterne hørte det, vidste de ikke, om de skulle tage det alvorligt, eller hvad der var på færde. 25 Så kom der en mand og fortalte, at de mænd, som var blevet fængslet dagen før, nu stod henne i templet og underviste folket. 26 Kommandanten tog af sted med sit vagtmandskab og fik fat i dem—dog uden at bruge vold, for de var bange for, at folk så ville begynde at kaste sten efter dem.
De, der bliver genfødt ved Guds Ånd, får evigt liv
3 En aften efter mørkets frembrud kom en af de jødiske ledere, en farisæer ved navn Nikodemus, for at tale med Jesus. 2 „Mester,” sagde han, „vi er klar over, at Gud har sendt dig, for ingen kunne gøre de mirakler, du gør, hvis ikke Gud var med ham.”
3 Da sagde Jesus: „Det siger jeg dig: Det er kun, hvis et menneske bliver født igen,[a] at det kan komme ind i Guds rige.”
4 „Hvad mener du?” udbrød Nikodemus. „Et voksent menneske kan da umuligt komme ind i sin mors mave igen og blive født endnu en gang?”
5 Jesus svarede: „Det siger jeg dig: Det er kun, hvis et menneske bliver født af både vand[b] og ånd, at det kan komme ind i Guds rige. 6 Et menneske føder et menneskebarn, men Guds Ånd føder et åndeligt barn. 7 Du skal ikke være så forundret over, at jeg sagde, at I skal fødes igen. 8 Tænk på vinden.[c] Den blæser, hvorhen den vil. Du kan ikke se, hvor den kommer fra, eller hvor den skal hen, men du kan høre dens susen. Sådan er det også, når Guds Ånd giver et menneske åndeligt liv.”
9 „Jamen, hvordan kan det ske?” spurgte Nikodemus.
10 Jesus svarede: „Du er lærer for Israels folk. Forstår du det ikke? 11 Det siger jeg dig: Vi taler om det, vi kender til, og vi fortæller om det, vi har set—men I tror ikke på os! 12 Hvis I ikke tror mig, når jeg fortæller jer om de jordiske ting, hvordan skulle I så kunne tro mig, hvis jeg begyndte at fortælle jer om de himmelske? 13 Intet menneske har fået lov at se, hvad der er i Himlen, undtagen Menneskesønnen, som jo er kommet ned fra Himlen.
14-15 Ligesom Moses løftede kobberslangen op og satte den fast på en stang ude i ørkenen, og de, der så hen på den, reddede livet,[d] sådan skal Menneskesønnen løftes op, så enhver, der ser hen til ham og tror på ham, vil få det evige liv.”
16 Gud elskede nemlig verden så højt, at han gav sin eneste Søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal gå fortabt, men få det evige liv. 17 Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden gennem ham kunne opleve frelse.
18 De, der tror på ham, bliver ikke dømt. Men de, der ikke tror på ham, er allerede dømt, for de har nægtet at tro på Guds egen Søn. 19 Dommen kommer som følge af menneskers egne valg. Da Lyset kom ind i verden, valgte de nemlig mørket frem for lyset. Det gjorde de, fordi deres handlinger var onde. 20 Onde mennesker hader lyset og undgår det. De ønsker ikke, at deres handlinger skal komme frem i lyset. 21 Men de, der følger sandheden, kommer frem i lyset, så det kan ses, at de har handlet efter Guds vilje.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.