Book of Common Prayer
Lovsang til den nådige og trofaste Gud
66 Til korlederen: En lovsang.
Bryd ud i fryderåb for Gud, hele jorden,
2 lovpris hans herlighed og magt.
Giv ham den ære, han fortjener.
3 Sig til ham: „Dine gerninger er underfulde, Gud,
fjenderne viger for din vældige magt.
4 Hele jorden skal tilbede dig
og lovprise din herlighed.”
5 Kom og se Guds undere,
han gør fantastiske mirakler for sit folk.
6 Han banede en vej gennem havet,
så folket kunne gå tørskoet over.
Lad os juble over hans vældige magt.
7 Han har herredømmet for evigt og altid,
han regerer over alverdens folk.
Kun en tåbe gør oprør mod ham.
8 Pris Gud, alle folkeslag på jorden,
lad lovsange lyde til hans ære.
9 Han holder vores liv i sin hånd,
han sørger for, at vi ikke snubler.
10 Du brugte ilden til at rense os, Gud,
som sølv i en smeltedigel.
11 Du fangede os i dit net
og gjorde os til slaver.
12 Du lod fjenderne underkue os,
vi gik gennem ild og vand,
men du førte os ud i frihed til sidst
og gav os fremgang og fred.
13 Jeg vil bringe dig brændofre i din helligdom
for at opfylde de løfter, jeg gav dig.
14 Jeg vil stå ved de ord, jeg sagde,
da jeg råbte til dig i min nød.
15 Jeg vil ofre mit fedekvæg til dig.
Tag imod mine vædderes vellugt,
duften fra mine tyre og geder.
16 Kom og hør, I, der ærer min Gud.
Jeg vil fortælle, hvad han har gjort for mig.
17 Jeg råbte til ham om hjælp,
jeg priste ham med min lovsang.
18 Havde jeg huset ondskab i hjertet,
ville han ikke have hørt min bøn.
19 Men han lyttede til mig,
han hørte min tryglende bøn.
20 Jeg priser dig, Gud, fordi du hørte min bøn
og omsluttede mig med din trofaste kærlighed.
Under Guds velsignelse
67 Til korlederen: Brug strengeinstrumenterne. En lovsang.
2 Velsign os og vær os nådig, Gud.
Grib ind og udfør dine undere.
3 Alle jordens folk vil kunne se, hvem du er,
når de oplever din magt til at frelse.
4 Alle folkeslag på jorden skal prise dig, Gud,
alle verdens nationer skal give dig ære.
5 Alle folkeslagene skal fryde sig over dig,
de vil lovprise dig med glædessange,
for alle dine handlinger er retfærdige,
og du regerer over alle nationer.
6 Alle folkeslag på jorden skal prise dig, Gud,
alle verdens nationer skal give dig ære.
7 Du har velsignet os, Gud,
og givet os en god høst.
8 Når Gud velsigner os mennesker så rigt,
bør alle folkeslag på jorden give ham ære.
Skaberværkets vidnesbyrd
19 Til korlederen: En sang af David.
2 Himlen vidner om Guds herlighed,
universet udtrykker hans underfulde skaberkraft.
3 Dag efter dag forkynder solen Guds storhed.
Nat efter nat vidner stjernerne derom.
4 Skaberværket taler ikke,
der er ingen stemme at høre.
5 Og dog når budskabet til jordens ende,
det kan ses overalt i verden.
Solen fik sit hjemsted på himlen,
6 strålende som en brudgom bryder den frem,
gennemløber sin bane med udholdenhed og glæde.
7 Den ene horisont er dens udgangspunkt,
ved den anden når den sit mål.
Intet undgår dens brændende varme.
Herrens lov
8 Herrens lov er fuldkommen, giver sjælen styrke.
Hans befalinger er troværdige, gør selv en tåbe vis.
9 Herrens anvisninger er gode, giver hjertet glæde.
Hans forordninger er fuldkomne, giver indsigt og forstand.
10 Herrens ord er sande, står fast for altid.
Hans vedtægter er gode og værd at følge.
11 De er mere værd end guld, ja selv det pureste guld,
sødere end frisk honning, der drypper fra bikagen.
12 Dine tjenere bliver vejledt gennem dem,
de, der adlyder dem, bliver rigt belønnet.
Hjælp imod synd
13 Herre, hvem kan se sine egne fejl?
Straf mig ikke for ubevidste synder.
14 Bevar mig fra at synde med vilje,
lad ikke mit begær få magten over mig.
Da kan jeg stå uden skyld for dit ansigt
og skal ikke dømmes for oprør imod dig.
15 Gid alt, hvad jeg siger med min mund,
og alt, hvad jeg tænker i mit hjerte,
er noget, du kan acceptere.
Herre, du er den, der beskytter og udfrier mig.
Gud er midt iblandt sit folk
46 Til korlederen: En sang af Koras slægt. Synges af sopranstemmer.[a]
2 Gud er vor tilflugt og styrke,
parat til at hjælpe i svære tider.
3 Derfor behøver vi ikke at frygte,
om jorden end ryster, og bjergene styrter i havet,
4 om end havene larmer og raser,
om end bjergene skælver ved bølgernes brusen.
5 Kanaler med vand bringer glæde til byen,
hvor Gud, den Almægtige, bor.
6 Den by går aldrig til grunde, for Guds bolig er der.
Han redder den, når morgenen gryr.
7 Nationer går i krig, og riger styrter sammen,
men når Gud taler, skælver hele jorden.
8 Den almægtige Gud er med os.
Israels Gud er vores redning.
9 Kom og se, hvad Herren gør,
når han kæmper imod sine fjender.
10 Han gør ende på alle krige i verden,
han brækker buen og splintrer spyddet,
alle skjolde bliver brændt.
11 „Stop,” råber han. „Accepter, at jeg er Gud!
Alle folk på jorden skal ære mig.”
12 Herren, den Almægtige, er midt iblandt os.
Israels Gud er vores tilflugt.
11 Jefta var en modig kriger fra Gileads land. Han var søn af en mand ved navn Gilead, men hans mor var en prostitueret kvinde. 2 Gileads kone fødte ham også en del sønner, og da de blev voksne, jog de deres halvbror Jefta bort. „Du er et uægte barn!” sagde de til ham. „Du skal ikke have del i arven efter vores far!”
3 Så flygtede Jefta fra sit hjem og slog sig ned i landet Tob, hvor en flok omstrejfende banditter sluttede sig til ham. 4-5 Det var omkring det tidspunkt, at ammonitterne gjorde sig klar til at angribe israelitterne. Da sendte lederne i Gilead bud efter Jefta i Tob. 6 „Kom og vær vores anfører i krigen mod ammonitterne,” sagde de. 7 Men Jefta svarede: „Var det ikke jer, som hadede mig og jog mig væk fra mit barndomshjem? Hvorfor kommer I så for at få hjælp fra mig nu, hvor I er i vanskeligheder?” 8 „Fordi vi har brug for dig,” svarede de. „Hvis du vil være vores hærfører mod ammonitterne, vil vi bagefter gøre dig til overhoved for Gilead!” 9 Jefta fortsatte: „Hvis jeg vender tilbage, og hvis Herren giver mig sejr i kampen mod ammonitterne, så vil jeg være jeres leder.” 10 „Det sværger vi på for Herrens ansigt!” svarede de.
11 Så tog Jefta imod tilbuddet og fulgte med dem. Han blev udnævnt til leder og hærfører for folket, og han blev officielt indsat som leder over dem i Herrens nærvær i Mitzpa.
29 Da kom Herrens Ånd over Jefta, og han drog gennem Gilead og Manasse og tilbage til Mitzpa i Gilead for at samle en hær, hvorefter han gjorde klar til at rykke ud mod ammonitterne. 30-31 Jefta gav Herren det løfte, at hvis Herren ville hjælpe ham til at besejre ammonitterne og vende uskadt tilbage, ville han til gengæld bringe det første, han traf på, når han kom hjem, som et brændoffer til Herren.
32 Jefta førte nu hæren til angreb på ammonitterne, som han ved Herrens hjælp besejrede. 33 Han fældede ammonitterne i en frygtelig massakre lige fra Aroer til Minnit og løb 20 byer over ende, helt til Abel-Keramim. Ammonitterne led således et afgørende nederlag til israelitterne.
34 Da Jefta vendte tilbage til sit hus i Mitzpa,[a] kom hans datter—hans eneste barn—ham dansende i møde, mens hun spillede på tamburin. 35 Da han fik øje på hende, flængede han sit tøj i dyb fortvivlelse.
„Åh, min datter!” udbrød han. „Du har knust mit hjerte, for jeg har givet Herren et løfte, som jeg umuligt kan trække tilbage.” 36 Da hun fik at vide, hvad det var, svarede hun: „Far, du må holde dit løfte til Herren, for han har givet dig sejr over dine fjender. 37 Men giv mig først lov til at gå op i bjergene i to måneder, så jeg sammen med mine veninder kan sørge over, at jeg skal dø så ung og som ugift.”
38 Det gav han hende lov til, og hun gik op i bjergene for sammen med sine veninder at sørge over sin skæbne. 39 Derefter vendte hun tilbage til sin far, der indfriede sit løfte, og derfor nåede hun ikke at blive gift. Efter den tid blev det skik i Israel, 40 at unge piger hvert år tager væk i fire dage for at begræde den skæbne, der ramte Jeftas datter.
21 Jeg må med skam bekende, at vi er for svage til den slags!
Men når de andre nu tillader sig at prale, så lad mig også gøre det, selvom det er tåbeligt. 22 De er stolte over at være hebraisktalende jøder. Det er jeg også! De siger, at de hører til Guds udvalgte folk. Det gør jeg også! De siger, at de er Abrahams efterkommere. Det er jeg også! 23 De siger, at de tjener Kristus. Nu bliver jeg helt ustyrlig: Det gør jeg da endnu mere end dem! Jeg har slidt og slæbt mere end dem, og jeg har været i fængsel flere gange, end de har. Jeg er blevet pryglet mere end dem og har ofte været døden nær. 24 Fem gange har jøderne givet mig de frygtelige 39 piskeslag. 25 Tre gange er jeg blevet slået med stokke, og én gang er jeg blevet stenet. Tre gange har jeg lidt skibbrud, og et helt døgn har jeg drevet rundt på havet. 26 Jeg har haft mange farlige rejser. Jeg har været i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare blandt mine egne landsmænd og i fare blandt fremmede folkeslag. Jeg har været i fare i byer, i ørkener og på de oprørte have. Jeg har også været i fare midt iblandt mennesker, der gav sig ud for at være kristne. 27 Jeg har slidt, lidt afsavn og haft mange søvnløse nætter. Jeg har lidt sult og tørst, og mange gange har jeg fastet. Ofte har jeg frosset og manglet tøj at tage på. 28 Og oven i alt det daglige, ydre stress bekymrer jeg mig for, hvordan menighederne klarer sig. 29 Er det mærkeligt, at også jeg føler mig svag? Er det mærkeligt, at også jeg fristes til at give op, når andre falder fra? 30 Skal jeg endelig rose mig af noget, så lad mig rose mig af min magtesløshed. 31 Gud, vores Herres Jesu Kristi Far, ved, at jeg taler sandt. Han være priset i al evighed!
Jesus befaler blæst og bølger at lægge sig(A)
35 Efter at Jesus hele dagen havde siddet i båden og talt til skaren inde på bredden, sagde han til sine disciple: „Lad os sejle over til den anden side af søen.” 36 Da de sejlede bort, fulgte en del andre både med.
37 Ikke længe efter blev det et voldsomt stormvejr. Bølgerne slog ind over båden, som tog en masse vand ind. 38 Jesus lå i agterstavnen og sov med hovedet på en pude. Til sidst vækkede de ham. „Mester!” råbte de. „Er du ligeglad med, at vi drukner?” 39 Jesus rejste sig og befalede stormen og søen at være stille. Straks lagde vinden sig, og det blev blikstille. 40 „Hvad er I så bange for?” spurgte Jesus. „Har I stadig ikke lært at tro?”
41 Med forundring og ærefrygt i stemmen sagde de til hinanden: „Hvem er den mand egentlig? Selv stormen og søen adlyder ham!”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.