Book of Common Prayer

Jerusalem—Guds by og hans folks hjem

87 En sang af Koras slægt.

Moses’ bøn

90 En bøn af Guds tjener Moses.

Herrens trofasthed og magt

^22-23 Tre år senere satte Gud splid mellem kong Abimelek af Israel og indbyggerne i Sikem, så de gjorde oprør imod Abimelek. ²⁴ Under de begivenheder, som fulgte, fik både Abimelek og Sikems indbyggere, der var medansvarlige for mordet på Gideons 70 sønner, deres velfortjente straf. ²⁵ Sikems mænd gjorde oprør mod kong Abimelek og lagde baghold ved bjergpassene. De plyndrede alle, der kom forbi, og det blev meddelt Abimelek.

⁵⁰ Derefter angreb Abimelek byen Tebetz og indtog den. ⁵¹ Indbyggerne søgte imidlertid tilflugt i byens fæstning og barrikaderede indgangen, inden de søgte op på taget. ⁵² Abimelek fulgte efter dem for at angribe fæstningen. Da han skulle til at sætte ild til den, ⁵³ var der en kvinde oppe på taget, som kastede en møllesten ned, og den ramte ham i hovedet.

⁵⁴ „Giv mig dødsstødet!” stønnede han til sin våbendrager. „Det skal ikke siges om Abimelek, at han blev dræbt af en kvinde.” Så gennemborede våbendrageren ham med sit sværd.

⁵⁵ Da Abimeleks mænd så, at han var død, opløste de hæren og vendte tilbage til deres hjem. ⁵⁶ På den måde straffede Gud Abimelek, fordi han havde myrdet sine 70 halvbrødre. ⁵⁷ Gud straffede også Sikems indbyggere for al deres ondskab. Sådan gik Jotams ord i opfyldelse.

Menighedens fællesskab og Barnabas

³² Alle de, som var kommet til tro, var ét i hjerte og sind, og ingen anså det, de ejede, for at være deres personlige ejendom. Alt var fælleseje. ³³ Med overbevisende kraft fortalte apostlene om, hvordan Jesus var genopstået fra de døde, og Guds nåde og velsignelse var over dem alle. ^34-35 Ingen manglede noget, for mange af dem, der ejede hus eller ejendom, solgte det og afleverede pengene til apostlene, som så delte pengene ud til dem, der havde behov for at modtage hjælp.

³⁶ Der var en troende levit, som hed Josef og var fra Cypern. Apostlene gav ham tilnavnet Barnabas (det betyder „Trøsteren”). ³⁷ Han solgte en mark, han havde, og afleverede pengene til apostlene.

Ananias og Safira

5 En mand ved navn Ananias og hans kone, Safira, solgte et jordstykke, de havde. ² Derefter beholdt de selv en del af pengene, og Ananias bragte resten til apostlene under foregivende af, at det var hele salgssummen. ³ Men Peter sagde: „Ananias, hvorfor har du ladet Satan friste dig til at lyve over for Helligånden og selv beholde nogle af pengene? ⁴ Ingen tvang dig til at sælge din jord, og da den først var solgt, havde du stadig ret til at bruge pengene, som du ville. Hvordan kunne du finde på at gøre det her? Det er jo ikke os, du har løjet for, men Gud!” ⁵ Da Ananias hørte det, faldt han om og døde. Alle de tilstedeværende var dybt rystede. ⁶ Nogle unge mænd rejste sig og svøbte ham ind i et lagen. Så bar de ham udenfor og begravede ham.

⁷ Cirka tre timer senere kom Safira ind uden at vide, hvad der var sket. ⁸ Peter spurgte hende: „Er det beløb her den fulde pris, I solgte jorden for?” „Ja, det er det,” svarede hun.

⁹ „Hvorfor er du og din mand blevet enige om at udfordre Herrens Ånd?” sagde Peter. „Kan du høre skridt uden for døren? Det er dem, som har begravet din mand, der kommer tilbage. De vil også bære dig ud.” ¹⁰ Straks faldt hun om for fødderne af Peter og døde. Da de unge mænd kom ind, fandt de hende død. Så bar de hende ud for at begrave hende ved siden af hendes mand. ¹¹ Hele menigheden og alle, som ellers hørte om det, blev dybt rystede.

Den første tempeludrensning

¹³ Nu nærmede den jødiske påske sig, og Jesus tog til Jerusalem for at deltage i højtiden. ¹⁴ Inde på selve tempelpladsen så han en masse mennesker, som solgte offerdyr. Der var både køer, får og duer. Nogle af de handlende sad ved små borde og vekslede penge. ¹⁵ Da lavede Jesus sig en pisk af reb og jog alle fårene og køerne ud. Han vendte bunden i vejret på valutahandlernes pengeposer og væltede deres borde. ¹⁶ Til dem, der solgte duer, råbte han: „Pak jeres ting sammen og forsvind!” „I må ikke gøre min Fars hus til en markedsplads.” ¹⁷ Da hans disciple så, hvad han gjorde, kom de i tanker om det ord i Skriften,^[a] der siger: „Jeg brænder af nidkærhed for dit Hus.”

¹⁸ De jødiske ledere protesterede: „Hvem har givet dig lov til at jage folk ud af templet? Kan du gøre et mirakel som tegn på, at du handler på Guds vegne?”

¹⁹ Jesus svarede: „Ja, det kan jeg godt. Hvis I ødelægger Guds bolig, så vil jeg rejse den igen inden tre dage.”

²⁰ „Det har taget 46 år at bygge Guds bolig,” indvendte de jødiske ledere, „og så vil du rejse den igen inden tre dage!”

²¹ Den „Guds bolig”, Jesus hentydede til, var ikke templet, men hans eget legeme. ²² Efter at han var opstået fra de døde, kom hans disciple i tanke om, at han havde sagt det. Da forstod de, hvad han mente, og de kom til tro på Skriftens ord.

²³ På grund af de mirakler, Jesus gjorde i Jerusalem under påskehøjtiden, var der mange mennesker, der blev overbeviste om, at han måtte være Messias. ^24-25 Men Jesus betroede sig ikke til dem,^[b] for han vidste, hvad der bor i mennesket. Han havde ikke brug for nogen til at fortælle ham det.