Book of Common Prayer
Guds retfærdige dom
75 Til korlederen: En lovsang af Asaf.
2 Vi priser og takker dig, Gud,
vi glæder os over din godhed.
Du er os altid nær,
og vi oplever din underfulde hjælp.
3 Dommen kommer til den fastsatte tid,
og det bliver en retfærdig dom.
4 Jorden skal ryste og menneskene skælve,
men Gud står urokkeligt fast.
5 Jeg siger til de stolte: „Vær ikke hovmodige.”
Jeg advarer de gudløse: „Vær ikke selvsikre.
6 Prøv ikke på at kæmpe mod himlens Gud,
sæt jer endelig ikke op imod ham.
7 Dommen kommer hverken fra øst eller vest,
eller fra ørkenen nede mod syd.
8 For det er Gud, der dømmer os alle:
han ydmyger den ene og ophøjer den anden.
9 Herren holder et bæger i hånden,
hans vrede bobler som en krydret vin.
Han udøser sin straf over alle de onde,
de skal tømme bægeret til sidste dråbe.”
10 Men jeg vil altid juble og glædes,
takke og lovprise Israels Gud,
11 for han vil bryde de gudløses magt,
men de gudfrygtiges styrke skal vokse.
Guds magt og straf
76 Til korlederen: Brug strengeinstrumenterne. En lovsang af Asaf.
2 Gud har vist sin magt i Judas land,
han er berømt overalt i Israel.
3 Hans bolig er bygget i Jerusalem,
hans hjem findes på Zions bjerg.
4 Han brækkede fjendens pile og skjolde,
han ødelagde alle deres våben.
5 Du er mægtig og herlig,
større end de højeste bjerge.[a]
6 De stolte fjender blev slået,
nu sover de dødens søvn.
De kunne intet stille op mod dig.
7 Ved lyden af dit krigsråb, Jakobs Gud,
faldt heste og ryttere omkuld.
8 Hvem ville ikke frygte dig, Gud?
Hvem kan holde stand mod din vrede?
9 Du udråbte din dom fra himlen,
jorden skælvede og tav stille.
10 Du gik til angreb for at dømme de gudløse,
for at forsvare dit undertrykte folk.
11 Vi ærer dig, fordi du straffede de onde,
du åbenbarede din mægtige vrede.[b]
12 Opfyld de løfter, I har givet jeres Gud.
Bring jeres gaver som tak til den Almægtige.
13 Han ydmyger stormænd og mægtige fyrster,
alle konger på jorden frygter hans magt.
Herren er min hyrde
23 En sang af David.
Herren er min hyrde,
han sørger altid for mig.
2 Han leder mig til grønne enge
og fører mig til det friske vand.
3 Han redder mig, når jeg går fejl,
og leder mig ind på rette vej,
for han er en god og trofast Gud.[a]
4 Skal jeg end vandre gennem dødsskyggens dal,
har jeg dog intet at frygte,
for du går ved min side,
din kæp og din stav beskytter mig.
5 Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du gør mig til æresgæst
og fylder mit bæger til randen.
6 Din godhed og trofaste nåde
følger mig livet igennem.
Og jeg får lov at bo i dit hus,
så længe jeg lever.
Tillid til Herren
27 En sang af David.
Herren er mit lys og min redning,
så hvem har jeg grund til at frygte?
Herren beskytter mit liv,
hvad har jeg så at være bange for?
2 Når mine fjender angriber mig og vil mig til livs,
så snubler de alle og falder.
3 Selv om jeg omringes af en hær, er jeg ikke bange.
Selv om alt tyder på krig, er jeg stadig tryg.
4 Jeg har bedt Herren om én ting,
og det er mit højeste ønske:
at få lov at leve i hans nærhed livet igennem,
at se hans herlighed og meditere i hans helligdom.
5 Herren beskytter mig,
når der er fare på færde.
Han skjuler mig i sit telt,
sætter mig højt på en klippe.
6 Dér kan jeg være i fred,
for fjenden kan ikke nå mig.
Dér vil jeg bringe ofre til Herren
og lovprise ham af hele mit hjerte.
7 Herre, hør min bøn!
Vær mig nådig og svar mig.
8 Mit hjerte byder mig at søge dig,
og derfor kommer jeg til dig.[a]
9 Vend mig ikke ryggen, Herre.
Vis ikke din tjener bort i vrede.
Du er min redning, svigt mig ikke nu!
Lad mig ikke i stikken, min frelses Gud!
10 Selv hvis min far og mor forlod mig,
ville du altid blive hos mig, Herre.
11 Vis mig den vej, jeg bør følge,
led mig på ærlighedens sti.
Mine fjender venter på, at jeg falder.
12 Lad mig ikke falde i hænderne på dem!
De anklager mig for ting, jeg ikke har gjort,
og de er altid ude på vold.
13 Men jeg er sikker på, at Herren vil hjælpe mig,
så jeg oplever hans godhed hele mit liv.
14 Regn med Herren og hold ud!
Stol på ham og tab ikke modet!
19 Kana’ans konger kom til Ta’anak,
de væbnede sig til kamp ved Megiddos vande.
Men sejren gled dem af hænde,
krigsbytte fik de intet af.
20 Himlens kræfter kæmpede for os,
tordnede og lynede mod Siseras hær.
21 Kishons vand svulmede med stormflods styrke,
den gamle bæk fejede fjenden væk.
Fat mod, min sjæl,
løb frem med styrke.
22 Da hamrede hingstenes hove,
i galop fór de frem.
23 „Forbandet være dem, der holdt sig tilbage!”[a]
sagde Herrens engel.
„De kom ikke Herren til hjælp
imod hans vældige fjender.”
24 Velsignet blandt kvinder er Jael,
kenitten Hebers kone.
Hun er den mest velsignede
af alle kvinder, der bor i telte.
25 Sisera bad om vand,
men Jael gav ham mælk,
tykmælk i en fornem skål.
26 Hun holdt en teltpløk i venstre hånd,
en hammer i højre.
Hun hamrede pløkken gennem Siseras tinding,
hun gennemborede hans hoved.
27 Han lå død mellem benene på hende.
En fældet fjende—stendød.
28 Siseras mor venter ved vinduet,
hun spejder gennem gitteret:
„Hvorfor kommer han dog ikke?
Hvornår hører vi hestenes hove?”
29 En hofdame giver hende et svar,
det samme, hun selv har tænkt:
30 „Krigsbyttet skal nok deles,
en pige eller to til hver kriger,
prægtige klæder til Sisera
og smukt broderet tøj til hans mor.”
31 Herre, må alle din fjender
gå til grunde som Sisera,
men må de, som elsker dig,
stråle som den opgående sol.
Derefter var der fred i landet i 40 år.
22 Lyt til mine ord, venner! I kender nazaræeren Jesus. I ved om de mirakler, tegn og undere, som Gud udførte gennem ham her midt iblandt jer. Dermed viste Gud jer, at det var ham selv, der havde sendt Jesus. 23 Han blev efter Guds forudbestemte plan forrådt, og med de gudløse romeres hjælp fik I ham naglet til korset og dræbt. 24 Gud lod ham imidlertid ikke blive i døden, men genoprejste ham fra de døde, for det var umuligt for døden at fastholde ham. 25 David talte profetisk på hans vegne, da han sagde:
‚Jeg stoler altid på Herren.
Han står ved min side, så jeg ikke falder.
26 Derfor kan jeg fryde mig og synge glædessange.
Der er også håb for mit legeme,
27 for du vil ikke efterlade mig blandt de døde.
Du lader ikke din hengivne tjener gå i forrådnelse.
28 Du har vist mig vejen til livet,
hos dig fyldes jeg med glæde.’[a]
29 Kære venner! Tillad mig at tale lige ud om vores forfar David. Vi ved alle, at han er både død og begravet, og vi besøger hans grav den dag i dag. 30 Men David vidste jo, at Gud højtideligt havde lovet, at Israels Konge skulle komme fra hans slægt. Derfor talte han profetisk om den nye Konge. 31 Så når han talte om, at Kongen ikke skulle efterlades blandt de døde, og at Guds hengivne tjener ikke skulle gå i forrådnelse, var det en forudsigelse om, at Messias skulle genopstå fra de døde.
32 Den Jesus, jeg taler om, blev af Gud oprejst fra de døde. Det kan alle vi, der står her, bevidne. 33 Efter at han er blevet taget op til Himlen og har indtaget sin plads ved Guds højre side, har han nu sendt os Helligånden, som Faderen havde lovet. Det kan I selv både se og høre.
34 David talte heller ikke om sig selv, da han profeterede om en, der skulle tages op til Himlen. Han siger et andet sted:
‚Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre side,
35 imens jeg overvinder dine fjender.’[b]
36 Derfor erklærer jeg overfor hele Israels folk, at Gud har vist, at Jesus, som I korsfæstede, er både Herre og Messias!”
Gravvagterne bestikkes
11 Mens kvinderne endnu var på vej, var nogle af gravvagterne allerede nået ind til byen for at fortælle ypperstepræsterne, hvad der var sket. 12-13 De øvrige jødiske ledere blev straks indkaldt til et krisemøde, hvor det blev besluttet at tilbyde vagterne en betydelig sum penge, hvis de ville sige, at disciplene havde stjålet Jesu lig om natten, mens de sov. 14 „Hvis guvernøren hører om det,” sagde de, „så skal vi nok ordne sagen med ham, så I ikke kommer i vanskeligheder.”
15 Vagterne tog imod pengene og gjorde, hvad de havde fået besked på. Derfor spredtes det rygte blandt jøderne, at disciplene havde stjålet Jesu lig, og det er der stadig nogen, der tror på.
Jesu sidste ord til disciplene(A)
16 De 11 disciple tog derefter af sted til den bjergskråning i Galilæa, hvor Jesus havde sagt, de skulle mødes. 17 Da de så ham, faldt de på knæ og tilbad ham. Men andre var usikre.
18 „Gud har givet mig al magt i himlen og på jorden,” sagde Jesus. 19 „Gå derfor ud og gør mennesker fra alle folkeslag til mine disciple. Døb dem til at tilhøre[a] Faderen og Sønnen og Helligånden, 20 og lær dem at adlyde alt, hvad jeg har befalet jer. Og husk: Jeg er altid hos jer indtil verdens ende.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.