Book of Common Prayer
Lovprisning af den ideelle konge
72 En sang til Salomon.[a]
Gud, hjælp kongen at regere, som du ville have gjort,
lær ham at være retfærdig som dig.
2 Må han lede dit folk på den rette måde
og være villig til at hjælpe de hjælpeløse.
3 Da skal bjergene forkynde fred for folket
og højene genlyde af retfærdighed.
4 Da skal han forsvare de svage,
komme de magtesløse til hjælp
og uskadeliggøre alle tyrannerne.
5 Da vil folket give dig[b] ære fra slægt til slægt,
så længe solen og månen skinner på jorden.
6 Hans retfærdige styre vil bringe velsignelse
som regnen, der væder jorden.
7 Under hans ledelse vil retfærdigheden vokse sig stærk,
freden vil herske, så længe månen hersker på nattehimlen.
8 Hans rige skal strække sig fra hav til hav,
fra Eufratfloden til verdens ende.
9 Fjerne nationer vil bøje sig for ham,
hans fjender falde næsegrus i støvet.
10 Kongerne fra Tarshish og de fjerne lande skal svare ham skat,
Sabas og Sebas regenter vil komme med deres gaver.
11 Alle konger vil underordne sig ham,
alle folkeslag vil love ham troskab.
12 Han redder hver fattig, som råber om hjælp
og fører de hjælpeløses sag.
13 Han har medlidenhed med de svage
og redder de magtesløse fra overgreb.
14 Han frier dem fra vold og tyranni,
for i hans øjne har de stor værdi.
15 Kongen længe leve!
Han belønnes med guld fra Saba.
Folk vil bede for ham uafbrudt
og velsigne ham dagen lang.
16 Der bliver overflod af korn i landet,
det bølger hen over bakker og dale.
Frugttræerne skal trives som i Libanons plantager,
kornet vokse tæt som græsset på marken.
17 Hans navn skal være kendt for evigt,
så længe solen bliver i sin bane.
Alle folkeslag skal velsignes gennem ham
og se ham som den, der er velsignet af Gud.
18 Lovet være Herren, Israels Gud,
for kun han kan gøre sådanne undere.
19 Han er værdig til al vor lovsang for evigt.
Må hans herlighed fylde al jorden.
Amen, amen.
20 Her slutter Davids, Isajs søns, bønner.[c]
En ren samvittighed
73 Dine hænder formede min krop.
Giv mig nu forstand til at fatte dine bud.
74 De gudfrygtige hilser mig med glæde,
for jeg har sat min lid til dit ord.
75 Dine domme er retfærdige, det ved jeg,
du ydmygede mig for mit eget bedste.
76 Din nåde og barmhjertighed rejste mig op igen,
akkurat som du havde lovet din tjener.
77 Din nåde gav mig nyt livsmod,
for jeg elsker trods alt dine bud.
78 De hovmodige spottere bliver gjort til skamme,
for de bagtaler mig uden grund.
Men jeg vil grunde over dine befalinger.
79 De der kender dine bud og adlyder dig,
dem vil jeg gerne have fællesskab med.
80 Din lov vil jeg følge af hele mit hjerte,
så behøver jeg aldrig at skamme mig.
Bøn om hjælp og genoprettelse
81 Herre, jeg længes efter, at du redder mig.
Jeg har sat min lid til dine løfter.
82 Hvornår griber du ind og hjælper mig?
Jeg er snart træt af at vente.
83 Herre, jeg er som en indtørret, tilrøget lædersæk,
men dine bud glemmer jeg aldrig.
84 Hvor mange dage skal der gå?
Hvornår vil du straffe mine forfølgere?
85 Hovmodige mennesker, som hader din lov,
har gravet en faldgrube for mig.
86 Hele din lov er troværdig og pålidelig,
åh, hjælp mig mod de gudløses angreb.
87 Herre, de har næsten gjort det af med mig,
men jeg vil ikke svigte dine bud.
88 Hold mig i live på grund af din trofasthed,
så jeg kan adlyde de befalinger, du har givet mig.
Herrens evige ord
89 Dit ord, Herre, står ved magt til evig tid,
det er fast forankret i Himlen.
90 Din trofasthed rækker fra slægt til slægt,
du har grundfæstet jorden, så den ikke kan rokkes.
91 Dine love står fast til denne dag,
for du er universets Herre.
92 Dit ord gav mig den trøst, jeg havde brug for,
ellers var jeg for længst gået til grunde.
93 Dine love vil jeg aldrig glemme,
for det er dem, der holder mig i live.
94 Dig tilhører jeg, for du er min Gud.
Hjælp mig, for jeg ønsker at følge dine bud.
95 De gudløse lurer på at slå mig ihjel,
men jeg har altid dine love i tanke.
96 De fleste ting har deres begrænsning,
men dine befalinger har uanede dybder.
Ehud som befrier
12 Igen gjorde israelitterne, hvad der var ondt i Herrens øjne. Så lod Herren kong Eglon af Moab erobre landet. 13 Sammen med ammonitterne og amalekitterne besejrede han israelitterne og indtog Palmernes By, Jeriko. 14 De næste 18 år var israelitterne underkastet kong Eglon.
15 Men da Israel råbte til Herren om hjælp, sendte han dem en ny befrier: Ehud, Geras søn af Benjamins stamme. Han var venstrehåndet. Engang skulle Ehud lede en delegation, der skulle overbringe den årlige skatteafgift fra israelitterne til kong Eglon af Moab. 16 Inden han tog hjemmefra, lavede han sig et tveægget sværd, der var en halv meter langt, og spændte det fast ved sin højre side, så det var gemt under hans kappe. 17 Han afleverede afgiften til kong Eglon, der var en meget tyk mand, 18 og begav sig derefter på vej hjem sammen med de mænd, som havde hjulpet ham med at transportere pengene.
19 Men da de nåede til billedstøtterne ved Gilgal, vendte han om og gik tilbage. Ved ankomsten gav han melding om, at han havde et hemmeligt budskab til kongen. „Lad ham komme til mig alene!” befalede kongen, og alle de tilstedeværende gik ud af kongens værelse. 20 Da Ehud kom ind i det kølige værelse ovenpå, hvor kongen sad alene, sagde han: „Jeg har et budskab til dig fra Gud.” Idet kong Eglon rejste sig fra sin stol, 21 trak Ehud med venstre hånd sværdet, som sad ved hans højre side, og stak det dybt ind i maven på kongen, 22 så dybt, at skæftet forsvandt sammen med klingen under fedtlaget. Ehud lod sværdet blive siddende. 23 Så gik han ud i søjlegangen, lukkede og låste døren til værelset efter sig og gik sin vej.
24 Da han var gået, kom kongens tjenere og så, at døren var låst. „Han er nok gået på toilettet,” tænkte de. 25 De ventede længe, men da han ikke åbnede døren til værelset, blev de bekymrede og hentede en nøgle. Da de åbnede døren, fandt de deres herre liggende død på gulvet.
26 Mens tjenerne stod og ventede, slap Ehud bort forbi stenstøtterne og videre til Seira. 27 Da han var nået sikkert til Efraims højland, satte han vædderhornet for munden og blæste signalet til krig. 28 „Følg efter mig!” råbte han. „For Herren vil give jer sejr over vores fjender, moabitterne.”
Hæren fulgte ham, og de besatte vadestederne ved Jordanfloden, så moabitterne ikke kunne komme over. 29 Derefter gik de til angreb og dræbte 10.000 af moabitternes tapre og stærke krigere, ikke en eneste undslap. 30 Den dag led Moab et sviende nederlag til Israel, hvorefter der var fred i landet de næste 80 år.
1 1-3 Højtærede Teofilus!
I min tidligere beretning fortalte jeg dig om alle de mirakler, Jesus udførte, og om hans undervisning lige fra begyndelsen af, og indtil han blev taget op til Himlen. I de 40 dage, der gik fra hans opstandelse til hans himmelfart, viste han sig adskillige gange for de apostle, han havde udvalgt. På den måde beviste han, at han virkelig var blevet levende igen, og når de var sammen, talte han med dem om Guds rige og gav dem ved Helligåndens inspiration sine instrukser.
Helligåndens og Guds riges komme
4 En dag, da de spiste sammen, sagde Jesus: „I må ikke tage væk fra Jerusalem, før I har modtaget det, som Faderen har lovet, og som jeg har fortalt jer om. 5 Johannes døbte jo med vand, men I vil om ganske få dage blive døbt med Helligåndens kraft.”
6 Mens de var sammen, spurgte de ham: „Herre, er tiden nu kommet, hvor du vil genoprette Israels kongerige?”
7 Jesus svarede: „Det tilkommer ikke jer at få kendskab til de tidspunkter, som Faderen i sin almagt har fastsat. 8 Men I skal modtage en ny kraft, når Helligånden kommer over jer, og så skal I bringe budskabet om mig til Jerusalem, til hele Judæa og Samaria, ja, helt til verdens ende.”
Jesus tages op til Himlen, hvorfra han skal vende tilbage igen
9 Derefter blev Jesus løftet op fra jorden, mens de så på det, og han forsvandt ind i en sky. 10 Som de nu blev ved at stirre op mod himlen for at se, hvor han var blevet af, stod der pludselig to hvidklædte mænd hos dem. 11 „Mænd fra Galilæa,” sagde de, „hvorfor står I og stirrer op i luften? Jesus, som nu er taget bort til Himlen, vil komme tilbage igen på samme måde, som I så ham forsvinde.”
Disciplene samles til bøn
12 Apostlene gik så ned fra Olivenbjerget, hvor det her var sket, og tilbage til Jerusalem. Det var kun omkring et kvarters gang. 13 De gik hen til det hus, hvor de plejede at samles i en stor sal ovenpå. De 11 tilbageværende apostle var: Peter, Johannes, Jakob og Andreas, Filip og Thomas, Bartolomæus og Mattæus, Jakob, Alfæus’ søn, Simon Frihedskæmper og Judas, Jakobs søn. 14 De mødtes ofte for i fællesskab at bede til Gud. Også de kvinder, der havde fulgt Jesus, samt Jesu mor og hans brødre, var med.
Jesus dør(A)
45 Ved tolvtiden blev der mørkt over hele landet, og mørket varede til klokken tre. 46 Klokken tre råbte Jesus højt: „Eli, Eli! Lema sabaktani!” Det betyder: „Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”[a]
47 Soldaterne, som holdt vagt, forstod ikke, hvad han sagde, men nogle mente, han kaldte på Elias. 48 En af dem løb hurtigt hen for at hente en svamp og hældte billig, sur vin på den. Derefter anbragte han svampen på en stang og holdt den op til Jesus for at han kunne drikke. 49 De andre sagde: „Lad os se, om Elias kommer og redder ham.”
50 Da udstødte Jesus igen et højt råb og udåndede.
51 I det samme blev forhænget foran indgangen til det allerhelligste rum i templet flænget i to dele fra øverst til nederst. Der kom et jordskælv, så nogle klipper revnede, 52 og der blev åben adgang til adskillige gravkamre. Mange af de gudfrygtige menneskers døde legemer blev levende. 53 De kom ud af deres grave, og da Jesus senere var opstået fra de døde, gik de ind til Jerusalem, hvor de blev set af mange mennesker.
54 Da officeren og soldaterne, som holdt vagt ved Jesus, så jordskælvet og alt det andet, der skete, blev de skrækslagne og råbte: „Den mand var virkelig en gudesøn!”[b]
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.