Book of Common Prayer
En bøn om hjælp og et løfte
61 Til korlederen: Brug strengeinstrumenterne. En sang af David.
2 Hør mit råb, Gud,
lyt til min bøn.
3 Det føles, som om alt håb er ude,
og jeg råber til dig i min nød.
Sæt mine fødder på en klippefast grund.
4 Du er min klippeborg og min fæstning,
du beskytter mig mod fjendens angreb.
5 Lad mig altid bo i din helligdom,
være tryg i ly af dine vinger.
6 Du har hørt mit højtidelige løfte, Gud,
du velsigner dem, der ærer dit navn.
7 Giv mig et langt og godt liv,[a]
lad mig opleve flere generationer.
8 Lad min slægt herske evigt for dit ansigt,
lad din trofaste kærlighed omslutte mig.
9 Så vil jeg altid prise dit navn,
og opfylde alle mine løfter til dig.
Tillid til Guds beskyttelse
62 Til korlederen Jedutun. En sang af David.
2 Jeg sætter al min lid til Gud,
for kun han kan frelse mig.
3 Ja, han er mit skjold og mit værn,
hos ham kan jeg være tryg.
4 Hvor længe vil I angribe en sagesløs mand
og forsøge at slå mig omkuld?
I ser på mig som en hældende mur
eller et faldefærdigt stakit.
5 I ønsker at styrte mig fra min høje position,
og I er fulde af løgn og bedrag.
Jeres ord virker venlige,
men indvendig er I fulde af foragt.
6 Jeg sætter al min lid til Gud,
for kun han giver mig håb.
7 Ja, han er mit skjold og mit værn,
hos ham kan jeg være tryg.
8 Det er Gud, der hjælper mig og giver mig ære.
Han er mit værn og mit tilflugtssted.
9 Stol altid på Gud, mit folk.
Udøs jeres hjerte for ham,
for han er et værn for os alle.
10 Menneskers tanker er tomhed,
deres hæderlighed er blot et bedrag.
Hvis man forsøgte at måle deres troskab,
ville det ikke give udslag på vægten.
11 Man kan blive rig på uretmæssig vis,
men det giver ikke tryghed og fred.
Selv om din velstand skulle vokse,
må du ikke bygge dit liv på den.
12-13 Gud har fortalt os to grundlæggende ting
om sit eget guddommelige væsen:
Han er mægtig, trofast og kærlig,
og han dømmer alle efter deres handlinger.
Israels mægtige Gud
68 Til korlederen: En lovsang af David.
2 Når Gud rejser sig,[a] flygter hans fjender,
alle hans modstandere løber deres vej.
3 Han driver dem væk,
som røg drives væk af vinden.
De onde går til grunde
som voks, der smelter i varmen.
4 Men de gudfrygtige bliver glade,
de råber af fryd i Guds nærhed.
5 Syng lovsange til Gud.
Ophøj ham, som rider på skyerne.
Hans navn er Jahve,
fryd jer i hans nærhed.
6 Gud er som en far for de faderløse,
han taler de hjælpeløses sag.
Han regerer fra sin hellige trone.
7 Han giver de hjemløse et hjem,
sætter de undertrykte i frihed og gør dem glade.
Men de genstridige forvises til den golde ørken.
8 Gud, dengang du gik foran dit folk,
og de marcherede gennem den udstrakte ørken,
9 da skælvede jorden af frygt,
og skyerne kunne ikke holde på regnen.
De rystede for Israels Gud,
da han viste sin magt i Sinai.
10 Du sendte regn i rigelig mængde,
du hjalp dit folk, da de var i nød.
11 Du gav dem et sted at bosætte sig,
du sørgede for de svage i din godhed, Gud.
12 Da hærføreren proklamerede sejren,
bragte masser af kvinder nyheden videre:
13 „Alle fjendens anførere er flygtet!”
Så fik kvinderne lov til at fordele byttet.
14 Selv om de var hjemme ved fårefoldene,
blev de nu smykket med sølv og guld,
som duen er smykket med glinsende fjer.
15 Da den Almægtige slog kongerne i landet på flugt,
endte de i en snestorm på Zalmons bjerg.
16 Du strækker dig til himlen, Bashans bjerg,
du har mange mægtige tinder.
17 Hvorfor er du misundelig på det bjerg,
som Gud har valgt til sin bolig?
Dér vil Herren bo for evigt.
18 Da Herren kom fra Sinai til sit hellige sted,
var han omgivet af tusindvis af stridsvogne.
19 Han steg op til det høje,
førte frigivne fanger med sig.
Han tog gaver med til folk,
selv de oprørske gav han et sted at bo.[b]
20 Syng lovsange til Herren hver eneste dag,
for han bærer vore byrder og redder os.
21 Vor Gud er en frelsende Gud,
som endog kan redde os fra døden.
22 Men han knuser sine fjenders hoved,
dem, der vælger at gøre oprør mod ham.
23 Herren siger: „Jeg henter dem ned fra Bashans bjerg,
jeg trækker dem op fra dybet,
24 så I kan vade rundt i fjendeblod,
og hundene gnave på deres knogler.”
25 Et festtog går frem i helligt skrud,
de hylder vor konge og vor Gud.
26 Sangerne går forrest, musikerne bagerst,
piger med tamburiner danser i midten.
27 Lovsyng Gud i den store forsamling,
lad alle være med til at prise Herren.
28 Benjamins lille stamme går forrest,
fulgt af lederne fra Judas stamme,
og dem fra Zebulon og Naftali.
29 Vis din magt, Gud, din mægtige styrke,
for vi ved, at du kæmper for dit folk.
30 Når du rejser dig fra dit tempel i Jerusalem,
må jordens konger bøje sig i hyldest.
31 Dit krigsråb gør egypterne bange,
selv om de er stærkere end andre nationer.
De bøjer sig dybt og giver dig gaver
både af guld og sølv,
mens de, der tager kampen op,
bliver slået og spredt.
32 Egypterne kommer med kostbare gaver,
kushitterne bøjer sig i ærefrygt for dig, Gud.
33 Lovpris Gud, alle riger på jorden,
syng lovsange til Herren.
34 Fra ældgammel tid har han redet på skyerne,
hør blot hans tordnende røst.
35 Giv al ære til Gud, som regerer over Israel
og har magten i himmelrummet.
36 Ære være Gud i hans helligdom.
Israels Gud giver styrke til sit folk.
Al ære og pris til ham.
Folkets frafald efter Josvas død
2 Herrens engel drog op fra Gilgal og kom til israelitterne med følgende budskab: „Jeg førte jer fra Egypten til det land, jeg lovede jeres forfædre, og jeg forsikrede jer, at jeg aldrig ville bryde min pagt med jer. 2 I måtte til gengæld ikke slutte fred med landets indbyggere, men derimod sørge for at ødelægge deres afgudsaltre. Hvorfor har I nu været ulydige og ikke overholdt jeres del af pagten? 3 Fordi I har gjort det, vil jeg ikke længere drive de folk ud, som bor i jeres land. De vil være en torn i øjet på jer, og de vil lokke jer til at dyrke deres guder.”
4 Da englen havde talt, brast israelitterne i gråd, 5 og derfor kaldte man det sted for Bokim.[a] Derefter bragte de ofre til Herren.
11 og de gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne og dyrkede afguderne. 12-13 De vendte sig fra Herren, den Gud, som deres forfædre havde tilbedt, og som havde ført dem ud af Egypten, og dyrkede i stedet Ba’al og de andre afguder, som nabofolkene dyrkede. 14 Derfor blussede Herrens vrede op imod Israel, så han udleverede dem til deres fjender, der kom fra alle sider og hærgede og plyndrede deres land. 15 Når Israels folk gik til kamp imod deres fjender, hjalp Herren fjenderne med at besejre dem—nøjagtig sådan som han havde lovet. På den måde kom folket i stor nød. 16 Så greb Herren ind og gav dem ledere—de såkaldte dommere—der skulle redde dem fra deres fjender.
17 Men folket ville heller ikke adlyde deres befriere. De fortsatte med at være troløse imod Herren og med at tilbede andre guder. De fulgte således ikke deres forfædres levevis, for de adlød ikke længere Herrens bud. 18 Alligevel var det sådan, at når Herren gav folket en befrier, så var han med den befrier, så længe han levede, og reddede folket fra deres fjender, for Herren havde medynk med sit forpinte folk, som jamrede, når de blev undertrykt af fjenderne. 19 Men når befrieren så døde, genoptog folket deres onde levevis og gjorde værre ting end deres forfædre. De dyrkede igen fremmede guder, tilbad dem og bøjede sig for dem, og de nægtede at ændre deres onde adfærd og stædige holdning.
20 Så blussede Herrens vrede igen op imod Israel, og han erklærede: „Fordi mit folk har brudt den pagt, jeg oprettede med deres forfædre og ignoreret mine befalinger, 21 vil jeg ikke længere hjælpe dem med at fordrive de folkeslag, Josva ikke nåede at besejre, før han døde. 22 I stedet vil jeg bruge fjenderne til at sætte dem på prøve og se, om de vil vende sig til mig og adlyde mig, sådan som deres forfædre gjorde.”
23 Det var grunden til, at Herren lod de forskellige folkeslag blive boende og ikke udryddede dem med det samme ved at give Josva sejr over dem.
17 Kære venner, jeg vil opfordre jer til at være på vagt over for dem, der skaber splid og ødelægger folks tro ved at forkynde en lære, som er i modstrid med den undervisning, I har fået. Hold jer væk fra dem, 18 for den slags mennesker tjener ikke Kristus, vores Herre. De søger kun det, der gavner dem selv. Ved deres fristende, sukkersøde ord fører de troskyldige mennesker på afveje. 19 Jeg glæder mig over, at I har ry for at være lydige mod Gud! Men jeg ønsker, at I må være vise i jeres vurdering af, hvad der er godt, og uskyldsrene med hensyn til det onde. 20 Gud, som bringer fred, vil snart besejre Satan og lægge ham for jeres fødder. Vores Herres, Jesu Kristi, nåde være med jer alle.
21 Min medarbejder, Timoteus, sender jer sin hilsen, og det samme gør mine landsmænd, Lukius, Jason og Sosipatros. 22 (Også jeg, Tertius, som har ført pennen i brevet her, sender jer hilsen i Herrens navn.) 23 Min og hele menighedens vært, Gajus, sender jer også sin hilsen. Det samme gør Erastos, byens regnskabsfører, og vores kristne ven, Kvartus.[a]
25 Lovet være Gud, som har magt til at gøre jer stærke i troen i kraft af det glædelige budskab om Jesus Kristus, som jeg forkynder. Gud vil styrke jeres forståelse af mysteriet om den frelsesplan, som i umindelige tider har ligget skjult, 26 men som nu er blevet åbenbaret. Det mysterium har de profetiske skrifter hentydet til, og det er nu blevet klargjort efter den evige Guds befaling, så mennesker fra alle folkeslag kan blive hjulpet til at leve i tillidsfuld lydighed til ham. 27 Ja, lovet være Gud, som alene har al visdom, og som vi har lært at kende gennem Jesus Kristus. Ham tilhører æren i al evighed! Amen!
Jesus bliver korsfæstet og derefter hånet af de jødiske ledere(A)
32 På vejen derud traf de på en mand fra Kyrene. Han hed Simon. Ham tvang de til at bære Jesu kors. 33 De gik hen til det sted, som kaldes Golgata (det betyder „Hovedskalsstedet”). 34 Her ville soldaterne give Jesus lidt vin med et bedøvelsesmiddel i, men da han havde smagt på det, ville han ikke drikke det.
35 De naglede ham til korset og gav sig derefter til at rafle om hans tøj.[a] 36 Nogle satte sig ned for at holde vagt, 37 mens andre anbragte et skilt på korset over hans hoved med anklagen imod ham. Der stod: „Det her er Jesus, jødernes konge”. 38 Derefter blev to forbrydere korsfæstet, og deres kors blev rejst på hver sin side af Jesus. 39 Folk, der kom forbi, rystede på hovedet og hånede ham: 40 „Det var dig, der ville rive templet ned og bygge det op igen inden tre dage. Red nu dig selv, hvis du er Guds Søn! Kom ned fra korset!”
41 Også ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige ledere hånede Jesus: 42 „Den er god med ham!” sagde de. „Andre har han reddet, men sig selv kan han ikke redde! Og han skulle være Israels konge? Lad ham nu tage og stige ned fra korset, så skal vi nok tro på ham! 43 Han siger, at han stoler på Gud, og at han er Guds Søn. Så burde Gud også komme og redde ham!”
44 Han blev også hånet af de to forbrydere, som var korsfæstet ved siden af ham.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.