Book of Common Prayer
Tillid til Gud
56 Til korlederen: En sang af David, dengang han blev taget til fange af filistrene i Gat.[a] Synges til melodien „Den tavse due i det fjerne.”
2 Åh, min Gud, vær mig nådig!
Mine fjender er efter mig,
de plager mig dagen lang.
3 De er ude efter mig hele tiden,
de kappes om at få mig ned med nakken.
4 Men når jeg er bange,
sætter jeg min lid til dig.
5 Jeg stoler på dit ord,
der er ingen grund til frygt.
Hvad kan mennesker gøre mig?
6 De er ude på at gøre mig fortræd,
de lægger onde planer imod mig.
7 De udspionerer mig hele tiden,
overvåger mine skridt for at slå mig ihjel.
8 Lad ikke forbryderne gå fri, Herre.
Lad dem mærke din vrede og straf.
9 Du kender alle mine problemer
og skriver dem ned i din dagbog,
du gemmer mine tårer i din lædersæk.
10 Når jeg råber om hjælp, må fjenderne flygte,
for jeg ved, at du står ved min side, Gud.
11 Jeg stoler på dine løfter, min Herre og Gud,
jeg priser dig, for du holder ord.
12 Der er ingen grund til at frygte.
Hvad kan mennesker gøre mig?
13 De løfter, jeg har givet dig, Gud,
vil jeg opfylde med lovprisningsofre.[b]
14 Du frelser mig fra døden
og redder mine fødder fra at snuble,
så jeg kan tjene dig hele mit liv.
Tillidsfuld bøn om hjælp
57 Til korlederen: En sang af David, dengang han flygtede fra Saul ind i en hule.
2 Åh, min Gud, vær mig nådig og barmhjertig,
for jeg tyer til dig i min nød.
Jeg søger ly under dine vinger,
indtil stormen er drevet over.
3 Jeg råber til den almægtige Gud,
for han fører mig igennem til sejr.
4 Han sender mig hjælp fra Himlen,
han frelser mig fra alle mine fjender.
Han er trofast og god imod mig.
5 Jeg er omringet af blodtørstige løver,
de er klar til at springe på mig.
Deres tænder er spyd og pile,
deres tunge er et skarpt sværd.
6 Herre, lad din storhed fylde himmelrummet,
lad din herlighed komme over hele jorden.
7 Mine fjender satte en fælde for mig,
derfor er jeg dybt bekymret.
De gravede en faldgrube på min vej,
men de kommer selv til at falde i den.
8 Jeg er fuld af tillid til dig, Gud,
jeg vil synge og spille til din ære.
9 Jeg vil gribe min harpe og lyre,
når befrielsens sol står op.[c]
10 Jeg vil takke dig, Herre, blandt folkeslagene,
jeg vil synge din pris for de fremmede.
11 Din trofasthed fylder universet,
din godhed når til skyerne.
12 Herre, lad din storhed fylde himmelrummet,
lad din herlighed komme over hele jorden.
Dom over onde magthavere
58 Til korlederen: En sang af David.
2 Mon I fyrster ved, hvad der er ret og rigtigt?
Mon I behandler folk retfærdigt?
3 Nej, I har kun ondskab i tanke,
I giver volden frit løb i landet.
4 I har været onde fra fødslen af,
fra barnsben har I været fulde af løgn.
5 I udspyr slangegift og vil ikke lytte til Gud.
I ligner en døv kobra,
6 der ikke kan høre slangetæmmeren,
lige meget hvor højt han spiller.
7 Knus kæberne på de grusomme løver, Herre.
Bræk alle deres skarpe tænder, Gud.
8 Lad dem forsvinde som vand i ørkenen,
lad dem visne som græs i tørtiden.
9 Lad dem blive til slim som sneglen,
lad dem ende som dødfødte fostre,
der aldrig får lyset at se.
10 Gud vil feje de onde af vejen,
hurtigere end brændet kan få gryden i kog.[d]
11 De gudfrygtige glæder sig, når retten sejrer.
De får lov at vade i de gudløses blod.
12 Da skal folk udbryde:
„Ja, de gudfrygtige bliver belønnet til sidst.
Der er en Gud, som sørger for retfærdighed på jorden.”
Gud straffer ondskab
64 Til korlederen: En sang af David.
2 Hør min bøn, Gud, midt i min nød.
Red mig fra fjendernes angreb.
3 Skærm mig mod deres skumle planer,
beskyt mig mod deres ondskabsfulde list.
4 Deres tunger er som skarpe sværd,
deres ord som giftige pile.
5 De sigter på de uskyldige fra deres baghold,
de skyder dem ned uden skrupler.
6 De mødes for at ægge hinanden til ondskab
og planlægge, hvor de skal sætte deres fælder.
„Ingen opdager noget,” siger de selvsikkert.
7 De udklækker grusomme planer,
som de hemmeligt fører ud i livet.
Et menneskes tanker ligger skjult i sindet.
8 Men Gud vil selv ramme dem med sin straf,
pludselig bliver de gennemboret af hans pile.
9 Deres egne ord vil fælde dem,
og alle, som oplever deres fald,
vil ryste på hovedet i foragt
10 og fyldes af ærefrygt for Gud.
De vil forkynde Guds store undere
og forstå hans retfærdige dom.
11 De gudfrygtige skal glæde sig over Gud
og søge tilflugt hos ham.
Alle de retskafne skal glæde sig.
En takkesang ved høstfesten
65 Til korlederen: En lovsang af David.
2 Zions Gud, vi vil lovprise dig,
vi vil indfri vore løfter til dig.
3 Du er en Gud, der hører bøn,
og vi kommer alle til dig.
4 Når vi indrømmer vores synd,
oplever vi din nådige tilgivelse.
5 Lykkelige er de, du lader leve i din nærhed.
Vi jubler over alt det gode, du giver os.
6 Du er vores frelser, Gud,
du redder os ved dine mægtige undere.
Du kan give håb til alle og enhver,
hvor de end bor i den vide verden.
7 Du er den almægtige Gud.
Du formede de enorme bjerge,
8 du dæmper bølgernes brusen
og standser nationernes oprør.
9 Alle folkeslag forundres over dine vældige gerninger,
du bliver lovprist både i øst og i vest.
10 Du vander jorden og gør den frugtbar,
du fylder floderne med enorme vandmasser.
Du sørger for væde til jorden,
så der bliver en god høst.
11 Du sender regn til de pløjede marker,
så furerne fyldes med vand.
Du blødgør jorden med regn
og giver grobund for den sæd, der er sået.
12 Når høsten er omme, er laderne fulde,
din velsignelse betyder overflod.
13 Græsgangene i ødemarken glinser af væde,
bakkerne blomstrer af fryd.
14 Fårene flokkes på de frodige enge,
dalene klædes i korn.
Hele dit skaberværk synger af glæde.
16 Da svarede folket: „Vi vil aldrig svigte Herren og dyrke andre guder! 17 Herren er den Gud, som frelste os og vores forfædre fra Egyptens slaveri. Han er den Gud, som har gjort vældige undere for øjnene af os. Han beskyttede os under vores lange vandringer og hjalp os mod alle vores fjender. 18 Det var ham, der drev amoritterne og de andre folkeslag ud af det land, vi nu bor i. Også vi vil tjene Herren—han alene skal være vores Gud!”
19 Men Josva svarede folket: „Det er ikke sikkert, at I kan klare at holde fast ved Herren, jeres Gud. Han er en hellig Gud, der ikke tåler rivaler, og som ikke ser igennem fingre med oprør og synd. 20 Hvis I svigter ham og vender jer til andre guder, vil han straffe jer hårdt—uanset hvor god han hidtil har været imod jer.”
21 Men folket svarede: „Vi vil tjene Herren!”
22 „I er selv vidner på, at I har valgt at tjene Herren,” sagde Josva.
„Ja,” svarede folket, „det er vi vidner på.”
23 „Godt,” fortsatte Josva, „så bevis det ved at fjerne jeres afguder, så I kan tjene Herren alene.”
24 „Ja,” svarede folket, „for vi vil tilbede og tjene Herren alene.”
25 Den dag lod Josva folket slutte pagt ved Sikem, en permanent og bindende pagt imellem dem og Gud, 26 og han skrev det hele i den bog, hvor Guds love var nedskrevet. For at minde dem om deres pagt med Gud rullede han en stor sten hen under egetræet ved siden af Herrens alter. 27 Så sagde han til folket:
„Denne sten har hørt hvert eneste ord, Herren har sagt, og derfor skal den være et vidne imod jer, hvis I bryder jeres løfte.” 28 Derpå sendte han folket hjem til deres forskellige territorier.
29 Josva døde kort efter i en alder af 110 år 30 og blev begravet på sin jord i Timnat-Sera nord for Ga’ashbjerget i Efraims højland.
31 Folket adlød Herren, så længe Josva og de andre gamle israelitter levede, de som havde oplevet Herrens undere.
32 Josefs knogler, som folket havde bragt med fra Egypten, blev begravet på det stykke jord, som Jakob havde købt af Hamors sønner i Sikem, og som nu hørte med til Josefs efterkommeres arvelod.
33 Arons søn Eleazar døde også og blev begravet i Gibea i Efraims højland, den by, som var blevet overdraget hans søn Pinehas.
Afsluttende hilsener og en sidste formaning
16 Føbe kommer til jer med min bedste anbefaling.[a] Hun har gjort et stort arbejde i menigheden i Kenkrea. 2 Tag venligt imod hende, som det forventes blandt kristne, og hjælp hende med, hvad hun har brug for. Hun har virkelig været til stor hjælp for mange, også for mig.
3 Hils Priska[b] og Akvila, mine medarbejdere i tjenesten for Jesus Kristus. 4 De satte engang deres egne liv på spil for at redde mig. Ikke alene er jeg dem meget taknemmelig, men alle menighederne i de græsktalende lande er taknemmelige for deres tjeneste. 5 Hils også menigheden, der samles i deres hjem.
Hils min kære ven, Epainetos, som var den første, der kom til tro på Kristus i Lilleasien. 6 Hils Maria, som har gjort et stort arbejde iblandt jer. 7 Hils mine jødiske landsmænd, Andronikos og Junia,[c] som har siddet i fængsel sammen med mig. De har et godt ry hos apostlene, og de har været kristne endnu længere, end jeg har. 8 Hils min gode ven, Ampliatos. 9 Hils min medarbejder, Urbanus, og min gode ven Stakys. 10 Hils Apelles, som har stået sin prøve i tjenesten for Kristus. Hils Aristobuls folk. 11 Hils min landsmand Herodion og de kristne hos Narkissos. 12 Hils Tryfæna og Tryfosa, som har gjort et stort arbejde for Herren. Hils min kære Persis. Hun har gjort et enormt arbejde for Herren. 13 Hils Rufus, som på en særlig måde blev udvalgt. Og hils hans mor, der også har været som en mor for mig. 14 Hils Asynkritos, Flegon, Hermes, Patrobas, Hermas og de medarbejdere, som er sammen med dem. 15 Hils Filologos og Julia, Nereus og hans søster, og Olympas, og alle de kristne, som er sammen med dem. 16 Hils hinanden med et helligt kindkys. Alle menighederne her sender deres hilsener.
24 Da Pilatus så, at han ikke kom nogen vegne, og at det var ved at udvikle sig til gadeoptøjer, sendte han bud efter et fad med vand. Mens han vaskede sine hænder foran den store folkemængde, sagde han: „Jeg er uskyldig i denne mands død. Det bliver jeres ansvar.” 25 Hele mængden råbte tilbage: „Ja, vi påtager os skylden for hans død, vi og vores efterkommere!”
26 Derefter løslod han Barabbas og gav ordre til, at Jesus skulle piskes og derefter korsfæstes.
De romerske soldater gør nar af jødernes konge(A)
27 Guvernørens soldater tog Jesus med ind i kasernen og kaldte hele garnisonen sammen. 28-29 Så rev de tøjet af ham og klædte ham ud som konge med en skarlagenrød kappe og en krone flettet af tornede grene på hovedet. Som scepter gav de ham en kæp i højre hånd, og så kastede de sig på knæ foran ham. „Længe leve jødernes konge!” råbte de hånligt. 30 Så spyttede de på ham, rev kæppen ud af hånden på ham og slog ham i hovedet med den. 31 Da de til sidst blev trætte af at gøre nar af ham, trak de kappen af ham og gav ham hans eget tøj på. Derefter førte de ham af sted for at korsfæste ham.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.