Book of Common Prayer
Om at blive forrådt af sine venner
55 Til korlederen: En visdomssang af David. Synges til akkompagnement af strengeinstrumenter.
2 Hør min bøn, Gud,
lyt til mit råb om hjælp.
3 Hør mig og svar mig.
Jeg er ude af mig selv
og ryster af skræk.
4 Mine fjender gør mig bange
med deres voldsomme trusler.
De er rasende på mig
og klar til angreb.
5 Mit hjerte banker helt vildt,
dødsangsten overmander mig.
6 Jeg er grebet af skræk og rædsel,
jeg er lammet af frygt.
7 Jeg ville ønske, jeg havde vinger som en fugl,
så jeg kunne flygte og finde fred.
8 Jeg ville flyve langt bort,
slå mig ned i ødemarken og blive der.
9 Jeg ville skyndsomst søge ly
for det voldsomme uvejr.
10 Skab forvirring hos dem, Herre,
og forstyr deres planer.
Der er oprør og ufred i byen.
11 Der går vagter på bymuren dag og nat,
men den virkelige fare kommer indefra.
12 Der er vold og mord overalt,
trusler og bedrageri breder sig uhæmmet.
13 Hvis det var en fremmed, der rasede imod mig,
kunne jeg bedre holde det ud.
Hvis jeg blev hånet af mine fjender,
kunne jeg løbe væk fra dem.
14 Men det var dig, som jeg troede var min ven,
du var min følgesvend og min fortrolige.
15 Vi delte hinandens hemmeligheder,
vi fulgtes ad i festoptoget til Guds hus.
16 Gid du ville sende dem i døden, Gud,
for ondskaben har fyldt deres sind.
17 Jeg vil råbe til min Gud,
og Herren vil redde mig.
18 Morgen, middag og aften vil jeg klage min nød,
og han vil høre min bøn.
19 Han vil redde mig fra mine angribere,
selv om der er mange, der kæmper imod mig.
20 Gud, som hersker fra fortids dage,
vil høre mig og ydmyge dem.
De nægter jo at forandre sig,
de frygter ikke Gud.
21 Min ven forrådte mig,
han brød sit løfte.
22 Hans tale var glat som olie,
men han havde bagtanker om oprør.
Hans ord var bløde som smør,
men de blev snart til skarpe dolke.
23 Kast din byrde på Herren,
så vil han bære den for dig.
Han lader ikke de gudfrygtige bukke under.
Aldrig i evighed.
24 Gud, send de onde bedragere i afgrunden,
mordere og løgnere skal dø i deres ungdom.
Men jeg sætter min lid til dig.
Herrens trofasthed og hjælp
138 En sang af David.
Jeg takker dig, Herre, af hele mit hjerte,
lovsynger dig i alles påhør.[a]
2 Jeg bøjer mig i tilbedelse mod din helligdom,
jeg priser dig, for du er trofast og sand.
Du er ophøjet over alt andet,
og dit ord står urokkeligt fast.
3 Du svarer mig, når jeg råber om hjælp,
giver mig livsmod og styrke igen.
4 Alle jordens konger skal takke dig, Herre,
når de hører de ord, du taler.
5 Ja, de skal synge om dine undere,
og give dig den ære, som tilkommer dig.
6 Selv om du er så umådelig stor,
tager du dig af de svage og ydmyge,
men de stolte skubber du fra dig.
7 Når jeg står i problemer til halsen,
er du med mig og redder mit liv.
Du holder fjendernes vrede i skak,
frelser mig ved din vældige kraft.
8 Du fører mig igennem til sejr.
Din trofaste kærlighed varer ved.
Opgiv mig ikke,
men fuldend dit værk.
Guds storhed og omsorg
139 Til korlederen: En sang af David.
Herre, du ved alt om mig,
du kender mit hjerte til bunds.
2 Du er klar over alt, hvad jeg gør,
du kender mine inderste tanker.
3 Du ved, hvor jeg går om dagen og sover om natten,
du lægger mærke til al min færden.
4 Du ved, hvad jeg vil sige,
før jeg kan nå at åbne munden.
5 Du omgiver mig på alle sider,
lægger din skærmende hånd på mig.
6 Det er næsten for godt til at være sandt.
Jeg fatter ikke din uendelige godhed.
7 Jeg når aldrig uden for din rækkevidde,
hvor jeg end er, er du nær hos mig.
8 Farer jeg op til himlen, da møder du mig der.
Stiger jeg ned i dødsriget, da møder du mig der.
9 Flyver jeg mod øst på morgenrødens vinger,
rejser jeg mod vest over det store hav,
10 så vil din hånd også lede mig der,
din højre hånd holde mig fast.
11 Bad jeg mørket om at skjule mig,
befalede jeg dagen at blive til nat,
12 så ville mørket ikke være mørkt for dig,
for nat eller dag gør ingen forskel.
13 Du har skabt mig som den, jeg er,
du formede mig i min mors mave.
14 Tak, Gud, at du skabte mig så forunderligt,
dit skaberværk er fantastisk.[b]
15 Du så på mig, da jeg blev dannet i det skjulte,
da jeg langsomt voksede i livmoderens mørke.
16 Mens jeg endnu var et foster, så du mig.
Mine livsdage var lagt fast og skrevet ned i din bog,
længe før jeg så dagens lys.
17 Forunderlige og fuldkomne er dine tanker, Gud,
de overgår langt, hvad jeg kan fatte.
18 Kunne de tælles, ville de være talrige som sandet.
Jeg ville aldrig nå til ende med dem.[c]
19 Jeg ville ønske, du ville udrydde de gudløse,
få de morderiske mænd til at lade mig være i fred.
20 De vanærer dit navn og håner dig,
de er blasfemiske og taler ondt om dig.
21 Herre, jeg hader enhver, der hader dig,
jeg føler lede ved dem, der er imod dig.
22 Dine fjender er også mine fjender,
jeg hader dem af hele mit hjerte.
23 Undersøg mig og se på mit hjerte, Gud!
Gransk mine motiver og afslør mine tanker!
Josvas afskedstale til lederne
23 Der var nu gået lang tid, efter at Herren havde givet israelitterne fred for deres fjender. Josva var blevet en gammel mand, 2 og en dag kaldte han Israels ledere, dommere og administratorer til sig.
„Jeg er nu en gammel mand,” begyndte han, 3 „og I har selv været vidne til alt det, Herren har gjort for jer i min levetid, for det var Herren, som kæmpede for jer, 4 og jeg har fordelt både de erobrede og uerobrede områder imellem jer. Hele landet mellem Jordanfloden og Middelhavet tilhører jer. 5 Herren jeres Gud vil selv drive alle de folk, som bor der nu, på flugt foran jer, så I kan tage hele landet i besiddelse, sådan som han har lovet.
6 Stå nu fast og overhold omhyggeligt alle de forskrifter og love, der står skrevet i Moses’ lovbog. Gå aldrig på kompromis med Guds bud! 7 Pas på, at I ikke blander jer med de hedenske folk, der endnu bor i landet. I må ikke dyrke deres guder eller sværge ved dem. Lad ikke engang navnene på deres guder komme over jeres læber. 8 Vær tro mod Herren, jeres Gud, sådan som I har været indtil i dag. 9 Han har drevet store og mægtige folkeslag på flugt, og ingen har kunnet holde stand imod jer. 10 Hver eneste af jer kan slå 1000 af dem på flugt, for Herren kæmper for jer, sådan som han har lovet. 11 Derfor skal I fortsat elske og adlyde ham ubetinget.
12 Hvis I vender jer fra ham og gifter jer med de fremmede folk omkring jer, 13 kan I være sikre på, at Herren, jeres Gud, ikke længere vil drive dem ud af jeres land. Da vil de blive en fælde for jer, en pisk over nakken og en torn i øjet, og I vil gå til grunde i det gode land, Herren har givet jer.
14 Nu er tiden kommet, hvor jeg skal dø. I har selv oplevet, hvordan alle Guds løfter til jer er gået i opfyldelse. Det var ikke tomme løfter, han gav. 15-16 Men lige så sikkert, som Herren har opfyldt sine løfter om velsignelse, vil han opfylde truslen om straf, hvis I er ulydige og bryder hans pagt ved at dyrke andre guder. Da vil han blive vred på jer—og I vil hurtigt blive udryddet og miste det gode land, han gav jer.”
25 Men lige nu skal jeg til Jerusalem med en pengegave til de kristne der. 26 De kristne i Makedonien og Akaja besluttede nemlig at være med til at give en gave til de fattige blandt de kristne i Jerusalem. 27 Når de gerne ville være med, skyldes det også, at de på en måde står i gæld til dem. Når de som kristne ikke-jøder har fået del i en åndelig rigdom fra de kristne jøder, bør de også til gengæld hjælpe dem på det materielle område. 28 Så snart jeg har fået denne gave sikkert overbragt til dem, vil jeg rejse til Spanien via jer. 29 Og jeg har tillid til, at når jeg kommer til jer, vil det være med stor velsignelse fra Kristus.
En bøn om beskyttelse på rejsen til Jerusalem
30 Jeg har en bøn til jer, kære venner, da vi er forbundet med hinanden gennem den kærlighed, der kommer fra Helligånden, og fordi vi alle har Jesus Kristus som vores Herre. Bed inderligt til Gud sammen med mig, 31 at han vil redde mig fra at falde i kløerne på de vantro jøder i Judæa provinsen, som jeg skal rejse igennem, og at de kristne i Jerusalem vil være villige til at modtage gaven. 32 Derefter kommer jeg og besøger jer, om Gud vil, og jeg glæder mig til at hvile ud hos jer en tid. 33 Nu beder jeg om, at Gud, som er den, der giver os fred i hjertet, vil være med jer alle. Amen.
Jesus i forhør hos Pilatus(A)
11 Jesus blev nu ført frem for den romerske guvernør. „Er du jødernes konge?” spurgte han.
„Det kan man godt sige,” svarede Jesus. 12 Men da ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere fremførte deres anklager, tav han.
13 „Hører du ikke, hvad de beskylder dig for?” spurgte Pilatus. 14 Men Jesus tav stadig, og det undrede guvernøren sig meget over.
Pilatus bliver presset til at lade Jesus korsfæste(B)
15 Der var tradition for, at guvernøren hvert år i anledning af påsken løslod en jødisk fange. Folket måtte selv vælge, hvem det skulle være. 16 På det tidspunkt sad der en berygtet forbryder i fængsel. Han hed Barabbas. 17 Da folket nu stimlede sammen, spurgte Pilatus dem: „Hvem vil I helst have, at jeg skal løslade: Barabbas eller Jesus, som kaldes Messias?” 18 Han var nemlig godt klar over, at det var af ren og skær misundelse, de havde slæbt Jesus for retten. 19 Desuden havde Pilatus, mens han sad dér på dommersædet, modtaget følgende besked fra sin kone: „Lad den uskyldige mand være i fred. Jeg har i nat haft en forfærdelig drøm på grund af ham.”
20 Men ypperstepræsterne og de øvrige ledere fik menneskemængden overtalt til at kræve Barabbas løsladt og Jesus henrettet. 21 Da guvernøren gentog spørgsmålet: „Hvem af de to skal jeg løslade?” råbte mængden derfor: „Barabbas!”
22 „Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Messias?”
„Han skal korsfæstes!” råbte mængden.
23 „Hvorfor det? Hvad ondt har han gjort?”
Men de råbte blot endnu højere: „Han skal korsfæstes!”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.